Politiken har stadig ikke forstået hvad der står på spil

Den Muhammed-krise 2, der udspiller sig med USA i hovedrollen, har mange deprimerende ligheder med den første og danske af slagsen. Heriblandt reaktionerne i medier. Hos Politiken har man fået ny chefredaktør. Men linjen fra den gamle redacteur er der ikke ændret afgørende på. Den nye mand i sædet Bo Lidegaard skrev en leder, som gav et vindue ind i det vægelsind, der karakteriserer de ”globalister”, som i ramme alvor mener, at fredelig sameksistens kræver en modereret ytringsfrihed. På trods af, at Vestens udvikling fra religiøs intolerance og forfølgelse til pluralistisk liberalt demokrati viser, at det modsatte er tilfældet. Lidegaard skrev bl.a.

Regeringen er derfor henvist til at opføre en uskøn rituel dans, som den USA nu træder, og som ligner den, Danmark måtte træde fra nytår 2006. Det første trin består i en skarp fordømmelse af enhver ytring, der forhåner religiøse følelser.

Det fremgår ikke eksplicit om Lidegaard virkelig selv mener, at man bør fordømme enhver ytring, der forhåner religiøse følelser, men han udviser forståelse for denne tilgangsvinkel, mens han tager afstand fra et mere principfast forsvar for ytringsfriheden uden fordømmelser af forhånelse.

Men hvem definerer, hvad der er forhånende? Bo Lidegaard skulle prøve at sætte sig ind i, hvad folk i de muslimske lande, der protesterer mest højlydt, dømmer deres egne befolkninger (heriblandt mange muslimer) for. Eksempelvis blev de egyptiske hetorodokse muslimer Abdul Sabur el-Kashef og Mohammed Radwan idømt hhv. 6 og 3 års fængsel for at ”benægte eksistensen af himmel og helvede”. I Saudi-Arabien blev en muslim idømt 40 måneders fængsel og 750 piskeslag for at ”forhåne religion” efter at have diskuteret biblen og tale positivt om jøder. Var der her tale om infam forhånelse af Islam, der skal fordømmes?  Der er talrige lignende eksempler fra Pakistan, Malaysia, Saudi Arabien, Algeriet m.v. som man kan læse om her og her.

Lidegaard fortsætter:

Fordømmelsen må være generel, for at den ikke opfattes som et forsøg fra regeringens side på at begrænse de pågældendes ytringsfrihed. Samtidig må den være så præcis, at den med lidt god vilje fra de muslimer, der føler sig krænket, kan opfattes som regeringens klare afvisning af både den konkrete ytring og af de holdninger, der ligger bag den. Samtidig må regeringen uden omsvøb forsvare ytringsfriheden, hvilket i sammenhængen kun kan opfattes som et forsvar for retten til den kontroversielle ytring, der har skabt postyret. Ikke noget let budskab at kommunikere på tværs af sproglige og kulturelle grænser

Med andre ord, når visse muslimske lande kommer med absolutte og utvetydige krav om undskyldninger og indskrænkninger af ytringsfriheden efter, at de mest ekstremistiske af deres borgere har anvendt vold, skal Vestlige lande komme med halve undskyldninger samtidig med, at de ”uden omsvøb forsvare[r] ytringsfriheden”. Det er en umulig position at indtage og giver kun mening i den seidenfadenske logik, som Lidegaard viderefører fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen. Lidegaard satte trumf på ved i en debat i Deadline at fastslå, at ytringsfriheden ikke er truet i Vesten. Dermed modsagde Lidegaard Salman Rushdie, der – med en vis personlig erfaring – forfægter det modsatte synspunkt. Hvem har ret?

Lad os tage et ikke udtømmende kig på hvad der er sket siden Rushdie-sagen, der som bekendt førte til mordet på de Sataniske Vers’ japanske oversætte, et skudattentat på den norske forlægger, knivoverfald på den italienske oversætter, ligesom islamister dræbte 37 mennesker i en mordbrand på et hotel i Tyrkiet, hvor bogens tyrkiske oversætter var til stede. Den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh blev myrdet på åben gade i Amsterdam i 2004. At Bo Lidegaard kan benægte, at ytringsfriheden er truet i Vesten, er forunderligt, eftersom Lidegaard hver dag skal gå igennem omfattende sikkerhedsprocedurer, når han møder på arbejde i Politikens Hus. Det skyldes, at der har været en række forsøg på terrorangreb mod JP bl.a. fra islamister i Sverige og USA (sidstnævnte med relationer til terrornetværk i Pakistan). Som bekendt er Kurt Westergaard også blevet angrebet af en islamist i sit eget hjem. Truslerne mod JP har været så omfattende, at JP ikke turde genoptrykke de karikaturer, der gik forud for at den franske avis Charlie Hebdo fik sit kontor brændt ned i 2011. Også den svenske provo-kunstner Lars Vilks, der har afbilledet Muhammed som en hund, er blevet udsat for flere fysiske angreb inklusiv et brandattentat. Talrige islam-kritiske politikere, journalister og forfattere såsom Geert Wilders, Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Robert Redeker, Gregorious Neckshot og Ibn Warraq må leve i skjul eller under beskyttelse, eller som Ayaan Hirsi Ali flytte til USA.  Tyske myndigheder overvejer at forbyde visning af filmen Innocence of Muslims, USA’s regering beder Google fjerne samme fra Youtube og fordømmer filmen, mens teaterstykker der laver tykt grin med mormoner kører for fulde huse på Broadway uden protester eller fordømmelse.

