Om Wikileaks

I april 2010 mødte jeg Wikileaks’ stifter Julian Assange til en konference i Oslo. På konferencens holdt Assange et indlæg, hvor han bl.a. udtalte, at inskriptionen over Guantanamo Bay “Honorbound to Defend Freedom” var langt værre end det berygtede skilt med ordene “Arbeit Machte Frei” fra den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz. Assanges indlæg var generelt fyldt med kritik af Vesten, USA og kapitalisme, ligesom Assange er svært begejstret for at tale om sig selv og sine handlinger.  Ordet “I” går igen som en rød tråd i indlægget. Men det forhold, at Julian Assange virker både selvretfærdig, selviscenesættende og har en anti-amerikansk agenda, bør ikke være afgørende for vurderingen af spørgsmålet om, man støtter internet- og informationsfrihed eller ej.

Det er klart, at offentligheden ikke har en egentlig ret til at blive gjort bekendt med ethvert fortroligt dokument og at der er relevante hensyn at tage til national sikkerhed og diplomatiets rolle. Man kan også udmærket indvende, at en lang række af de dokumenter, som Wikileaks har offentliggjort, ikke synes at have offentlig interesse og mere har karakter af sladder end afsløring.

Men det helt centrale forhold, der ofte bliver glemt, er, at det ikke er Wikileaks, der på ulovlig vis har downloadet oplysningerne. Havde Wikileaks været en hackerorganisation, som brød ind i regeringers og virksomheders databaser og stjal fortrolige oplysninger for derefter at offentliggøre dem, ville situationen være en helt anden. Skurken i denne sammenhæng er først og fremmest den person (tilsyneladende Bradley Manning), der har svigtet sit land ved retsstridigt at lække dybt fortrolige oplysninger (og som naturligvis bør straffes derfor). Dernæst en nærmest ufattelig skødesløshed hos de amerikanske myndigheder, hvorfra oplysningerne er lækket. Det er grænsende til det ufattelige, at en mening soldat ved hjælp af cd’er kan downloade hundredtusindvis af fortrolige dokumenter, som udstiller USA’s militær og diplomati.

Det kan ikke nægtes, at en lang række af de lækkede oplysninger har klar og åbenlys offentlig interesse og aviser i alle lande – inklusiv Danmark – flyder da også over med historier fra de oplysninger, Wikileaks har lækket. Set i det perspektiv er det svært at tage en række danske avisers kritik af Wikileaks seriøst. Man bryder sig på den ene side ikke om Wikileaks og deres metode, men rapporterer samtidigt lystent fra de oplysninger, man tilsyneladende mener aldrig burde være offentliggjort. Det er svært at tro på, at én eneste dansk chefredaktør ville have takket nej til de lækkede oplysninger, hvis Politiken, Berlingske, JP, Information, BT eller Ekstra Bladet havde fået dem tilbudt. Og hvis der ikke var en organisation, der hed Wikileaks, kunne de fortrolige oplysninger i stedet have været lækket på en anden hjemmeside eller via en avis. Havde alle kritikerne virkelig haft en bedre smag i munden, hvis oplysningerne var blevet offentliggjort direkte af New York Times eller the Guardian, hvis motiver muligvis er mere ædle end Wikileaks’?

Kan vi være sikre på, at en redaktør fra New York Times eller the Guardian kun ville have offentliggjort lige præcis de oplysninger, som har klar ”offentlig interesse” og er ”ansvarlige” ikke er ”ligegyldige” eller ”skadelige”? Selvfølgelig ikke. For der er ikke nogen facitliste og vurderingen er i høj grad afhængig af kontekst. Det er muligt, at det ikke har stor interesse i Danmark at vide, at Saudi-arabiske prinser tilsyneladende fester løs med alkohol, stoffer og prostituerede. Men for den del af Saudi-Arabien og andre muslimske lande, hvor de herskende klasser holder befolkningen nede med religion, er det en yderst relevant information, at deres ikke folkevalgte magthavere ikke selv overholder de leveregler ,som de uden tøven sætter andre i fængsel for at bryde. Desuden vil den amerikanske regering, som alle andre regeringer, have en langt bredere definition af national sikkerhed og en langt snævrere definition af offentlig relevans end både redaktøren af New York Times og Julian Assange.

