Skal Danmarks udviklingspolitik styres af gode intentioner eller empirisk data?
31 kommentarerI Politiken har udviklingsminister Christian Friis Bach søsat en debat om Danmarks udviklingspolitik, som jeg også har deltaget i. Et af emnerne for debatten er udviklingsministerens vision om en ”rettighedsbaseret” udviklingspolitik. Læsere af denne blog vil næppe være overraskede over indholdet af mit indlæg som i særdeleshed kritiserer ministeren for at lægge vægt på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i stedet for at værne om de grundlæggende frihedsrettigheder. Denne kritik har både udviklingsministeren og Hans Otto Sano fra Verdensbanken svaret på i nylige indlæg. Udviklingsministeren skriver bl.a.
Det er klart, at der skal være noget at omfordele. Men vækst alene gør det ikke….Mange steder kommer den slet ikke de fattige til gode, men ender i lommerne på en korrumperet magtfuld elite. Når vi bruger rettigheder – også de økonomiske og sociale rettigheder – som afsæt for udviklingssamarbejdet, betyder det, at vi også vil arbejde for, at væksten skaber arbejdspladser og bliver brugt til skoler, sygehuse og veje. I Ghana har Danmark været med til at sikre, at indtil videre halvdelen af befolkningen har et sygesikringskort, som giver dem adgang til sundhedsvæsenet.
Wien-konferencen i 1993 slog netop fast, at rettighederne er individuelle, udelelige og indbyrdes afhængige. Det er de også i praksis.
Det opmuntrende er, at se, hvordan fattige mennesker i utallige lande nu kæmper for retten til mad, uddannelse og basale sundhedsydelser ved at bruge deres ytringsfrihed, organisationsret, retten til information eller endda gør det gennem formelle retssager. Det betyder mindre fattigdom og bedre fordeling. Derfor er en rettighedsbaseret tilgang afgørende.
Hans Otto Sano fra Verdensbanken, tidligere Institut for Menneskerettigheder, skriver:
Men hvad er det, vi har lært om sociale og politiske rettigheder og deres indbyrdes forhold? Vi har lært, at de understøtter hinanden. Flere donorer – inklusive Verdensbanken – arbejder med informationsfrihed, der er en borgerlig-politisk rettighed. Læren er, at adgang til information medvirker til at bekæmpe korruption, men den medvirker også til at fremme adgang og rettigheder til sundhed, uddannelse og boliger. Når borgere har adgang til information og til at monitorere sociale ydelser som f.eks. klinikker eller uddannelsesinstitutioner, medvirker det til at effektivisere leveringen af ydelserne.
Hans Otto Sanos og udviklingsministerens argumenter er dog på ingen måde et forsvar for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De viser blot, at ytrings- og informationsfrihed, som jeg varmt støtter, kan understøtte indsatsen for et mere effektivt sygehus- og skolevæsen. Men det siger intet om de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheders påståede gavnlige effekter. Sano skriver så efterfølgende: ”Men omvendt har fattige mennesker også et behov for at kunne læse og have adgang til en sundhedsklinik.”
Det er vi helt enige om, men hvad har det at gøre med økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder? Er menneskerettighedsbevægelsen virkelig nået til det punkt, hvor man ikke kan forestille sig, at der kan skabes hospitaler, skoler, fødevarer og boliger eller, at man kan omfordele, uden at disse goder gøres til rettigheder? Det virker ofte sådan, når man lytter til udtalelserne fra politikere og de mange aktører på menneskerettighedsområdet.
Men de vægtigste argumenter mod udviklingsministeren og Sanos forsvar for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder kommer ikke fra mig. De kommer fra Sanos egen arbejdsgiver Verdensbanken. I 2011 udsendte banken et research paper, der gennemgår 100 landes økonomiske udvikling i perioden 1975-2007 med henblik på at bedømme konsekvenserne af hhv. frihed og offentlige ydelser. Konklusionen er rent faktisk så markant, at den fortjener at blive citeret in extenso:
“this paper finds new empirical evidence supporting the idea that economic freedom and civil and political liberties are the root causes of why some countries achieve and sustain better economic outcomes. For instance, a one unit change in the initial level of economic freedom between two countries (on a scale of 1 to 10) is associated with an almost 1 percentage point differential in their average long-run economic growth rates. In the case of civil and political liberties, the long-term effect is also positive and significant with a differential of 0.3 percentage point. In addition to the initial conditions, the expansion of freedom conditions over time (economic, civil, and political) also positively influences long-run economic growth. In contrast, no evidence was found that the initial level of entitlement rights or their change over time had any significant effects on long-term per capita income, except for a negative effect in some specifications of the model. These results tend to support earlier findings that beyond core functions of government responsibility—including the protection of liberty itself—the expansion of the state to provide for various entitlements, including so-called economic, social, and cultural rights, may not make people richer in the long run and may even make them poorer.”
Med andre ord viser empirisk data fra Hans Otto Sanos egen arbejdsgiver, at frihed, både økonomisk, personlig og politisk, giver vækst og velstand, mens velfærdsydelser i form af rettigheder i bedste fald er ligegyldige og i værste fald forværrer fattigdom. Hvordan kan en Senior Program Officer fra Verdensbanken være uvidende om så markant et forskningsresultat frembragt af hans egen arbejdsgiver? Og burde udviklingsministeren, der har beskæftiget sig professionelt med sit fagområde i årevis ikke også tage udgangspunkt i samfundsvidenskaben, frem for at fremhæve en ikke-bindende resolution vedtaget af FNs lande i 1993? Som om et flertal af FNs lande kan ændre på økonomiske og objektivt verificerbare realiteter ved blot at beslutte, at verden ser anderledes ud, end den virkelig gør. I det mindste burde Sano og udviklingsministeren forholde sig til indholdet af rapporten fra Verdensbanken. I modsat fald vil Danmarks udviklingspolitik blive bygget på gode intentioner. Og gode intentioner fører oftere til helvede end paradis.
