Amnestys vildspor

Amnesty International har netop udsendt sin årsrapport for 2009. Rapporten dokumenter overgreb i hele verden og udgør en vigtig påmindelse om i hvor høj grad respekten for basale frihedsrettigheder ikke er automatisk men derimod et gode, der skal tilkæmpes og fastholdes. Desværre bliver Amnestys rapport skæmmet af, at Amnesty i stigende grad koncentrerer sig om ikke bare de basale frihedsrettigheder, men også økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. I rapporten hedder det bl.a.:

Lige under den finansielle krise udspiller der sig en eksplosiv menneskeretlig krise, som forværres af det økonomiske tilbageslag. Uligheden og fattigdommen vokser, og millioner af mennesker i de fattigste dele af verden er kastet ud i en kamp for overlevelse.

 I et interview med Ritzau udtaler Amnestys generalsekretær i Danmark Lars Normann Jørgensen følgende:

For eksempel tilføres banksektoren utroligt mange ressourcer mens man igennem en årrække ikke har kunnet se tilsvarende ressourcer anvendt på sundhed, uddannelse, rent vand eller ordentlige forhold i de fattige lande generelt. Dermed får man ikke skabt de globale og bæredygtige løsninger

Jeg mener, at Amnesty begår en kæmpe fejltagelse med denne strategi, hvilket jeg på Amnesty’s seneste danske landsmøde debatterede med amerikaneren Widney Brown, som det kan ses her og her.  Der er mange meninger om finanskrisen og fattigdom og de tiltag, der skal til for at løse dem. Nogle vil mene, at verdens goder er ulige fordelt, og at det er kapitalismens og ”neoliberalismens” skyld. Andre mener at mere kapitalisme i form af f.eks. respekt for privat ejendomsret, aftalefrihed og frihandel er det bedste middel til at imødegå fattigdom, og at omfordeling i form af ulandshjælp har vist sig at være nyttesløst. Det er begge legitime politiske holdninger. Men når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status. Når vi taler om tortur, drab, vilkårlige fængslinger og censur er vi derimod udenfor den legitime politiks grænser. Her må demokrater fra både og venstre og højre tage klart afstand, uanset om man er tilhænger af eller skeptisk overfor frie markeder. Det turde være klart, at en demokratisk og legitim regering i et rigere land ikke er sammenlignelig med en totalitær regering i et mindre fattigt land. Men denne sammenligning er den ultimative konsekvens af at sidestille de klassiske frihedsrettigheder med de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det er også en form for hybris når menneskerettighedsbevægelsen – der typisk ikke er tung på økonomisk indsigt – mener at kunne forklare komplicerede økonomiske, finansielle og sociale problemstillinger med menneskerettighedssprog. Menneskerettigheder er primært juridiske af natur og kan i denne form alene meningsfuldt anvendes på nogle afgrænsede og relativt veldefinerede forhold.  Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom. Spørgsmål om økonomisk og social politik må derfor overlades til den demokratiske politiske proces, hvor frustrerende det end måtte være, når man er uenig med dem, der sidder ved magten.

Med Amnestys indtog på området for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder risikerer Amnesty at gøre sig til en centrum-venstre interesseorganisation snarere end en upartisk, principfast og uafhængig menneskerettighedsorganisation. Jeg kender flere, der netop på grund af den stigende politisering har meldt sig ud af Amnesty. Det er synd og skam, for Amnesty har traditionelt været en stærk forkæmper for basale frihedsrettigheder og der er hårdt brug for internationale NGO’er, der påtager sig denne rolle, så grove overgreb ikke går upåtalte hen og diktaturstater verden over ved, at der bliver holdt øje med dem.