Politiken har stadig ikke forstået hvad der står på spil

Af Jacob Mchangama, Justitia 263

Den Muhammed-krise 2, der udspiller sig med USA i hovedrollen, har mange deprimerende ligheder med den første og danske af slagsen. Heriblandt reaktionerne i medier. Hos Politiken har man fået ny chefredaktør. Men linjen fra den gamle redacteur er der ikke ændret afgørende på. Den nye mand i sædet Bo Lidegaard skrev en leder, som gav et vindue ind i det vægelsind, der karakteriserer de ”globalister”, som i ramme alvor mener, at fredelig sameksistens kræver en modereret ytringsfrihed. På trods af, at Vestens udvikling fra religiøs intolerance og forfølgelse til pluralistisk liberalt demokrati viser, at det modsatte er tilfældet. Lidegaard skrev bl.a.

Regeringen er derfor henvist til at opføre en uskøn rituel dans, som den USA nu træder, og som ligner den, Danmark måtte træde fra nytår 2006. Det første trin består i en skarp fordømmelse af enhver ytring, der forhåner religiøse følelser.

Det fremgår ikke eksplicit om Lidegaard virkelig selv mener, at man bør fordømme enhver ytring, der forhåner religiøse følelser, men han udviser forståelse for denne tilgangsvinkel, mens han tager afstand fra et mere principfast forsvar for ytringsfriheden uden fordømmelser af forhånelse.

Men hvem definerer, hvad der er forhånende? Bo Lidegaard skulle prøve at sætte sig ind i, hvad folk i de muslimske lande, der protesterer mest højlydt, dømmer deres egne befolkninger (heriblandt mange muslimer) for. Eksempelvis blev de egyptiske hetorodokse muslimer Abdul Sabur el-Kashef og Mohammed Radwan idømt hhv. 6 og 3 års fængsel for at ”benægte eksistensen af himmel og helvede”. I Saudi-Arabien blev en muslim idømt 40 måneders fængsel og 750 piskeslag for at ”forhåne religion” efter at have diskuteret biblen og tale positivt om jøder. Var der her tale om infam forhånelse af Islam, der skal fordømmes?  Der er talrige lignende eksempler fra Pakistan, Malaysia, Saudi Arabien, Algeriet m.v. som man kan læse om her og her.

Lidegaard fortsætter:

Fordømmelsen må være generel, for at den ikke opfattes som et forsøg fra regeringens side på at begrænse de pågældendes ytringsfrihed. Samtidig må den være så præcis, at den med lidt god vilje fra de muslimer, der føler sig krænket, kan opfattes som regeringens klare afvisning af både den konkrete ytring og af de holdninger, der ligger bag den. Samtidig må regeringen uden omsvøb forsvare ytringsfriheden, hvilket i sammenhængen kun kan opfattes som et forsvar for retten til den kontroversielle ytring, der har skabt postyret. Ikke noget let budskab at kommunikere på tværs af sproglige og kulturelle grænser

Med andre ord, når visse muslimske lande kommer med absolutte og utvetydige krav om undskyldninger og indskrænkninger af ytringsfriheden efter, at de mest ekstremistiske af deres borgere har anvendt vold, skal Vestlige lande komme med halve undskyldninger samtidig med, at de ”uden omsvøb forsvare[r] ytringsfriheden”. Det er en umulig position at indtage og giver kun mening i den seidenfadenske logik, som Lidegaard viderefører fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen. Lidegaard satte trumf på ved i en debat i Deadline at fastslå, at ytringsfriheden ikke er truet i Vesten. Dermed modsagde Lidegaard Salman Rushdie, der – med en vis personlig erfaring – forfægter det modsatte synspunkt. Hvem har ret?