31 kommentarer RSS feed
Pointen er maaske at uregulerede oekonomier med stor politisk og okoenomisk frihed (USA for eksempel) kan give hoej oekonomisk vaekst men ikke noedvendigvis velstand for de mange. Nogle faa bliver rigere men de fleste bliver enten fattigere eller forbliver paa samme niveau. Jeg bor selv i Mozambique der ligesom mange andre lande i det sydlige afrika har flot vaekst. Det syder af energi, virkelyst og oeget rigdom men mest i en meget lille over og middelklasse. Det er svaert at paavise at de fattige, som udgoer den stoerste del af landets befolkning, faar noget som helst ud af det. Frihed giver i Mozambique penge til de faa men for at de mange skal faa noget ud af det kraeves omfordeling, regulering, en speciel indsats for at sikre retfaerdighed, osv. Nogle kalder det “inclusive growth” og hertil kan en rettighedsbaseret tilgang vel vaere OK. Bedoemt udfra citatet siger Verdensbank rapporten at frihed kan give vaekst, enig, men den siger vel ikke noget om hvorvidt denne vaekst giver nogen form for velstand til den brede del af landets befolkning?
Jeg syntes helt ærligt at skatteyderne i danmark bliver snydt og udnyttet så vandet driver af dem, med hensyn til at hjælpe andres landes borgere frem for sine egne.
Det sidste nye er man vil betale bøder til en kasse ,som kun de lande der har euro kan bruge. !
Danmark vover sig ud på gyngende grund ustandselig med sin lallende ugennemtænkte EU politik ,udenrigspolitik samt U-landshjælp.
Indsatsen i Afghanistan er en fejltagelse, inden længe har taliban erobret sin tilstedeværelse tilbage over hele landet . Det store Rusland har måttet trække sig tilbage fra Afhanistan også USA har mistet troen på ,at landet lader “demokratisere” ( civiliseres ), men lille danmark har stadig troen på ,at det hele nok skal ende godt.
Indsatsen i de nordafrikanske lande var også en fejltagelse, hvor det hele ender i en endnu større islamisering og ragnarok.
Lad dog de islamiske lande være i fred, de har igennem historien altid vist fjendskab over for anderledes troende, de kan ikke hjælpes ,men må hjælpe sig selv,indbyrdes har de også altid haft problemer, de tilsandede stenaldermennesker.
Det eneste vi kan gøre ,er at stoppe Iran i at få atomvåben, ved at bombe deres anlæg ,samt stoppe den islamiske velfærdsindvandring til europa, med magt, evt. ved at returnere dem ,så snart de dukker op ved EU`s grænser .
U-landshjælpen er også snart en molbohistorie, vi skal ud for at låne 16 milliarder ,for bagefter at hælde dem ud af vinduet,og smide regningen i børneværelset.
Vi kan intet gøre i den såkaldte tredie verden, da befolknings eksplosionen går så hurtigt nu ,at man intet kan stille op.
Man skal ikke hjælpe et folk eller et land, som ødelægger og driver rovdrift på sit eget habitat, så de end ikke er i stand til at forsørge sig selv, gr. ødelæggelse af natur resourser og overbefolkning.
Der bor allerede to trediedel for mange mennesker i verden, og man skal ikke hjælpe personer til at overleve ,der har planer om at avle 10-15 børn, stop vanviddet !!!!!
Tv viste fornyelig en historie om en mand fra Gaza der havde sat 40 børn til verden,manden var toltalt uforstående og ligeglad med avleriet, verdenssamfundet hjalp jo hans børn til at overleve.
Årsagen til vores dages klimaforandring,og snart udtømte naturresourser, er at der bor for mange mennesker på jorden,
derfor stop al U-landshjælp .!!!!!
Overskriften må være et trick-spørgsmål. Data kan jo ikke “styre” noget. Politisk handling kan kun inititeres og styres af intentioner – og de intentioner skal naturligvis helst være “gode” (duh!).
Intentionerne kan vejledes af empirisk data, men data kan som sagt ikke selv “styre” eller iværksætte noget som helst.
Måske forestiller Mchangama sig at man bør indføre et teknokrati hvor computere styrer politikken og at computere kan træffe beslutninger alene ud fra “emprisk data”? I så tager du fejl. Computere skal jo styres af algoritmer der giver dem “intentioner”, så de ved hvad de skal gøre med data, og disse “intentioner” kommer jo fra de mennesker, der har programmeret computerne. Som sagt: Data alene kan ikke initiere handling og kan ikke “styre” politik.
Politikken skal naturligvis styres af mennesker (og helst af mennesker med gode intentioner) – ikke bare fordi det er det eneste der er i overensstemmelse med “demokrati”, men også fordi det er det eneste der er muligt. Data kan kun vejlede.
Var det et trick-spørgsmål eller mente du det alvorligt?
Når man nu er igang med at citere, var det måske værd at tage noten med fra forfatteren Jean-Pierre Chauffour: “The views expressed in this paper are solely my own and should not be attributed to the World Bank, its Executive Directors or the countries they represent”.
Så det er i høj grad misvisende at tale om hvad ‘arbejdsgiveren’ siger om rettigheder. Det ville være en god idé at sætte sig ind i hvad et Working Paper er før man begynder at citere løs. Som der står på forsiden: The Policy Research Working Paper Series disseminates the findings of work in progress to encourage the exchange of ideas about development issues.
