Tale hos Trykkefrihedsselskabet

[Dette blogindlæg er den skriftlige version af det oplæg jeg hold ved onsdagens debatarrangement hos Trykkefrihedsselskabet. Selve talen indeholdt visse mindre afvigelser fra og tilføjelser til den skriftlige version]

Tak for indbydelsen jeg sætter pris på at vi trods grundlæggende uenighed kan have en forhåbentlig civiliseret debat med en ligefrem udveksling af vores respektive synspunkter. Overskriften for dagens debat er hvorvidt Trykkefrihedsselskabet svigter ytringsfriheden. Ikke overraskende et mit svar ja, desværre.

Desværre fordi jeg oprindeligt syntes at Trykkefrihedsselskabet var et tiltrængt initiativ, der kunne sætte fokus på problemerne med hate speech love, selv-censur og de mange angreb mod ytringsfriheden fra radikale islamister, som alt for mange toneangivende politikere, intellektuelle og menneskerettighedsaktivister støtter op om eller ignorerer, bedst illustreret af PENs paralyse under Muhammedkrisen og ”ytringsfrihed, MEN” argumentet fra Tøger Seidenfaden og andre.  Jeg er også meget enig i selskabets modstand mod både blasfemi- og racismeparagraffen, og Trykkefrihedsselskabets fokus på de tiltag fra EU og FN som udhuler ytringsfriheden. Der er da også gode eksempler på at Trykkefrihedsselskabet har gjort en forskel med støtte til Jyllands-Posten under Muhammedkrisen og forsvaret for Kurt Westergaard, som igen igen har måttet tåle overgreb fra islamistiske galninge på grund af sin pen.

Men efter min opfattelse har Trykkefrihedsselskabet udviklet sig til en bevægelse som først og fremmest har fokus på at bekæmpe Islam og som vægter dette formål højere end ytringsfriheden. Og selvom truslen mod ytringsfriheden i høj grad stammer fra islamistiske ekstremister og de muslimske lande i OIC har Trykkefrihedsselskabets vægtning af kampen mod islam resulteret i en række eksempler på, at man ignorerer trusler mod ytringsfriheden når de er rettet mod personer, som ikke deler Trykkefrihedsselskabets agenda og at ledende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet ligefrem støtter forslag som strider mod ytringsfriheden og andre frihedsrettigheder. Lad os starte med det velkendte emne Geert Wilders. Wilders har været udsat for systematiske dødstrusler og bliver nu også retsforfulgt for sine holdninger til Islam. Han blev også fuldstændig uretmæssigt nægtet indrejse i Storbritannien begrundet med orwellianske hensyn til den offentlige orden. Derfor er det afgørende at forsvare Wilders ret til at ytre sig frit uden at skulle frygte for sit liv eller frihed. Men som bekendt har Wilders ikke bare foreslået at forbyde koranen, han mener også at islam skal undtages religionsfrihedens beskyttelse, at alle ikke vestlige indvandrere skal underskrive en bindende assimilerings kontrakt – hvilket jo er tankekontrol – og mener at det bør forbydes at opføre nye moskeer i vesten.

På trods af de totalitære holdninger sidder Wilders med i Trykkefrihedsselskabets internationale rådgivende organ ligesom trykkefrihedsselskabets internationale afdeling afholdt et fælles pressemøde med Geert Wilders, hvor man opfordrede til en beskyttelse af ytringsfriheden tilsvarende den amerikanske forfatning. Men flere af Wilders forslag ville være i direkte strid med den amerikanske forfatnings beskyttelse af ytrings og religionsfrihed og derfor er Wilders jo ikke nogen frihedskæmper. På den baggrund er det også svært at forstå at Trykkefrihedsselskabet ikke kan tage klart afstand fra Wilders holdninger udover at bemærke at man ikke er enig i koranforbuddet.  Det er helt uforståeligt og utroværdigt at alliere sig med en mand som gerne selv vil nyde godt af ytringsfriheden men vil fratage andre den. En sådan mand skal naturligvis kritiseres, hvis man vil have troværdigheden i behold. Jeg var da også glad for at Thue Kjærhus fra Selskabets rådgivende organ tog bladet fra munden og opfordrede Selskabet til at tage afstand fra Wilders.

