Giv os (frihedens) Danmark tilbage
75 kommentarer
I forbindelse med et bogprojekt læste jeg for nylig Folketingets forhandlinger om ophævelsen af forbuddet mod pornografi (på skrift i 1967 og i billedform i 1969). Det var en på mange måder velgørende oplevelse. Danmark var som bekendt det første land i verden der frigav pornografien, men når man læser forhandlingerne i Folketinget var det nu ikke et udslag af Christiansborgsk hedonisme, der fik datidens politikere til at løsne moralens greb. Det var derimod en tværpolitisk overbevisning om at forbud som udgangspunkt skal undgås og at personligt ansvar og civilsamfund besidder den fornødne styrke og fornuft til at imødegå uheldige konsekvenser af borgernes frie valg, hvorfor straf og kriminalisering bør undgås. I indlæg efter indlæg udviser datidens politiske koryfæer en bemærkelsesværdig og slående veneration for helt grundlæggende principper om personlig frihed og ansvar, som alt for ofte ligger fjernt fra nutidens politiske dagsorden, der ikke sjældent rimer på forbud.
Da den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen i 1967 fremsatte lovforslaget om ophævelse af forbuddet mod ”utugtige skrifter”, sagde han bl.a. følgende i sin fremsættelsestale:
”Jeg har lagt betydelig vægt[…]på det svage grundlag, der synes at være for antagelse af skadevirkninger knyttet til den pornografiske litteratur. Jeg synes ikke det er tilstrækkelig begrundelse for at opretholde den begrænsning i ytringsfrihed og læsefrihed, som det gældende forbud er udtryk for.”
Den senere konservative justitsminister Thestrup (der indførte ophævelsen af forbuddet mod billedpornografi i 1969) udtalte, at ”Mit partis og mit hovedsynspunkt er her, at når talen er om pornografi, er det offentlige ikke berettiget til at bestemme over, hvad en voksen kvinde eller en voksen mand må læse. Det skal den pågældende selv kunne bestemme.”
Den radikale Else-Merete Ross (der var gift med den store danske retsfilosof professor Alf Ross) udtalte, at: ”jeg er helt enig med straffelovrådet i, at en kriminalisering ikke bør ske blot under henvisning til, at man gennem den vil støtte en bestemt moralsk opfattelse[…]med hensyn til pornografisk litteratur må man sige, at der er et væsentligt moment af frivillighed i kontakt med sådanne bøger. Folk bliver ikke tvunget til at læse pornografiske bøger.”
Børge Diderichsen fra Liberalt Centrum, der var professor i teologi, tyede til kristendommen, da han ville begrunde sin støtte til lovforslaget:
”Jeg vil gerne citere apostlen Paulus, som siger, at alt er tilladt men ikke alt er gavnligt. Og hvis vi tænker på en anden af kirkens stormænd, gamle Grundtvig, ved vi jo, at Grundtvig søgte optagelse her i folketinget i sin høje alder netop for at kæmpe for frihedens sag. Det er ud fra disse to henvisninger, jeg gerne vil understrege det synspunkt, man må lægge til grund for disse betragtninger, frihedssynspunktet. Der er her områder, hvor man må sige, at der ikke gennem kriminalisering af forhold kan nås virkelige nyttige resultater…Det må jo siges at være en frivillig sag, om man vil læse pornografiske skrifter eller ikke, og de der ikke bryder sig om det, kan lade være…Hvis man vil kriminalisere sådanne ting, så kan det kun begrundes ud fra ét hensyn…at der må foreligge et forhold, som skader samfundet som helhed eller i grupper i samfundet”
Den konservative (sidenhen Moderate og endeligt socialdemokratiske) Hans Jørgen Lembourn demonstrerede den i vore tider alt for sjældne evne til at argumentere for ophævelsen af et forbud uanset, at man ikke bryder sig om den aktivitet der dermed bliver lovlig:
”Se, disse bemærkninger skal ikke opfattes som et forsvar for pornografien, men de skal opfattes som et udtryk for, at jeg mener, at det bedste middel, man har imod pornografien det er at offentliggøre den…Kun ved at møde den får man den åndelige vaccination, som man måske kan kalde det, imod det tarvelige og det ikke-menneskelige. Jeg tror tværtimod at censuren og forbuddet kan give det stik modsatte resultat. ”
SFs Poul Dam – der i modsætning til andre fløje i SF havde højskolebaggrund – er særligt værd at hæfte sig ved. Udover hans opbakning til ophævelsen af forbuddet mod pornografi var Poul Dam også en arg modstander af racismeparagraffens udvidelse i 1971, hvilket jeg skal vende tilbage til ved en anden lejlighed. I forbindelse med ophævelsen af forbuddet mod pornografi udtalte han bl.a., at
”det er for længst fastslået, at der er intet, der tyder på, at pornografi som sådan er skadelig. Pornografi kan optræde i sammenhænge, hvor det ikke er særligt heldigt, og meget vel i en sammenhæng, hvor det ikke er særligt lækkert i hvert fald, men skadevirkningerne har ikke kunnet fastslås.
Samt, at
”Der er for mig ingen tvivl om, at den fuldstændige skrive- og trykkefrihed er nødvendig, også fordi den på længere sigt gennem den frie konkurrence vil medføre, at det kun er kvaliteten, der bliver tilbage.”
I 1969, hvor Thestrup var blevet konservativ minister i Hilmar Baunsgaards RVK-regering, ophævedes forbuddet mod billedpornografi. Thestrup lagde – ligesom Lembourn havde gjort det i 1967 – bl.a. vægt på, at:
”Der er med andre ord ikke på nogen måde tale om, at man ønsker at bidrage til en yderligere udbredelse af pornografien…Lovforslaget er således ikke udtryk for en ændret målsætning, men bygger på det synspunkt, at de selvregulerende kræfter på dette område er at foretrække for forbudsnormer, der søges håndhævet gennem straffelovgivningen.” Thestrup lagde også vægt på at man ”ved at overlade spørgsmålet til personlig afgørelse vil styrke udviklingen henimod at give den enkelte borger større frihed til at tilrettelægge sit eget liv med det deraf følgende større ansvar”
Den konservative Lis Møller udtalte, at ”jeg [har] altid fundet det noget nedværdigende, at andre mennesker skulle afgøre, hvad jeg måtte se og læse…Jeg kan derfor kun hilse med tilfredshed at justitsministeren nu har taget den fulde konsekvens og dermed givet mennesker ret til selv at bestemme, ikke blot hvad de skal læse og se i biografen, men også hvilke billeder de vil kigge på.”
Venstre, der ligesom Konservative havde visse medlemmer der modsatte sig ophævelsen af forbuddet, havde i Per Møller en politiker, der lagde vægt på, at staten ikke skal lege moralsk overdommer:
”Der er som bekendt folk, der kan lide pornografiske billeder, og der er også folk der ikke kan lide dem. Jeg synes ikke, det er nogen naturlig rolle for folketinget at gå ind i et formynderskab i dette kildne spørgsmål”.
De konservatives Ellen Strange Petersen var en af de konservative der modsatte sig frigivelsen af billedpornografien. Bl.a. stillede Ellen Strange Petersen spørgsmålstegn ved, hvorfor Danmark skulle være ”foregangsland” på dette område med fare for oversvømmelse af udenlandske pornohungrende personer.
Til dette varede Poul Dam: ”På dette område, nemlig den personlige friheds område, har Danmark altid været et foregangsland, og det skal det blive ved med. Det er den overvejende livsholdning her i landet, i denne sal et langt stykke over mod højre, at lovgivningen ikke skal blande sig i andre menneskers frihed så længe denne frihed ikke skader andre. Denne livsholdning har ikke noget at gøre med en billig frisindethed og med at prøve at være foregangsland på et mondænt område, men har at gøre med noget centralt i dansk folkeliv og dansk folketradition.”
Frihed til at gøre hvad ikke skader andre, frivillighed, personligt ansvar og tolerance overfor livsanskuelser og holdninger, der byder en imod er den røde tråd i ovenstående indlæg fra politikere, der vel at mærke var mere socialt konservative end nutidens. Kunne man i disse forbudstider forestille sig en lignende oplyst debat blandt folketingets nuværende politikere? Jeg tror det ikke. Det kunne derfor være interessant at få et kvalificeret bud på, hvorfor denne forståelse af frihed og det personlige ansvar ikke længere er den afgørende rettesnor i det politiske liv.
75 kommentarer RSS feed
Glimrende indlæg!