Ikke for at være pedantisk, men nu er bloggen jo skrevet af en jurist…
Et basalt princip i al udviklingsbistand er, at det fra starten ideelt set bør “demand-driven”, d.v.s. at bistanden mål bør være i overensstemmelse med bistandssmodtagernes egen behov. Efter mange år som konsulent i branchen, er jeg overbevist om, at modtagernes behov er langt mere konkrete og håndgribelige end abstrakte frihedsbegreber og menneskerattigheder, ja i det hele taget at uddanelse i sådanne abstrakte begreber på ønskelisten vil stå langt under – om overhovedet medtaget – på listen med ønsker om materialer til eget husbyggeri, etablering af vandforsyning, affaldsordning, bedre bygninger til en skole og sundhedsklinik, muligheder for lån til køb af moderne landbrugsredskaber, asfaltering af omliggende grusveje, genetablering af den bortskyllede bro over floden, og “you name it”.
Man bliver forstemt over at opleve, at den danske udviklingsdebat fortsat efter årtier foregår på et mega abstrakt idepolitisk plan uden nogen som helst forbindelse med græsrodsniveauet derude hos dem vi vil hjælpe. Hvorfor er det ikke baseret på de utroligt omfattende, praktiske bistandsserfaringer gjort igennem nu et halvt århundrede på projektniveau, samt de seneste årtiers forskning om samme? Hvad er der egentlig i vejen med virkeligheden?
Hvis hensigten er at hjælpe, skal den styres af behovene i de pågældende lande.
Det burdet være rimeligt klart, så spørgsmålet bliver; vil vi andet end at hjælpe?
Påvirke til politiske forandringer? hvis svaret er ja, til dette, må man påregne en vis modstand fra regeringer og regeringstropper, som vil se hjælpen, både som en hjælp, men også som en trussel mod deres magt strukturer
Og hvis det drejer som afrika, er ikke alene farligt det er livsfarligt og mange steder i afrika er det eneste man kan købe af konserves, nødrationer fra rødekors og andre, hvorpå der stå må ikke videresælges, kun til brug til nødhjælp(på flere forskellige sprog)
Nødhjælpen bliver slet og ret konfiskeres, fordi samarbejdet på magtplan er ustabilt og vesten operere med et dobbeltægget sværd og nødhjælpen bliver vidersolgt på et serdeles veludviklet sort marked der operer på tværs af grenser.
Samarbejde helt ned på lokalt plan, virker og resten er for en stor parts vedkommende, medvirkende til at holde sortbørs og smugler aktiviteter kørende i højeste gir, pengene vender selvfølgelig tilbage til regeringstropper og til regeringer af lange og snirklede veje.
Så en intellektuel debat om nød og udviklingshjælp i afrika, mener jeg er spild af tid.
Hvis en udviklingsstrategi overhovedet behøver nogen ide-politisk begrebsramme, må det i så fald være en Relativistisk Konservatisme, der netop muliggør en udviklingsbistand i respekt af modtagernes egen kultur. Vi kan f.eks. indenfor en sådan ramme fortsat og med større focus tilgodese de af modtagerne selv efterspurgte services og anlæg, som f.eks. vandforsyningsanlæg, uden samtidige forsøg på demokratisering og feminisk emancipering af det lokale samfunds traditionelle styreform og kønsrollemønstre. Disse vil ændre sig af sig selv på længere sigt i takt med at lokalsamfundets livsbetingelser forbedres, og behøver slet ikke vores missionære overgreb.
Mennesker har jo overalt på jorden behov for samme tryghed og basale fornødenheder for dem selv og deres nærmeste, og de er naturligvis også derfor de nærmeste til at definere deres egne behov. De behøver hverken kendskab til den moderne verdens liberale eller velfærdspolitiske rettigheder for at vide, at rent vand fra en brønd midt i landsbyen er bedre end beskidt vand fra en flod en times gang derfra.
PÅ samme vis behøvede vi danske jo heller ingen ide-politikker som ramme for vores etablering af en Storebæltsbro. OK, der gik politik i finansieringsformen, men at vi havde behov for broen, var vel common sense for os alle.
Og omvendt vil det jo fremover ikke være til nogen gavn for os danske i den skærpede globale konkurrence, at vi kender og udadtil hævder vores liberale friheder og velfærdsrettigheder. Det vil næppe få kinesere og indere til lommerne, og sidste gang Fogh prøvede at hævde frihederne udover all grænser, brændte muslimerne flere af vores ambassader ned til grunden.
Vi må lære igen at omgås andre kulturer relativt og dermed med respekt for deres kultur her og nu, uanset vi ikke ønsker denne kultur for os selv.
Endelig vil jeg angående den verserende ide-politisk baserede strategidebat mellem de blå og røde mænd anføre, at udviklingsbistand erfaringsvis kun har fremdrift på længere sigt. Når f.eks. Danida’s bistandsprogrammer hidtil har været opstartet med et 12 årigt sigte – plus det løse – er det jo da styringsmæssigt lidt paradoksalt at udskifte det strategiske grundlag for disse programmer med på det seneste en 2-årig frekvens.
Et spørgsmål, med “værdiløshed”, som argumenterende argument, er ikke andet end, foragt overfor det danske “system”. CEPOS, bør finde nye måder at udtrykke sig på.
NB: Gode intentioner: Hvad er det?
Imperialistiske data?, ligeså.
CEPOS, trænger til “fornyelse”.