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, et skudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angreb inklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndigheder overvejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regering beder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Frankrigs premierminister anklager Charlie Hebdo for at kaste benzin på bålet ved at trykke Muhammed karikaturer, selvom bladet i årevis har gjort grin med bl.a. katolicismen og jødedommen uden voldelige reaktioner. Samtidig forbyder de franske myndigheder muslimer, der vil markere deres modstand mod Innocence of Muslims at demonstrere offentligt. I USA censurerer Comedy Central en episode af tegnefilmen South Park, der har gjort groft grin med alle religioner, hvor Muhammed optræder i et bjørnekostume. Karikaturtegneren Molly Norris må gå under jorden og leve med ny identitet, efter hun foreslår en ”tegn Muhammed-dag”. Læg hertil vedtagelsen af forbud mod hate-speech i EU, samt mod religiøs hate speech i Storbritannien og spørg så lige en gang til, om ytringsfriheden er under pres i Europa. Man skal være alvorligt værdipolitisk handicappet for at påstå, at det ikke er tilfældet. Det betyder ikke, at der ikke er ytringsfrihed i Vesten. Det er der, og også langt mere omfattende end noget andet sted i verden. Heldigvis. Men udviklingen går entydigt i den forkerte retning, og folk som Bo Lidegaard, der lukker øjnene for denne tendens og legitimerer den krænkelseskultur, som truslen er en følge af, er en del af problemet.

For at føje spot til skade gælder Politikens følsomhed overfor religiøse ligtorne kun den ene vej. Politiken lader gladelig bloggeren Jens André-Herbener skrive om kristendommens mange forbandelser. Herunder, at bibelen ”dikterer folkedrab og stening som dødsstraf, sidestiller bøsser med mordere, diskriminerer kvinder, går ind for slaveri, fastslår, at ”syndere” skal brænde i al evighed, og kræver, at man skal hade sin familie for at blive sektlederens discipel?”. Den luthersk-evangeliske kirke er ifølge Herbener en ”religiøs organisation, hvis guru er udtalt antidemokrat, skriftfundamentalist, fanatisk jødehader og går ind for dødsstraf over ”hekse” og blasfemikere”, ligesom Herbener påpeger ”den lange række af forbrydelser og overgreb, som kristendommen i de sidste 2000 år har været instrumental i”.

Her er ingen selv-censur fra Politikens side, og sådan skal det naturligvis være.  Og man må bifalde Politikens mod, når avisen på den måde tør give elektronisk spalteplads til folk, der lægger sig ud med de farlige kristne i Tidehverv, der jo bekæmper kristendomskritik med alt fra spidsede blyanter til håndfaste holdninger. Her gælder det om at stå fast på religionskritikken og ytringsfriheden. Men ville Politiken nogensinde lægge serverplads til et lignende indlæg hvor samme beskyldninger blev rettet mod Islam? Næppe. Fordømmelse af ”enhver ytring, der fordømmer religiøse følelser” er tilsyneladende kun relevant, når det gælder islamister fra et land som Saudi-Arabien, hvor det at eje en bibel er forbudt, hvor man kan blive idømt dødsstraf (ved halshugning) for trolddom, og hvor man fængsles for at tweete om profeten Muhammed. Her skal ”forhånelse af religion” undskyldes og fordømmes, som da Politiken indgik et forlig med folk der angiveligt var Muhammeds efterkommere.

Kampen for ytringsfrihed er ikke en kamp mod islam eller muslimer, og er ikke defineret af danske indenrigspolitiske værdispørgsmål. Det er en kamp for en helt grundlæggende menneskeret som alle – inklusiv muslimer – har ret til at benytte sig af, og som muslimer – sekulære og religiøse – har akut behov for, at vi støtter op om her i Vesten, i stedet for at legitimere de stater og religiøse kræfter, der bruger censur og blasfemiparagraffer til at holde sig ved magten. Jo før Politiken melder sig ind på den rigtige side af denne globale kamp jo bedre.

263 kommentarer RSS

  1. Af peter kocsis

    -

    j nielsen

    “Det er nemt: det var de ikke. De var soldater i en hær, der forsvarede deres land. Kommunister eller ej.”

    Det er rørende at du agererer støttepedagok for verbalmogúlen
    Jacob Rasmussen, men siden du nu engang er
    clairvoyant og ved hvad han tænker, kunne du måske også oplyse mig, om hvorfor den ellers så ordrige og normalt altvidende Rasmussen lige pludseligt totalt forstummer foran en så simpel spørgsmål?

    NB var de kommunistiske partisanenheder under krigen heller ikke frihedskæmpere?

  2. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    @Kocsis

    En gang til: Jeg deler simpelthen ikke din sympati overfor islamistiske og kommunistiske terrorister.

