Regeringen udhuler ytringsfriheden i FN

Som jeg har tidligere har skrevet om, var Danmark i maj til menneskerettighedseksamen i FN. Ved Danmarks eksamination fremkom en række lande med anbefalinger – 133 i alt – til Danmark. Danmark har nu svaret på disse og har valgt at acceptere 84 anbefalinger og afvise 49. En række menneskerettighedsorganisationer har udtrykt stor skuffelse over Danmarks afvisning af en række af anbefalingerne. I min optik er det dog ikke afvisningen men derimod Danmarks accept af visse anbefalinger, , der er det største problem. En stor del af Danmarks eksamination omhandlede hate-speech og ytringsfrihed. En række lande – herunder Egypten, Pakistan, Indonesien og Iran men også ikke islamiske lande – fremstillede Danmark som et racistisk land med dybe problemer med fremmedhad og diskrimination. Det afspejlede sig også i anbefalingerne, hvoraf mange opfordrede Danmark til at gøre mere for at bekæmpe racisme og fremmedhad, herunder ved hjælpe af straffeloven.

I sig selv kan anbefalingerne måske se relativt harmløse ud. Men de er taget ud af kontekst. For at få den fulde forståelse af hvad anbefalingen indebærer og relaterer sig til, bliver man nødt til at se og høre hele det enkelte lands indlæg, hvilket kan opleves her. Ser og lytter man til de enkelte indlæg, vil Danmarks accept af en række anbefalinger ikke længere fremstå nær så uskyldigt. Tværtimod  rystes man over, hvordan regeringen taler med en tunge i FN og en anden på den hjemlige scene. Lad os tage det meste grelle eksempel først. Indonesiens anbefaling (107) lyder således:

[Continue to take serious measures to promote inter-religious and intercultural dialogues in the country and to prevent the reoccurrence of such irresponsible acts which merely perpetuate religious hatred and intolerance

Ser og lytter man til hele det indonesiske indlæg, er det klart, at det er Muhammedtegningerne, der henvises til. Det fremgår eksplicit, da de omtales som “forfærdelige” og som et klart udtryk for ”krænkelse af islam”. Det er altså tilsyneladende denne slags tegninger og religionskrænkelser, Danmark nu accepterer at forhindre gentagelsen af. Et synspunkt der er meget svært at forene med regeringens retorik på den hjemlige bane og i særdeleshed under Muhammedkrisen, hvor ytringsfrihedens fane blev svunget dagligt, og hvor Anders Fogh Rasmussen gjorde det klart, at en dansk regering naturligvis ikke kan bestemme, hvad en privatejet avis bringer af indhold. Udenrigsministeriet vil givetvis forsvare sig med, at accepten også henviser til en forklaring om, at racismeparagraffen skal balanceres mod hensynet til ytringsfriheden, og at man derfor ikke går videre, end hvad der følger af dansk ret. Men det er svært at se, hvordan Danmark kan forhindre gentagelser af Muhammedkrisen uden at ty til censur, hvilket som bekendt er grundlovsstridigt.

Endvidere indebærer accepten af ordlyden om at ”forhindre gentagelsen af uansvarlige handlinger”, der styrker ”religiøst had og intolerance”, en blåstempling af præmissen om, at Muhammedtegningerne var en form for hate speech, hvilket den danske regering ikke bør medvirke til. Det er en moralsk dom vi hver især må fælde.

Danmarks accept af anbefaling 62 fra Egypten er også udtryk for en bekymrende vægtning af ytringsfriheden. I Egyptens anbefaling hedder det, at Danmark skal

“Strengthen and effectively implement its legislation to prohibit, prosecute and punish hate speech, incitement to hatred, and acts of religious profiling”

Danmark accepterer altså tilsyneladende, at vi skal styrke vores lovgivning imod hate-speech. Lytter man til hele Egyptens indlæg, står det klart, at anbefalingen kræver meget vidtgående indgreb i ytringsfriheden, som Danmark normalt ville afvise. Egypten nævner eksempelvis, at der er gentagne sager, der viser manifestationer af krænkelse af islamiske religiøse symboler og personligheder (en henvisning til Muhammedtegningerne igen), hvilket Egypten kæder sammen med forbuddet mod tilskyndelse til religiøst had i den internationale menneskeret. På den baggrund påpeger Egypten, at den danske implementering af racismeparagraffen ikke er i overensstemmelse med internationale menneskerettighedskonventioner, selvom det reelt er Egyptens fortolkning, der er mere vidtgående, end hvad der er holdepunkter for i menneskeretten. Egyptens fortolkning er i tråd med landene i den Islamiske Konference Organisations (OIC) mangeårige kampagne i FN for at udvide forbuddet mod hate speech til også at omfatte blasfemi.  

I Pakistans anbefalinger 37 og 109 hedder det, at Danmark anbefales “Not to repeal section 266B of the criminal code og Take concrete legal and practical measures to combat incitement to religious hatred and intolerance

 Men lytter man til indlægget, er det igen klart, at det er Muhammedtegningerne, der er tale om. Offentliggørelsen var ifølge Pakistan “nedværdigende og chokerede muslimer over hele verden, medførte meningsløs debat og tilskyndede til religiøst had”. Tegningerne kædes således sammen med racismeparagraffen, og Pakistan mener, at tegningerne tilskyndede til religiøst had mod muslimer, hvilket skal kriminaliseres. Udenrigsministeriet vil givetvis påpege, at man blot henviser til regeringens (skuffende) politik om ikke at ændre eller ophæve §266b (Racismeparagraffen). Men det er alt for defensivt et svar.  Pakistans sammenkædning af Muhammedtegninger og tilskyndelse til religiøst had samt racismeparagraffen bør ikke stå uimodsagt. Danmark burde klart have tilkendegivet, at ytringsfriheden i Danmark beskytter karikaturer og ytringer, der kritiserer og gør grin med religion, og at der efter Danmarks opfattelse ikke er tale strafbare handlinger – hverken efter dansk ret eller den internationale menneskeret.

Jo flere gange lande som Pakistan og Egypten kan få vestlige lande som Danmark til direkte eller indirekte at støtte vidtgående fortolkninger af forbuddet mod hate-speech i den internationale menneskeret, desto stærkere står disse lande i forhold til at influere autoritative fortolkninger fra domstole og menneskerettighedsorganer. Og der er desværre flere tilfælde, hvor Danmark accepterer lignende anbefalinger i UPR processen.

Ifølge mine velinformerede kilder har Udenrigsministeriet strategi været at fortolke uklare anbefalinger på en sådan vis at de lettest muligt kan accepteres, ligesom at det har været målsætningen at acceptere flest mulige anbefalinger. Danmarks strategi og accept af en række af anbefalingerne bærer i høj grad præg af, at regeringen gerne har villet holde sig på god fod med alle lande – også de ufrie af slagsen – for at undgå for meget kritik og negativ opmærksomhed, der kunne blive resultatet af en stærkere insisteren og stålfasthed omkring ytringsfrihedens centrale værdi. Men det er præcis denne form for logik, der medfører, at FN’s Menneskerettighedsråd er et dysfunktionelt organ domineret af Kina, Rusland og OIC stater, og at Nordkorea netop har overtaget ledelsen af en FN konference om nedrustning- og våbenkontrol. år det handler om ens centrale værdier, er det nødvendigt at trække en streg i sandet og sige klart fra overfor de lande, der uden blusel søger at udvande disse værdier. Også selvom man er et lille land med færre venner end førhen.