Tålt ophold og administrative udvisninger

Efter længere tids polemik har Birthe Rønn Hornbech besluttet at reglerne for personer på tålt ophold skal ”strammes markant”. Stramningen vi tilsyneladende først og fremmest bestå i yderligere kontrol med personer på tålt ophold.  Et sådan stramning er efter min opfattelse ophold et legitimt indgreb til sikring af danskernes retsfølelse og den nationale sikkerhed.  Udlændinge der begår alvorlig kriminalitet skal selvfølgelig udvises af Danmark. Det er forståeligt, at danskerne føler sig krænkede når kriminelle udlændinge, der er dømt til udvisning kan gå frit omkring når udvisningen ikke kan effektueres.  Øget kontrol er derfor på sin plads. For så vidt angår personer der udvises administrativt i henhold til udlændingeloven er det dog vigtigt at påpege, at disse ikke er dømt af en uafhængig instans. Sådanne personer er alene blevet udvist ved en administrativ beslutning, hvor ministeren for flygtninge, indvandrere og integration efter indstilling fra Justitsministeren vurderer, at den pågældende er en fare for statens sikkerhed.

Regeringens indgreb bør således kombineres med en ændring af udlændingeloven således, at personer der udvises administrativt (og risikerer at ende på tålt ophold) får mulighed for domstolsprøvelse.

Det ville betyde, at den tuneser, som p.t. er på tålt ophold ville have haft mulighed for at få prøvet grundlaget for sin administrative udvisning. En sådan adgang blev fjernet ved terrorpakke I, hvorfor hverken offentligheden eller tuneseren på tidspunktet for dennes udvisning fik beviser for, at denne skulle have planlagt at myrde Kurt Westergaard. I forbindelse med prøvelsen af tuneserens frihedsberøvelse fastslog Højesteret dog, at:

”der skal ske en vis prøvelse af det faktuelle grundlag for afgørelsen om, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed. Der må kræves en rimelig sandsynliggørelse af, at der har været et sådant faktuelt grundlag for farevurderingen, at frihedsberøvelsen ikke kan anses for uhjemlet eller ubegrundet. Denne sandsynliggørelse må ske ved, at myndighederne for retten fremlægger de i så henseende fornødne oplysninger med passende adgang til kontradiktion”.

 Østre Landsret har således taget stilling til en del af PETs efterforskningsmateriale, og på den baggrund konkluderet, at der var tilstrækkelig baggrund for at frihedsberøve tuneseren. Dette sandsynliggør, at PETs vurdering af, at tuneseren udgjorde en fare for statens sikkerhed er korrekt. Det er betryggende både fordi det indikerer, at PET opfylder sine opgaver med at beskytte befolkningen og, at PET ikke har misbrugt sine beføjelser.

Højesterets afgørelse var et signal til Folketing og regering om at man på dette punkt var gået for langt i kampen mod terror. Højesterets krav om en vis prøvelse af grundlaget for tuneserens frihedsberøvelse gør nemlig afvisningen af domstolsprøvelse af afgørelsen om udvisning uholdbar. Den konkrete prøvelse i en udvisningssag vil i praksis være den samme, som i en sag om frihedsberøvelse, nemlig om den pågældende person udgør ”en fare for statens sikkerhed”.

En række debattører, herunder Kai Sørlander, har anført, at sager om statens sikkerhed bør overlades fuldstændigt til den udøvende magt. Domstolene bør således ikke involveres heri, da de ikke er egnede eller berettigede til at tage stilling til sådanne spørgsmål.

Men dette argument holder ikke vand. For det første er PETs vurdering af, hvorvidt en person udgør en fare for statens sikkerhed bundet op på nogle objektive retlige kriterier, som PET naturligvis skal respektere. I Karnovs lovkommentar hedder det, at

”Ikke alle udlændinge, som [PET] måtte have indledt en efterforskning imod, vil falde inden for rammerne af § 25, nr. 1, om, at udlændingen må anses for en fare for statens sikkerhed. Der skal således konkret være tale om en mere kvalificeret fare, for at dette må anses. Begrebet statens sikkerhed skal fortsat forstås i overensstemmelse med det i bet 1982 968 anførte.”