    Nu kalder du endda soldaterne i det imperialistiske sovjetdiktaturs hær for frihedskæmpere.

    Det er jeg selvfølgelig heller ikke er enig med dig i, at de var. Den opfattelse står du af gode grunde ret alene med.

    Du ved, at jeg tager afstand fra kommunistiske terrororganisationer, for du har læst – og kommenteret – en del indlæg, hvor jeg tager skarpt afstand fra Blekingegadebanden, Rote Armée Fraktion – osv.

    Din definition af begrebet frihedskæmper er både ulogisk og uetisk.

    Det viser du tydeligt, når du f.eks. kalder de russiske soldater, der blev tvunget til at kæmpe i det imperialistiske sovjetdiktaturs hær, for frihedskæmpere.

    Du er terrorsympatisør, Kocsis. Sådan er dét, desværre.

  3. Af peter kocsis

    -

    Rasmussen

    “Nu kalder du endda soldaterne i det imperialistiske sovjetdiktaturs hær for frihedskæmpere.”

    Og du kalder den imperialistiske
    sovjetdiktaturs 5 kolonne i Danmark for “helte” og frihedskæmpere”! ¨

    Se det er virkeligt et standpunkt der batter : man må ikke kalde de russiske stalinister og sovjetkommunister der slog Hitler, for helte og frihedkæmpere, mens deres metastaser,de danske stalinister og sovjetkommunister, der ikke slog Hitler, og kun havde et formål: nemlig at indføre diktatur i Danmark,må man godt kaldes for helte og frihedskæmpere! Tillykke Rasmussen ,det er godt at vide hvor vi har dig !
    Men bare et spørgsmål: når vi må kalde dine danske stalinistlakajer og diktatur og terrortilhængere for helte og frihedkæmpere, hvorfor må man så ikke bruge samme ord til at karakterisere talebanere? Både dine danske kommunister og talebanerne har fælles mål: at indføre diktatur!

  4. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    @Kocsis

    Endelig indser du, at talebanerne ikke er frihedskæmpere, fordi de kæmper for at indføre et ekstremt primitivt og grusomt diktatur i Afghanistan. De vil ikke befri afdghanerne; de vil undertrykke dem ekstremt groft. Og dét ved du!

    Men alligevel støtter du stadig Taleban, samt islamistiske terrorister, der støtter Taleban.

    Min lidt naive bedstefar holdt op med at være kommunist, da han fik kendskab til Stalins grusomheder efter krigen. Han var som helt ung demokratisk orienteret kommunist – lidt i retning af Gorbatjov og Ole Sohn.

    Der var mange naive kommunister i Danmark i årene før og efter Anden Verdenskrig. Kommunisterne fik deres bedste valg i 1948, hvilket skyldtes, at Sovjetunionen var på de allieredes side og var med til at nedkæmpe Nazi-Tyskland.

    Dengang var der stort set ingen almindelige danskere, der kendte til omfanget af Stalins grusomheder. Da kommunismens forbrydelser begyndte at blive kendt af offentligheden faldt antallet af danske kommunister kraftigt. Det var især derfor, Socialistisk Folkeparti blev dannet.

    Aksel Larsen, der stiftede SF, var i tæt kontakt med CIA, lige fra han stiftede partiet, til få år før han døde. Larsen oplyste CIA om kommunisternes og andre venstreradikale antidemokraters aktiviteter i Danmark, fordi han vidste, at de var en trussel mod demokratiet.

    Min bedstefar blev ikke SF’er, da det gik op for ham, at kommunismen er antidemokratiske af natur.

    Han blev socialdemokrat; men socialdemokraterne samarbejdede også med CIA, i kampen mod de danske kommunister. AIC – Arbejderbevægelsens Informations Central – indsamlede systematisk informationer om danske kommunister og venstreradikale antidemokrater, og sendte oplysningerne til CIA.

    Kort sagt er det mildest talt en falsk parallel, når du sammenligner min beundring for min bedstefar, der bekæmpede den nazistiske besættelse af Danmark, med din sympati for Taleban og islamistiske terorister.

    Du er terrorsympatisør, Kocsis – og du må af en eller anden grund hade afghanske, muslimske piger og kvinder inderligt, når du støtter Taleban.