Inden det næste valg, kunne det være interessant at få indhentet politikernes stillingtagen. Og egentligt hvorfor vente så længe? Nogle gange blot det at stille spørgsmål kan afføde en forandring og den kunne vi trænge til.
Måske skulle de i artiklens ånd alle fyre en desværre hidtil formynderisk ikke lovlig fed oppe på Tinget, og få et lidt mere mellow syn på tilværelsen :-)
Vel brølt, Jacob, igen fristes man til at sige.
Når man betænker hvad nutidens politikere ønsker at gøre med henvisning til “sikkerhed” eller “sundhed”, er disse overvejelser meget tiltrængte.
Staten er et fint forsikringsselskab; og et godt fartøj for fælles kultur, historie og problemløsning, men den er ikke Mor og ikke Far.
Meget interessant. Tænk, at der engang fandtes politikere, som rent faktisk kunne reflektere over, hvad deres rolle som politikere egentlig var, frem for bare at tage det for givet, at alt der foregår i samfundet er deres område til at herse med og regere over. Især Poul Dams bemærkninger er interessante. Skriver han virkelig, at den frie konkurrence vil sørge for, at kun det bedste står tilbage? En SF’er?
“Læsefrihed” er for øvrigt et smukt begreb. Det bruges ikke nok.
@Hvidberg,
Hej Lars,
Poul Dam er en meget overset skikkelse, som (i hvert fald i 60′erne og 70′erne) virkelig kæmpede bravt for ytringsfriheden både i forbindelse med frigivelsen af pornografien men også i forbindelse med racismeparagraffen. Han var højskolemand, hvilket nok forklarer hans frihedstilgang. Han sluttede vist endog med at stille op til bydelsrådet på Nørrebro for Enhedslisten!
På Christiansborg består udsmnykningen bl.a. af en række visdomsord malet på strategiske steder. Måtte alle tænkelige hvide pletter snarest muligt få påmalet disse visdomsord fra Poul Dam:
“lovgivningen ikke skal blande sig i andre menneskers frihed så længe denne frihed ikke skader andre”.
Hvis folketingspolitikerne også rettede sig efter dem, kunne de fordoble deres i forvejen lange mødefri periode. Eller de kunne benytte den frigivne tid på at foretage sig noget mere fornuftigt for landets fremtid, end det de spilder egen og andres tid på i disse år.
En fornøjelse at læse. Tak.
Man skal passe på med ikke at romantisere fortiden, men det er alligevel tankevækkende at se læse disse citater med nutidens politikere i baghovedet. Hvornår blev “forbyd”, “straf” og “overvåg” til automatreaktioner for venstre og konservative?
Hurra for et indlæg. Håber at rigtig mange MF’ere, især dem i Danmarks Liberale Parti læser dette, ser sig selv i spejlet og tænker lidt over hvad de lige har læst.
@Dan H.
Enig. Der var givetvis mange områder, hvor visse af disse politikere ville fremstå forstokkede idag. Men jeg synes trods alt, at tanken om personlig frihed gennemsyrer debatten på en måde, der er næsten utænkelig idag. Det er – efter min bedste overbevisning – simpelthen ikke sådan nutidens politikere debatterer eller fremstiller de emner de lovgiver om. Det synes jeg er et stort tab.
“Det kunne derfor være interessant at få et kvalificeret bud på, hvorfor denne forståelse af frihed og det personlige ansvar ikke længere er den afgørende rettesnor i det politiske liv.”
Et bud kunne være at de fleste dansker i dag er vokset op i et frit land, så vi i dag tager den frihed for givet og derfor ikke kæmper imod, når frihedsrettigheder bliver taget fra os. I dagens samfund ønsker vi ikke mere frihed, vi ønsker mere trykhed. Et ønske der ofte fører til indskrænkelse af borgernes frihedsrettigheder. Et eks. er den terrorlovgivning der blev gennemført for nogle år siden. Vi foretrækker trykhed(eller illusionen af trykhed), frem for frihed.
Det var dog et umådeligt ligegyldigt og kedeligt indlæg, omend fornuftigt skrevet.
Ja, Venstre og Konservative har valgt at sælge ud af deres værdigrundlag og organisationernes grundlæggende artefakter, i håb om at vinde nogle valg.
Det er hverken skarpt observeret eller en nyhed. Men en historiske baggrund er såmend hyggelig nok.
@Jacob M.
Det er et interessant problem.
Er det Folketingets rekrutteringsgrundlag? De politiske partier mister medlemmer og er i forfald, politikerne bliver stadig yngre og er i stigende grad djøf’er og apparatchiks uden erfaring fra andet end universitetet og politiske ungdomsorganisationer. Eller er det vælgerkorpsets generelle tryghedsnarkomani? Man må jo indrømme, at store dele af befolkningen er villige til at forbyde det, de ikke selv kan lide, og acceptere kontrol og overvågning i en grad, der var utænkelig for et par årtier siden.
I tillæg til Benn Christensens bud, tror jeg der er (mindst) to andre bidragende faktorer:
Øget national-tænkning. Bl.a. pga den øgede internationalisering er der mere fokus blandt politikere og befolkning på at beskytte “smalle” danske værdier som opfattes som værende under angreb udefra (det ser vi jo også med indvandrerdebatten).
Medie-tempoet er skruet op. Politikere i dag skal kunne udtrykke sig skarpt på under 20 sekunder. Det er altså nemmere at sige “det vil vi gøre noget ved” end at gå igang med en længere forsvarstale for den personlige frihed.
Hold da op.Det var dengang vi alle var venstreorienterede, gik i underligt tøjog hørte høj musik.
Vi havde vist ikke helt overskud til at se, at selv hos de konservative var der hæderlige folk.
En mand som Knud Thestrup var hæderligheden selv, men ville næppe får mange stemmer i dag. Jeg genlæste lige Elias Bredsdorff´s bog Medmennesker og Modmennesker, og EB´s omtale af Knud Thestrup. Det gav næsten en tåre i øjet, når en politisk modstander beskriver denne fine mand, og har ham med i gruppen af medmennesker.
EB citerer Knud Thestrup for,at han aldrig lærte den højere politiske taktik og fortsætter:” De få gange i mit liv, hvor jeg har skullet være med til at lave politiske snedigheder, er jeg da også kommet galt af sted”.
EB citerer også fra Thestrups erindringer:”Spørger man så,om jeg har udfyldt min plads, således at jeg i nogen måde har ydet gengæld for alt det, jeg har fået, så må mit svar blive:”Nej”. Min frygtsomhed har været stor,min udholdenhed og min viljestyrke for svag”.
Kunne nogen forestille sig, at en spindoktor lod nogle politikere sige sådan i dag? Selv i erindringerne.
Fint indlæg.
Hvad angår det afsluttende spørgsmål om nutidens politikeres manglende vilje til at lade “denne forståelse af frihed og det personlige ansvar” fungere som “afgørende rettesnor i det politiske liv,” kan man umiddelbart fristes til at antage, at såvel vores folkevalgte som vi vælgere er blevet mere indskrænkede i mellemtiden. Men det er på den anden side ingen god præcisering af årsagen.
Her er et hurtigt forslag:
Udviklingen af den øgede vilje til at profilere sig “forbudspolitisk” kan forstås som et udtryk for den “somatiske etik,” Rune Lykkeberg har skitseret i “Kampen om sandhederne” (2008). Det er sjovt nok en tendens, der begrunder sig i en særlig variant af liberalismens antropologi. Her er “det personlige ansvar” især forpligtet på forvaltningen af en kontrolleret og magtdygtig selvfremstilling, som det er nemmest at aktualisere ved at agere på en skråsikker, kontrollerende og demonstrativt omverdensbeherskende måde. Anders Fogh Rasmussen er et kroneksempel. Skibsreder Møller kunne sikkert også fungere som centralmetafor.
Den somatiske etik er nem at forstå, og den skal appellere særligt til et publikum, der er ængsteligt ved den kompleksitet, de globale sammenhænge idag sætter som fortolkningsramme om det (forvirrede) kulturelle fællesskab. (Som i parentes bemærket ikke skal finde en kulturradikal frigørelsesetik troværdig, fordi dens særlige sprogbrug og dannelsesideal selv er formynderisk, og, fordi dens frigørelsesprogram er stødt på en række kulturhistoriske grænsedragninger – pornografiens frisættelse således på børnepornodistribution, etc.)
Psykologer ville vel sige, at forbudspolitikeren er en slags svar en kulturel søgen efter en troværdig faderinstans.
Og “troværdig” betyder så i denne sammenhæng “nem at forstå” – måske i profileret modsætning til verden i øvrigt.
