Ny domstolspraksis øger muligheden for at sætte kriminelle udlændinge på porten

Et af de områder, hvor den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) har haft størst gennemslagskraft i Danmark er udvisninger af kriminelle udlændinge. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har nemlig indfortolket en vis beskyttelse mod udvisning af kriminelle udlændinge, hvis de har etableret familie- eller privatliv i konventionsstater som Danmark. Det betyder, at også hårdkogte kriminelle kan have held til at blive i landet, hvis de f.eks. har børn og kone her i landet og begrænsede relationer til hjemlandet. Flere lande – med Storbritannien i spidsen – har beklaget sig over EMDs praksis på dette område, hvor voldtægtsforbrydere, voldsmænd, røvere og narkoforbrydere kan få lov til at trække familie eller privatlivskortet og forblive i de lande, hvis lovgivning de har forbrudt sig mod. Det er ikke blot krænkende for retsfølelsen (dette uklare begreb) men gør det også sværere for Danmark at beskytte den øvrige befolkning mod kriminelle, ligesom det er gift for integrationen til skade for alle de udlændinge, der ikke har andel i kriminalitet. Derudover er det højst tvivlsomt, om EMDs fortolkning af retten til familie- og privatliv har støtte i ret meget andet, end hvad et flertal af dommere har ment var ret og rimeligt. Beskyttelsen mod udvisninger er i hvert fald ikke en del af kernebeskyttelsen i retten til familie- og privatliv.

Men nu er der godt nyt. Hidtil har det været opfattelsen, at EMRK art. 8 umuliggør en yderligere skærpelse af reglerne, men nu synes der at tegne sig konturerne af et mønster i EMDs nyere praksis, der tildeler konventionsstaterne en bredere national skønsmargen som følge af en mere tilbageholdende linje fra EMD (se dette notat jeg har udarbejdet om emnet). Formentlig afspejler EMDs nyere praksis, at medlemslandene af Europarådet har vedtaget en række erklæringer, der bl.a. tilkendegiver et ønske om at give medlemsstaterne en større skønsmargin i udlændingesager, der drejer sig om alvorlig og gentagen kriminalitet. Storbritannien har som foregangsland tidligere i år udstedt nye regler, der signifikant strammer reglerne for udvisning af kriminelle udlændige. Reglerne tilsiger, at de britiske domstolene skal anvende artikel 8 i udvisningssager, så det som udgangspunkt kun er under ”exceptionelle omstændigheder”, at artikel 8 vil forhindre udvisning af udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet.

I 2012 har EMD hidtil, så vidt ses, afsagt 7 domme vedrørende udvisning af kriminelle udlændinge (se dette skema over relevant retspraksis). Kun i en enkelt dom er der statueret krænkelse, og det alene fordi bulgarske myndigheder havde truffet en afgørelse om udvisning på vilkårligt retsgrundlag (Madah v. Bulgarien). En række af de nye domme er bemærkelsesværdige, men særligt springer dommen Balogun v. Storbritannien i øjnene. Balogun, en ung nigeriansk mand, havde boet i Storbritannien, siden han var 3 år, hvor han var blevet udsat for omsorgssvigt af sin tante. I Storbritannien blev han som 18-årig idømt 3 års fængsel for besiddelse med henblik på videresalg af euforiserende stoffer, ligesom han tidligere var straffet for bl.a. narkokriminalitet og hæleri. Balogun blev udvist af Storbritannien – selvom han havde levet næsten hele sit liv i Storbritannien, ikke havde minder og kulturelle oplevelser fra oprindelseslandet Nigeria eller på noget tidspunkt haft kontakt til sin mor i Nigeria. EMD slog fast, at der ikke var en stærk familiær tilknytning til Nigeria, men alligevel mente EMD, at der forelå en mulighed for at etablere denne i NigeriaI tidligere sager har EMD modsat fremhævet, at det var uproportionalt at udvise en kriminel udlænding, fordi det måtte antages at medføre praktiske og følelsesmæssige udfordringer og have store konsekvenser for familielivet (bl.a. Beldjoudi v. Frankrig og Boultif v. Schweitz). Derudover har EMD tidligere i højere grad ladet det være tungen på vægtskålen, at den udviste udlænding havde haft hele sin  opvækst i opholdslandet (A.W. Khan v. Storbritanninen). EMD har tidligere fremhævet, at det var en afgørende omstændighed, at der ikke havde været en reel social tilknytning til oprindelseslandet. Sådan en tilknytning kan man velsagtens sige, at Balogun ikke havde, men på trods heraf blev hans udvisning fundet forenelig med artikel 8.

