Skidt at Danmark deltog ved åbningen af Durban 2

Ingen kan være overrasket over, at Irans præsident Ahmedinejad netop har leveret en tale på Durban II, hvor Israel og Vesten var genstand for hårde angreb. Alligevel valgte Danmark og en række andre Europæiske lande valgt at give Ahmedinejad den perfekte platform for sine udgydelser ved at deltage på konferencen. Til Danmark og de øvrige europæiske landes ære udvandrede de dog, da Ahmedinejads anti-semitiske udtalelser begyndte. Men hvorfor var vi der overhovedet til at begynde med? Det var også bemærkelsesværdigt, at en række af de delegerede fra ikke-vestlige lande mødte Ahmedinejads tale med lange og gentagne klapsalver. Ahmedinejads udtalelser har således en solid platform i FN. Denne udvikling viser berettigelsen af at principfaste lande som USA, Canada, Australien, Holland og Tyskland valgte at boykotte Durban II. Derimod må Per Stig Møller ønske at man havde valgt at følge traditionelle allieredes boykot, frem for at være tvunget til at udvandre midt i den første tale.

Ahmedinejads tale og visse ikke-vestlige staters respons dertil, er et klart eksempel på den værdikamp der foregår i FN. Det er en værdikamp, som mange helst vil ignorere fordi FN opfattes som noget positivt – nogle gange nærmest helligt – af de fleste danskere. Men problemerne på menneskerettighedsområdet er så systematiske, at dramatiske skridt såsom boykot er nødvendige. Diplomater fra vestlige lande skal dagligt forhandle om helt grundlæggende og basale principper, som ytringsfrihed med diplomater fra lande, hvis erklærede mål er at forbyde kritik af religion. Det er ikke en udvikling Danmark eller de øvrige vestlige lande kan være tjent med. Jeg er derfor grundlæggende uenig med Uffe Ellemann Jensen – som jeg ellers anser som Danmarks bedste udenrigsminister i nyere tid – når han i et andet indlæg gør gældende, at det er godt for Danmark valgte at deltage.

Når Uffe Ellemann skriver, at ”det hele kan naturligvis udvikle sig på en måde, så man ikke kan være med længere. Og risikoen for, at det går sådan, forøges naturligvis, når mange af vore ligesindede på forhånd melder fra, formentlig på grund af hjemlige politiske overvejelser.” Så ignorerer Uffe Ellemann, at OIC allerede i december 2006 markerede, at Durban I skulle bruges til at beskytte religion og angribe Israel. Forhandlingerne har været i gang i mange måneder og på disse forhandlinger har man skullet sidde og diskutere, hvorvidt ytringsfrihed omfatter retten til at kritisere religion eller ej. OIC-landenes misbrug var altså systematiseret lang tid før boykotten blev indledt. Alene forhandlingsforløbet er efter min mening tilstrækkeligt til ikke at deltage.  Det kan ikke være meningen, at man i et menneskerettighedsforum skal diskutere den slags.

Derudover er det – endnu engang – vigtigt at påpege at de forbedringer, der er opnået i slutdokumentet blev tilføjet efter USA endelig havde besluttet for at boykotte. Hvis EU landenes dialog er så effektiv må man spørge, hvorfor de ikke allerede før boykotten kunne opnå de ændringer? Og hvorfor EU gang på gang bliver nedstemt på netop emnerne ytringsfrihed og Israel i Menneskerettighedsrådet. Det er også tvivlsomt om det alene er ”den israelske lobby”, der fik USA til at udvandre. Det nuværende udkast til Durban sluterklæringen indeholder ordlyd, der vil forbyde ytringer der er fuldt ud lovlige i USA. Som den kendte amerikanske advokat Floyd Abrams forklarede på en konference her i Geneve i søndags, er forbud mod opfordring til ”had” og ”diskrimination” i klar strid med amerikansk ret, hvor det første tillæg til forfatningen beskytter alle ytringer, så længe de ikke opfordrer til vold eller ulovligheder – og er påtænkt som sådan. USA har således taget reservation for artikel 20 i FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der forpligter stater til at forbyde visse former for hadsk tale.  Amerikanerne kan naturligvis ikke forventes at slutte op om en erklæring, der indeholder ordlyd i strid med den amerikanske forfatning og de værdier den bygger på. Det amerikanske udenrigsministerium har da også gjort klart, at ytringsfriheden er en af grundene til at man ikke deltager. Endelig er det uforståeligt, at Uffe Ellemann kritiserer USA for at bruge sluterklæringens henvisning til Durban I, som grund til at boykotte. USA undlod jo netop at stemme for denne sluterklæring, hvorfor det er fuldt ud logisk at amerikanerne ikke vil deltage i en konference, der insisterer på at bekræfte hele ordlyden af den første erklæring, som amerikanerne altså afviste.  Endelig er det vigtigt at slå fast, at der også er vigtige demokratiske muslimske stemmer, som tager afstand fra Durban II. Det kan man læse mere om i den trykte del af avisen i morgen.