Jacob Mchangama behoever ikke at blive forarget over at jeg ikke henviser til Jean-Pierre Chauffours rapport. Han spoerger, hvordan jeg kan vaere uvidende om en forskningsrapport udgivet af min egen arbejdsgiver. Men jeg kender godt rapporten. Den blev praesenteret paa et moede i Washington, som jeg deltog i forberedelsen af. Og jeg kender Chauffours bog udsendt aaret foer. Jeg forstaar godt, hvorfor JM godt kan lide rapportens konklusion, men har JM egentlig laest selve rapporten? Der er flere grunde til at jeg ikke tillaegger den hoej vaerdi: Chauffour bruger saakaldte “entitlement rights” i stedet for at diskutere oekonomisk sociale menneskerettigheder. Disse “entitlement rights” saettes i Chauffours rapport i sammenhaeng med regeringer, der er tilboejelige til at have hoeje offentlige udgifter, overfoersler og tilskud, utallige regeringsvirksomheder, og hoeje niveauer for skat paa den sidst tjente krone, samt rettigheder til offentligt understoettede boliger”, mv. Enhver der har kendskab til oekonomisk sociale menneskerettigheder kan se, at der er adskillige, upaalidelige, mellemregninger mellem de sociale rettigheder og den konstruktion som Chauffour bruger. Ikke desto mindre bruger han disse data fra denne entitlement konstruktion til at konkludere at sociale rettigheder ikke goer befolkningerne rigere i det lange loeb, men maaske endda fattigere, som det fremgaar af JMs citat. Overskriften i JM’s artikel laegger meget vaegt paa empiriske data. Helt enig, men de data, der bliver brugt i Chauffours rapport som synonyme med oekonomiske og sociale menneskerettigheder er ikke valide og kaster et meget uheldigt lys over rapportens generelle diskussion.
Rapporten er udgivet i Verdensbankens serie af “Policy Research Working Papers”, dvs. det er et dokument, der repraesenterer “Work in Progress”, hvis hensigt er at debattere udviklingsemner. I den aktuelle sammenhaeng kan man se rapporten som et partsindlaeg, der interesserer sig for at anlaegge en bestemt synsvinkel paa statens rolle inklusive paa de paa de borgerlige og politiske rettigheder. Chauffour er i sin gode ret til at goere dette, men rapporten kan ikke, som det siges i kommentaren fra Jakob Hansen, ses som vaerende en konklusion fra min arbejdsgiver, og jeg agter heller ikke fremover at goere rapporten til en vigtig kilde.
Naturligvis skal vores udviklings-politik styres af såkaldte “Gode intentioner” frem for empiri.
Du må jo huske på at vores nuværende minister på dette ressort er medlem af Rad. V. (også kendt som Elfenbenstårn-partiet) og regeringen er rødlig i grundkuløren – så naturligvis er vores ‘feel-good’ fornemmelse vigtigere end om vores indsats faktisk gør en forskel hen i mod et friere, rigere og mere oplyst samfund.
Vi labber en latte mere ned, imens vi handler Max Havelaar og føler at vi gør noget for den der 3. verden.
Det virker relevant at påpege betydningen af at stimulere til politisk og dermed også kulturel udvikling i udviklingslandene. Det virker som regelret risikobetonet at bakke op om kulturelle rettigheder, da det lyder som noget, som kan tages til indtægt for videreførelse af hidtidig kultur, dvs. støtte for konservative kræfter.
Mange ulande har en befolkningskultur, som stammer fra tiden før den moderne lægevidenskab, hvor det gav mening at søge at sætte så mange børn i verden som muligt.
Nu vil det kunne betyde, at tilførsel af fødevarerressourcer betyder begrænsning af fattigdom på kort sigt, men øgning på længere sigt, med mindre kulturen med hensyn til antallet af børnefødsler ændres.
Mennesker i den vestlige verden møder ikke forståelse, hvis vi påberåber os ret til at leve, som vi altid har gjort, f.eks. med hensyn til at køre uhæmmet i benzinslugende biler. De fleste meningsdannere tager for givet, at det er bogstavelig talt nødvendigt for vores overlevelse som menneskehed at ændre kulturen, så hvorfor arbejde for, at man i ulandene har ret til at bevare deres kultur, uanset hvor destruktiv, den har udviklet sig til at være?
Speaking the truth!
Vi bør slet ikke yde nogen hjælp til udlandet så længe der er blot én dansk statsborger, som lider nød.
Slet ikke så længe mange af midlerne forsvinder ned i diktatorers lommer og så længe vi har et dundrende underskud på statens konti.
Ligesom Niels B har jeg svært ved at se pointen i at “hjælpe andre” før os selv.
Mor Danmark har i tusinder af mennesker som har det svært. Enten på grund af fysiske eller psykiske lidelser. Krisen som vi har nu gør det ikke nemmere. Og alligevel giver Mor Danmark penge væk som hun ikke har, og som Hun kunne bruge bedre på sine egne. Det lugter lidt af ravnemor.
Mange vil mene at vi har en (moralsk/etisk/anden) “Pligt” til at hjælpe de svageste i den tredie verden. Men jeg kan ikke se hvorfor. Har vi overskud og styr på vores egne borgere, så jada. Med glæde. Men nu? Og tilsyneladende uden at have nogen empiriske beviser for at vores hjælp rent faktisk hjælper og ikke drukner i administration og korruption?
Rettigheder i den tredie verden er da rare. Men det er ikke vores pligt at indføre dem og garantere dem hos folk der i bund og grund ikke vil have dem, og som støtter op om regimer som ikke ønsker dem.
Et af de mest vellykkede bistandsprojekter i moderne tid var det, som fornuftige danske politikere of centrale embedsmænd med hård på brystet igangsatte på Grønland i starten af 1950′erne, hvorved grønland over et periode på et halvt hundreded år lykkedes at udvikle sig fra spredte eskimosamfund til et samlet, moderen samfund på samme udviklingstrin som Portugal.