Fokuseringen på det nemt afkodelige kunne pege på en anden forklaring, nemlig den nutidige offentlighedsform. Ingen af de citater, du anvender i dit blogindlæg, ville fungere særligt effektivt på tv, hvorimod det er nemt at opfatte et diktum om, at et eller andet er “for dårligt” og “skal forbydes.”
På den anden side er det unægtelig en tynd forklaring at give medierne skylden.
Særdeles fremragende og relevant, tak!
jeg tror det er et økonomisk spørgsmål.
man må være helt ustyrlig ubegavet for ikke at indse, at der er en lang række meget væsentlige økonomiske problemstillinger, som er aldeles uløste.
og der er ingensomhelst interesse i at løse dem, for vælgerne vil jo ikke finde sig i de indgreb, som er helt nødvendige.
hvad skal en minister så finde på for at komme i medierne?
rigtigt gættet: et forbud. der er jo ingen der gider høre om en ophævelse af et forbud, vel?
knivloven er et helt igennem fremragende exempel.
lillebrian kan slå et slag for at forhindre alle de farlige bøller, der stikker med kniv, og det koster ingenting! lillebrian fremstår som en rigtig mand (altså en rigtig mand der ligner harry potter, fnis) og han kommer i tv.
og vupti så har vi endnu et tåbeligt forbud.
Hvis Poul Dam >det brave menneske
Hvordan kan vi bytte Brian the Brain ud med Jacob Mchangama?
Nu har jeg fulgt dine skriblerier her siden du begyndte. Jeg er ikke enig i alt, men du er liberal OG konsistent. Hvis DU nogensinde stiller op, så har du altså min usle stemme! 8-)
Sørgmodigt indlæg.
Hvorfor er frihedsbegrevet blevet til egoisme og ret til hadefulde ytringer mod dem man ikke synes om?
Liberalismen har det rigtigt hårdt i Danmark. Sært nok blev den invalideret hårdest af en af dens store fortalere Anders Fogh Rasmussen (idiot – undskyld, men det lettede), da han begyndte sin sygelige kamp mod anderledes tænkende, smagsdommere, o.s.v.
Den værdikamp (sygt ord – hvorfor ikke værdidebat?) har virkelig skadet og polariseret Danmark.
Fortidens politikere var ikke udelukkende hædersmænd, men denne blog tyder på at datidens værdier var reelle og ikke bare en trappe til magtens tinder.
Det ene forbud efter det andet, er idag affødt af befolkningens krav til politikkerne om tryghed i det samfund, som de samme politikkere har gjort usikkert, (indvandring, åbne grænser, konstante dommedagsteorier, etc.)Så ind imellem kunne man fristes til at tro, at politikkerne har gjort det med overlæg for at få magten og kontrollen tilbage, den magt som de inderst inde føler er deres.
Fantastisk læsning.
Fin fin artikel. Bemærk venligst, at de politikere du citerer, spænder fra de konservative til Socialistisk Folkeparti.
Den gang forpligtede det at være politiker, uanset partifarve. Og ikke som i dag, hvor Anders Fogh og Pia Kærsgaard har sænket
den politiske overligger så lavt, at intet er for fladpandet til at blive diskueteret i den politiske debat.
Peter G tjek dette link og bliv medlem af vores lille gruppe, såfremt du står ved det du ytrer. :) http://www.facebook.com/home.php#!/group.php?gid=247551094322&ref=ts
Frihed under ansvar er blevet afløst af frihed under kontrol pga den mistillidskultur og maniske jagt på “mere sikkerhed” som DF og dets støtteregering gennem frygtbaseret politik har opbygget:
“Danmark har i den liberale regerings tid overhalet Forbudssverige, når det gælder om at producere regler, forbud og love.”
jp.dk/indland/article1418490.ece
Jeg plejer at afskrive alt snak om “gode gamle dage” som noget nostalgisk vrøvl, men jeg må konstatere at der her er tale om en undtagelse. Politikerne havde simpelthen en bedre forståelse for hvad personlig frihed dengang.
Jeg læste engang at debatten om obligatorisk sikkerhedssele også var meget hårdere, end man vil tro i dag – igen fordi personlig frihed betød noget for datidens politikere.
@Jacob Mchangama
Herligt at blive mindet om at vi engang havde politikere der evnede diskuterede konkrete emner på baggrund af holdninger i stedet på baggrund af vurderinger af opinionsmålinger.
Må man i øvrigt spørge til hvordan det går med dit og Frederiks Stjernfelts fremragende initiativ vedr. oprettelse af en kreds til støtte for egentlig ytringsfrihed (jf. din tale i Dansk Forfatterforening i sidste måned)?
ja, og tænk hvis vi igen kunne synge og tegne som vi havde lyst og humør til, uden at blive dødsdømt!
Opløftende læsning…har der virkelig været fornuftige konservative politikere her i DK? Det er godt nok gået tilbage for det parti!!
Kære Jacob Mchangama
Fantastisk godt indlæg. Du fremhæver Poul Damm som en forkæmper for ytringsfriheden både under debatten om pornografiforbuddet og racismeparagraffen.
Med til billedet hører dog, at Dam tiltrods for sin betænkelighed i forbindelse med skærpelsen af Straffelovens § 266 b alligevel stemte for loven af hensyn til Danmarks ratifikation af FNs konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination.
Det leder frem til et spørgsmål, som ikke er blevet stillet i den danske debat, men som dog har været genstand for stor debat i USA, nemlig om hvorvidt international retsharmonisering nødvendigvis er gunstig gfor den nationale beskyttelse af ytringsfriheden.
Mange af de negative ytringsfrihedsindskrænkninger såsom drakoniske forbud mod apologi for terrorisme og hate speech kan i et vidt omfang legitimeres ud fra internationale retsnormer, som er blevet til gennem forhandling i udemokratiske supranationale forsamlinger.
I artiklen Molding the Matrix: The Theoretical and Historical Foundations of International Law and Practice Concerning Hate Speech, Stephanie Farrior, Berkeley Journal of International Law, Vol. 14, No. 1, 1996 bliver evolutionen i det internationale forbud mod hate speech behandlet i historisk perspektiv. Af artiklen kan udledes, at de ivrigste nationer til støtte for et propagandaforbud var udemokratiske kommunistiske stater, og i artiklen gives der et eksempel på, at medlemmer af CERD-komiteen mindst ved en lejlighed ønskede at udvide censuren til religionskritisk litteratur som De sataniske vers.
http papers ssrn com sol3/papers.cfm?abstract_id=886171
Danmark kunne tidligt have taget højde for denne eventualitet ved kun at ratificere konventionen med et amerikansk klingende ytringsfrihedsforbehold, og det er usandsynligt at politikerne herunder Poul Dam ikke kunne have forvisset sig om muligheden for helt at undlade at skærpe racismeparagraffen, men i skæbnens stund valgte hele Folketinget alligevel at underordne ytringsfriheden et censurbegreb, som flere medlemmer fandt var vanskeligt at stå inde for.
Så hvad siger det egentligt om politikerne, at de indfører indskrænkninger i den personlige frihed, bare for at Danmark skal tage sig godt ud i det korrupte og tredjeverdensdominerede FN?
Hvis politikerne ikke havde følt et behov for at ligge på maven for FN, ville vi højest sandsynligt ikke have skærpet racismeparagraffen.
Som et kuriosum til pornografidebatten kan det nævnes, at Danmark sammen med flere andre lande faktisk havde ratificeret Genéve-konventionen af 12. september
1923 om bekæmpelse af omsætning
og udbredelse af utugtige offentliggørelser. Så selv pornografiforbuddet havde faktisk dets ophav i en bindende international retsnorm, som Danmark hhavde påtaget sig.
En tilføjelse:
Jeg tvivler på, at flertallet af dem, der bifalder din kritik af terrorlovgivningen også tilslutter sig din implicitte afstandtagen fra § 266 b. For eller imod Hate speech love er blevet et pejlemærke i værdipolitikken, som ofte belyser, hvor folk står. Venstreorienterede, der forholder sig kritiske til forbud mod apologi for terrorisme, er ofte ret så inkonsistente i deres holdning til forbuddet mod hate speech om visse beskyttede grupper.
Stor respekt og glæde over blogforfatteren.
Ja, åh, hvor jeg savner de gamle med dybde i tanker og viden.
Da Danmark ophävede pornografi forbudet, og da man fokuserede på den personlige frihed, fandes der ikke nävnevärdige muslimske indvandre i Danmark, og dem der var her dengang, var så nye i landet, at de ikke havde nået at göre sig uheldig bemärket!