Eksemplet med Wilders står desværre ikke alene. Da Hans Jørgen Bonnichsen udtalte sig i helt generelle vendinger om PETs arbejdsmetoder i tunesersagen stillede Dansk Folkeparti spørgsmål til, hvorvidt Bonnichsen kunne straffes for sine udtalelser uanset at enhver på PETs hjemmeside kan læse at PET bruger hemmelige kilder og ingen har rejst sigtelse mod Bonnichsen. Ikke desto mindre konkluderede Lars Hedegaard i et interview med Information, at Bonnichsens udtalelser ikke er omfattet af ytringsfriheden og ”det kan godt være, at der ikke er juridisk noget at hente, men han er også underkastet nogle moralske begreber”. Den ”ytringsfrihed, MEN” udtalelse kunne jo ligeså godt være fremsat af Tøger Seidenfaden under Muhammedsagen, og det er vel ikke en ytringsfrihedsorganisations rolle at støtte forsøg på indgreb mod lovlige ytringer?

Her i landet bor en mand ved Bashy Quraishy som primært beskæftiger sig ved at anklage Danmark for at være et racistisk land, hvor medier og politikere er gået sammen om at diskriminere etniske minoriteter. I en video opfordrede Quraishy til boykot af Danmark på grund af Dansk Folkepartis rolle. Det viste en meget ringe forståelse for det danske demokrati og en fatal mangel på sympati for de bekymringer som borgerne har i det land som har givet Quraishy ophold. Men der var intet ulovligt i hans udtalelser. Det er tilladt at både at være utaknemmelig og udvise foragt for tildelte privilegier. Alligevel stillede Dansk Folkeparti spørgsmål til justitsministeren om mulighed for at straffe Quraishy. Også her var Trykkefrihedsselskabet tavse selv om man i flere omgange blev opfordret til at udtale sig om emnet i en debat i Weekendavisen.

Det seneste eksempel er spørgsmålet om burkaforbud. Som Justitsministeriet konkluderede i et udførligt notat er et burkaforbud højst sandsynligt i strid med grundloven og ytringsfriheden i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den samme konklusion nåede et fransk ekspert udvalg frem til [d.d. har den franske regering desuagtet valgt at fremsætte forslag om burkaforbud.]. Alligevel udtaler Lars Hedegaard i Trykkefrihedsselskabets magasin Sappho at man må forstå ikke bare burkaen men også hijaben ud fra islams synsvinkel og ikke lægge vægt på menneskerettigheder eller menneskers frie valg.  Det er jo en perfekt illustration af, at man lægger højere vægt på kampen mod islamisering end på ytringsfriheden.

I dagens opvarmningsdebat i P1 udtalte Hedegaard så at ”det var hans personlige holdning”, og at Trykkefrihedsselskabet ikke har en holdning til burkaforbuddet. Hvordan kan man undgå at identificere Trykkefrihedsselskabet med dets formands holdninger til et spørgsmål der bl.a. handler om ytringsfrihed og som bliver lagt ud på Selskabets egen hjemmeside? Og hvordan kan Trykkefrihedsselskabet ikke have en holdning til burkaforbuddet, som har været et af de mest omdiskuterede emner og som har klare konsekvenser for ytrings- og religionsfriheden? Hedegaard prøvede at uddybe med en halvkvædet vise om at det at iklæde sig en burka var en handling og derfor ikke en ”ytring”. Men på engelsk hedder ytringsfrihed ”freedom of expression”. Alts retten til at udtrykke sig. Det kan man naturligvis også gøre ved beklædning i form af eksempelvis religiøse eller politiske symboler. Eller skal vi forstå det sådan at eksempelvis en T-shirt med Muhammedtegningerne ikke ville være omfattet af ytringsfriheden?

Ligesom med de øvrige eksempler er tavsheden om burkaforbud et godt eksempel på at Trykkefrihedsselskabet ikke er villige til at beskytte ytrings- og religionsfrihed når det gælder islam, fordi det underminerer den kamp mod islam som synes at være Selskabets egentlige formål.  Men det forhold at man forsvarer ytringsfriheden betyder jo ikke at man sympatiserer med alle de holdninger denne rettighed beskytter. Man kan fint være udtalt islamkritiker uden at gå ind for at forbyde ytringer eller praksisser som man ikke kan lide. Eksempelvis kan jeg ikke forestille mig, at der er nogen i Trykkefrihedsselskabet der har racistiske eller anti-semitiske holdninger. Men konsekvensen af at afskaffe racismeparagraffen er jo netop at sådanne ytringer bliver lovlige. Og det skal de være på trods af, at de er moralsk forkastelige.

Lad mig citere nogle af de ytringer som folk er blevet dømt for, jf. Rigsadvokatens redegørelse fra 2009:

En person er således blevet dømt for ved i en offentlig bus at have råbt: ”Perkersvin”, ”Sorte so”, ”Sorte svin”, ” Skrub hjem til det land I kommer fra”

Mens en person blev dømt for på en ”arisk” hjemmeside t skrive: ”en del nazister og ariske personer fornægter jødeudryddelsen, dette gør jeg ikke! Jeg mener bare, at man må sætte tingene i perspektiv, hvem var jøderne dengang og hvordan fungerede de i samfundet? Tænker folk over disse ting, når de fordømmer aflivningen af disse undermennesker?”

