Ytringsfrihed – også for Kaj Vilhelmsen

I går blev Kaj Vilhelmsen idømt 30 dages ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 266b også kaldet ”racismeparagraffen”.  Efter min opfattelse understreger dommen i hvert fald to dybt problematiske forhold ved racismeparagraffen. Det første og vigtigste problem er moralsk. I bund og grund straffer racismeparagraffen folk for deres holdninger uden skelen til deres handlinger.

Der er ingen tvivl om at Kaj Vilhelmsens holdninger er rabiate. Han er bl.a. dømt for at udtale følgende:

”Vort land er forvandlet til den tredje verdens affaldsplads” og ”Vi ønsker ikke noget bastardsamfund, hvor tilfældige fremmede kalder sig danskere”.

Disse udtalelser blegner dog sammenlignet med tidligere udtalelser, som Vilhelmsen er dømt for herunder, at:

”Der er kun to mulige måder at reagere på, hvis man skal forhindre denne bombeterror: Enten at fordrive alle fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, så de ikke kan komme til at lægge bomber, eller at udrydde de fanatiske muhamedanere, det vil sige at slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel. Det er naturligvis at foretrække at fordrive alle de fremmede muhamedanere fra Vesteuropa, for det er den humane løsning. Det er altså repatriering, vi må vælge”

Ifølge PET-Kommissionens beretning (bind 11) havde Kaj Vilhelmsen som formand for Nationalpartiet Danmark tillige uformelle forbindelser til Danmarks Nationalsocialistiske bevægelse i 90’erne, ligesom han udtrykte forståelse for angreb mod flygtningecentre.  Kaj Vilhelmsen er altså ingen frihedskæmper, og hans tanker ville givetvis føre til et totalitært samfund, hvis de blev ført ud i livet. Men bør det virkelig være statens opgave at straffe en person for at have holdninger, som heldigvis ikke deles af størstedelen af befolkningen uanset, hvor provokerende, sårende og totalitære de måtte være?  Det mener jeg ikke.

Vores samvittighed er nu engang vores egen, og der er noget totalitært over at straffe folk for at give udtryk for hvad deres samvittighed og overbevisning byder dem at mene. Ligeså lidt som Sovjetunionen kunne overbevise dissidenter om kommunismens lyksaligheder ved at sende dem i Gulag kan man overbevise Kaj Vilhelmsen og hans sympatisører om det forkastelige i deres holdninger ved at straffe dem. Måske snarere tværtimod. I modsætning til Sovjetunionen besidder det frie samfund dog den store styrke, at Kaj Vilhelmsens holdninger kan udfordres og imødegås af Vilhelmsens medborgere, herunder de minoriteter som Kaj Vilhelmsen lægger for had. Det er et svagt demokrati, der ikke har tillid til, at dets borgere kan sortere mellem holdninger, der er hhv. forenelige og i modstrid med de grundlæggende værdier, som det demokratiske samfund er bygget på. Endvidere må man altid være skeptisk overfor effekten af sådanne indskrænkninger i ytringsfriheden. Ofte vil et forbud udfærdiget i den bedste hensigt og med ædle hensigter kunne medføre utilsigtede konsekvenser.

Den amerikanske højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes udtrykte det klarest i en berømt dissens fra 1919, hvor han skrev, at:

“Persecution for the expression of opinions seems to me perfectly logical. If you have no doubt of your premises or your power, and want a certain result with all your heart, you naturally express your wishes in law, and sweep away all opposition”

Med andre ord, hvis man er fuldstændig overbevist om, at kampen mod racisme, kommunisme, islamisme, nazisme, m.v. er altafgørende for samfundets overlevelse er det en naturlig – og stærk – menneskelig impuls at ville forbyde holdninger, der står i vejen for det gode samfund. Men intet menneske er født med evnen til at forudse fremtiden eller vide sig sikker på, at ens holdninger nødvendigvis er korrekte og ufejlbarlige, og derfor skal man heller ikke have ret til at tvinge andre til at rette ind. Og historien er da også fyldt med eksempler på personer og ideologier, der har udviklet sig til det onde i kampe for det gode. Derudover er der også grund til at frygte de indskrænkninger i ytringsfriheden, der ikke skyldes gode hensigter men som simpelthen er et forsøg på at lukke munden på kritikere eller folk som udfordrer den politiske konsensus.

Derfor må indskrænkninger i ytringsfriheden være begrænset til, når ytringer giver anledning til en eller anden form for kvalificeret skadevirkning såsom ved en opfordring til vold, bedrageri eller afsløring af fortrolige oplysninger. Eller med Wendell Holmes ord:

“I think that we should be eternally vigilant against attempts to check the expression of opinions that we loathe and believe to be fraught with death, unless they so imminently threaten immediate interference with the lawful and pressing purposes of the law that an immediate check is required to save the country.”

Der er også praktiske grunde til at afskaffe racismeparagraffen. I en internet alder er det nærmest umuligt at kontrollere ytringer som kan spredes på internettet og dermed på tværs af landegrænser på et splitsekund. Som vi har set det med brugen af Twitter og Facebook under oprøret mod det iranske præstestyre er det en god ting fordi det underminerer totalitære regimers adgang til at styre informationsstrømmen. At der så også kan blive spredt propaganda, had og løgne er mere end prisen værd.

Da Kaj Vilhelmsen har en radioudsendelse, er han nem at identificere og straffe. Men der findes i tusindvis af (ofte anonyme) blogindlæg og særligt blogkommentarer, som indeholder lignende eller endnu mere grelle ytringer og som aldrig nogen sinde bliver retsforfulgt. Skulle de det, ville det kræve en omfattende overvågning af internettet. Derfor vil der nærmest uundgåeligt herske stor vilkårlighed i forhold til hvem, der straffes for ”racistiske” ytringer, hvilket vores retspleje ikke kan være tjent med. Den teknologiske udvikling er simpelthen løbet fra tanken om at kontrollere og håndhæve forbud mod visse ytringer. Der er derfor stærke moralske og praktiske grunde til at afskaffe racismeparagraffen.