Hvis man på den tid havde baseret dette projekt på Pinds liberale friheds- og markedsstrategi, var Grønland helt sikkert også blevet udviklet, men i så fald ganske domineret af driftige danske og canadiske erhvervsvirksomheder med uhindret adgang til Grønland resourser, og grønlænderne selv henvist til en rolle som håndlanger og hushjælp.
Hvis man i stedet havde baseret Grønlands-projektet på den cafe latte’ede menneskerettighedsstrategi, havde man med henvisning til “oprindelige folks” rettigheder bevaret grønland som et lukket reservat for grønlandske eskimoer og etnografiske forskerhold.
I erkendelse af, at grønlænderne selv med fødderne valgte urbaniseringen ved at slå sig ned omkring de daværende KGH-handelsstationer, valgte man også udfra fornuftige økonomiske hensyn, at støtte en sådan urbanisering, men “koncentreret” så man tilbød udstedernes grønlændere en bedre bolig og adgang til basal infrastruktur services (vand- og elforsyning), hvis de ville bosætte i udvalgte, større bysamfund. Nogle bortvalgte urbaniseringen for at forsætte deres traditionelle eskimoliv på fjerne skær, men de fik lov at vælge.
På samme vis skal vi ikke udfra en RV’sk rettighedspolitik sørge for vandforsyning i hver fjerner, udtørret afkrog af Afrika, men i stedet tilbyde befolkningen i disse afkroge en bolig og infrastruktur services i udvalgte, urbaniserede samfund.
Hvad der ofte overses er, at Afrika er et meget tyndt befolket kontinent, samt har et meget begrænset antal mellemstore byer. Da urbanisering forlængst er en erkendt vækstfaktor, er det for mig helt oplagt efter egne studier og konsulenterfaring fra Grønland og Afrika, at den danske udviklingspolitik på Grønland også er den mest effektive for store dele af Afrika. “Koncentrations-politik kan på kort sigt opleves hård og vil møde himmelvendte blikke omkring cafe latte-bordet, men den muliggør jo et valg/bortvalg blandt bistandsmodtagerne og evident udvikling på sigt for de, som vælger at flytte teltpæle.
Dear Mister Mchangama! – Berlingske Tidende is a danish newspaper. Berlingeren er en dansk avis. Hvis avisens interesse er at blive læst af så mange danskere som muligt i en tid hvor ca en million danskere er mere eller mindre blanke i engelsk, vil det være en god idé at citater fra udenlandske kilder oversættes til dansk. Især længere citater som “bærer” indlægget.
Og vedr. sociale rettigheder ctr. frihedsrettigheder: Du kan vist ikke komme uden om, at Cuba oplevede en kraftig stigning i folkesundheden, da Castrostyret efter magtovertagelsen indførte gratis adgang til sundhedsklinikker for alle.
I god overensstemmelse med det (alt for) høje ide-politiske plan, hvorfra de af Berlingske indbudte debattører forholder sig til en strategi for danske udviklingspolitik, er det anlagte kriterie for udvælgelse af debattører. Hr. MChangama er således ansat indenlandsk på CEPOs og var før ansat i et advokatfirma – ligeledes indenlandsk. Manden måske i sin ungdom været backpack’er, men har da vist ellers intet nærmere kendskab til udviklingsbistand – teori og slet ikke praksis. Berlingske må da vist have fejlassocieret fra mandens hudfarve, da de indbød ham til at bidrage med et indlæg om udviklingsbistand, med mindre det er et princip for Berlingske at udvælge debattører som slet ikke har noget kendskab til det subjekt de skriver om.
Vi bør give ulandsbistand ud fra nogle helt specifikke kriterier:
1. Ydes kun til områder, hvor demokrati er under udvikling og støttes helhjertet af den stedlige regering
2. Ydes kun via direkte dansk styring
3. Ydes kun hvis landet accepterer en skrap befolkningsreduceringspolitik.
Kan landet, der hjælpes, ikke acceptere de krav, smækkes kassen hermetisk i.
En lille vrissen sidebemærkning, der ¨måske falder lidt ud fra emnet.Det har dog med U-landene at gøre.
Hvor er det irritererende at se på, at der ofres masser af reklame plads til en eller anden ligegyldig og total formålsløs afrika indsamling i det danske statsejede TV, DR.
Først skal man pines i mange dage i aftenshowet og dernæst skal der laves en danmarks indsamling a 4 timers varighed,det kan ikke være meningen at licensbetalerne skal financere , den slags tåbligheder.
Hvis folk vil støtte en indsamling som har til formål at øge overbefolkningen i verden, bør det ske i privat regi.
Ps. har dog ikke tænkt mig at se den !!! men er tvunget til at bladre over til noget andet
Kaere Jacob
Du undgaar ministerens centrale pointe om at vaekst alene ikke er maalet, men at vaeksten maa goeres baeredygtig og komme den almene befolkning til gode. Som du ved oplever mange lande med hoej vaekst en oeget ulighed altsaa forskel mellem rig og fattig fordi vaeksten baeres af faa. Du viser med dit citat at de oekonomiske rettigheder skaber oekonomisk vaekst men ikke at vaeksten bekaemper fattigdom, korruption osv. (” a one unit change in the initial level of economic freedom between two countries (on a scale of 1 to 10) is associated with an almost 1 percentage point differential in their average long-run economic growth rates”). Ja, enig og det er saa her man bruger de sociale rettigheder til at sprede vaeksten gennem samfundet – og det understoetter dit indlaeg faktisk.
Er mad og drikke ikke de første betingelser for liv?
Hvis ja – så er disse basale ting vel vigtigere end ytringsfrihed og forsamlingsfrihed?