Da vurderingen er baseret på retlige kriterier kan domstolene som den dømmende magt selvfølgelig også tage stilling hertil. I samtlige de straffesager der er ført om overtrædelse af ”terrorparagraffen” i straffelovens § 114, har domstolene således skulle tage stilling til om de tiltalte – hvoraf flere har været udlændinge – har haft forsæt til at begå forbrydelser, der kan kategoriseres som udgørende en fare for statens sikkerhed.

Skulle argumentet om, at sikkerhedsmæssige vurderinger alene er et politisk spørgsmål og dermed et regeringsprærogativ – ville disse sager skulle have været afgjort administrativt alene på baggrund af PETs vurderinger. I så fald ville de tre frifundne i Glostrupsagen og den ene frifundne i Vollsmosesagen være frihedsberøvede i dag på trods af, at der ikke var frembragt de fornødne beviser for domsfældelse.

Frifindelserne demonstrerer, at hvor PET spiller en helt afgørende rolle i beskyttelsen af danske borgere mod terrorisme, er PETs virke ikke perfekt eller ufejlbarligt. Vestlige efterretningstjenesters grove fejl i forbindelse med vurderingen af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, er et andet og mere klart eksempel derpå. Efterretningstjenester er heller ikke immune overfor at blive indfanget i politiske spil og kombinationen af hemmeligholdelse og politiske dagsordener er giftig for retsstatsprincipper. Det blev til fulde demonstreret i sagen om USA’s internering af japansk-amerikanere under anden verdenskrig, som nævnt i mit sidste indlæg.

Det er i den forbindelse interessant at iagttage de forskellige holdninger til PETs arbejde i Blekingegadesagen og tunesersagen.

I Blekingegadesagen er det alt andet end tillid til PET, der præger udmeldingerne. Både DF og Konservative har således krævet en tilbundsgående undersøgelse af PETs rolle, fordi visse oplysninger tyder på, at PET (og Justitsministeriet) bevidst forhindrede en tidlig optrævling af Blekingegadebanden. En optrævling der kunne have forhindret bandens mord på Jesper Egtved Hansen. 

I tunesersagen har politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti derimod nærmest ubegrænset tillid til PETs vurdering af hvorvidt, de pågældende var involveret i aktiviteter, der udgjorde en fare for statens sikkerhed. Flere politikere har således udtalt sig som om, vedkommende var dømt. Dette på trods af, at disse politikere ikke har set efterforskningsmaterialet og at enhver retsstat opererer med en uskyldighedsformodning.

De forskellige politiske holdninger til PET i disse sager demonstrerer, at det kan være svært at være principfast i sager, der rammer ned i kernen af hvad man som dansker har kært og tror på. At plædere retssikkerhed for en person, der er kommet her til landet og som sandsynligvis har villet slå en dansk borger ihjel på grund af nogle tegninger, bringer naturligt nok sindene i kog. Som sådan afspejler de politiske holdninger sandsynligvis befolkningens.

Men retssikkerhedsgarantier er netop en beskyttelse mod folkestemninger. Også – måske endda særligt – selvom sådanne folkestemninger måtte være forståelige og berettigede. At argumentere for, at udenlandske statsborgere skal være omfattet af basale retsgarantier er ikke det samme som at udtrykke sympati for islamistisk terror eller de der er beskyttet af sådanne retsgarantier.  En ordning hvor administrative udvisninger underkastes en vis form for domstolsprøvelse – evt. med sikkerhedsclearede dommere og advokater – vil tilgodese både den nationale sikkerhed og retssikkerheden. Staten vil bibeholde muligheden for at udvise udlændinge, der udgør en fare for statens sikkerhed uden at disse er blevet dømt for en forbrydelse, en adgang, som er almindelig anerkendt i folkeretten. Samtidig opstilles et værn mod, at denne adgang til administrative udvisninger misbruges.   

Et andet spørgsmål af relevans for denne sag er, hvorvidt Danmark overhovedet bør være forhindret i at udvise en person, der efter lovens regler er vurderet til at udgøre en fare for statens sikkerhed. Det spørgsmål vil jeg behandle i et senere indlæg.