Ved danskerne nok om racismeparagraffen?

Af Jacob Mchangama, Justitia 171

Jyllands-Posten offentliggør i dag en meningsmåling, der viser, at 69 % af den danske befolkning går ind for at bevare racismeparagraffen. Det er et flertal, der er til at tage og føle på. Men spørgsmålet er, om befolkningen tager stilling til denne bestemmelse på et oplyst grundlag.

For det første er det værd at bemærke, at JP har stillet følgende spørgsmål “mener du, at racismeparagraffen skal bevares eller afskaffes?”. Eftersom racismeparagraffen er bestemmelsens almindelige kaldenavn, kan JP vel ikke klandres for udformningen af spørgsmålet. Men “racismeparagraffen” er en værdiladet og i høj grad misvisende betegnelse for straffelovens §266b, som lyder som følger: “Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelser eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Paragraffen rammer således ikke bare racisme, og man kan udmærket blive dømt for overtrædelse af §266b uden at have fremsat egentlige racistiske udtalelser. Racismeparagraffen skulle snarere kaldes for krænkelsesparagraffen, fordi den i bund og grund handler om at straffe mennesker, der har holdninger, der krænker andres. Danskerne som flest er heldigvis instinktivt negativt indstillede overfor egentlig racisme, men det er altså ikke (kun) det, §266b handler om, og hvis det var almen viden, ville tallene muligvis se anderledes ud.

Derudover er det også de færreste, der er klar over, at racismeparagraffen er et internationalt fænomen, og at den i sin nuværende udformning er en konsekvens af en FN-konvention, ligesom paragraffen i dag understøttes af EU-lovgivning. Da man i FN-regi debatterede, hvorvidt konventionen om borgerlige og politiske rettigheder skulle indeholde en forpligtigelse til at forbyde såkaldt hate-speech, var så godt som alle vestlige lande som Danmark, USA, Storbritannien og Sverige modstandere deraf. Det var således en alliance af kommunistiske lande anført af Sovjetunionen og ikke-demokratiske lande fra Den tredje Verden, der fik indført dette princip i den internationale menneskeret. Menneskerettighedskoryfæer som Eleanor Roosevelt var stærke modstandere af dette og advarede mod at bekæmpe fanatisme med straffeloven.

Det forhold, at hate-speech lovgivning nu også er et EU-retligt krav, kan få alvorlige konsekvenser for Danmark. Vi vil ikke længere selv kunne ophæve racismeparagraffen.  Højesteret vil heller ikke få det sidste ord, da det meget vel kan tænkes, at det bliver EU domstolen i Bruxelles, der kommer til at udstikke rammerne. Og når man ser, hvad hate-speech love medfører i andre europæiske lande, er der god grund til at frygte afsmitningen herfra. Tag eksempelvis Storbritannien, hvor en ateist blev idømt seks måneders betinget fængsel for at have efterladt “groft fornærmende,” satiriske karikaturer af Jesus, paven og Muhammed i et bederum i en lufthavn. I 2002 blev en britisk mand idømt bødestraf for efter 11. september at have ophængt en plakat med ordene “Islam ud af Storbritannien – beskyt det britiske folk” og en halvmåne og stjerne i et forbudsskilt i vinduet i sin private lejlighed. Dette indgreb fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol foreneligt med ytringsfriheden.

Kigger man til Frankrig er der ikke megen mere optimisme at hente. Den 13. september 2001 offentliggjorde en baskisk avis en karikaturtegning der forestillede et fly der smadrede ind i World Trade Center ledsaget af sætningen “Vi drømte alle om det. Hamas gjorde det.” Som følge af denne karikatur blev tegneren idømt en bødestraf af de franske myndigheder. Tegneren klagede til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der dog ikke fandt, at bøden var i strid med ytringsfriheden, da tegneren havde undskyldt terrorisme og gjort grin med ofrene. I 2003 blev en fransk borgmester idømt en bøde for at opfordre til boykot af Israel, idet han ifølge domstolen derved opfordrede til diskrimination på baggrund af race, religion eller national oprindelse. Også dette indgreb i ytringsfriheden fandt den Europæiske Menneskerettighedsdomstol berettiget, således at man nu efter fransk ret kan idømmes fængsel eller bøde for at iklæde sig en t-shirt eller opsætte et klistermærke med ordene “Boykot Israel” (eller andre lande).