I mine øjne er hjælp til landbrug – herunder lokal dyrkning af egne fødemidler vel af største betydning.
Desværre har Danmark med Terrorlovene og Lømmelpakken selv tilsidde sat ytringsfriheden og forsamlingsfriheden.
@Jacob Mchangama
Havde umiddelbart lidt svært ved at forstå dit indlæg, men så dig på tv og blev klar over, at det for dig drejer sig om at skabe muligheder for, at u- landenes befolkninger kan selvrealisere sig.
Det er glimrende, og det er den situation vi selv står i, men det er ikke den situation u- landene befinder sig i.
De befinder sig, for manges vedkommende, helt nede i bunden af behovspyramiden, nemlig i kampen for rent drikke vand, mad, bolig. slet og ret på overlevelse.
Jeg finder det højest usandsynligt, at det skulle være muligt at bygge et samfund op fra toppen og ned.
Det ville stride mod den menneskelige natur og resultater fra u- landsarbejde, har også vist at “fra bunden op” strategien, er det der virker.
Mikael – som konsulent på bistandsprojekter siden 1997 derude, hvor græsset gror, må jeg sige din kommentar meget fint sammenfatter problemet. Men vi lever jo i et Danmark under hastig centralisering og elitering, og de seneste år har det endda som i USA været muligt med penge at give LA og den selvbestaltede tænketank direkte adgang til presse og TV. Også selvom man som i Mchangama’s tilfælde absolut intet kendskab har til bistandspolitisk praksis, endsige den meget omfattende forskning om denne praksis.
Hvis vi kan vende udviklingen, hvor tidligere udviklingshjælp har gjort større skade end gavn, er fremtiden måske lysere, men mange tvivler.
Hvorfor så stor focus på det oversøiske, når det indvortes trænger så meget, det er måske glæden ved den personlige udvikling, fremfor de nødlidende.
Grønland lider under afsoningsfaciliteter, fordi arbejdsløshed sætter sine grumme spor, og vi hører også de Grønlandske børn som lægges sultne i seng, men det er jo ikke så spændende som Afrika.
Vores hjemløse som behandles som Spedalske især udenlandske, dør i vinterkulden , fordi der ikke findes hjertevarme, men 67 millioner til Afrika , så er vi igen et stolt folkefærd.
Det værste ved disse målløse indsamlinger stiller det samme spørgsmål, hvem tjener mest på det glemte projekt, og jeg betræder en usikker vej.
Tænk i den gode sags tjeneste vi valgte at indsamle eks. 20 millioner til 3 vindmøller, og målet blev nået, og vi senere på året blev præsenteret for disse 3 vindmøller, hvor der både var vind og glade modtagere, så ville måske jeg blive mere tilfreds, men jeg ønsker også Månen.
Hjælp de hjemløse og Grønlands børn. Finn Bjerrehave Vig.
Der ligger et problem i, at befolkningen generelt opfatter ulandsbistand som en hjælp til syge og underernærede børn i Afrika, mens politikere og ulandseksperter fordyber sig i debatter om demokrati,faglige rettigheder, uddannelse og ligestilling. For de 15 milliarder kroner, der årligt ekspederes til såkaldt underudviklede lande via Danida, FN-systemet og NGO’er kunne der givetvis reddes hundredtusinder af menneskeliv ved en direkte indsats mod bl.a. malaria og kolera. I stedet siver det enorme beløb nu ud i bureaukratiske organismer i lande med svag uigennemsigtig infrastruktur og omfattende korruption. De færreste danskere ønsker en beskæring af ulandsbistanden, men forventer, tror jeg, at den statsorienterede godgørenhed styres med intelligens og realitetssans. Det betyder naturligvis ikke, at Danmark ikke skal støtte en demokratisk udvikling i Afrika, men det bør ikke ske for ulandsmidler, som skal kanaliseres direkte ud til dem, der har et skrigende behov for hjælp.
Ja, undskyld jeg har været på her på blog’en med flere kommentarer, men det er dels mit mangeårige arbejdsområde og dels er øget debat om udviklingsbistandspolitik efter min mening hårdt tiltrængt.
For reel debat om denne politik har altid været dækket af den “moralske dyne” som længe dækkede for reel debat om vores integrationspolitik, og desværre stadig også dækker for reel debat om vores miljøpolitik.
Når man som jeg i kommentarer her på blog’en påpeger, at statens seneste såvel den nu kommende bistandstrategi blot er abstrakte modelfænomener sendt til vejrs fra københavnske cafe-latte-cafe’er akkompagneret af nabolagets konsulentfirmaer med flair for altid fleksibel tilpasning af dagens menu – ja så sænker fortielsens moralske dyne sig over een, som var man blot meddelagtig ud i endnu et angreb fra DF på any kind of bistandspolitik what so ever.
Men jeg er et modent menneske på snart 61, bedstefar til tre dejlige piger, dansk statsborger fra fødsel, skatteyder uden gæld, veluddanet, og med mange års erfaring fra arbejde på bistandsprojekter, og må insistere på at “dynen” snart løftes, så vi kan få en reel, og åben debat – også om statens bistandspolitik. Ikke en debat der i lighed med den verserende er topstyret af udviklingsministeren under dække af en fri debat på Politiken. Om Politiken som en anden DDR-avis vil lade sig bruge af regeringen er Politikens egen sag, men som borger må man i et demokratisk land kunne forvente en reel debat, samt kunne fremføre kritiske argumenter uden risiko for erhvervsmæssig sortlistning og politisk deplacering til DF’s baglande. Jeg er ikke politisk enig med DF om ret meget, men må respektere dette parti som det eneste danske parti, som stadig forventer og selv agerer i en åben, reel politisk debat. Vi er jo alle vokset op med en baggrund, som gør det rimeligt at forvente bedre demokratiske vilkår end i DDR, så lad os dog skubbe moralisterne væk fra den offentlige talerstol for at skabe luft og rum for en fordumsfri debat – samt en debat baseret på videsbyrd om faktiske forhold derude i græshøjde i udviklingslandene og ej blot moral-juriske blå og røde baloner.
