PEN vælger ligegyldigheden

International PEN har i sidste uge fået ny præsident i form af canadieren John Raulston Saul. PEN har bl.a. som formål at beskytte ytringsfriheden og har grundet sine mange prominente medlemmer og internationale afdelinger mulighed for at gøre en reel forskel når forfattere, skribenter m.v. bliver nægtet retten til ytringsfrihed. Der er nok af emner at tage fat på i den verden vi lever i, hvor ytringsfriheden ikke kun trues af diktaturstater men også af privatpersoner i form af religiøse fundamentalister.

Hvilke trusler mod ytringsfriheden ser Saul som overhængende og afgørende for PEN at bekæmpe? Det løfter han sløret lidt af sløret for i en pressemeddelelse, hvor han skriver:

Truslerne mod ytringsfriheden øges og antager nye former, ikke mindst med populismens fremmarch i verden efter 11. september 2001. Dertil kommer, at hundreder af minoriteter samt oprindelige sprog og kulturer er i fare for at blive udslettet, hvilket er den ultimative afvisning af ytringsfrihed.

Hvad Saul mener med ”populisme” kan man læse mere om i denne tale holdt i PEN-regi i 2008. På 15 sider lykkes det Saul at undgå at nævne ét eneste konkret eksempel på krænkelser af ytringsfriheden.  Ifølge Saul stammer truslen mod ytringsfriheden først og fremmest fra, at verden er domineret af ”korporatisme” og ”populisme”. Man skal vist være postmoderne fransk intellektuel for helt at forstå hvad Saul mener med disse begreber. Men man kan hvert fald forstå, at det er noget med at kapitalisme og globalisering er skidt. Eksempelvis mener Saul – i fulde alvor – at det er en krænkelse af ytringsfriheden når en ansat underskriver en ansættelseskontrakt og dermed forpligter sig til ikke at omtale virksomhedens forhold i offentligheden. Det er selvfølgelig helt legitimt at være kritisk overfor kapitalisme og globalisering. Men at disse begreber skulle udgøre den største trussel mod ytringsfriheden er ikke videre troværdigt. At oprindelige sprog og kulturer forsvinder, er også begrædeligt men at gøre det til et spørgsmål om ytringsfrihed er en absurd udvanding af ytringsfrihedsbegrebet, med undtagelse af de tilfælde, hvor minoriteter nægtes lov til at tale, skrive eller modtage undervisning i deres sprog.

Det er ubegribeligt, at Saul ikke nævner et ord om de muslimske lande i OIC, der i årevis har ført kampagne for at få gjort kritik af islam til en forbrydelse på internationalt plan og som netop i denne uge har fremsat endnu et udkast til et resolutionsforslag om “bekæmpelse af religionskrænkelse”. Ikke et ord om de mange forfattere, skribenter, journalister og politikere som modtager dødstrusler fra islamister, der ikke vil acceptere at islamiske dogmer gøres til genstand for kritik eller satire. Ikke et ord om de mange lande, hvor det at kritisere magthaverne er livsfarligt. Jeg skal ikke med sikkerhed kunne vide, hvordan Saul ser på dette emne. Men det er bemærkelsesværdigt, at den canadiske afdeling af PEN under Muhammed-krisen i en lidet flatterende ”ytringsfrihed, men” udtalelse lagde mere vægt på såkaldt ”frivillig tilbageholdenhed” end retten til at ytre sig frit uden trusler om vold. Saul var præsiden for canadisk Pen fra 1990-92 og er stadig aktivt medlem af og æresprotektor (Honorary Patron) for denne PEN-afdeling.

Det virker i sandhed som et pauvert valg PEN har foretaget og hvis Saul’s prioriteter virkelig kommer til at definere PENs rolle som ytringsfrihedens beskytter må de forfattere, der måtte ønske at kritisere religion – særligt islam – nok stille spørgsmålstegn ved om det er PEN man skal vende sig mod, hvis dødstruslerne og chikanen melder sig.

Når man tænker på i hvor høj grad Dansk Pen har haft svært ved at når det kommer til truslen mod ytringsfriheden fra islamisme i form af den først manglende og derefter vaklende forsvar for Jyllands Posten i Muhammed-sagen, må man håbe at det ikke er den internationale del af PEN den danske afdeling vil lade sig inspirere af.