Holland, der oprindeligt var et kraftcenter for ytrings- og religionsfrihed i Europa, står det heller ikke godt til. I august blev en muslimsk organisation dømt for at bringe en karikaturtegning, der kraftigt antyder, at Holocaust er opfundet eller overdrevet af jøder. Tegningen blev offentliggjort som en bevidst udfordring af loven efter, at de danske Muhammed-tegninger ikke blev regnet for strafbare. Da det kongelige bibliotek i Holland for nyligt ønskede at gøre nazistiske aviser fra besættelsestiden tilgængelige, advarede det hollandske justitsministerium om, at det kunne medføre strafansvar, da indholdet i disse aviser strider mod hollandske hate-speech love. P.t. sidder den hollandske politiker Geert Wilders på anklagebænken for at opildne til had mod muslimer bl.a. på grund af sin film Fitna. I Østrig er mere end 200 personer blevet dømt for holocaustbenægtelse i perioden 1999-2006. I Tyrol konfiskerede myndighederne i 1990’erne en film, der gjorde grin – ofte med seksuelle overtoner – af kristendommen og kristne figurer fra en privat forening, der forestod en privat fremvisning af denne film. Også dette indgreb er blevet godkendt af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Disse eksempler viser, at hate-speech lovgivning Europa over ikke blot rammer hadsk tale, men også satire og politisk debat. Ved europæisk harmonisering kan vi meget nemt risikere at stå i en situation, hvor racismeparagraffen bliver brugt langt mere offensivt, end det er tilfældet i dag. Det vil også være i tråd med anbefalinger fra FN, som i en årrække har kritiseret Danmark for ikke at straffe flere tilfælde af hate-speech.

Tilhængerne af racismeparagraffen er naturligt nok begejstrede for JP’s meningsmåling. Niels Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscenteret om racisme udtaler bl.a. “at fjerne racismeparagraffen vil svare til at afskaffe ombudsmanden,” siger han og kalder paragraffen “et af de smukkeste stykker dansk retshistorie … Den blev vedtaget efter Krystalnatten i 1938 af et enigt dansk folketing, som ville beskytte landets jøder mod hetz.”

Men her fordrejer Niels Erik Hansen historien. Da Danmark i 1938 indførte den daværende §266b, straffede denne bestemmelse “den der ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger forfølger eller ophidser til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold.” Der var altså tale om en helt anden bestemmelse, der alene straffer løgne, der anvendes i propagandaøjemed. Der var ikke tale om at straffe forhånende og nedværdigende udtalelser. Det er således bemærkelsesværdigt, at man i 1938, da vores største naboland var nazistisk og anti-semitisk og truede hele verden, mente, at man havde brug for en racismeparagraf, der er langt mindre vidtgående end den nuværende. §266b der blev indført i 1971 (med et par senere ændringer), da Tyskland var et velfungerende demokrati med respekt for minoriteter, og truslen mod verdensfreden stammede fra kommunismen, hvis hate-speech mod “kapitalister” og “borgerskabet” var straffrit under hele Den kolde Krig.

Sagen mod Geert Wilders viser hvor stort et selvmål retsforfølgelse af personer med kontroversielle holdninger er. Wilders har formået at fremstille sig selv som et offer for en politisk korrekt elite og i modsætning til myndighederne kan den almindelige hollænder udmærket se det groteske i at Wilders stilles for retten for sine udtalelser, samtidig med, at han 24 timer i døgnet må leve under politibeskyttelse på grund af dødstrusler. Retssagen har da heller ikke gjort Wilders mindre populær og han opnåede stor tilslutning ved det hollandske valg og hans popularitet er blot steget siden da. 