Det er vel kun i lande som DDR, at borgerne tømmer lommerne for selv at samle ind til bistand til børn på flugt i Afrika, mens stats- og regeringscheferne bruger milliarder af samme borgeres surt indtjente skattekroner på under blafrende flag at udsende korps af missionærer for at omvende alverdens folkeslag til en tro på liberale frihedsrettigheder og og socialdemokratiske menneskerettigheder.
I et demokratisk land må man også forvente, at talerstolen ikke forlods gives til selvbestaltede tænketanke fodret af bagmænd med store lommer, og at de, som indbydes til at indtage talerstolen, faktisk gør det for at indlede og selv deltage i en debat med folket. P.t. observerer man blot en inderkreds af debattører på især Politiken og Berlingske udgyde en lind strøm af debatindlæg, som dog åbenbart som i Oplysningstiden mest er tænkt til opbyggelse for folket, og ej som oplæg til debat. Man ser med glæde undtagelsevis debattører som Lilleør, Støvring og Ammitzbøll selv følge op og deltage i egeninitieret debat, men de er desværre kun undtagelsen som bekræfter reglen.
Jeg er blot en sand radikal græsrod fra den tid, man stadig kunne være radikal uden samtidig at være cafe latte’t, men kan det da passe, at jeg tilhører en uddød race? Er vi ikke flere?
Jeg synes vi burde teste bistandspolitikkens demokratiske sustainability ved at indbyde udviklingsministeren til næste år at afløse brødrene Price på scenen ved næste års Danmarksindsamling, og så lade “Undervisning af Flygtende Afrikanske Børn i Liberale Rettigheder og Socialdemokratiske Menneskerettigheder være næste års indsamlingstema. Man kan så bare ønske Udviklingsministeren held og lykke, for det bliver der enormt meget behov for.
Det bedste vi kan gøre for den tredje verden er at lade dem være i fred og finde deres egen kurs. Jeg kan ikke se hvordan noget rettænkende menneske kan gå ind for et så kulturimperialistisk system som vestens nødhjælpsindustri er blevet. Det er en direkte videreførsel af kolonitidens tankegang om at de “stakkels vilde” ikke kan klare sig selv uden at blive dirigeret af vores overlegne intellekt. Og hvor er det dog nedladende!
Hvis du ønsker at bringe frihed til en fange skal du blot åbne døren til fængslet.
Hvis vi ønsker at bringe frihed til den tredje verden skal vi blot sætte en stopper for nødhjælpsindustrien.
Lad dem finde deres egne ben at stå på.
Men stort tak til Udviklingsministeren, fordi han nu vil nedlægge Styrelsen for International Udviklingssamarbejde. Parterne i denne styrelse bør naturligvis stadig høres i sager, hvor deres ekspertise har relevans, men fortsat at lade de implementerende agenter selv sidde og fordele offentlige bevillinger til hinanden er lidt som, hvad der i håndværkerkredse kaldes “gris”, og det er slet ikke etisk foreneligt med Danida’s bekæmpelse af korruption udenfor DK’s grænser.
Udviklingsministeren burde med samme sigte kaste et blik over skulderen på Danida’s og især ambassadernes decentrale håndtering af indkøb af bistandsydelser fra konsulent- og ingeniørfirmaer, som om noget hidtil har været rent “gris”. Selvfølgelig behageligt for de firmaer og bistandseksperter, som tilhører “Tordenskjolds soldater”, men for os andre i branchen, som åbenbart ikke også opfylder de supplerende, uformelle indkøbskriterier anvendt af Danida og ambassaderne, er det da et surt show at være vidne til. Danida offentliggør såmen selv på UM’s website sine contract awards, så ej vanskeligt at se, at Tordenskjolds død i en duel er stærkt overdrevet.
Men jo nu kun 23 dage til foråret tager over, så tid snart til at få smækket vinduerne op, så vi kan få lidt frisk luft ind.
En dokumenterbar case of “gris” til at illustere udluftningsbehovet:
En dansk ambassade indbød for et par år siden offentligt på UM’s website til interessetilkendegivelser med henblik på udførelse af en nærmere bestemt konsulentopgave. Det fremgik meget tydeligt i indbydelsen, at (1) det ville være diskvalificerende overhovedet at kontakte ambassaden under processen, og (2) at opgaven kun måtte løses af “nye øjne”, d.v.s. ikke måtte gives til parter, som havde bistået ambassaden i en tidligere fase af projektet. Jeg reflekterede – naiv som jeg fortsat er trods nu 61 år – i fuld respekt for disse udbudskriterier, men observerede under processen stærkt fortørnet, at en anden interessent i opgaven kontaktede sin bekendte på ambasaden – den selvsamme medarbejder som varetog udbudet – uden at det medførte diskvalificering endsige afvisning, men kun med det resultat, at pågældende meget beredvilligt modtog afgørende information om opgaven fra ambassademedarbejderen. Den supplerende informationen blev “naturligvis” ikke offentliggjort på UM’s website til gavn også for os andre interessenter, som det ellers er normal “best” udbudspraksis. Den pågældendes bekendskab var iøvrigt opstået, fordi han/hun havde bistået ambassaden i en tidligere fase af projektet. Men på trods af at konkurrenten faktisk således totalt missede de to væsentligste udbudskriterier, og endda burde have været diskvaliseret, var det “selvfølgelig” pågældende, som endte med at blive tildelt opgaven. Konsulenter optræder ofte under skiftende firma-kasketter, så den med kravet om, at se på projektet med “nye øjne”, ja den klarede man såmen bare ved at lade konsulenten udføre opgaven med en anden kasket end da han sidste arbejdede på projektet. Keine Hekserei – nur Behändigkeit!