Med det antal muslimer vi har i landet idag, og med den udbredte kriminalitet dette har medfört, samt de åbne gränser i Europa, hvor isär kriminelle fra det tidligere Öst Europa söger til Danmark, for at begå kriminalitet, samt selvfölgelig den internationale terrorrisme, ser jeg det som en ganske naturlig ting, at indskränke den personlige frihed!
Landet er idag ikke voksent til den tiltro, vi havde til hverandre, i 60 erne, da vi har fået for mange fremmede elementer til Danmark, som vi abselut ikke kan stole på!
M.v.h.
“Den såkaldte liberale regering..” lyder det bittert anklagende i en del kommentarer. Det ville være kvalmende hykleri, hvis disse anklager kom fra de samme folk, der under og efter Muhammed-sagens afpresningsforsøg på dansk ytrings- og pressefrihed, har givet udtryk for, at ytringsfriheden skulle have indbygget et særlig skjult høflighedsparagraf, når det drejer sig om den totalitære ideologi islam.
Og lad os lige holde ø-kulleren fra døren og proportionerne i orden: Dansk lovgivning, når det gælder terrorlovgivning, rygelovgivning etc., er helt på linje, eller i den milde ende, i forhold til de liberale demokratier, vi plejer at sammenligne os med.
Det var udmærket, at Danmark i sin tid var foregangsland, når det gjaldt pornoens frigivelse – men det ville være misforstået godhed, hvis Danmark igen blev et slaraffenland for islamistiske terrorister – sådan som vi var det i 90’erne, da RS regerede med SF og kommunisterne i Enhedslisten som parlamentarisk grundlag.
@Jens A.
Puha, så er det vel godt vi har Tuneserloven, Knivloven og burkafri dommere, lærere og vel snart også præster og prostituerede. Vi kan alle ånde lettet op, når vi har disse skjolde mod islamisk terrorisme, og derfor ikke længere er slaraffenland for samme.
Jeg glemte lige madpakkerne. Hvidløg virker som bekendt mod vampyrer, så jeg formoder at økologiske børnemadpakker virker vel på samme måde mod terorister ? :-D
Jeg vil gerne bringe her en opinion foranlediget af underbuksebomberen, og de efterfølgende tiltag til at beskytte os imod den slags. Artiklen er fokuseret på lufthavnssikkerhed, men har en del IMHO generelle betragtninger om emnet: sikkerhed vs. skinsikkerhed. Is aviation security mostly for show?
(CNN) — Last week’s attempted terror attack on an airplane heading from Amsterdam to Detroit has given rise to a bunch of familiar questions.
How did the explosives get past security screening? What steps could be taken to avert similar attacks? Why wasn’t there an air marshal on the flight? And, predictably, government officials have rushed to institute new safety measures to close holes in the system exposed by the incident.
Reviewing what happened is important, but a lot of the discussion is off-base, a reflection of the fundamentally wrong conception most people have of terrorism and how to combat it.
Terrorism is rare, far rarer than many people think. It’s rare because very few people want to commit acts of terrorism, and executing a terrorist plot is much harder than television makes it appear.
The best defenses against terrorism are largely invisible: investigation, intelligence, and emergency response. But even these are less effective at keeping us safe than our social and political policies, both at home and abroad. However, our elected leaders don’t think this way: They are far more likely to implement security theater against movie-plot threats.
A “movie-plot threat” is an overly specific attack scenario. Whether it’s terrorists with crop dusters, terrorists contaminating the milk supply, or terrorists attacking the Olympics, specific stories affect our emotions more intensely than mere data does.
Stories are what we fear. It’s not just hypothetical stories — terrorists flying planes into buildings, terrorists with explosives strapped to their legs or with bombs in their shoes, and terrorists with guns and bombs waging a co-ordinated attack against a city are even scarier movie-plot threats because they actually happened.
“Security theater” refers to security measures that make people feel more secure without doing anything to actually improve their security. An example: the photo ID checks that have sprung up in office buildings. No one has ever explained why verifying that someone has a photo ID provides any actual security, but it looks like security to have a uniformed guard-for-hire looking at ID cards.
Airport-security examples include the National Guard troops stationed at U.S. airports in the months after 9/11 — their guns had no bullets. The U.S. color-coded system of threat levels, the pervasive harassment of photographers, and the metal detectors that are increasingly common in hotels and office buildings since the Mumbai terrorist attacks, are additional examples.
To be sure, reasonable arguments can be made that some terrorist targets are more attractive than others: airplanes because a small bomb can result in the death of everyone aboard, monuments because of their national significance, national events because of television coverage, and transportation because of the numbers of people who commute daily.
But there are literally millions of potential targets in any large country — there are 5 million commercial buildings alone in the United States — and hundreds of potential terrorist tactics. It’s impossible to defend every place against everything, and it’s impossible to predict which tactic and target terrorists will try next.
Security is both a feeling and a reality. The propensity for security theater comes from the interplay between the public and its leaders.
When people are scared, they need something done that will make them feel safe, even if it doesn’t truly make them safer. Politicians naturally want to do something in response to crisis, even if that something doesn’t make any sense.
Often, this “something” is directly related to the details of a recent event. We confiscate liquids, screen shoes, and ban box cutters on airplanes. We tell people they can’t use an airplane restroom in the last 90 minutes of an international flight. But it’s not the target and tactics of the last attack that are important, but the next attack. These measures are only effective if we happen to guess what the next terrorists are planning.
If we spend billions defending our rail systems, and the terrorists bomb a shopping mall instead, we’ve wasted our money. If we concentrate airport security on screening shoes and confiscating liquids, and the terrorists hide explosives in their brassieres and use solids, we’ve wasted our money. Terrorists don’t care what they blow up and it shouldn’t be our goal merely to force the terrorists to make a minor change in their tactics or targets.
Our current response to terrorism is a form of “magical thinking.” It relies on the idea that we can somehow make ourselves safer by protecting against what the terrorists happened to do last time.
Unfortunately for politicians, the security measures that work are largely invisible. Such measures include enhancing the intelligence-gathering abilities of the secret services, hiring cultural experts and Arabic translators, building bridges with Islamic communities both nationally and internationally, funding police capabilities — both investigative arms to prevent terrorist attacks, and emergency communications systems for after attacks occur — and arresting terrorist plotters without media fanfare.
They do not include expansive new police or spying laws. Our police don’t need any new laws to deal with terrorism; rather, they need apolitical funding.
The arrest of the “liquid bombers” in London is an example: They were caught through old-fashioned intelligence and police work. Their choice of target (airplanes) and tactic (liquid explosives) didn’t matter; they would have been arrested regardless.
But even as we do all of this we cannot neglect the feeling of security, because it’s how we collectively overcome the psychological damage that terrorism causes. It’s not security theater we need, it’s direct appeals to our feelings. The best way to help people feel secure is by acting secure around them. Instead of reacting to terrorism with fear, we — and our leaders — need to react with indomitability, the kind of strength shown by President Franklin D. Roosevelt and Prime Minister Winston Churchill during World War II.
The best way to help people feel secure is by acting secure around them. By not overreacting, by not responding to movie-plot threats, and by not becoming defensive, we demonstrate the resilience of our society, in our laws, our culture, our freedoms. There is a difference between indomitability and arrogant “bring ‘em on” rhetoric. There’s a difference between accepting the inherent risk that comes with a free and open society, and hyping the threats.
We should treat terrorists like common criminals and give them all the benefits of true and open justice — not merely because it demonstrates our indomitability, but because it makes us all safer.
Once a society starts circumventing its own laws, the risks to its future stability are much greater than terrorism.
Despite fearful rhetoric to the contrary, terrorism is not a transcendent threat. A terrorist attack cannot possibly destroy a country’s way of life; it’s only our reaction to that attack that can do that kind of damage. The more we undermine our own laws, the more we convert our buildings into fortresses, the more we reduce the freedoms and liberties at the foundation of our societies, the more we’re doing the terrorists’ job for them.
Today, we can project indomitability by rolling back all the fear-based post-9/11 security measures. Our leaders have lost credibility; getting it back requires a decrease in hyperbole. Ditch the invasive mass surveillance systems and new police state-like powers. Return airport security to pre-9/11 levels. Remove swagger from our foreign policies. Show the world that our legal system is up to the challenge of terrorism. Stop telling people to report all suspicious activity; it does little but make us suspicious of each other, increasing both fear and helplessness.