Det er også interessant at sammenligne med situationen i USA, hvor forfatningens første tillæg forbyder hate-speech love. USA har tydeligvis lidt (og lider stadig) under racehad, men racismen har været i tilbagegang, alt imens beskyttelsen af First Amendment er blevet styrket af den amerikanske højesteret. Ku Klux Klan er ikke længere en dominerende kraft i Sydstaternes politiske system. Ifølge en Gallup-undersøgelse fra 2007 går 77 % af amerikanerne nu ind for ’raceblandede’ ægteskaber sammenlignet med kun 4 % i 1958. Denne tendens er særlig udtalt blandt de unge, hvor omkring 90 % støtter blandede ægteskaber ifølge en Pew-undersøgelse fra 2010. Den samme undersøgelse viser også, at et stort flertal af sorte og hvide mener, at deres respektive værdier er blevet mere ens i løbet af det seneste tiår, og at flere sorte klandrer sig selv, frem for racediskrimination, for manglende fremskridt. Med hensyn til antisemitisme er USA sandsynligvis det land, bortset fra Israel, hvor der er absolut mindst sandsynlighed for et nyt holocaust, og jøder nyder generelt fremgang og høj status i Amerika. Da borgerrettighedsbevægelsen i USA gik til kamp mod racelove og segregering var det da heller ikke med et krav om at forbyde hate-speech men derimod om at den amerikanske forfatnings frihedsrettigheder også skulle gælde for den sorte befolkning. Der er således afgrundsdyb forskel på 50-erne og 60-ernes borgerrettighedsforkæmpere og flertallet af nutidens menneskerettighedsforkæmpere som i fuld alvor mener at kampen for menneskerettigheder og menneskelig værdighed kan forenes med ja ligefrem afhænger af at sætte folk i fængsel, hvis de mener noget forkert.

Modstandere af racismeparagraffen har en stor pædagogisk opgave med at sprede disse (og andre) argumenter mod racismeparagraffen i offentligheden. I så fald er der håb for at den danske befolkning vil se mere kritisk på denne bestemmelse i fremtiden.

171 kommentarer RSS

  1. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Sameh Niazy, 14. oktober 2010 kl. 12:48)

    Det har du da ganske ret i. Tingene er blevet syltet så godt og grundigt sammen, at ingen ved deres fulde fem er i stand til at forklare dig forskellen. Sådan er det jo, når man har med så uhåndgribelige ting som “guder” at gøre. Kan man bespotte noget, der ikke findes? Kan man bespotte nogen, der tror på noget, der ikke findes. Overgangen er vist nærmest glidende :-)

  2. Af Freddie Boysen

    -

    Jeg er en af de 69%,længe leve § 266b.
    for øvrigt var jeg ikke i tvivl om,da jeg så analysen at nu kommer der en ny blog fra Jacob inden for ganske få dage og fred være med det,det ændrer næppe de fleste danskeres opfattelse.
    vh

  3. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Freddie Boysen, 14. oktober 2010 kl. 13:47)

    Jeg er også en dem, der igennem mange år blev plaget af næsten daglige opringninger fra analyseinstitutter. Så lærte jeg et godt fif af min nu desværre afdøde, oldgamle mor: Du skal bare lade være med at præsentere dig med navn og i stedet oplyse, at John desværre er død. Sørg imidlertid altid for, at din indboforsikring er betalt.

  4. Af Thomas Lund Nielsen

    -

    @John Ulrich Poulsen
    “Jeg tror, det er sundt, hvis man engang imellem kommer til at føle sig rigtigt krænket :-)”

    Det er altid sundt, at blive tvunget til, at se sig selv i spejlet, men hvornår følte du dig selv sidst krænket over udtalelser om din race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering [eller dit køn]?

