Danmark og Vesten til grin i FN (igen)

I går blev der til FN’s Generalforsamling afholdt valg til nye medlemmer af FN’s Menneskerettighedsråd. Som bekendt har Menneskerettighedsrådet siden dets oprettelse i 2006 været en fiasko, der har undermineret de menneskerettigheder det er sat i verden for at forsvare. Og med gårsdagens afstemning er fiaskoen total. Blandt de nye medlemmer af Rådet er Qatar, Malaysia og for at fuldende den tragikomiske forestilling; Oberst Gaddafis Libyen. Disse tre lande skal altså nu være medlemmer af et organ, der har som formål at fremme:

“universal respect for the protection of all human rights and fundamental freedoms for all, without distinction of any kind and in a fair and equal manner” og som kræver at medlemsstaterne: ”shall uphold the highest standards in the promotion and protection of human rights”.

Hvis man skulle være i tvivl om, at disse tre lande ikke lever op til kravet om at opretholde de højeste menneskerettighedsstandarder kan man læse mere om dem her, her og her.

Det mest nedslående ved denne udvikling er ikke det forhold, at Gaddafis Libyen nu har sæde i det, der officielt er FNs mest prominente menneskerettighedsorgan. Her sidder i forvejen en perlerække af ikke-demokratiske stater som Rusland, Kina og Saudi-Arabien. Det mest alarmerende er, at vestlige lande, herunder EU-landene, ikke højlydt og i fuld åbenhed protesterer over den kontinuerlige udvanding af Menneskerettighedsrådet.  Intet har man hørt fra Lene Espersen og heller ikke hendes udenrigsministerkollegaer i de andre EU-lande har markeret sig. Til Danmarks forsvar skal det siges, at vi så vidt vides, undlod at stemme for Libyen. Men Danmarks repræsentant i Generalforsamlingen satte efter sigende kryds ud for både Qatar og Malaysia.

Helt galt står det til med USA. Under George W. Bush og den tidligere FN-ambassadør John Bolton boykottede amerikanerne Rådet fordi man ikke ønskede, at medvirke til at legitimere et organ domineret af menneskerettighedskrænkere. Endvidere besluttede Kongressen at amerikanske skattepenge ikke måtte gå til Rådet. Da Obama-administrationen kom til magten var der store forhåbninger til, at det ville ændre dynamikken og, at man derved kunne bryde Rådets dødvande. Men i stedet har amerikanerne gang på gang demonstreret, at Obamas insisteren på dialog og konsensus går forud for hensynet til grundlæggende menneskerettigheder. Amerikanerne har således stået bag en resolution om ytringsfrihed med Egypten, der åbner for forbud med religionskritik, undladt at modsætte sig OIC landenes forsøg på at vedtage en tillægsprotokol til FNs Racekonvention, der vil forbyde ”religionskrænkelse” og efter afstemningen i går udtalte amerikanerne så, at Rådet ikke skal bedømmes på dets medlemskreds, men på dets praksis. Som om man kan adskille de to. Den amerikanske ”Kumbaya” tilgang til menneskerettigheder har fået den forudsigelige konsekvens, at det kun er USA og de vestlige lande, der i dialogens navn giver køb på grundlæggende principper, mens autoritære stater opnår stadigt flere indrømmelser.

Den danske og vestlige tavshed overfor den groteske udvikling i Menneskerettighedsrådet aktualiserer en sag fra den hjemlige debat. Tidligere på måneden søsatte Venstres Michael Aastrup Jensen en ide om at Danmark aktivt skal medvirke til at vælte diktatorer og kæmpe for demokrati og ytringsfrihed i udemokratiske dele af verden. Ikke med F 16 fly og tanks, men derimod ved eksempelvis at oprette radiostationer, der kan transmittere ufiltrerede nyheder til Somalia, hvilket var en vigtig ”blød” strategi under den kolde krig, ligesom danskere som bekendt nød godt af illegale radiotransmissioner fra London under besættelsen.  Aastrup Jensens forslag medførte et hav af hånende og hovedrystende kommentarer fra både opposition og udenrigsministeren, der kaldte forslaget for ”på kanten af det naive”.  Set i lyset af Danmarks manglende kritik af Menneskerettighedsrådet og aktive støtte til Qatar og Malaysias kandidaturer, tegner afvisningen af Aastrup Jensens forslag et lidet flatterende billede af dansk udenrigspolitik på menneskerettighedsområdet.

Det malaysiske styre har siddet på magten uafbrudt siden 1957. Udover en stigende islamisering af det malaysiske samfund undertrykker styret ytrings- og forsamlingsfrihed. Det bedste eksempel på dette er styrets fængsling af den tidligere finansminister Anwar Ibrahim, der måtte tilbringe 6 år i isolationsfængsel på frit opfundne anklager, da han faldt i unåde. Ibrahim er i dag en markant og populær oppositionspolitiker og burde være Vestens våde drøm om en leder i et muslimsk domineret land fordi han – der er troende muslim – kæmper for demokrati og menneskerettigheder, inklusiv lige rettigheder for Malaysias religiøse minoriteter, der i stigende omfang bliver udsat for chikane. Jeg havde fornøjelsen af at møde Anwar Ibrahim til Oslo Freedom Forum i sidste uge, hvor vi begge efterfølgende deltog i en paneldebat om menneskerettigheder (der kan ses her (Anwar Ibrahims tale begynder 4:52 inde i klippet) og her). For en mand, der har mærket styrets vrede på egen krop – og som i disse dage er genstand for en politisk retssag, hvor han er anklaget for bl.a. homoseksualitet – udviser Ibrahim et ufatteligt mod ved at kritisere Malaysias manglende respekt for grundlæggende rettigheder. Det er også bemærkelsesværdigt, at Ibrahim lægger afgørende vægt på, at forsvare det enkelte menneskes samvittighedsfrihed som eksempelvis muslimers ret til at forlade islam uden konsekvenser.

Men ifølge Danmarks menneskerettighedspolitik vil det åbenbart være ”naivt” og ”skadeligt” at støtte en mand som Anwar Ibrahim, som ellers er det bedste håb for et demokratisk Malaysia. Så er det tilsyneladende bedre at give det styre som undertrykker ham og resten af Malaysias befolkning et sæde i Menneskerettighedsrådet, hvor man kan føre ligegyldig, uforpligtende og tandløs dialog om menneskerettigheder på det abstrakte plan, samtidig med, at Malaysia kan udgøre en sikker stemme for OIC-blokken og dens krav om at indskrænke ytringsfriheden.   

Det er i overvejende grad Vesten, der finansierer FN og dermed også Menneskerettighedsrådet. I FNs Charter står, at FN skal ”styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og for fundamentale frihedsrettigheder”. Så længe vestlige lande lader sig køre rundt i manegen af diktaturer, der lader hånt om FNs formål er vesten til grin for egne penge. Man må spørge sig selv, hvorfor vi overhovedet skal være med i og finansiere Menneskerettighedsrådet, hvis vi alligevel har tænkt os kritikløst at overlade det til nogle af verdens værste stater.