Counterterrorism is also hard, especially when we’re psychologically prone to muck it up. Since 9/11, we’ve embarked on strategies of defending specific targets against specific tactics, overreacting to every terrorist video, stoking fear, demonizing ethnic groups, and treating the terrorists as if they were legitimate military opponents who could actually destroy a country or a way of life — all of this plays into the hands of terrorists.
We’d do much better by leveraging the inherent strengths of our modern democracies and the natural advantages we have over the terrorists: our adaptability and survivability, our international network of laws and law enforcement, and the freedoms and liberties that make our society so enviable.
The way we live is open enough to make terrorists rare; we are observant enough to prevent most of the terrorist plots that exist, and indomitable enough to survive the even fewer terrorist plots that actually succeed. We don’t need to pretend otherwise.
Alting var åbenbart bedre i gamle dage?
Kunne det tænkes, at politikerne havde råd til at have den holdning dengang?
Efter årtiers import af mellemøstlig muslimsk middelalder, står vi nu i denne situation, som alle finder meget udansk og urimelig.
Hvad er der galt ved overvågning, når man har 11. september, Madrid og Muhammed tegningerne in mente?
Man burde måske stille krav til nutidens politikere om at fjerne årsagen til al den kontrol og uden hensyntagen til en en flæbende venstrefløj og deres vrøvl om menneskerettigheder.
Det er da rart her i kulden at faa serveret en saa hjertevarmende omgang politisk nostalgi over Thestrups pornothema ,som Cepos unge jurist her disker op med.
Og som det helt roerende slutter han endog af med retorisk paakaldelse af salig SF-Dams personlige frihedssyn , i relation til porno, anno 1966:
“hvorfor er denne forstaaelse (Dams) af frihed og det personlige ansvar ikke laengere den afgoerende rettesnor i det politiske liv” anno 2010.
Vel er Berlingeren et beskedent blad og Mchangama ny i moralkunstens manege,
men dette er dog alligevel f o r tykt.
Det staar jo smertefuldt klart for enhver, at der er fanden til forskel paa foer og nu.
Der er en hel verden til forskel paa luksusdiskussionen om et hjoerne af seksuel frigoerelse i en lille,aldeles homogen dansk befolkning anno 1967,
og saa vore dages indenrigspolitiske realiteter med uundgaaelige diskussioner
anno 2010, om svigtende haandtering af alvorlige sikkerhedsproblemer, gallopperende graenseoverskridende kriminalitet, mega kriser og finanssnyderier samt voksende etnokulturelle modsaetningsforhold.
Det er det enkle svar paa det infantile spoergsmaal om , hvorfor salig SF-Dams (hvorfor ikke Morten Langes) salonfaehige “friheds”forstaaelse af 1967 er politisk afgoerende i 2010.
Er der da ingen graenser for virkelighedsflugt og taabeligheder i Berlingeren og dens blogossfaere?
peter g,
Jeg foretrækker helt klart PET, nøgenscannere etc. frem for halal-madpakker, selvcensur og anden slesk tale, når vi taler om bekæmpelse af islamiske terrorister.
@Jens A.
Seriøst: prøv at læse især slutningen af den artikel jeg klistrede ind. Dens pointe er, at vi selv egenhændigt (strictly speaking, vores liberale regering gør det jo for os) er i færd med at ødelægge vores eget samfund meget mere end terroristerne ville være i stand til. Og dette blot for at anskaffe os en beskyttelse mod det onde, men den anskaffede beskyttelse er fuldkommen illusorisk.
Jeg vil gerne tilslutte mig de anerkendende ord for at have bragt i erindring, hvor nuanceret og velovervejet landets politikere engang argumenterede. Man kunne håbe, at dit indlæg vil fungere som et memento for såvel borgerlige som socialister.
peter g,
Jeg er sjovt nok ikke enig med dig i dine præmisser.
Den danske regering er ligesom andre vestlige regeringer nødt til at tage lovgivningsmæssige skridt for at bekæmpe terrorismen. Det er valget mellem to onder; en balance mellem demokratiets evne til at forsvare sig over for en reel og skruppelløs terrortrussel og så hensynet til ikke at krænke retssikkerhedsprincipperne uproportionalt.
Terrorlovgivningen giver selvsagt ikke 100% sikkerhed – det lykkedes jo bl.a. for somalieren at angribe Kurt Westergaard – men mange terrorangreb er blevet forpurret pga. af terrorlovene.
Dit alternativ synes at være at lade stå til som om terrortruslen ikke eksisterede – det mener jeg ikke er noget attraktivt alternativ.
@ Jacob M.
“Det kunne derfor være interessant at få et kvalificeret bud på, hvorfor denne forståelse af frihed og det personlige ansvar ikke længere er den afgørende rettesnor i det politiske liv.”
Kære Jacob, jeg kan varmt anbefale både Foucault’s og Deleuze´s værker omkring kontrolsamfund. Det er det uden tvivl det mest kvalificerede bud, der blev skrevet indtil videre.
Venlig hilsen
Christophe
Glimrende med denne ‘reminder’ – der VAR simpelthen mere format over ting og politikere dengang.
Og der var større respekt – også politikere imellem.
@Jens A.
Nej, mit alternativ er ikke helt blot at lade stå til. Men det jeg efterstræber er, at der kommer et rimeligt forhold mellem pris og det man får ud af et tiltag.
Den nuværende teknik er skydning med spredehagl, hvor man nu, i modsætning til før, er parat til at ofre uskyldige, til og med mange, blot for at få ram på een forbryder.
Før var princippet at hellere lade ti skyldige gå fri end at fængsle en uskyldig. Dette er ændret til pyt med at ramme ti uskyldige, bare vi tror, at vi rammer een skyldig. Det er en retsmæssig erosion som vil noget, og jeg mener ikke den er retfærdiggjort nogen steder. Fx knivloven, lømmelpakken, og skandalen over dem alle: tuneserloven. Og intet af det har gjort os reelt sikrere.
For at straffe een mand (da det var for at straffe ham, for hvis han ville kunne han jo stadig nå at kværke KW, eller, i Støjbergs udødelige ord: “For at gøre et tålt ophold utåleligt”), har man i realiteten dømt på det tidspunkt 18 og nu nok flere til et evigt liv i ingenmandsland.
Tuneseren har arbejdet hårdt på at få hvad han fik, men det har de fleste af de andre ikke, og disse er blevet dømt til Støjbergs helvede alligevel. (Nu er der vist nogle som forsøger at overklage afgørelsen, og jeg håber det lykkes for dem.)
At være ligeglad med om man rammer uskyldige eller ej for at opnå sit mål, er det i øvrigt ikke lissom definitionen på terrorisme? Så vi muterer jo langsomt over i det, som vi foragter så meget og forsøger at forsvare os imod.
@ Jens L. Lorentzen
Nostalgi eller ej, så er det et godt vidnesbyrd om, hvordan vi plejer at agere og respektere hinanden og tingene i Danmark – og visse indvandrere vil have godt af at kende vores historie, bare nogle årtier tilbage – og andre vil være uden for rækkevidde i deres egen indsnævnrede selvforståelse.
Og måske er der da også en bagtanke med indlægget fra Jacob Mchangama – at komme ind på en ophævelse af racismeparagraf etc. – igen.
Det mener jeg at kunne opfange i læsningen af
hans oplæg.
Og – omend jeg selv har meldt ud omkring Niqab/Burka, disse for mig at se egentlige maskeringer etc. af et menneskes identitet, så er det for mig en undtagelse, fordi vi står overfor nærmest ALT, hvad der også kendetegner vores land, før og nu, nemlig fremskridt til det bedre for mennesker.
Altså – at vi står overfor egentlige ødelæggelser netop af, hvad Mchangamas essay netop fremhæver, forståelsen og respekten for frihed, hvor vi altid også har forstået at gribe ind, hvis noget viste sig ødelæggende el tog overhånd – og på en ganske anderledes måde end i vore dage, hvor ‘alt’ er salgbart og godtages, bare det giver stemmer.
Uden at de nævnes med et ord, kaster Jacobs blogindlæg at skærende klart lys over den samling platugler, der udgør vores nuværende regering.
“et kvalificeret bud på, hvorfor denne forståelse af frihed og det personlige ansvar ikke længere er den afgørende rettesnor i det politiske liv”?
Helt klart er der en rød tråd til den totale principløshed, der fulgte i kølvandet, da Fogh skrottede samtlige Venstres principper og blev skabs-socialdemokrat.
Bacillen havde han fået fra UK, hvor Blair blev Tory for at vinde valget.