  5. Af John Henriksen

    -

    Lene Espersen sagde i Cairo:
    “The Danish government is well aware that many people felt deeply hurt by the cartoons. I would like once again to make it clear that this is something we find regrettable, and do not wish to see repeated.”

    Så nu har udenrigsministeren altså talt arabisk til araberne – ønsker hun på regeringens vegne, at ‘many people’ ikke igen skal opleve at føle sig ‘deeply hurt’, og er det disse menneskers følelsesmæssige oplevelser, som hun ikke ønsker ‘gentaget’, eller fortæller hun den arabiske verden, at Danmark skam har indført censur baseret på religiøse tabuer?

    Leder af sunni-islams største og mest respekterede uddannelsesinstitution Al Azhar tolker ministerens arabisk sådan her:
    »Ministeren gentog sit lands undskyldning for disse tegninger og fremhævede Danmarks bestræbelser på at fremsætte en lov, der forbyder fornærmelse af religioner«, sagde storsheiken bagefter ifølge Egyptian Gazette.

    Så nu har udenrigsministeren lovet muslimerne, at de aldrig mere vil blive kede af det, og den ledende sunni-‘lærde’ tager naturligvis konsekvensen af Espersens ytringer ved at sige, at det så må føre til stramninger af lovgivningen i Danmark …

    Ak ja, lad os få forbudt al kritik af religioner og religiøs praksis og religiøse tabuer. Det er første skridt mod at blive underlagt disse tabuer.
    Hurra for 266b.

  6. Af P Christensen

    -

    Det er en spøjs paragraf.
    “Tro” omfatter her ikke politisk overbevisning
    i gængs forstand. En modtager vil således frit kunne tituleres “røde svin” og fascist-svin etc.
    uden at afsenderen kommer i konflikt med paragraffen.
    Er den politiske overbevisning hos modtageren derimod pakket ind i religion, vil afsenderen
    kunne straffes.

  7. Af Yassin C

    -

    @ Jacob Mchangama: jeg er godt nok ved at være træt af dit korstog imod bestemmelser, der straffer bestemte ytringer. Det kan godt være, at din elokvens kan imponere nogle mennesker, ligesom Erasmus Montanus´ kunne, men det korte af det lange er, at du ganske enkelt tager fejl. Du kan komme med alle mulige eksempler fra nær og fjern, gengive eventuelle ændringer af diverse bestemmelser, men faktum er, at der i Grundloven af 1849 står i § 77, at “enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, DOG UNDER ANSVAR FOR DOMSTOLENE”. Ligegyldigt hvor meget du taler for en straffri ytringsfrihed, så åbnede personerne bag dette lands grundlov op for, at visse ytringer kunne straffes. Medmindre du altså er uenig med dem, vil du så være sød at komme med eksempler på ytringer, der i grundlovens ånd kunne tænkes at straffes?

  8. Af Yassin C

    -

    Rettelse: det drejer sig rettelig om § 91, og den præcise ordlyd er “Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene”. Mit spørgsmål til Jacob gælder dog stadig.

  9. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til fr. Nanna G., 14. oktober 2010 kl. 11:55)

    I øvrigt et klogt indlæg. Ganske enig. Tak!

    P.S. Fra min egen særprægede verden kan jeg i øvrigt betro dig, at hvis fire yngre kvinder i højt festhumør rottter sig sammen om at gøre taxichaufføren til grin, så er kampen så godt som tabt på forhånd. Man har ikke en jordisk chance for at få kniven ind og få skilt den svageste ud. Det lykkes derimod næsten altid med fire unge brovtende bøller af hankøn.

    Tusindvis og atter tusindvis af mærkelige skæbner, man i årenes løb har mødt og lige fået afklaret verdenssituationen med på et kvarters tid.

    Der skete dog et meget markant skift i slutningen af 1990´erne, da låget pludselig røg af krudttønden med hensyn til offentligt frit at kunne drøfte fordele og ulemper ved den stadigt stigende indvandring. Hvem tror du, jævne menneskers frustrationer over af den gode smag og det politiske parnas at føle sig forhindret i at komme offentligt til orde for det meste hidtil var gået ud over? Rigtigt gættet. Taxichaufføren.

