Kinesiske tilstande i Storbritannien?

Som følge af optøjerne i London har David Cameron og andre britiske politikere luftet mulighederne for at blokere for sociale medier som Twitter samt Blackberry Messenger (BBM) under uroligheder, da sociale medier og BBM har været brugt til at organisere optøjer. Uroligheder skyldes naturligvis ikke sociale medier, men  en del tyder alligevel på, at brugen af sociale medier som Twitter samt instant messaging via BBM har spillet en rolle i at organisere urolighederne. Burde man i så fald ikke acceptere, at myndighederne lukker ned for eksempelvis Twitter og BBM i afgrænsede områder under ekstraordinære omstændigheder? Efter min opfattelse bør svaret være nej, selvom man naturligvis bør og kan straffes efterfølgende for at sende beskeder, der klart opfordrer til vold og ulovligheder.

Der er både principielle og praktiske grunde til at sige fra overfor blokering af sociale medier. Først og fremmest er ytrings- og informationsfrihed en helt grundlæggende rettighed, og at afskære adgang til sociale medier for alle – ikke kun en mistænkt – er derfor et meget vidtgående indgreb. Ytringsfriheden er ikke absolut, og indgreb kan således retfærdiggøres bl.a. for at sikre den offentlige orden mod uroligheder. Men sådanne indgreb bør være egnede til formålet og stå i et rimeligt forhold til det formål man forfølger.  Og det er i særdeleshed på dette punkt, forslaget halter.For det første er optøjer og uroligheder ikke et nyt fænomen, der er opstået som følge af sociale medier. London og Storbritannien har en lang historie med optøjer.

 De værste muligvis ”the Gordon Riots”, hvor ophidsede engelske protestanter gik til angreb på katolikker og katolske på grund af en lovændring, der gav det katolske mindretal flere rettigheder. Flere hundreder mennesker blev dræbt. Men også i forrige århundrede fra 1950’erne og dermed lang tid forinden, nogen havde hørt om mobiltelefon og internet, har der været adskillige omfattende uroligheder i engelske byer. Det er muligt, at fremvæksten af sociale medier har gjort kommunikationen mellem ligesindede nemmere, og at Twitter og BBM har været de mest udbredte måder at organisere optøjer på under de uroligheder, vi netop har overværet. Men der findes adskillige alternativer til disse. Lukker man ned for Twitter, vil man stadig kunne bruge Facebook grupper eller Facebooks instant messanger service, der også fås som mobil app.

Og Nye tjenester og sociale medier opstår med en sådan hast, at det vil være vanskeligt lovgivningsmæssigt at dæmme op for denne udvikling og dermed effektivt eliminere uromageres muligheder for at bruge sociale medier til at organisere optøjer. Reelt ville det kræve, at man skulle lukke ned for Internettet som sådan. Det vil – ligesom hvis man bare holdt sig til Twitter – gå udover det store flertal af lovlydige borgere, som bruger Internettet til at indhente informationer, arbejde, kommunikere m.v. Men selv hvis Internettet blev lukket ned, kunne man bruge mobiltelefoner til at organisere optøjer. Der er ikke den store forskel på at sende kæde sms’er og så bruge BBM.

Der er da også adskillige eksempler på at kæde sms’er har været anvendt til lignende formål. Eksempelvis ved raceuroligheder i Sydney i 2005, i 2010 i Nigeria hvor 326 døde i religiøse uroligheder og i Mozambique. Hvis man derfor vil sikre sig mod, at organisering af uroligheder sker via elektroniske medier, må man lukke for både internet og mobiltelefoner. Det var præcis denne metode, det kinesiske regime anvendte, da uroligheder i Xinhuan provinsen opstod sidste år.   Hvis man er villig til at tage så drastisk et skridt, melder der sig flere vigtige spørgsmål. Skal politiet administrativt kunne beslutte at blokere for internet og mobiltelefoner? Og i givet fald på hvilket grundlag? Skal man vente på, at der opstår uroligheder, eller skal man kunne gøre det præventivt, hvis man får nys om, at nogle søger at organisere uroligheder via sociale medier? Hvis man venter, risikerer man at forspilde formålet, mens man i det andet tilfælde risikerer at lamme internet- og mobiltrafikken på løst grundlag.

Man må stille sig selv spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at blokere for BBM. En gruppebesked vil kunne spredes til titusinder af modtagere på ganske kort tid, og politiet vil derfor først finde ud af det, når potentielle ballademagere allerede har modtaget beskeden. At afgrænse blokeringen geografisk er næppe heller en løsning. Daily Mail refererer eksempelvis en besked, der opfordrer folk fra hele London til at tage til Oxford Circus og begå hærværk. Hvis politiet skulle stoppe en sådan besked fra at sprede sig, skulle de således blokere for hele London.  Endelig er det værd at huske på, at selvom en minoritet bruger sociale medier til at begå kriminalitet og hærværk, bruger de fleste mennesker dem ansvarligt. Som man kan læse i the Telegraph har mange mennesker brugt Twitter til at få ”up to date” informationer om, hvor der var optøjer, ligesom mange  har brugt BBM til at advare hinanden om, hvilke områder de skulle undgå på vej hjem fra arbejde. Endelig har sociale medier været brugt til at organisere oprydningskampagner af almindelige borgere.  

Der er derfor meget gode grunde til ikke at tillade politiet at blokere internet- og mobiltelefoner, selv når der foregår uroligheder. Skulle man tvivle på, hvorvidt blokering er en god ide, kan man passende læse følgende kommentar fra den fremragende egyptiske blogger Mona Eltahawy, der er rystet over, at en demokratisk britisk regering nu overvejer de samme tiltag, som Mubarak brugte i Egypten (uden held). Og hvis heller ikke det overbeviser, så kan man supplere med citaterne fra en leder i Kinas kommunistiske parti avis Chinese Peoples’ Daily om brug af sociale medier i Londons optøjer:  ”The West have been talking about supporting internet freedom, and oppose other countries’ government to control this kind of websites, now we can say they are tasting the bitter fruit [of their complacency] and they can’t complain about it.” Velbekomme.