En korrekt og nødvendig udvisning

Højesteret har tidligere i dag truffet afgørelse om at udvisningen af en litauisk mand, der var dømt 30 dages fængsel for butikstyveri, ikke er i strid med EU’s opholdsdirektiv. Der er efter min umiddelbare vurdering tale om en både korrekt og nødvendig afgørelse. Grunden til, at dommen har fået en hel del medieopmærksomhed, er givetvis, at butikstyveri ikke rangerer som en alvorlig forbrydelse, hvorfor der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt en udvisning er proportionel – altså står i forhold til forbrydelsens karakter.

 Artikel 27 i opholdsdirektivet fastslår, at unionsborgeres opholdsret kan begrænses af hensyn til bl.a. den offentlige orden og sikkerhed.  Denne bestemmelse fastslår også, at begrænsninger i opholdsretten truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal være proportionelle og udelukkende må begrundes i vedkommendes personlige adfærd. Vedkommendes adfærd skal således

”udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse”

Opholdsdirektivets artikel 28 fastslår endvidere, at der ved afgørelse om udsendelse af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed skal tages hensyn til bl.a. varigheden af den pågældendes ophold i landet, pågældendes alder, helbred, økonomiske stilling og integration.

I den konkrete sag er der tale om en person, der begik tyveri samme dag som han var indrejst i Danmark og som var i besiddelse af professionelt værktøj med henblik på at begå berigelseskriminalitet. Litaueren var tidligere dømt for kriminalitet i sit hjemland og havde tilsyneladende ingen særlig forbindelse til Danmark.  Dette indikerer, at litaueren alene var indrejst i Danmark for at begå kriminalitet og at litaueren derfor ernærer sig som professionel tyv. Bekæmpelse af en sådan form for systematiseret kriminalitet må siges at udgøre en grundlæggende samfundsinteresse. Spørgsmålet er så, om litauerens adfærd kan siges at udgøre ”en reel, umiddelbar og alvorlig trussel” for en sådan grundlæggende samfundsinteresse.

Umiddelbart kan det synes misvisende at kategorisere et simpelt butikstyveri som udgørende en ”alvorlig trussel”. Men når henses til forbrydelsens professionelle karakter og det forhold, at litaueren tilsyneladende alene var indrejst i Danmark for at begå kriminalitet, synes det ikke urimeligt, at selv et simpelt butikstyveri kvalificeres som en ”alvorlig trussel”. Da litaueren ikke havde nogen særlig forbindelse til Danmark i form af familie, længerevarende ophold eller lignende synes det også klart, at en udvisning ikke er uproportionel set i forhold til den pågældendes tilknytning her til landet.  

Fra en retspolitisk vinkel må afgørelsen også siges at være helt på sin plads. Princippet om åbne grænser for EU borgere kan kun fungere og opnå folkelig tilslutning, hvis princippet sikres mod misbrug. Når tyvebander – typisk fra østeuropæiske lande – systematisk udnytter EU-reglerne til at begå kriminalitet i øvrige EU-lande ville det underminere den frie bevægelighed, hvis de befolkninger, der udsættes for systematisk og vel også organiseret kriminalitet skulle tåle, at personer, som alene er kommet til landet for at begå sådan kriminalitet, ikke skulle kunne udsendes. Frihed må og skal gå hånd i hånd med ansvar og konsekvens. At konsekvensen af at begå kriminalitet består i udvisning, er efter min opfattelse helt berettiget, særligt når den udviste ikke har særlig tilknytning til Danmark.  Det er i den forbindelse også værd at påpege, at litaueren – i modsætning til i en vis anden sag – har været beskyttet af grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper, således, at adgangen til at udvise ikke kan misbruges. Litaueren er således blevet dømt ved en retfærdig rettergang og har endog fået en særskilt prøvelse af sin udvisning, jf. Højesterets afgørelse.

På denne baggrund er det både udtryk for sund fornuft og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at udvise den pågældende.