    Det var godt nok meget trættende så mange gange hver dag at skulle forklare, at der skam er lige så stor indbyrdes forskel på indvandrere, som der er på alle os andre, og at den bredskuldrede kollega, der sidst havde reddet en fra at få nogle alvorlige klø altså ikke ligefrem kunne kaldes lys i huden :-)

  10. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Yassin C., 14. oktober 2010 kl. 20:29)

    Det er åbenbart nødvendigt hver dag lige at repetere. Læs selv svaret på dit spørgsmål her: http://www.rigsadvokaten.dk/media/Praksis-266b.pdf

    P.S. Jeg tror godt, du kan tillade dig at forudsætte, at vi andre véd, hvad der står i 1953-grundlovens § 77 (= svagt moderniseret redaktion af 1849-grundlovens § 91)

  11. Af Kristian Andersen

    -

    Jacob K.
    12. oktober 2010 kl. 14:54

    Hvis der er noget, der er et trin ned af den etiske rangstige, så er det da at smide folk i fængsel for at have en mening. Helt ærligt, vi smed en gammel mand som Mogens Glistrup i fængsel på grund af hans udtalelser. Så er man godt nok langt ude i hampen som samfund.

    Hvor gammel er du for du aner da vist ikke hvad du taler om! Glistrup blev smidt i Fængsel pga. hans skattesvindel!

  12. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Kristian Andersen, 15. oktober 2010 kl. 08:40)

    Nårh? Din mor har nok ikke haft tid til at få pudset dine børnebriller fri for leverpostej endnu.

    Se selv Østre Landsrets dom af 12. marts 2003: http://www.berlingske.dk/danmark/glistrups-konfrontationer-med-loven

  13. Af Yassin C

    -

    @ John Ulrich Poulsen: jeg fatter på ingen måde din pointe??!! Jeg kender (med garanti) mere til ytringsfriheden end du gør, og jo, jeg blev desværre nødt til at understrege, hvad der stod om ytringsfrihed i den oprindelige Grundlov, fordi Jacob Mchangama netop prøver at fremstille det som om, at det er udemokratisk at straffe bestemte ytringer. Så i stedet for at skrive, at “Menneskerettighedskoryfæer som Eleanor Roosevelt var stærke modstandere af dette og advarede mod at bekæmpe fanatisme med straffeloven”, burde Jacob en gang for alle fortælle os alle, om han er uenig med dem, der udformede Grundloven. Alt andet er billigt spin, og klæder ikke én, der arbejder for en tænketank.

  14. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Yassin C., 15. oktober 2010 kl. 15:10)

    Selv en så fuldbefaren debattør som du udi ytringsfriheden og dens grænser ville muligvis kunne finde svarene på dine naive spørgsmål og endda blive lidt klogere ved blot at gide læse: http://da.wikipedia.org/wiki/Ytringsfrihed, som er en aldeles fremragende artikel om emnet selv set gennem juridiske briller.

    Om det var D. G. Monrad eller – mere sandsynligt – Orla Lehmann med den gyldne tunge, der oprindeligt førte 1849-grundlovens § 91 (= nuværende § 77) i pennen, står vist lidt hen i det uvisse. Det var i hvert fald P. F. Barfod, der under den grundlovsgivende forsamlings forhandlinger foreslog den politisk ikke uvæsentlige, men juridisk sådan set overflødige, tilføjelse: “Censur og andre forebyggende Forholdsregler kunne ingensinde paa ny indføres.”.

