Hizb-ut-Tahrir skal ikke gøres til martyrer

I november 1939 anmodede den konservative politiker Carsten Raft daværende statsminister Thorvald Stauning om at forbyde Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Et ønske som Raft langt fra stod alene med. Baggrunden var Sovjetunionens nært forestående invasion af Finland. På trods af, at DKP solidariserede sig med Sovjetunionen – der kort forinden havde indgået en ikke-angrebspagt med Nazi-Tyskland – og var tilhængere af at omstyrte demokratiet og indføre proletariatets diktatur, afviste Stauning Rafts ønske. Ikke af sympati for DKP for Stauning var ”enig med det ærede medlem Hr. Carsten Raft i hans stilling til det kommunistiske parti”. Men fordi et forbud ifølge Stauning ville ”give kommunisterne det martyrium, som de var ude efter, og som var deres eneste ønske“.

Staunings ord er værd at komme i hu i disse dage, hvor politikere ønsker at forbyde den fundamentalistiske organisation Hizb-ut-Tahrir (HuT), samt at forhindre samme i at holde et møde på det Kongelige Bibliotek. Det er ikke første gang, at politikere søger HuT forbudt. Men ved to lejligheder har Rigsadvokaten afvist, at der var fornødent grundlag for et sådant forbud. Det seneste krav om forbud skyldes HuTs invitation til et debatmøde om Afghanistan. På forsiden af invitationen er et billede af Afghanistan med kister med svenske, norske og danske soldater. Af teksten fremgår det bl.a., at HuT vil

“sætte fokus på pligten til væbnet modstand for muslimerne i Afghanistan og omegn. Vi anser denne modstand som fuldt ud legitim. I den sammenhæng vil myndighedernes forsøg på at kriminalisere eller intimidere enhver krigsmodstander også blive belyst…Vi har alle sammen et ansvar! Det er islamisk set uacceptabelt at være passiv og det er ikke tilstrækkeligt bare at være imod krigen på det moralske plan”.

HuT’s udtalelse kan læses som en opfordring til at bekæmpe danske soldater i Afghanistan. Men spørgsmålet er, om udtalelserne er og bør være ulovlige?

Der er en række bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, der muligvis er anvendelige, men spørgsmålet kompliceres af, at HuTs opfordring til væbnet modstand så vidt ses er stilet til muslimer i Afghanistan og omegn og opfordringen til modstand rettet mod danske soldater i Afghanistan ikke mod den danske stat som sådan. En nærmere vurdering af lovligheden kræver grundigere overvejelser og research, end hvad en blog tillader, så lad mig i stedet komme med en retspolitisk vurdering.

Efter min opfattelse bør en abstrakt og generel opfordring til vold ikke være tilstrækkeligt til at medføre straf. For at idømme straf for en sådan ytring bør der være tale om en opfordring til (i) umiddelbar voldsanvendelse (eller anden kvalificeret ulovlighed) der (ii) skaber øjensynlig fare for at volden realiseres. Det er en test, der er kraftigt inspireret af den amerikanske højesterets vigtige afgørelse i Brandenburg v. Ohio, hvor et medlem af Ku Klux Klan ikke kunne dømmes for udtalelser, der indeholdt generelle trusler mod sorte og jøder. På tidspunktet for afsigelsen af denne dom var racistiske terrorangreb dagligdag i syden. I dag er de så godt som fortid, bl.a. fordi en robust ytringsfrihed gav borgerrettighedsforkæmpere mulighed for at operere i syden.

HuT’s invitation er efter min opfattelse ikke en opfordring til umiddelbar voldsanvendelse, ligesom den ikke giver anledning til konkret fare for vold mod danske soldater. Det er en abstrakt opfordring til at yde modstand mod danske tropper, der ifølge HuT udgør en ulovlig besættelsesmagt.

Hvis HuT derimod aktivt stod for rekrutteringen af frivillige fundamentalister, der rejste til Afghanistan med henblik på at kæmpe mod danske soldater, eller HuT aktivt støttede Taliban, ville sagen stille sig anderledes og HuT ville selvklart skulle dømmes derfor (man må formode, at PET holder øje med om det er tilfældet). Man ville også kunne skride ind, hvis det viser sig, at mødet på det Kongelige Bibliotek rent faktisk har karakter af et hvervemøde (eller resulterer i mere klare og direkte opfordringer til eller trusler om vold), snarere end et debatmøde med udveksling af forskellige synspunkter.

Det opleves af langt de fleste danskere – mig selv inkluderet – som dybt krænkende, at HuT mener, at muslimer skal gribe til våben mod danske soldater, der ofrer deres liv for at skabe et bedre Afghanistan i kamp mod en totalitær bevægelse, der på sekundet ville afskaffe de frihedsrettigheder, som HuT nyder godt af i Danmark (i modsætning til mange muslimsk dominerede lande, hvor HuT er forbudt). Men det er et demokratisk grundvilkår, at man som borger skal have ret til at være modstander af demokratiet og de beslutninger som flertallet vedtager. Det gælder også, når demokratier vælger at gå i krig.

Det er ikke udtryk for svaghed eller vestlig naivitet at lade HuT fremføre deres ekstreme og frihedsfornægtende budskaber. Det ville derimod være et tegn på svaghed hvis man opfatter HuT som så farlige og betydningsfulde, at man forbyder organisationen og deres møder.

Er der en lektie, der går igennem ytringsfrihedens historie fra blasfemisager mod treenighedsfornægtere, deister og ateister i 1800-tallets Storbritannien, over Weimarrepublikkens blasfemisager mod nazister til moderne hate-speech sager, er det, at de(n), der straffes for sine holdninger nærmest altid går sejrrigt ud af konfrontationen med staten, uanset om man dømmes eller ej. Retssagen kan nemlig bruges som et martyrium og som en anledning til at få langt større offentlig opmærksomhed, end hvad ens holdninger ellers ville kunne berettige til. Forbydes HuT og deres møde vil foreningen – med en vis ret – kunne anklage Danmark for dobbeltmoral og hykleri i forhold til det liberale demokratis idealer om ytrings- og forsamlingsfrihed, som danske soldater – også – kæmper for i Afghanistan.

Staunings kurs var både modig og rigtig i det særdeles kritiske år 1939. Efter Sovjetunionens invasion af Finland og DKP’s støtte dertil blev DKP mødt med afsky, medlemstallet faldt, Arbejderbladet kunne ikke finde annoncører eller forhandlere og DKP’s indflydelse i fagbevægelsen blev undermineret. Det danske demokrati og civilsamfund – fra venstre til højre – var således stærkt nok rustet til at håndtere et parti, der åbent sympatiserede med en totalitær supermagt, der gerne så Danmark som en satellitstat. Det er i den forbindelse værd at minde om, at DKP først blev forbudt i 1941, da Danmark var besat af et andet totalitært regime.