Ligeledes er det interessant at Lisbeth Knudsen fra denne avis er kritisk overfor Wikileaks og trækker ansvarslighedskortet. Det er ikke mere end 4 år siden, at Berlingske Tidende blev frifundet efter at have videreformidlet fortrolige oplysninger fra Frank Grevil, som anklagemyndigheden mente var skadelige for den nationale sikkerhed og dermed “uansvarligt” at viderebringe.

Det er fuldt forståeligt, at den amerikanske regering er dybt bekymret og ærgerlig over lækkene, ligesom det er fuldt forståeligt, at regeringer ikke offentliggør diplomatiske indberetninger og at man retsforfølger de(n) person(er) der er direkte ansvarlig.

Men i sidste ende må amerikanerne selv tage ansvar for, at deres sikkerhed bristede på så eklatant vis. Hvis der bliver gjort alvor af visse Wikileaks kritikeres opfordringer til at forbyde organisationen og/eller straffe medarbejdere, som eksempelvis den amerikanske senator Diane Feinstein har gjort det, bliver det svært at adskille demokratier fra diktaturer. De informationer, som Kina og andre diktaturstater søger at undertrykke, vil i nogle tilfælde også være statshemmeligheder, som det er strafbart at afsløre. Men hvis en modig kinesisk funktionær skulle have held til at afsløre 200.000 dokumenter med afslørende indberetninger fra kinesiske ambassader verden over, og dokumenter der viser, hvordan den kinesiske hær fører sig frem i Tibet, skulle det undre mig meget, om kritikerne af Wikileaks ville forsvare Kinas nationale sikkerhed. Det ubestridelige faktum, at USA er en liberal retsstat og Kina et autoritært diktatur, er i lige præcis den forbindelse ikke afgørende. Hvis ikke verdens demokratiske superstat skal kunne tåle at blive kigget efter i kortene uden at ty til censur, kan det naturligvis heller ikke forventes, at diktaturstater skal acceptere det. Det vil blot legitimere den allerede omfattende kinesiske, iranske og arabiske censur.

At de stigende trusler mod Wikileaks også afslører en grad af dobbeltmoral, viser en nylig tale om Internetfrihed holdt af Hilary Clinton den 21. januar 2010. Her udtaler Clinton bl.a.:

Now, in many respects, information has never been so free. There are more ways to spread more ideas to more people than at any moment in history. And even in authoritarian countries, information networks are helping people discover new facts and making governments more accountable.

During his visit to China in November, for example, President Obama ….defended the right of people to freely access information, and said that the more freely information flows, the stronger societies become. He spoke about how access to information helps citizens hold their own governments accountable, generates new ideas, encourages creativity and entrepreneurship. The United States belief in that ground truth is what brings me here today.

Clinton talte også om mådehold i forhold til at imødegå trusler fra cyberaktivister:

…Those who use the internet to recruit terrorists or distribute stolen intellectual property cannot divorce their online actions from their real world identities. But these challenges must not become an excuse for governments to systematically violate the rights and privacy of those who use the internet for peaceful political purposes

Det er umuligt at fastholde den prisværdige vision om et frit og åbent tilgængeligt Internet, som Clinton hylder, samtidig med at indføre sanktioner mod Wikileaks. Uden Wikileaks ville morgendagens læk blot foregå via en anden hjemmeside og organisation. Og logikken ville så være at indføre et generelt forbud mod at offentliggøre fortrolige oplysninger. Det ville indføre omfattende censur på Internettet og ville ikke blot ramme selvretfærdige missionerede anti-amerikanere med storhedsvanvid men også “ansvarlige” medier som de aviser, hvis ledere kritiserer Julian Assange.