Denne ryggesløshed har nu gennem et ti-år fremelsket en generation af spindoktorerede, headline fikserede, holdningsløse og frem for alt – magtstræbende “politikere”.
Enkelte politikere af den gamle skole eksisterer endnu – og giver af og til et pip fra sig.
Schall Holberg, Per Stig Møller, Nyrup og Lykketoft rinder i hu.
Ligeledes den pensionerede Palle Simonsen i dette interview:
http://www.berlingske.dk/danmark/tidligere-k-minister-vk-svigter-de-svageste
@Jakob
Fint lille indlæg, med et skær af “gode gamle dage” over sig.
Jeg tror ærligt talt ikke, at omtanke og overvejelser har særlig meget plads hos valgte politikere i dag. Det overlades til politikere der er på vej ind til en tillidspost, og ganske få strateger derudover.
Valgte politikere bruger al deres tid på den hastigt skiftende dagsorden. Den er sat i en uhellig alliance mellem medierne og politikerne. Det medfører at politikere bruger al for meget tid på enkeltsager. Det er desværre også det nemmeste både for journalister og politikere. Medier og politikere deltager i et realityshow, og begge parter udstiller deres totale mangel på substans, men indpakningen er rigtig flot.
Frigivelsen af pornografi i text og billede er
ikke noget vi behøver at være stolte af.
Ingen kunne dengang vide, hvad det førte med sig af umoral i gaderne og nedværdigelse af kvinder.
Ligesom man hellet ikke i 60erne kunne forestille sig de mere rå tider der kom senere.
Så skal der måske også udvises stolthed over homoseksuelle vielser i kirker ?
Og med dette–åh så linerale synspunkt skal mænd
vel også selv bestemme hvem, hvad og hvor og hvordan de skal udleve syge seksuelle fantasier,
skåret i pap–mænd skal have lov til at udøve
SODOMI, lovforlsag mod denne form for dyremishandling kan end ikke det såkaldt dyretiske
råd gå med til at forbyde..
Det er slemt at høre om høns der er blevet sprængt ved misbrug, ligesom det er grimt at
høre om små hunde, som har tarmene hængende udenfor, også på grund af misbrug.
Se Jacob Mchangame–det er ikke rart med for
mange forbud–enig–MEN forbud er nødvendige,
eftersom ikke alle har moral,etik og empati til
at administrere frihed.
Og at krænke og misbruge dyr er noget der i den grad er en uværdig handling som nedværdiger
betegnelsen menneske.
Men Machangamas liberale normer omfatter antagelig også retten til at misbruge dyr ?
Tænk–at vi i dette land har bordeller med dyr
som udlændinge besøger. En køn gang frihed må det siges.
peter g,
Situationen er en anden end før islamisk terrorisme.
Vi har ikke råd til at lade ti skyldige terrorister går fri – det er den barske virkelighed, som du er nødt til at forholde dig til.
Der er hos visse en tendens til at vende tingene på hovedet. Når du f.eks. står i en lufthavn og bander over al sikkerhedsbøvlet, der dagligt går ud over en masse uskyldige, så skal du ikke rette din vrede mod lufthavnsmyndighederne eller regeringen – men mod dem, der har nødvendiggjort al sikkerhedsbøvlet: Terroristerne.
Hvorfor finder Jacob Mchangama det “interessant” at opklare, hvorfor en tidligere almindelig vaegt paa “frihed og det personlige ansvar” ikke længere er afgørende for os i Danmark?
Hvad skyldes interessen? Jeg mener: Hvad kan/skal en saadan opklaring bruges til – naar vi nu alligevel ikke kan (eller evt. ville) ‘skrue tiden tilbage’?
gl-j
PS: Fremhaevelsen af ‘fortidens’ politikere medfoerer (som det ses ovenfor!) en gennemgaaende og generel nedvurdering af nutidens.
Der er dem, der mener, at vi aldrig har haft et ringere kvalificeret Folketing, end det vi har dag…
Det er muligvis ‘rigtigt’ – men hvordan kommer vi alligevel videre, med hvad vi har?
Ville det mon ikke vaere bedre at “taenke selv”, ?
Benn Christensen
3. februar 2010 kl. 15:39
Et bud kunne være at de fleste dansker i dag er vokset op i et frit land, så vi i dag tager den frihed for givet og derfor ikke kæmper imod, når frihedsrettigheder bliver taget fra os. I dagens samfund ønsker vi ikke mere frihed, vi ønsker mere trykhed. Et ønske der ofte fører til indskrænkelse af borgernes frihedsrettigheder. Et eks. er den terrorlovgivning der blev gennemført for nogle år siden. Vi foretrækker trykhed(eller illusionen af trykhed), frem for frihed.
ER DET NEGRENES FRIHEDSKAMP DU TALER OM?
Jeg har lidt svært ved at forstå din morale, for så vidt jeg kan se er friheden truet af de muslimer som DI, LO og R,S,og SF har hentet til landet, som du slet ikke nævner.
At det forholder sig sådan, skal man være enten idiot eller medlem af det Radikale venstre for at overse.
Så derfor er dette en ommer: Vi danskere kan ikke bruge det til nogetsomhelst…….
@43. Jens L. Lorentzen
“Det er det enkle svar paa det infantile spoergsmaal om , hvorfor salig SF-Dams (hvorfor ikke Morten Langes) salonfaehige “friheds”forstaaelse af 1967 er politisk afgoerende i 2010.”
Det er den måske alligevel på en måde, som kun få har gjort sig klart. Poul Dam støttede i praksis ytringsfriheden i pornografidebatten, netop fordi forbuddet ikke længere var af internationalt presserende betydning, mens at han i den senere behandling af forslaget om skærpelse af racismeparagraffen kun i ord var villig til at støtte op om ytringsfriheden, fordi hensynet til international retsharmonisering selv for ham var af større vigtighed end den lokale ytringsfrihed.
Det danske politiske parnas er provinsielt og vil gerne erklære dets støtte til ytringsfriheden, så længe det kun har “lokale” konsekvenser. Men så snart at problemet hæves op på et supranationalt eller internationalt niveau,bliver det pludselig mere presserende at Danmark skal tilslutte sig retsharmoniseringen end at værne om borgernes frihed.
Hvis man ellers finder denne udvikling uønsket, bør man faktisk modsætte sig øget retsharmonisering af menneskerettigheder. For nissen flytter med, hvilket for Danmark har gjort det helt umuligt at kontrollere tilstrømningen af mennesker, hvor af mange ønsker at forbyde film og bøger, der angriber religion.
Seneste eksempel på erosion af vores frihed er officielt sanktioneret kønsdiskrimination for skatteborgernes penge:
http://www.uriasposten.net/?p=11804&cpage=1#comment-951693
Holbergskolen på Nørrebro diskriminerer officielt mænd for at tiltrække kvinder, hvis mænd ellers ikke mener, de må deltage. Hvordan en sådan eklatant diskrimination kan finde sted uden at overtræde flere love mod diskrimination er jo i sig selv en gåde,. Skolen begrunder deres politik med følgende bemærkning:
“»Der er indvandrerkvinder, hvis mænd ikke mener, at kvinderne må deltage, hvis der er andre mænd til stede,« siger skoleleder Søren Ellesøe og uddyber sin begrundelse for ikke at give fædrene lov til at deltage:
»Det kan være et nødvendigt hensyn at tage for at skabe en kontakt med en gruppe forældre, som ikke normalt kommer så ofte på skolen, og som ikke rigtig er dus med vores skoletradition.«””
Så jo integrationen går godt, for det danske samfund tilnærmer sig med hastige skridt normer, som ikke bare er udanske men direkte i modstrid med gældende retsstatsprincipper, om at institutioner ikke må diskriminere mod en gruppe på grund af køn. Man må håbe, at en borger med samfundssind indklager skolen for overtrædelse af antidiskriminationslovgivningen. Skolen er i fald den er offentlig institution forpligtet til at følge EMRK Artikel 14, der ved dens ordlyd forbyder usaglig forskelsbehandling på grund af køn.
Men mon ikke myndighederne finder en måde, på hvilken denne diskrimination alligevel bliver normaliseret som nødvendige i det gensidige kulturmøde. Race og kultur overtrumpfer køn, hvilket mange vestlige feminister praktiserer med stor iver.
Per Hansen, det er en fuldstændig fejlagtig fremstilling af tingenes tilstand.
Det værste, der er sket siden de politikere, som JM fremhæver her, er fravalget af pragmatik og konduite, der gør, at intet længere kan lade sig gøre, der ikke hviler solidt på nogle meget firkantede regler.