Jeg tror alle her i dag er enige om at sådanne holdninger er modbydelige. Og når ytringsfrihedsforkæmpere ikke ønsker at kriminalisere sådanne holdninger er det ikke udtryk for ligegyldighed men en insisteren på, at anti-semitisme og racisme skal bekæmpes af demokratiets vej og ved åben debat. Ikke med forbud med mindre der opfordres til vold eller ulovligheder som f.eks. i tilfældet med Said Mansour, boghandleren fra Brønshøj, der helt korrekt blev dømt for at opfordre til terror og Jihad.

Trykkefrihedsselskabets modvilje overfor at forsvare retten til at fremsætte holdninger som de selv er uenige i og støtte til forbud mod visse andre ytringer minder desværre meget om de venstreorienterede multi-kulturalister som har domineret menneskerettighedsbevægelsen og fået indført hate speech love fordi man mente at racisme og fremmedhad var en trussel med demokratiet og som ved at lukke munden på sine modstandere samtidig med at man hævdede at kæmpe for ytringsfriheden fik gjort egne holdninger nærmest uantastelige i den offentlige debat. Og det var vel ikke meningen med Trykkefrihedsselskabet?

Grunden til at Trykkefrihedsselskabets udmeldinger i ytringsfrihedssager ofte fremstår selvmodsigende og dobbeltmoralske kan muligvis også skyldes en grundlæggende forvirring omkring hvilket ytringsfrihedsbegreb Trykkefrihedsselskabet egentlig slutter op omkring. Jeg har identificeret i hvert fald tre definitioner. I internationale fora går man tilsyneladende ind for en beskyttelse lig den amerikanske forfatnings første tillæg. Det er en meget vidtgående beskyttelse der er langt mere solid end den typiske europæiske beskyttelse. De amerikanske domstole har bl.a. tilladt nazister at marchere igennem et kvarter med Holocaustoverlevere, ligesom racister kan afbrænde kors uanset associationerne til sydens racelove og lynchinger af sorte.  I øvrigt blev nazisterne forsvaret af en principfast jøde, mens Ku Klux Klan blev forsvaret af en sort amerikansk ytringsfrihedsforkæmper.

Af Trykkefrihedsselskabets vedtægter fremgår det at Selskabets formål er ”at træde i brechen for det frie ord hvor som helst, dette er truet, og uanset, hvem der truer det, idet foreningen støtter sig til grundlovens §77”.

Det indebærer jo altså et forbud mod censur, men ikke mod efterfølgende straf. Derfor beskrev Grundtvig da også grundlovens beskyttelse som ”iskold og stendød” og at den ”spottende henviser…til lands lov og ret uden at ænse, hvor tyrannisk en sådan lov kan være”. At forsvare ytringsfriheden på grundlovens grund er derfor at acceptere blasfemi- og racismeparagrafferne og alle mulige andre indskrænkende love, som et politisk flertal kan finde på at vedtage. Det stemmer også meget godt overens med den sidste definition af ytringsfriheden som Lars Hedegaard fremkom med i dagens debat i P1, hvor han sagde ”Ytringsfrihed består i at sige lige, hvad man har lyst til at sige, inden for lovens rammer.

Hverken mere eller mindre”. Men hvis man ikke har nogen holdning til hvilke love der er legitime og hvilke begrænsninger sådanne love kan indføre i ytringsfriheden, hvorfor så protestere over nye hate speech love fra EU og de muslimske landes resolutioner om bekæmpelse af religionskrænkelse i FN?

Man må opfordre Trykkefrihedsselskabet til at gøre det klart for sig selv og omverdenen, hvilket ytringsfrihedsbegreb man kæmper for. Det indeholder selvfølgelig den ulempe at man ret klart kan blive bedømt på om man lever op til sit formål og med den praksis Trykkefrihedsselskabet har lagt for dagen i en række sager vil det blive problematisk.  Alternativt skulle man tone rent flag og meddele at man først og fremmest bekæmper islamisering. Det er jo en ærlig sag og helt legitimt i et demokrati med ytrings- og forsamlingsfrihed.

Indtil Trykkefrihedsselskabet formår at levere et principfast forsvar ytringsfriheden er der brug for et nyt initiativ, der alene forsvarer ytringsfriheden uden underliggende dagsordener.  Derfor har jeg sammen med bl.a. Frederik Stjernfelt taget et beskedent initiativ til en ny kreds som efter bedste evne formår at leve op til dette formål. Det er mit håb at vi vil være i stand til at løfte denne vigtige opgave bedre end det har været tilfældet for Trykkefrihedsselskabet.