Ris og ros til “lømmelpakken”

I søndags præsenterede Justitsministeren et nyt lovforslag, der skal give politiet bedre muligheder at skride ind overfor optøjer og uro eksempelvis i forbindelse med demonstrationer. Nogle mener, at lovforslaget sætter ytrings- og forsamlingsfriheden under pres. Det er nok at gå for vidt. Store dele af pakken handler alene om at forhøje straffen for allerede strafbare forhold. Efter min opfattelse er det ikke retssikkerhedsmæssigt betænkeligt eksempelvis at forhøje straffen for at forhindre politiet i at rydde gader og stræder for voldelige aktivister eller for at lave hærværk. Der har længe været behov for at skride hårdere ind overfor den slags optøjer, uanset om det drejer sig om autonome, indvandrere i Tingbjerg og andre ghettoer, hvor volden eskalerer, eller “aktivister”, der forveksler vold med ytringsfrihed. Endvidere er stramningerne generelt begrænset til situationer, hvor der er tale om ”grov forstyrrelse af den offentlige orden eller sikkerhed”. Det er således ikke enhver demonstration, hvor stramningerne vil være relevante.

Der, hvor jeg ser et stort problem med ”lømmelpakken”, er udvidelsen af politiets mulighed for at foretage administrative frihedsberøvelser, hvor personer bliver frihedsberøvet på stedet efter politiets skøn. Administrativ frihedsberøvelse i henhold til politiloven er en undtagelse til Grundlovens § 71 om den personlige friheds ukrænkelighed. Den grundlovssikrede ret til personlig frihed er en hjørnesten i den vestlige frihedstradition, og det at blive berøvet sin frihed er da også et af de mest vidtgående indgreb, man som borger kan udsættes for. Umiddelbart kan det lyde uskyldigt, at man skulle kunne frihedsberøves i 12 timer. Enhver ved jo, at når man bliver anholdt, skal man fremstilles for en dommer inden 24 timer – det såkaldte grundlovsforhør. Men regeringens lovforslag medfører, at man kan frihedsberøves, selvom man ikke er mistænkt for at have foretaget en strafbar handling. Det er nok, at man udgør en ”fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed”, og at mindre indgribende foranstaltninger som påbud om at fjerne sig ikke er tilstrækkeligt til at afværge faren.

Farevurderingen foretages af politiet på stedet og giver derfor et vidt skøn til politiet. Der er selvfølgelig mulighed for efterfølgende domstolskontrol, men det vil ikke kunne rette op på det forhold, at man måske uberettiget har været frihedsberøvet, ligesom det vil være en langsommelig proces. Man kan muligvis sætte spørgsmålstegn ved, om udvidelsen af adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser i alle tilfælde vil leve op til kravene i den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, der sikrer retten til personlig frihed, da der er eksempler på domme, hvor frihedsberøvelser af kortere varighed end 12 timer har medført krænkelse (men der er også eksempler på det modsatte).

De administrative frihedsberøvelser er blot et ud af flere eksempler på, at politiet bliver tillagt en række kompetencer til at foretage meget vidtgående indgreb i den personlige frihed og privatlivets fred, som man almindeligvis ville kræve en højere grad af kontrol med. Også visitationszoner – hvor borgerne kan visiteres uden konkret mistanke – og zoneforbud – hvor borgere kan beordres til ikke at opholde sig i et 500 m2 stort område – er gode eksempler. Herved giver man politiet så vide rammer til selv at beslutte, hvornår og hvordan man vil anvende tvangsmidler, at man begynder at pille ved grænserne mellem udøvende og lovgivende magt. Et godt eksempel på, at politiet ikke nødvendigvis respekterer rammerne for deres beføjelser, er den langstrakte praksis, hvorefter man i strid med politiloven oprettede visitationszoner i hele kommuner og det meste af Københavns Politikreds (en praksis der så vidt ses nu er ændret efter kritik fra bl.a. CEPOS).

Der er dem, der vil mene, at eksempelvis forudgående domstolskontrol vil være for besværligt og tidskrævende. Men det er faktisk også meningen. Domstolskontrol og andre retssikkerhedsmæssige procedurekrav er netop til for at lægge hindringer i vejen for vidtgående indgreb i den personlige frihed. Man må også spørge, om disse tiltag i virkeligheden hjælper politiet, eller om der mest er tale om symbolpolitik. Man kan hvert fald konstatere, at visitationszonerne ikke har medført, at de kriminelle bander er stoppet med skyderier på trods af, at tusinder af borgere er blevet visiterede. Når det gælder zoneforbuddet, viser et svar på en aktindsigtsbegæring, jeg fremsendte tidligere i år, at hverken Østjyllands eller Fyns politi har anvendt muligheden for udstedelse af zoneforbud. Købehavns Politi har udnyttet muligheden 15 gange. Men i 8 af tilfældene er zoneforbuddene – uvist af hvilken grund – ikke blevet forkyndt, hvorfor de ikke er trådt i kraft. Endvidere fremgår det af skrivelsen fra Københavns Politi, at de zoneforbud, der rent faktisk trådte i kraft, ikke er blevet forlænget efter udløb den 7. oktober 2009. Per 15. oktober 2009 er der således ikke nogen zoneforbud i kraft i Københavns Politikreds. Det tyder ikke ligefrem på, at politiet anser zoneforbuddene for et effektivt middel mod banderne.

Disse erfaringer burde få regeringen til at genoverveje, om det virkeligt er en farbar vej at lade politiet få stadigt større beføjelser til selv at vurdere, om der skal anvendes vidtgående tvangsindgreb. Man kunne starte med at droppe forslaget om udvidelse af adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser, således at den vigtige indsats overfor professionelle ballademagere ikke skæmmes af betænkelige udhulinger af den personlige frihed.