Forståelsen af, at man faktisk er nødt til at tage fat et sted og bevæge sig i en ønsket retning derfra, er væk, fordi man har fået muslimer på hjernen, fremfor at se nye medborgere, der har brug for at blive taget ved hånden og indført i vort sædvanligvis velfungerende samfund.
@66. Peter Hansen
Hykler, for er der nogen, som har været med til at gøre reglerne firkantede har det været det politisk korrekte parnas med dets konstante krav om at udlændinge skulle tilkendes opholdsrettigheder på andet end konduitebasis.
Før i tiden var det venstrefløjen, som var for firkantede regler, så længe disse kategorisk gav defacto flygtninge ret til asyl i Danmark. Det er stadig det humanistiske segment, der insisterer på, at der skal gælde en kategorisk regel om, at vi ikke må udvise selv den værste terrorist til hjemlandet, hvis der foreligger en mulighed for at vedkomne bliver udsat for tortur eller dødsstraf.
Det var ligeledes samme segment, der hævdede, at Irak var så usikkert, at ingen afvist asylansøger burde tilbagesendes, uanset om flere instanser havde fundet, at sagens omstændigheder ikke gav anledning til at befrygte for personlig forfølgelse.
Så i virkeligheden er du og dine ligesindede ikke imod firkantede regler, når blot disse belønner den adfærd, som i mener skal være tilladt i de jurificerede menneskerettigheders navn. Jeg er dog så ærlig, at jeg vedkender mig mine præferencer i stedet for at henholde mig til at alle regler skal være forsynet med en konduitefodnote.
For selvfølgelig skal de ikke det, hvis det demokratiske flertal ønsker noget andet.
Per Hansen, du vender tingene fuldstændig på hovedet. Konduite havde været at finde løsninger for, at vi ikke behøvede tilbage sende folk til et land i mere eller mindre borgerkrig.
HVORFOR HAR ALLE SÅ TRAVLT MED AT VILLE TILBAGESENDE EN LILLE GRUPPE MENNESKER, SOM PROBLEMLØST KUNNE BLIVE I DANMARK? Det er det store mysterium. Hvilket problem løser tilbagesendelsen for nogensomhelst?
Der er intet hykleri i den holdning, Per Hansen. Konduite går ud på at lande løsninger på en tilfredsstillende måde i det små, fordi regler alligevel aldrig kan være 100% dækkende i 100% af tilfældene.
I et demokrati kan man ikke bare skubbe et flertal foran sig som begrundelse – det kræver tværtimod selvstændig stillingtagen med inddragelse af det indvendige af hovedet.
@68. Peter Hansen
“Konduite havde været at finde løsninger for, at vi ikke behøvede tilbage sende folk til et land i mere eller mindre borgerkrig.
HVORFOR HAR ALLE SÅ TRAVLT MED AT VILLE TILBAGESENDE EN LILLE GRUPPE MENNESKER, SOM PROBLEMLØST KUNNE BLIVE I DANMARK?”
Fordi et flertal ikke ønsker nogen gentagelse af sagen om den “lille gruppe” afviste palæstinensere, der fik lov til at blive i Danmark, fordi Folketinget vedtog en særlov.
At hævde ssom uantastelig implikation i dit spørgsmål, at det ville være problemfrit at lade irakerne forblive i Danmark er med palæstinensersagen i mente en ret virkelighedsresistent påstand.
Overhovedet ikke, Per Hansen, jeg syntes og synes, at palæstinenserloven var en glimrende løsning for folk, der rent faktisk var uden fædreland. At det danske samfund så fortsatte sin sædvanlige laissez-faire ‘integration’, så resultatet blev mindre end optimalt, altså at integrationen kom til at foregå i helt forkerte miljøer (de kriminelle) for mange, er blot et memento om, at ting ikke sker af sig selv. Vi problematiserer i stedet for at finde løsninger. Jeg tror ikke, at der findes et land, hvor man mere stejlt efterlever en ‘demokratisk’ ideologi – på betonvis vil man hellere opfinde problemer og regelsætte dem fremfor at gøre det, der skal til for at nå et positivt resultat. Og det er som regel altid, fordi man nu og her vil spare penge! Når man ikke gjorde noget videre ved integrationen, var det jo, fordi man ikke med stor arbejdsløshed regnede med, at flygtningene ville komme i arbejde indenfor overskuelig fremtid. Så sparer man på sprogundervisningen! I stedet for at sikre folks ret til at have så lidt med det offentlige system at gøre som muligt, gør man rutinemæssigt enhver til klient. Dét er hovedproblemet.
I stedet for almindelig tillid til andre mennesker møder danskere andre med stor mistænksomhed, og man kan nogengange få den tanke, at danskere slet ikke bryder sig om andre mennesker, heller ikke danskere, overfor hvem det er blevet helt normalt at opføre sig uhøfligt, grænseoverskridende og uden almindelige regler for god opførsel i omgangen med hinanden. Det gør det altsammen unødvendig svært at være medborger her i landet.
Når man ser skoleelever klynge sig til deres plads i det fyldte morgentog, så ældre damer og mødre med småbørn må stå, er vi altså kommet ud på et skråplan.
Jeg må udtrykke min store beundring for den opfindsomhed der lægges for dagen, for at få drejet et hvilket som helst emne til at handle om indvandrer og muslimer.
Benn Christensen, hvor har du desværre ret! Sagen er også noget bedre værd end det sædvanlige hundeslagsmål, der jo reelt set handler mindre om netop indvandrere end om to nærmest uforenelige holdninger til det at bo i et samfund.
SVAR TIL PER HANSEN.
Problemet er vel ikke om det er muslimer, negre, eller hvide amerikanere. Problemet er vel at de ca. 400.000 fremmede koster Danmarks befolkning omkring 30 milliarder kr. om året, samtidig med at disse fremmede er extremt højt repræsenteret i kriminalitets-statistikken…..
Så lad os lige holde os til sagen!
Herman Daly har på udmærket vis beskrevet emnet “u-økonomisk vækst”.
Dvs. at når de Radikale er så begejstrede over den vækst på 5-6 mia, som de fremmede skaber, glemmer de fuldstændig at (som påvist i Rockwoolfondens rapporter) at de fremmede altså genererer et underskud på langt over 30 mia/året.
Beregningerne er baseret på Hedonistisk regnekunst, og muslimerne får naturligvis ikke 30 mia ned i lommen.
Men alligevel er der grund til at overveje en vis protektionisme af fædrelandet. Få lukket grænserne og blive selvforsynende.
Og så kunne man jo indlede en retsag imod CEPOS for vildledende oplysninger, hvilket ville være til stor gavn for samfundet samfundet. Altså at få Cepos lukket og forbudt…
Direkte spørgsmål til Jacob Machangama
Rækker Deres liberale livssyn til at acceptere
Sodomi og bordeller med dyr ? Se venligst de af
undertegnede anførte argumenter tidligere her
på bloggen. mvh Flora
@70. Peter Hansen
“Overhovedet ikke, Per Hansen, jeg syntes og synes, at palæstinenserloven var en glimrende løsning for folk, der rent faktisk var uden fædreland. ”
Javel, så palæstinensersærloven var god, ikke fordi de pågældende personer var personligt forfulgte, men fordi det åbenbart er Danmarks opgave at give alle der banker på et fædreland, uanset om de snyder og bedrager. Det er senere kommet frem, at flere af palæstinenserne faktisk rejste på ferie til Libanon, så mere fædrelandsløse var de ikke.
Jeg nævner palæstinensersærloven, fordi den var et eklatant eksempel på, at venstrefløjen bare laver ad hoc regler efter behag, uden hensyn til mindretallets modstand. Modreaktionen kom i 2001, og siden da har den stået på klynk og jammer over, at flertallet ikke længere vil lade sig diktere den politiske korrekthed.
@74. Arne Hansen
“Problemet er vel ikke om det er muslimer, negre, eller hvide amerikanere. Problemet er vel at de ca. 400.000 fremmede koster Danmarks befolkning omkring 30 milliarder kr. om året, samtidig med at disse fremmede er extremt højt repræsenteret i kriminalitets-statistikken…..
Så lad os lige holde os til sagen!”
Naturligvis helt enig, men du retter din anke til den forkerte. Jeg har end ikke nævnt muslimer men kun eksempler på venstrefløjens særstandpunkter i forhold til udlændingepolitikken.
Åh nej, Per Hansen, i 2001 kom reaktionen på, at man ikke opfattede Nyrup som troværdig, fordi han havde forringet efterlønnen, selvom han blot havde lovet at bevare den.