Frankrigs premierminister anklager Charlie Hebdo for at kaste benzin på bålet ved at trykke Muhammed karikaturer, selvom bladet i årevis har gjort grin med bl.a. katolicismen og jødedommen uden voldelige reaktioner. Samtidig forbyder de franske myndigheder muslimer, der vil markere deres modstand mod Innocence of Muslims at demonstrere offentligt. I USA censurerer Comedy Central en episode af tegnefilmen South Park, der har gjort groft grin med alle religioner, hvor Muhammed optræder i et bjørnekostume. Karikaturtegneren Molly Norris må gå under jorden og leve med ny identitet, efter hun foreslår en ”tegn Muhammed-dag”. Læg hertil vedtagelsen af forbud mod hate-speech i EU, samt mod religiøs hate speech i Storbritannien og spørg så lige en gang til, om ytringsfriheden er under pres i Europa. Man skal være alvorligt værdipolitisk handicappet for at påstå, at det ikke er tilfældet. Det betyder ikke, at der ikke er ytringsfrihed i Vesten. Det er der, og også langt mere omfattende end noget andet sted i verden. Heldigvis. Men udviklingen går entydigt i den forkerte retning, og folk som Bo Lidegaard, der lukker øjnene for denne tendens og legitimerer den krænkelseskultur, som truslen er en følge af, er en del af problemet.

For at føje spot til skade gælder Politikens følsomhed overfor religiøse ligtorne kun den ene vej. Politiken lader gladelig bloggeren Jens André-Herbener skrive om kristendommens mange forbandelser. Herunder, at bibelen ”dikterer folkedrab og stening som dødsstraf, sidestiller bøsser med mordere, diskriminerer kvinder, går ind for slaveri, fastslår, at ”syndere” skal brænde i al evighed, og kræver, at man skal hade sin familie for at blive sektlederens discipel?”. Den luthersk-evangeliske kirke er ifølge Herbener en ”religiøs organisation, hvis guru er udtalt antidemokrat, skriftfundamentalist, fanatisk jødehader og går ind for dødsstraf over ”hekse” og blasfemikere”, ligesom Herbener påpeger ”den lange række af forbrydelser og overgreb, som kristendommen i de sidste 2000 år har været instrumental i”.

Her er ingen selv-censur fra Politikens side, og sådan skal det naturligvis være.  Og man må bifalde Politikens mod, når avisen på den måde tør give elektronisk spalteplads til folk, der lægger sig ud med de farlige kristne i Tidehverv, der jo bekæmper kristendomskritik med alt fra spidsede blyanter til håndfaste holdninger. Her gælder det om at stå fast på religionskritikken og ytringsfriheden. Men ville Politiken nogensinde lægge serverplads til et lignende indlæg hvor samme beskyldninger blev rettet mod Islam? Næppe. Fordømmelse af ”enhver ytring, der fordømmer religiøse følelser” er tilsyneladende kun relevant, når det gælder islamister fra et land som Saudi-Arabien, hvor det at eje en bibel er forbudt, hvor man kan blive idømt dødsstraf (ved halshugning) for trolddom, og hvor man fængsles for at tweete om profeten Muhammed. Her skal ”forhånelse af religion” undskyldes og fordømmes, som da Politiken indgik et forlig med folk der angiveligt var Muhammeds efterkommere.

Kampen for ytringsfrihed er ikke en kamp mod islam eller muslimer, og er ikke defineret af danske indenrigspolitiske værdispørgsmål. Det er en kamp for en helt grundlæggende menneskeret som alle – inklusiv muslimer – har ret til at benytte sig af, og som muslimer – sekulære og religiøse – har akut behov for, at vi støtter op om her i Vesten, i stedet for at legitimere de stater og religiøse kræfter, der bruger censur og blasfemiparagraffer til at holde sig ved magten. Jo før Politiken melder sig ind på den rigtige side af denne globale kamp jo bedre.