Udviklingen i EMDs udvisningspraksis kan endnu ikke siges at være fuldstændig klargjort. Flere af de nyere afgørelser afsagt med dissens. Ikke desto mindre viser udfaldet af sagerne sig forhåbentlig at være de første spadestik til en klar, ny holdning og udvikling i EMDs praksis angående udvisning af kriminelle udlændinge, således at efterlevelse af medlemsstaternes ønske om vægtning af den nationale skønsmargen imødekommes. Det er dog væsentligt at hæfte sig ved, at denne udvidede skønsmargin forudsætter, at nationale myndigheder og domstole foretager en grundig afvejning af de overordnede hensyn, som EMD har opstillet i sin retspraksis – herunder arten og alvoren af overtrædelsen, opholdets varighed i udvisningslandet, perioden siden den begåede kriminalitet og vedkommendes opførelse i denne, nationaliteterne af de berørte personer, vedkommendes familiesituation, ægtefællens viden om forbrydelsen ved indgåelse af forholdet, børn fra ægteskabet, alvoren af de vanskeligheder, som ægtefællen sandsynligvis vil støde på i oprindelseslandet, børns tarv og trivsel, især de vanskeligheder, som disse vil støde på i oprindelseslandet samt styrken af sociale, kulturelle og familiære bånd til hhv. opholdslandet og oprindelseslandet.

Allerede i dag følger det af Anklagemyndighedens udvisningspraksis, at der foretages en skærpet afvejning efter udlændingelovens § 26, stk. 2. Som klar hovedregel skal der ske udvisning af en udlænding, såfremt denne har fået en frihedsstraf, og dette fraviges alene, hvis det vil stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Som udgangspunkt burde anklagemyndighedens tiltalepraksis og domstolenes retspraksis derfor automatisk tilpasse sig EMDs retspraksis, hvad enten i skærpende eller lempelig retning. Der er dog visse forhold, der gør, at det ikke nødvendigvis vil være muligt for anklagemyndighed og domstole at lægge sig op ad den skærpede EMD praksis uden en lovændring.  Det gælder særligt i forhold til varigheden af indrejseforbud, der i sager, hvor udlændingeloven anviser, at indrejseforbuddet skal være bestandigt, risikerer at ende med betinget snarere end ubetinget udvisning. I den såkaldte Fiz Fiz sag blev to udlændinge der var dømt for grov narkokriminalitet, flugtforsøg fra et fængsel, vold og overtrædelse af våbenlovgivningen eksempelvis kun idømt betinget udvisning. Derudover vil det – efter britisk forbillede – givetvis have en vis effekt såfremt lovgiver eksplicit henviser til Izmir-erklæringens ordlyd om ”exceptionelle omstændigheder” som ledetråd i udvisningssager vedrørende alvorlig kriminalitet.

Danmark bør derfor hurtigst muligt bruge det vindue der nu er åbnet til at skærpe reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge yderligere, eftersom det givetvis vil have en selvforstærkende effekt på EMDs praksis, hvis flere lande følger i Storbritanniens fodspor. Det vil også kunne danne præcedens for en højere grad af ”checks and balances” i forhold til EMD, fordi domstolen får at mærke at Europarådets stater ikke blot stiltiende vil finde sig i at EMDs praksis udvider menneskerettighedsbegrebet til områder der har meget lidt at gøre med de grundlæggende frihedsrettigheder som EMD er sat i verden for at håndhæve.