Hvis nogen skulle være af den formening, at dette var et enkeltstående tilfælde, så må jeg nok skuffe. Hvis nogen fik lov til at kikke i ambassaderens skuffer, er det i alt fald min vurdering efter mange år i branchen, at mange tilsvarende tilfælde ville dukke op til overfladen, og Gud og hver mand i branchen ved jo, at det forholder sig sådan. Men man kritiserer jo nødigt den hånd, som fordrer een, så derfor har der været frit løb for fortsat “gris”. Men i stedet for at udgrave støvede papirer i ambassaderens skuffer, og belaste ambassademedarbejdere, som vel bare har fulgt lugten i bageriet, er det mere fremadrettet i overensstemmelse med god udviklingspraksis blot at dokumentere sådanne tilfælde som “lessons learned”, og så se at få smækket vinduerne op, så vi alle kan komme videre med det vi er bedst til.
Debatten på denne blog er lige så unilateralt som demokratiet i Kina, og heller ikke der er der jo nogen som lytter til folket. Men jeg prøver nu alligvel med endnu et indspark for den gode sags skyld.
Et påtrængende element i forårsudluftningen af bistandspolitikkens forvaltning er en overførsel af programevalueringer fra UM/Danida’s regi til Rigsrevisionens regi. Danida må da vist snart være den eneste resterende statslige institution, som styrer evalueringer af sin egen virksomhed. Det er og bliver betændt, og må ændres, ikke mindst for en institution, som selv missionerer Good Governance i udviklingslandene.
Jeg var sidste år for egen regning deltager på en stor, international konference i London for bistandsektorens forskellige parter med det formål at drøfte muligheden for øget “accountability” i bistandssektoren. Meget a propos var vores udmærkede direktør for Rigsrevisionen indbudt som en af talerne, mens Danida aldeles glimrede ved sit fravær.
Næppe et forslag som kan forventes fra udviklingsministeren selv af egen fri vilje, men så må Statsministeren jo puffe lidt på.
Den nye udvikingsminister er også meget for udvidet anvendelse af General Budget Support (her til lands: Bloktilskud) uanset de nødvendige styringsbetingelser jo slet ikke er til stede.
I udviklingsbistand kan traditionel projektstyring – the Blue print – i visse situationer have nogle uhensigtsmæssige konsekvenser, men der er over årene oparbejdet enormt megen praktisk erfaring og tillige megen forskning om brug af projekstyring i udviklingslande, så når det af og til er gået skævt, skyldes det ofte, at denne erfaring/forskning ikke blev ordentligt tilgodeset ved projektets programmering, samt at Partnerlandenes politiske mandat sjældent holdt i praksis. Som vi også kender det fra utilstrækkelige militære UN-mandater under f.eks. krigen i det tidligere Jugolavien.
Men det har desværre vist sig mere politisk opportunt for Partnerlandende at ændre bistanden fra traditionel projektbaseret bistand til en generel budgetstøtte, fordi donor-partneren efterfølgende ikke kan holdes ansvarlige for nogen enkeltstående misbrug af støtten, men sagtens sole sig, hvis udviklingslandet viser gode udviklingstegn, selvom dette også skyldes langt større støtte fra udviklingsbankerne og EU. Og for modtagerlandet er den generelle budgetstøtte jo kærkomme penge til brug for realisering af egne politikker, som f.eks. den ugandiske regerings bekæmpelse gennem næsten to årtier af oprørsstyrker i nordlige Uganda. Hvad enten denne bekæmpelse set fra dansk synspunkt var rimelig eller ej, så er det faktisk ikke muligt at dokumentere, at Danida’s generelle budgetstøtte ikke også blev anvendt til dette inden-ugandiske, militære formål. Faktisk meget sandsynlig at det var tilfældet. At tilføre ekstra vand til et glas vand, og så hævde, at man efterfølgende kan kontrollere, at den vandmængde man tilføre, kun bliver drukket at den fattige de var øremærket til er styringsmæssig nonsens, og en så risikabel anvendelse af danske skattemidler, at det bevillingsmæssigt er på grænsen af de legale. Det får kun lov til at passere p.g.a. tilsvarende svigt i den hjemlige bevillingskontrol af bistandsmidler.
Det er naturligvis på et mere fremskredet udviklingstrin rimeligt og forsvarligt også at anvende generel budgetstøtte, som den danske stat selv har gjort siden 1970 i forhold til danske kommuner, og som vi også de sidste par årtier har gjort på Grønland. Men f.eks. har Grønland været under tæt styret udvikling siden starten af 1950′erne, og der har ikke at forglemme i hele forløbet været en stor vægt af Syd-danske embedsmænd i de grønlandske hjemmestyre- og kommunekontorer, så både det rette administartionskultur og personlige ansvar har været på plads. Men vores Udviklingsminister synes åbenbart, at det i afrikanske udviklinglande er muligt at hoppe et par faser over i den styringsmæssige udvikling fordi embedsværket er ganske afrikansk. For de mange fortræffelige, Syd-danske DJØF’ere, som har muliggjort en mere “accountable” situation for tildeling af bloktilskud på Grønland, er Udviklingsministerens holdning jo nærmest en hån. Forstemmende at et parti som RV, der tidligre var indbegrebet af ordentlig forvaltning nu er politiseret udover alle grænser, selv de danske.
Skriv en kommentar