Højesteret, starthjælp og Menneskerettighedskonventionen

Den 15. februar afgjorde Højesteret, at det ikke var i strid med bl.a. den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da en udenlandsk statsborger blev tildelt starthjælp snarere end kontanthjælp. Mens dommens konkrete resultat er særdeles vigtig for opretholdelsen af balancen mellem den dømmende og den lovgivende magt, indeholder dommen en række præmisser, der understreger vigtigheden af at få tæmmet den Europæiske Menneskerettighedsdomstols mere aktivistiske linje, da dommen – i hvert fald teoretisk – danner basis for et gennembrud af i dansk ret.

Den udenlandske statsborger gjorde gældende at beslutningen om at tildele ham starthjælp var en overtrædelse af Grundlovens § 75, stk. 2  og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Grundlovens § 75, stk. 2 lyder som følger:

”Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder”. I mange år var der enighed om at denne bestemmelse alene var en politisk programerklæring og derfor ikke var en individuel rettighed der kunne gøres gældende. I 2006 afsagde Højesteret dog en dom der rykkede ved denne opfattelse. Og med den seneste dom er der ikke længere nogen tvivl , da Højesteret konkluderede, at

Højesteret finder, at denne bestemmelse må forstås således, at det påhviler det offentlige at sikre et eksistensminimum for personer, der er omfattet af bestemmelsen, og at de ved domstolene kan få prøvet, om kravet er opfyldt.

Der har også været stillet spørgsmålstegn ved, om Grl.§ 75, stk. 2 omfatter udlændinge. Også det spørgsmål besvarede Højesteret bekræftende – i hvert fald for så vidt angår flygtninge. Selvom Højesteret altså utvetydigt har gjort et krav på offentlig støtte til en rettighed, der kan prøves ved domstolene, er det klart, at Højesteret tillægger den lovgivende magt endog meget vide rammer i forhold til at bestemme, hvor høje eksistensminimumsydelser skal være ,  og hvilke betingelser der i øvrigt gælder for tildelingen af disse.  I forhold til Grl.  75, stk. 2 vil man altså stadig kunne gennemføre markante reformer, der skærer mærkbart i offentlige ydelser, om end Højesteret har markeret, at der går en usynlig grænse for hvor dybt man kan skære.

Mere problematisk er spørgsmålet om overtrædelse af EMRK. Der er ingen ret til offentlig forsørgelse i konventionen. Menneskerettighedsdomstolen (EMD) er dog nået frem til, at ejendomsretsbegrebet i første tillægsprotokol også dækker skattefinansierede velfærdsydelser. Præsidenten for den belgiske forfatningsret Marc Bossuyt udtalte: ”dommerne i Strasbourg dermed gjort ejere ud af folk som intet ejer. Nået som ikke engang Karl Marx lykkedes med”. Sagsøgeren gjorde gældende, at retten til kontanthjælp var omfattet af ejendomsretsbegrebet i EMRK, at han var blevet udsat for indirekte diskrimination, fordi starthjælpen rammer flere udenlandske end danske statsborgere.

Højesteret lagde uden tøven EMDs aktivistiske linje til grund og slog altså utvetydigt fast, at offentlige ydelser er omfattet af den private ejendomsret i EMRK. Højesteret lægger også til grund, at både direkte og indirekte diskrimination er omfattet af EMRK og dermed dansk ret, jf. EMDs praksis.  Selvom Højesteret altså når frem til, at der i den konkrete sag ikke er sket en overtrædelse af EMRK. Højesteret anfører, bl.a. at:

Et skattefinansieret velfærdssystem må nødvendigvis indeholde kriterier for afgrænsning af

Den personkreds, der kan komme i betragtning til de ydelser, som stilles til rådighed

Samt, at der i henhold til EMDs praksis gælder en vid skønsmargin for medlemsstaterne når det gælder indretningen af den sociale og økonomiske politik.

Det er naturligvis vigtigt, at Højesteret – i en i øvrigt forbilledlig klart formuleret og let læselig dom – ikke tilsidesatte Folketingets ret til selv at indrette det danske velfærdssystem. Men dommen er det måske hidtil mest tydelige eksempel på, i hvor høj grad EMRK har fået gennemslagskraft i dansk ret. Det er uden tvivl et gode, når det gælder de klassiske frihedsrettigheder, som grundloven desværre kun indeholder en meget begrænset beskyttelse af. Men det er et farligt skråplan, når spørgsmålet om offentlige ydelser skal afgøres i henhold til menneskerettighedskonventioner, som slet ikke omhandler sådanne rettigheder.

Når Højesteret henviser til fire domme fra EMD, kan man frygte, at det vidner om en fremtid, hvor flere og flere politiske, økonomiske og sociale spørgsmål skal afgøres af domstolene, og hvor de danske domstole ender som et ekspeditionskontor for Strasbourg. Derfor er det helt afgørende, at støtte op omkring den britiske premierminister David Camerons ønske om at reformere EMRK og EMD således, at disse institutioner alene tager sig af de grundlæggende rettigheder, de blev sat i verden for at beskytte.