Er danske pas i strid med menneskerettighederne?

Som man har kunnet læse i en række aviser, har en dansk borger klaget over, at danske pas indeholder et kristusmotiv fra Jellingestenen.  Ifølge klageren strider motivet mod religionsfriheden. Klageren agter at gå hele vejen til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), hvis han ikke får medhold ved danske myndigheder eller domstole. NårEMD bliver nævnt, skyldes det domstolens afgørelse fra 3. november 2009 i Lautsi mod Italien. Her fandt EMD, at kristne kors i offentlige italienske skoler udgjorde en krænkelse af retten til uddannelse, fortolket i lyset af retten til religionsfrihed. Dommen i Lautsi var efter min opfattelse et skråplan, der bekræfter, at EMD i stigende grad indfører en europæisk retsharmonisering frem for at koncentrere sig om at beskæftige sig med overgreb på grundlæggende rettigheder. Dommen i Lautsi ligger i forlængelse af en række domme om religiøs hovedbeklædning i offentlige institutioner (tørklæder). Her slog EMD fast, at staterne havde ret til at gribe ind i borgernes religionsfrihed, når det drejer sig om offentlige uddannelsesinstitutioner, og når formålet er at sikre sekulære værdier og religionsneutralitet på sådanne. Et fornuftigt udgangspunkt, som tillader staterne i Europarådet at indrette sig som de vil indenfor nogle grundlæggende rammer, som sikrer, at man ikke også kan udstrække sådanne forbud til den private sfære. I Lautsi-dommen bliver det dog nu en pligt at gøre offentlige uddannelsesinstitutioner religionsneutrale, så ikke-troende eller religiøse minoriteter ikke oplever, at de tvangsmæssigt udsættes for religiøse doktriner. Jeg havde haft forståelse for EMD, hvis spørgsmålet havde drejet sig om, at alle børn skulle tvinges til at modtage undervisning i den katolske tro. I så fald ville det være et overgreb. Men at børn undervises – religionsneutralt – i et klasselokale med et kors på væggen, falder efter min opfattelse under den bagatelgrænse for, hvornår en domstol – og særligt en international en af slagsen – bør tilsidesætte lovgivning af hensyn til frihedsrettigheder, med mindre man som i eksempelvis Frankrig og Tyrkiet har en national retsorden, der eksplicit fastslår sekularisme som et grundprincip.  

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention var aldrig tiltænkt som et instrument, der skulle harmonisere retstilstanden i så forskellige lande som Irland, med dets katolske grundlov, Danmark, med vores grundlovsmæssige særbehandling af den evangelisk-lutherske folkekirke, og sekulære Frankrig. Så længe nationale, kulturelle og religiøse særpræg ikke medfører undertrykkelse af borgerne – som det var tilfældet her i landet før grundloven, hvor der ikke var religionsfrihed – må den eventuelle ophævelse af sådanne særpræg være overladt til befolkningerne i de respektive lande.

Uanset, at Lautsi-dommen kan siges at støtte kravet om at få gjort danske pas religionsneutrale, er der en række forskelle fra Lautsi-dommen og de danske pas, der gør, at jeg ikke tror, at klageren vil få medhold i Strasbourg (selvom man aldrig kan vide sig sikker). Lautsi-dommen lægger meget vægt på, at korset hænger I et klasselokale, der bruges til undervisning af børn, og som dermed – ifølge EMD – kunne give det indtryk, at undervisningsmiljøet er præget af én særlig religion. Det forhold er fraværende ved sagen om de danske pas. Endvidere er det afgørende, at kristusmotivet er fra Jellingestenen, der udgør et nationalt klenodie og i modsætning til et generisk kors derfor kan siges at knytte sig til Danmark og danskhed mere end til kristendommen. I øvrigt er Jellingestenen fra omkring år 965 – altså lang tid før reformationen, hvorfor stenen ikke kan siges at udgøre et særligt evangelisk-luthersk monument knyttende sig til folkekirken. Der er dog særligt et sted i Lautsi-dommen, som klageren givetvis vil lægge vægt på.  EMD udtaler, at

“The freedom not to believe in any religion (inherent in the freedom of religion guaranteed by the Convention) was not limited to the absence of religious services or religious education: it extended to practices and symbols which expressed a belief, a religion or atheism. This freedom deserved particular protection if it was the State which expressed a belief and the individual was placed in a situation which he or she could not avoid, or could do so only through a disproportionate effort and sacrifice.”

De facto er enhver dansker tvunget til at anskaffe sig et pas, og man kunne dermed sige, at man knytter et helt afgørende officielt dokument, der udgør bevis for ens identitet og nationalitet, sammen med et specifikt kristent symbol. Hvis man er stærkt anti-religiøs eller stærkt troende på en anden religion, kan det givetvis opleves som generende og unødvendigt, at ens pas er udsmykket med et kristent symbol. Men den gene er af så triviel karakter, at den efter min opfattelse ligger under den tærskelværdi, der skal til for at bringe menneskerettighederne i spil. Det er svært at sammenligne kristusmotivet i danske pas med egentlige indgreb i religionsfriheden såsom forbud mod at opføre religiøse bygninger eller lignende. Kristusmotivet forhindrer således ikke en i at udøve sin tro eller kritisere kristendommen sønder og sammen, hvis man har lyst til det. Endvidere må man spørge, hvor vi ender henne, hvis kristne motiver i pas er i strid med menneskerettighederne. Hvad så med Dannebrog?

 Man kan sagtens have en politisk debat om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt med kristne motiver i officielle dokumenter som pas, og det er helt legitimt at fremsætte et politisk ønske om at gøre danske pas religionsneutrale. Men lad os – for guds skyld, havde jeg nær sagt – blande domstolene og menneskerettighederne udenom.