At vi så fik en revolution oveni, der fuldkommen truer med at omkalfatre det danske samfund, som vi kender det, er en anden sag, der har meget lidt med nogle få forkølede palæstinensere at gøre. Jeg undrer mig dagligt over, hvem der foretrækker Danmark anno 2010 for Danmark anno 2001. Det jo er gået nedad bakke med alt (væsentligt)!
Selvom jeg ikke er liberal, så ville du også få min stemme hvis du nogen sinde stiller op til folketinget.
Et inspirerende og reflekterende indlæg. Hvorfor er de nuværende politikere mere optaget af at profilere sig, end at være formuftige ledere?
Lad os slå en ting fast. Eliten er rigere end Bill Gates. Det har intet med uddannelse at gøre, men om man er medlem af elitens familie. De er ikke milliardærer men billionærer.
De bruger staten til at kontrollere folket og bilder dem ind at socialisme er for de svageste i samfundet. Det er løgn. Socialisme/kommunisme handler om, at man på elitært plan gør befolkningen afhængig af statens “frie” ydelser som befolkningen selv betaler for og over tid bliver staten så stor at den tager højere og højere skatter og giver mindre velfærd igen.
For eliten handler det ikke om penge. De kan lave lige så mange penge, de har lyst til, fordi de har kontrol over centralbankerne og bankerne. Det de går efter er den totale magt på verdensplan. De ønsker, at skabe “New World Order” som er:
1 verdensleder
1 verdensregering
1 militær/politi
1 valuta(digital) og verdenscentralbank
1 verdensreligion
1 CO2 verdensskat
Splitte familierne ad
Micro chippe befolkningen, så man ikke kan købe eller sælge uden deres chip(mark of the beast) søg verichip som nu hedder positive ID.
En reduktion af 80-90% af jordens befolkning. De svageste skal filtreres fra.
Søg “John Holdren ecoscience” som har været medforfatter af en bog om befolknings reduktion. Han er Obamas videnskabs Czar(øverste videnskabelg myndighed)
Jeg har ofte talt med dem der går efter “New World Order” agendaen. For at sige det mildt. De er bindegale og meget magtfulde. Den virkelige Virkelighed er mere ekstrem og bindegal end den illusion medierne bedøver befolkningen med.
De har kontrol over centralbankerne og kan nemt styre verdensøkonomien. Hvorfor tror i, vi har alle disse kriser, vi skal være bange for? Det er fordi, de bruger en manipulationsmetode der hedder ORDO AB CHAO som betyder, orden ud af kaos. Først skaber de kaos for derefter at tilbyde orden ingen ville acceptere, hvis ikke det var på grund af kaos.
Hvem ville acceptere nøgenskannerne i lufthavnen hvis ikke det var for undertøjsterroristen?
Hvem ville acceptere at “national”banken som ikke er national men en selvejende institution donere flere mia. kr. i “bank pakker(gaver)” til de grådige banker der giver million bonus til deres øverste ledelse for vores penge, ellers ville samfundetsøkonomien kollapse blev politikerne sikkert truet med?
Amschel Mayer Rothschild (1773-1855, som i 1838 sagde: “Permit me to issue and control the money of a nation, and I care not who makes its laws.”
Eliten styrer vores verdensøkonomi ved at have kontrol over “National”bankerne som ikke er nationale men selvejende institutioner. Eliten har også kontrol over de fleste banker som kan udlåne mere end 10 gange det beløb, de har i deres indestående og når andre banker får adgang til de nytrykte penge kan de gøre det samme.
Vi er slaver af internationale bankører som også ejer medierne, fordi alt hvad vi ser og hører skaber vores virkelighed. De ønsker, kontrol over vores virkelighed for at styre os.
Vi er slaver i et samfund der lader som om det tjener os. Men det er modsat. Vi tjener samfundet og samfundet tjener de internationale bankøre.
Dette skrev en Schweiziske investerings bankør til mig:
“I also know about fractional reserve banking and how the money system works. That this is sort of ponzi scheme, we can agree on that, and it could be coming to a big halt right now.
On the other hand – we have all profited from it big time… haven’t we?”
Som en fra Rothchild familien sagde til mig:
(Testers=eliten)
“The biggest question that humanity has to answer for itself is “Are we cancer or are we medicine?”, and not “Where is God?” So far we share more with cancer cells,we’re programmed to proliferate and destroy our host (earth). So maybe that little group of “testers” is just functioning as medicine?”
Jeg vil dog tage eliten til forsvar og mener at eliten og deres medhjælpere skal have Amnesti. Mange der arbejder for agendaen ser ingen udvej andet end at forsætte fordi de frygter at befolkningen hvis den vågner op af den kollektive søvn vil straffe dem.
Hvis vi skal komme ud af dette her, bliver vi som folk nødt til at tilgive dem og se i øjnene at vi selv har skabt vores eget helvede, fordi vi lader os manipulere. De har ingen magt over os, hvis ikke vi giver dem den frivilligt.
Når jeg fortæller disse ting til folk og de ikke undersøger det selv for at finde ud af om det er rigtigt eller ej, men bare kalder det konspirationsteorier, har de valgt at blive manipuleret. De har valgt at acceptere agendaen New World Order og accepterer, at vi skal leve i et verdens diktatur. Folket straffer sig selv på grund af, at de vælger at leve i uvidenhed, fordi de tror det er nemmere. Det er det ikke. Der vil komme flere trusler som fx svine influenza som gør, at vi på individuelt plan skal gøre op med os selv, hvis vi vil lade os manipulere i en bestemt retning eller ej? Dem der tog svine influenza vaccinen tog en indsprøjtning der er skadelig for dem.
Det samme gælder for de slaver som tjener elitens interesser, fordi de selv får lidt ud af at stikke befolkningen i ryggen og hjælpe med til at sætte regimet op. Det er dem der får det hårdest, fordi når de ikke tjener noget formål, er det dem der bliver syndebukken i medierne.
Vi bliver testet på vores sjæl. Vil vi bøje nakken og lade os manipulere og bygge vores eget fængsel op, eller vil vi rejse os og sige fra?
Valget er op til dig. Nu har jeg givet dig information. Det er helt op til dig, hvad du gør med den. Uvidenhed er meget farlig. Det svare til at gå rundt på en motorvej med bind for øjnene. Det er det system, der filtrere de svageste fra de stærke.
Søg “Fall of the republic”, “Money masters”, “terrorstorm dansk”, “Money as debt”, “Freedom to fascism”
Tillad mig–men for anden gang spørges herfra
stille,roligt og høfligt–om Jacob M. er
så liberal at det findes i orden at udøve SODOMI, og at landet må lide den skam at
havde bordeller for dyr, hvortil mænd fra andre lande kommer, idet sådanne simple foranstaltninger ikke forefindes i andre lande
i vor nærhed.
At tie–er det at samtykke, angående accept
af bordeller med dyr, således at der i liberalismens navn kan gøres hvadsomhelst, det være sig nok så perverst og uværdigt ?
Jeg stoppede også med at kalde mig liberal da jeg fandt ud af at liberale ikke finder det forkert at krænke frihed hvis det sker på privat grund.
Er det liberal politik at have børnearbejde så længe at det sker på privat grund hvis børnene accepterer det?
Med andre ord–liberalisme strækker sig til at acceptere bordeller med dyr til brug for perverse, sygelige individer.
Carpe Diem.
Flora
Du er i denne debattråd som den lille dreng i H.C. Andersens eventyr Kejserens nye klæder, som påpegede, at kejseren jo i virkeligheden ikke havde noget tøj på.
Hatten af for dig!
;)
Jacob Mchangama har efter indlægget her at dømme moralsk set lige så lidt tøj på som de dobbeltmoralske hyklere, som i sin tid åbnede vejen for pornografiens ødelæggende virkninger i vort samfund.
Det som idioterne i det daværende folketing frigav, var alt lige fra børneporno, over dyreporno til ekstremporno.
At gå ind og forsvare disse ting, med den viden vi har i dag, er godt nok grænseoverskridende!
Siden dengang er der sat masser af grænser for pornoen, for menneskeheden er heldigvis blevet klogere.
Men det nihilistiske tankegods lever videre. Man ser en lige linje fra PH og andre kulturradikale og over til moderne liberalister, der synes at opløsningen af samfundets normer er et mål i sig selv og som græder, hver gang der sættes grænser for urimeligheder med nye love.
Disse love må naturligvis være af det onde, såfremt man synes at jungleloven er bedre end menneskeloven.
Skriv en kommentar