Ytringsfriheden under angreb i FN (igen igen igen)

Da FNs såkaldte Durban II konference konkluderede med en fælles sluterklæring i april 2009 blev det udråbt som en sejr for ytringsfriheden af bl.a. Udenrigsminister Per Stig Møller. Der var da også tale om at de vestlige landes bestræbelser – ledet af Danmark – medførte, at nogle af de værste afsnit – om såkaldt ”religionskrænkelse” – blev fjernet fra det oprindelige udkast. På denne blog og i en kronik i Jyllands-Posten (samt i radio- og tv debatter med Jeppe Kofoed, Mogens Lykketoft og Jonas Christoffersen) gjorde undertegnede dog opmærksom på, at sluterklæringen indeholdt en række afsnit, der gav de muslimske lande i OIC (Organization of the Islamic Conference) rygstød til fremtidige forsøg på at indskrænke ytringsfriheden når det kommer til religion (læs: islam). Som jeg har været inde på før er der nedsat en Ad-hoc komite for udviklingen af ”komplementære Standarder” ledet af den algierske ambassadør i Geneve, hvilken komité er nævnt to gange i sluterklæringen fra Durban II. Netop i disse uger er komiteen i session og de foreløbige diskussioner bekræfter til fulde, at kampen for at gøre religionskritik såvel som ytringer rettet mod religiøse grupper til en strafbar forbrydelse ikke er ovre.

Kort og forenklet sagt kan man sige, at to blokke står overfor hinanden. En blok bestående af OIC og den afrikanske gruppe af lande (og deres sympatisører) som ønsker en tillægsprotokol til FNs Racekonvention, der hovedsageligt skal forbyde visse former for ”hatespeech”, således, at tillægsprotokollen udvider Racekonventionen til også at forbyde ”hate speech” baseret på religion og religiøse grupper. Heroverfor står en blok bestående af vestlige lande og sympatisører, der mener, at de ”huller” der findes i forhold til at gøre de eksisterende menneskerettighedskonventioner, herunder racekonventionen og anti-diskrimination mere effektiv skal findes i staters mangelfulde anvendelse af de eksisterende instrumenter. Enighed om eventuelle nye tiltag skal alene bestå af såkaldt ”best practices” og ”guidelines” som er juridisk uforpligtende.

At den største udfordring således består i medlemslandes mangelfulde implementering af allerede eksisterende lovgivning har overvejende støtte i de to seneste rapporter, som Menneskerettighedsrådet har anmodet om i forbindelse med arbejdet i Ad Hoc Komiteen. Ligeledes er dette den klare konklusion, som blev draget på det seneste internationale seminar om forholdet mellem ytringsfrihed og begrænsninger heraf, der blev afholdt i Geneve i oktober 2008. Ved denne lejlighed konkluderede 11 ud af 12 uafhængige eksperter på området, at der ikke er brug for at udarbejde nye komplementære standarder for at håndtere nutidens udfordringer. OIC og de afrikanske lande har brugt mange ressourcer på at søge at underspille disse rapporter og konklusioner ved at konkludere, at udfaldene heraf ikke tager højde for muslimers bekymringer.

I sidste uge blev det som led i et kompromis besluttet at stryge ”religionskrænkelse” og spørgsmålet om diskrimination baseret på seksuel overbevisning fra komiteens arbejdsprogram, da disse emner er ”røde linjer” for hver af blokkene. Men Nigeria fremsatte på vegne af den afrikanske gruppe en række forslag til ordlyd til en tillægsprotokol til Racekonventionen, der de facto omfatter religionskritik samt ytringer mod religiøse grupper. Dette forslag blev pure afvist af Danmark, der påpegede, at der ikke er behov for sådan ny lovgivning, med henvisning til ovennævnte rapporter fra uafhængige eksperter. På en intervention fra Danmark om at bevise behovet for yderligere indgreb i ytringsfriheden (maskeret som anti-diskriminations bestemmelser) undlod Nigeria at give en saglig forklaring herpå, men påpegede blot, at ”flere end 200 millioner mennesker er hverdag på Internettet og udveksler xenofobiske og racistisk ytringer”. Det er således bl.a. den frie og ofte kontante debatform på Internettet som OIC og de afrikanske lande vil ramme, fordi Internettet har gjort det sværere at kontrollere kritisk debat og holde undertrykkelse af religiøse minoriteter, ”afvigende religionsfortolkninger” og religionskritik skjult.

Spørgsmålet er så hvor hele denne diskussion lander. Det er muligt at OIC landene vil være tilfredse med ”salami-metoden”, hvor man konstant og ufortrødent fremturer med en række meget vidtgående forslag, som vestlige lande kun kan skyde ned ved at indgå en række kompromisser, der på overfladen virker uskyldige, men som i længden rykker grænserne mere og mere i retning af censur og kontrol. Som det sås i forhold til spørgsmålet om boykot af Durban II er der lang fra enighed om linjen mellem EU-landene og en række af disse lande har reelt ingen større interesse i at spørgsmålet om ytringsfrihed og religion skal udgøre en prioritet for EU’s (forsøg på) fælles udenrigspolitik i FN.

Man må i den forbindelse håbe, at amerikanerne finder tilbage til Bush tidens stålsatte forsvar for ytringsfriheden i FN-regi, frem for den konsensuslinje som Obama-administrationen har lagt for dagen og som allerede har medført, at man fremstår som vaklende og inkonsistent når det gælder håndteringen af OIC. Uden USA kan det blive svært for Danmark at overbevise de øvrige EU-lande om at ytringsfriheden skal sættes i højsædet, også når det kan have konsekvenser for diplomatiske forbindelser og øvrige udenrigspolitiske agendaer.

UPDATE: Jeg glemte at nævne at en række organisationer og NGO’er (herunder CEPOS) har underskrevet følgende brev til Ad-Hoc komiteens formand med en opfordring til at droppe alle tiltag, der indskrænker ytringsfriheden. Bemærk de mange organisationer fra muslimske lande som Indonesien, Somalia, Bangladesh, Tyrkiet, Bahrain og Pakistan, som går mod deres hjemlandes officielle linje i dette spørgsmål. Et levende bevis på, at der også findes muslimer, der anser ytringsfriheden som en universaliserbar rettighed og at der skal være mulighed for kritik af islam. De er muligvis ikke mange men de der principfast kæmper for ytringsfriheden fortjener al den støtte og opmærksomhed de kan få.

UPDATE II OIC landene har i denne uge fremsat et udkast til det rituelle resolutionsforslag om “bekæmpelse af religionskrænkelse” i FNs Generalforsamling. Hillary Clinton har heldigvis været ude og tage afstand.