    Dit intense, irrationelle had til muslimske piger og kvinder i Afghanistan kan kun kaldes for “islamofobisk”.

  5. Af peter kocsis

    -

    Rasmussen

    Kort sagt er det mildest talt en falsk parallel, når du sammenligner min beundring for min bedstefar, der bekæmpede den nazistiske besættelse af Danmark, med din sympati for Taleban og islamistiske terorister.”

    Du modsiger díg selv groft i din desperation.

    Du påstår nu, at du kun taler om beundring for din kommunistiske bedstefar, han er åbenbart lig pludselig den eneste frihedskæmper og helt i Danmark! Men tidligere har du indrømmet følgende:

    “Grunden til, at jeg beundrer danske frihedskæmpere – kommunister eller ej – er, at de var frihedskæmpere.”

    her siger du at du beundrer KOMMUNISTERNE!!!

    Desuden skriver du:

    “Larsen oplyste CIA om kommunisternes og andre venstreradikale antidemokraters aktiviteter i Danmark, fordi han vidste, at de var en trussel mod demokratiet.”

    her skriver du selv at selvsamme kommunster du så højt beundrer var en trussel imod demokratiet! dvs terrorister.

    ergo er det dig selv der beundrende kalder samnfundstruende terrorister for frihedskæmpere og helte!

    dvs du er en selv en terroristsympatisør af den værste skuffe,og da jeg har aldrig omtalt beundring for taleban eller kaldt dem helte, i modsætning til dig, så må jeg konstatere, at du er en så stor beundrer af kommunitiske terrorister og samfundsomstyrtere, at du faktisk tilbeder dem på et nærmest religiøst niveau. “Helte”, gud fader bevar mig vel!

  6. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    @Kocsis

    Du skriver:

    “Men tidligere har du indrømmet følgende:

    “Grunden til, at jeg beundrer danske frihedskæmpere – kommunister eller ej – er, at de var frihedskæmpere.”

    her siger du at du beundrer KOMMUNISTERNE!!!”

    Det gør jeg jo netop ikke, Kocsis. Jeg skriver, at jeg beundrer de danske frihedskæmpere, uanset om de var kommunister, eller ej.

  7. Af peter kocsis

    -

    rasmussen

    “Det gør jeg jo netop ikke, Kocsis. Jeg skriver, at jeg beundrer de danske frihedskæmpere, uanset om de var kommunister, eller ej.”

    Nu er det jo karakteristisk for disse kommunister, at de ikke blev kommunister fordi de var friheskæmpere, men blev, et godt stykke henne i krigen, frihedskæmpere, på Stalins ordre , fordi de var kommunister.
    Dvs de er primært kommunister,og hvis lillefar stalin ikke havde beordret dem til det ,havde de aldrig deltaget i frihedskampen.
    Dvs du din latterlige skelnen mellem frihedskæmper og kommunist bunder intetsteds i realiteten og fakta er, at du beundrer kommunister og kalder dem helte.

    Og du har stadigvæk ikke forklaret mig hvorfor du kun kalder de danske kommunistister for helte, der ikke vandt nogetsomhelst, og ikke de russiske frihedskæmpere, som heltmodigt vandt 2 verdenskrig?

  8. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “Og du har stadigvæk ikke forklaret mig hvorfor du kun kalder de danske kommunistister for helte…”

    Jeg kalder ikke de danske kommunister for helte. Jeg kalder de danske frihedskæmpere for helte, Kocsis.

    At du ikke er i stand til at skelne mellem kommunister og frihedskæmpere er dit problem.

    For nu at efterligne din absurde “argumentation”, så kunne jeg jo påstå, at du må være kommunist, fordi beundrer frihedskæmpere og samtidigt mener, at kommunister per definition er frihedskæmpere…

  9. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    @Kocsis

    Du har selvfølgelig for længst forstået, at jeg ikke er kommunist og ikke sympatiserer med kommunister.

    Men du mangler stadig at forklare, hvorfor du har kaldt en tysk-marrokansk terrorist, der truede med at myrde fuldstændigt uskyldige, tyske civilister, hvis Tyskland ikke overlod afghanerne til Taleban, for frihedskæmper.

