EUs snigangreb på ytringsfriheden

Jeg har i dag et interview i den trykte del af denne avis vedrørende EU’s Rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Rammeafgørelsen, der er stort set ukendt i offentligheden, forpligter EU-landene til inden 28. november 2010 at kriminalisere bl.a.:

(a) offentlig tilskyndelse til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religion, herkomst eller national eller etnisk oprindelse

b) udførelse af en handling som nævnt i litra a) i form af offentlig udbredelse eller distribution af skrifter, billeder eller andet materiale

Også visse former for holocaustbenægtelse skal gøres strafbare. Rammeafgørelsen medfører endvidere, at EU-landene forpligter sig til at straffe personer, der via eksempelvis Internettet fremsætter ytringer i strid med rammeafgørelsen, uanset om personen har offentliggjort ytringerne i et andet land.

I Justitsministeriets seneste notat om rammeafgørelsen konkluderes det, at Danmark ikke behøver foretage lovændringer, da de ytringer som rammeafgørelsen kriminaliserer, allerede er omfattet af straffelovens § 266b. Hvorvidt dette er tilfældet, er dog svært at vide med sikkerhed, da rammeafgørelsen mangler mere håndfaste definitioner. Der er efter min opfattelse derfor en usikkerhed om rækkevidden af rammeafgørelsen. I sidste ende kan det således være EU-Domstolen, som skal fastlægge den nærmere definition af rammeafgørelsens bestemmelser. I så fald vil Danmark være forpligtet til at rette ind, såfremt det på baggrund af en dom fra EU-domstolen må konkluderes, at §266b ikke udgør en tilstrækkelig begrænsning af ytringsfriheden. Det skal påpeges, at rammeafgørelsen fastslår, at den ikke indebærer, at

 medlemsstaterne skal træffe foranstaltninger, som strider mod grundlæggende principper om foreningsfrihed og ytringsfrihed, navnlig pressefrihed og frihed til at udtrykke sig i andre medier, som følger af forfatningsmæssige traditioner

Men rækkevidden af dette forbehold er også usikker. I Danmarks tilfælde må man konkludere, at det forfatningsmæssige forbehold sandsynligvis ikke er meget værd. Grundlovens § 77 forbyder censur af ytringer, men ikke efterfølgende sanktioner deraf. Det er også værd at bemærke, at den Europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelse af ytringsfriheden tillader visse former for indgreb. Når den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker konventionen og fastslår, hvor langt der kan gribes ind i ytringsfriheden skeler den til udviklingen i medlemsstaterne. Når 25 medlemmer af EU kan enes om at indskrænke ytringsfriheden vil det således være et signal til EMD om, at der er en europæisk konsensus for, at ytringsfriheden kan begrænses yderligere end hidtil, når det kommer til bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Regeringen kan med en vis rette påpege, at Danmark allerede er forpligtet til at kriminalisere racistiske ytringer som følge af FNs racekonvention og artikel 20 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Dele af indholdet af § 266b er således indført som en direkte følge af racekonventionen. Men EU-retten har en helt anden gennemslagskraft i dansk ret end FN-konventioner. FN-konventioner, der ikke er gjort til en del af dansk ret, kan således ikke tilsidesætte danske love. EU-retten har derimod forrang og kan fortolkes autoritativt af EU-domstolen, om end EU-domstolens kompetence til at behandle rammeafgørelser er mere begrænset, end hvad der gælder for f.eks. direktiver. Dette forhold betyder, at Danmark ikke vil ophæve eller indskrænke § 266b, når rammeafgørelsen er indført. Uden rammeafgørelsen ville en sådan ophævelse eller begrænsning muligvis være i strid med FNs racekonvention, men konsekvenserne heraf ville være til at overse. Danmark har da også undladt særskilt at forbyde ”racistiske foreninger”, som ellers er påkrævet i henhold til racekonventionen. En undladelse, der ville være utænkelig, hvis dette krav fulgte af EU-retten.

Det er stærkt bekymrende, at EU på denne måde indfører begrænsninger i ytringsfriheden, som skal gælde i alle EU-lande. Som udgangspunkt bør ytringsfrihedens rammer være brede i alle europæiske demokratier. Men hvor den præcise grænse skal trækkes i forhold til kontroversielle emner som racisme, bør være et suverænt nationalt anliggende, som medlemsstaterne selv afgør på demokratisk vis. I den forbindelse ville det efter min mening være passende her i landet at afskaffe eller afgrænse § 266b (og blasfemiparagraffen) således, at ytringsfriheden som udgangspunkt alene kan indskrænkes, når ytringer opfordrer til vold. Det kan ikke være statens rolle at forbyde ytringer, som alene er fornærmende, forhånende eller lignende. I så fald indfører man indskrænkninger af det enkelte menneskes dyrebare ret til at udtrykke sig i overensstemmelse med sin samvittighed. Racisme og fremmedhad kan ikke udryddes via lovgivning. Her må den sociale eksklusion være det bedste virkemiddel. Og heldigvis lever vi i et land, hvor langt størstedelen af befolkningen tager kraftigt og instinktivt afstand fra racisme, hvorfor racistiske holdninger er begrænsede til en stort set ligegyldig og marginaliseret minoritet.  Man kan derfor håbe, at der vil opstå en folkelig bevægelse mod rammeafgørelsen på samme måde, som det har været tilfældet med Durban II. Hvis EU blev tvunget til at trække rammeafgørelsen tilbage på grund af folkelige protester, ville det være et kraftigt signal om, at EU-landenes borgere ikke passivt har tænkt sig at se til, mens EU indskrænker deres hævdvundne rettigheder.