    Dette spørgsmål har jo imidlertid ikke vanvittigt meget at gøre med det, som diskussionen her drejer sig om: nemlig straffelovens § 266 b (og § 140) :-)

  15. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (fortsat fra 16. oktober 2010 kl. 08:32)

    Undskyld, linket knækkede. Jeg prøver igen:

    http://da.wikipedia.org/wiki/Ytringsfrihed

  16. Af Yassin C.

    -

    @ John Ulrich Poulsen: nu skal jeg skære det ud i pap for dig. Jacob Mchangama antyder, at det er udemokratisk at straffe ytringer. Mit simple spørgsmål til ham, og åbenbart til dig, er, hvordan dette hænger sammen med, at Grundlovens forfattere åbnede op for muligheden for at straffe visse ytringer? Er én af jer sød at svare?? Please?

  17. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Yassin C., 16. oktober 2010 kl. 22:21)

    Ingen véd længere, hvad de danske grundlovsfædre egentlig tænkte. Deres opfattelse af “demokrati” – forstået som hvor stor en del af befolkningen, der skulle have stemmeret eller være valgbare, adskiller sig også i betydelig grad fra, hvorledes vi dag fortolker ordet.

    Det varede imidlertd 90 år, før nogen hittede på – tvunget af visse øjeblikkelige omstændigheder – at ville krænke ytringsfrihedens mest hellige bud ved at indføre straffelovens § 266 b, selv om den selvfølgelig kun er et vanskabt, sildefødt og uægte barn af straffelovens § 140.

    Siden da er det kun blevet værre og værre.

    Hvis man opgiver troen på, at ytringsfriheden uden højere magters indgriben selv er i stand til at luge vildskud bort, kan man godt glemme alt om demokrati – uanset hvorledes det begreb så end til enhver tid skal forstås.

  18. Af Albert Nielsen

    -

    Efter at have læst debatindlæggene herover, står det mig klart, at mange af debattørerne ikke er klar over, at sandheden ikke influerer på domme iflg. Strl. § 266 b.

    Hvis jeg f.eks. udtaler offentligt og til udbredelse i en videre kreds, at samtlige Simbalusere over 15 år er kannibaler, kan jeg straffes for at have forhånet og/eller nedværdiget Simbaluserne.

    Dette uanset om jeg førte alle nulevende Simbalusere som vidne (noget som iøvrigt vil blive nægtet, da det ville afsløre straffesagen som en politisk skueproces) og at de uden undtagelse under ed erklærede, at de har været med til at spise et eller flere mennesker.

    Til trods for, at mit udsagn dermed vil være bevist ubetinget sandt, vil jeg blive straffet.

    Sandheden influerer ikke på domme iflg. Strl. § 266 b., der er alene tale om en moralsk vurdering – som dommere ikke er mere kvalificerede til at foretage end Maren i Kæret – ikke en juridisk vurdering.

    Jacob Mchangama har ret: de færreste danskere har viden om Strl. § 266 b.

  19. Af Yassin C

    -

    @ John Ulrich Poulsen: der var jo lige det med, at tomme tønder buldrer mest. Det tog ikke 90 år, før nogen fandt på en bestemmelse, der skulle straffe bestemte ytringer. Blasfemibestemmelsen kom således til længe, længe før. Jo, jo, slå det op! En lille ledetråd herfra: det var samme år, som man vedtog den første grundlovsændring…

  20. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Yassin C., 19. oktober 2010 kl. 11:24)

    Hvor kan man dog tage fejl. Tænk, her gik jeg og troede, at blasfemi-reglen fra Danske Lov 1683 *) stadig var gældende, da 1849-grundloven blev vedtaget, og at den først blev moderniseret lidt ved 1866-straffeloven.

    *) DL 6-1-7: “Hvem som overbeviises at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendes af hans Mund udskæres, dernæst hans Hoved afslaaes, og tilligemed Tungen sættes paa en Stage”.

    Det var vel en regel, der kunne tilfredsstille selv den mest kræsne nutidige muslim?

  21. Af Foobalfag Foobalfag

    -

    Parcel delivery is in the core of our business and we were looking for a reliable company to handle this for us. One that was reliable, professional and at the same time, affordable. Swift-post.com fits all three categories for us and we’re extremely satisfied with them. – Arietta

Kommentarer er lukket.