    For Taleban vil tage den sidste frihed fra de afghanske piger og kvinder.

    Du påstår jo, at du ikke er muslim.

    Så den eneste logiske forklaring på, at du vil overlade afghanske piger og kvinder til talebanere, der smider syre i hovedet på muslimske småpiger, der vil have en uddannelse, er, at du er lille frygtsom, islamofobisk mandschauvenist, der er bange for kvinder med en uddannelse – udover at du er terrorsympatisør.

  10. Af Matt Davids

    -

    Jeg mener, at politik er et meget farligt sted især når folk glemmer hvor de kommer fra, og begynde at gøre reel forretning for deres egen interesse. Jeg hader virkelig nogle politik mennesker, da de ikke gøre noget for os.

  11. Af Ytringsfrihed – igen og igen og — Retsstaten

    -

    […] i straffeloven er uacceptable begrænsninger af ytringsfriheden. For som jeg har skrevet om tidligere er der ikke tale om et dansk fænomen men derimod en global værdikamp, hvis udfald har store […]

  12. Af Birte Frandsen

    -

    Stor tak til Mchangama for en fantastisk god artikel, som burde være starten på øjenåbning hos
    Politikens redaktør.
    At det ikke sker er antagelig fordi redaktøren i den grad bøjer sig for sine læseres indstilling.

    Hanah Ziadeh skrev i 1994 i INFORMATION at venstrefløjen i årevis har søgt efter nogen de kan
    give hele deres sjæl, og det har de fundet i “de undertrykte muslimer”, som de med næb og kløer beskytter mod de onde kræfter i de vestlige samfund.

    Venstrefløjens ateister har erstattet Marx med Mohammed, og som tidligere er deres samlingspunkt
    animositet mod jøder og Israel.

    Politiken mangler mod til at sige sine købere imod.
    Sande ord og focus på religioner er ikke set i Poli-
    tiken, siden Malin Lindgren 11-6-1991 skrev artiklen:

    Islam kræver en plads i solen.Her citeredes en førende islamisk teolog for at sige : Når to religioner står overfor hinanden er det ikke for at
    udveksle komplimenter ,men for at slås.

    Og i denne kamp har Redaktør Lidegaard taget parti.

    De grusomme ting som står i Gl.T. er vel at ligne som Grimms eventyr, billeder og fantasi, modsat Ny T. som med lignelser viser hvordan der bør handles
    a la CARE SHARE DARE.

    At intellektuelle muslimer ønsker en Reformation af
    islam er kendt, for når ikke eet ord i den hellige
    Koran er overflødigt er udsigterne for forståelse
    ikke lige indenfor rækkevidde.
    Luther fik gennemført reformation af kristendommen
    i 1536, som har ført til klarsyn.

    Hvordan skal det forstås når der i de hellige muslimske skrifter gøres gældende at–kvinder med
    deres klædedragt skal kunne vise at de er muslimer, således at de ikke FORULEMPES.
    Dette må da kræve svar på –om andre kvinder da ikke
    skal nyde samme respekt.
    Som bekendt er tørklæde ikke påbudt.
    Men svaret blæser i vinden.

    Sålænge de hellige skrifter taler om vantro der ikke
    skal vises respekt og jøder der skal dræbes er der
    næppe mulighed for fred i Mellemøsten.

    Når en muslim her i landet kan berette om at der i
    en koranskole i storbyen undervises i fordomme efter racistiske undervisningsbøger kan muslimske,
    unge ballademagere da kun undskyldes ekstreme former for optøjer.

    Ja, vist har vi ytringsfrihed, men den er for nedadgående, således ville det ikke være muligt at få artikler på som har været ude tidligere, det være
    sig i INF, JP, BT eller i Berlingske hvor artiklen .
    Islam tordner og truer (1-6-97) i dag ville blive betegnet som racistisk.

  13. Af Men-menigheden og Voldsmandens Veto | Retsstaten

    -

    […] der kan krænke. De synspunkter har jeg og andre fremført ad nauseam andet steds (eks. her, her og her) – tillad mig dog blog at fremhæve Flemming Roses interview i The New Yorker. Jeg har […]

Kommentarer er lukket.