Om hvorfor reglerne for udvisning bør skærpes

I min forrige blog beskrev jeg, hvordan der efter min opfattelse er sket en udvikling i Menneskerettighedsdomstolens praksis, der giver øget mulighed for at udvise kriminelle udlændinge.  Både bloggen og det underliggende notat kan forekomme lidt abstrakte, da der her kredses om fortolkninger af domme, lovgivning og konventioner. Derfor vil jeg i det følgende prøve at konkretisere, hvad en øget adgang til udvisning vil betyde for hårdkogte kriminelle og ikke mindst for den befolkning, der skal leve med kriminelle, som hidtil ikke har kunnet udvises. Jeg håber nedenstående eksempler vil være med til at nuancere billedet blandt dem, der opfatter al snak om udlændingestramninger som skræmmepolitik, udlændingehetz eller endog fremmedhad.

For er der noget, der er ødelæggende for integrationen og for de udlændinge, hvoraf de fleste, der uanset overrepræsentation i kriminalstatistikker trods alt er lovlydige borgere, er det oplevelsen af, at udlændinge kan begå grov og gentagen kriminalitet uden, at det får konsekvenser i form af udvisning. Det skaber en følelse af magtesløshed, som meget vel kan afføde øget skepsis overfor udlændinge generelt. Et godt eksempel er Ekstra Bladets leder fra 29. november om en udlænding med 200 kriminelle forhold på samvittigheden, men som endnu ikke er blevet udvist. Selvom der kan være gode grunde til at forholde sig skeptisk til Ekstra Bladets redaktionelle linje, rammer lederen her noget centralt: nemlig den almindelige danskers følelse af at være til grin. Men Ekstra Bladets eksempel står ikke alene. Lad mig inden oversigten nedenfor gøre fuldstændigt klart, at jeg tager kraftig afstand fra kommentarer om at udvise alle muslimer og lignende, som fulgte i kølvandet på min forrige blog. Udvisning af kriminelle udlændinge bør alene have fokus på handlinger ikke religion eller etnicitet, og det er kun i totalitære stater, hvor man skrider til massedeportationer af mindretal. Udvisning af kriminelle udlændinge forudsætter derfor, at vedkommende er blevet dømt for alvorlig eller gentagen kriminalitet ved danske domstole med alle de retssikkerhedsgarantier, som en retsstat må og skal tilbyde både statsborgere og udlændinge.

Men lad os nu se på nogle danske domme, hvor udlændinge med betingede udvisningsdomme eller alenlange synderegistre bliver dømt for på den baggrund at kunne danne os et billede over noget af den kriminalitet, der kunne være undgået, hvis hammeren var faldet før. Og dermed noget af den kriminalitet vi givetvis i fremtiden vil kunne undgå, hvis udlændingelovens regler ændres, så kriminelle udlændinge bliver udvist i højere grad, end det er tilfældet i dag.

Sagerne kan opdeles i to grupper. I den ene gruppe er der de sager, hvor de kriminelle udlændinge rent faktisk bliver udvist, men i forvejen har en betinget udvisningsdom eller ”blot” adskillige tidligere kriminelle forhold. I den anden gruppe er der sagerne, hvor der på ny idømmes en betinget udvisning, selvom vedkommende tidligere er dømt for kriminalitet og betinget udvist. I U.2011.3296/2Ø blev en bosniske statsborger idømt to års fængsel for bl.a. røveri mod en bank udvist betinget, med prøvetid på to år. Forud for dommen om røveri havde han fået en dom for tyveri samt to domme for vold. I prøveperioden for røveridommen begik han under udgang fra afsoning igen bankrøveri. Landsretten fremhævede, at T var myndig, begik røveriet under afsoning af fængselsstraf og bar maskering og dermed havde planlagt forholdet. Modsat havde han stærke kulturelle og sociale bånd til Danmark. Alligevel fandtes forholdene at være af en sådan grovhed, at T blev udvist ubetinget med indrejseforbud i 12 år.

I U.2009.1410H blev fire personer fundet skyldigei fire forhold af hjemmerøveri. To af de tiltalte var somaliske statsborgere. Den ene havde bl.a. tre domme for med vold eller trussel om vold at overfalde nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv. Den ene af disse domme omfattede også simpel vold og vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter, ligesom han havde to domme for tyveri og en for røveri. Den anden havde bl.a. fire tidligere domme for vold, en for tyveri og en for røveri. Et af hjemmerøverierne var af en sådan grovhed, at der blev begået vold med kraftige slag mod offerets hoved, ligesom offeret blev tildlet flere knivstik i lår og fod. Ikke nok med at offeret blev forulempet i sit hjem, efterladt bevidstløs på gulvet bundet på hænder og fødder, fik offeret blødning i hjernevævet og knoglebrud i lår og fod. Derudover begik de dømte praktisk talt røveriet i direkte forlængelse af deres tidligere kriminelle forhold (henholdsvis 18 dage og 2 måneder efter afsoning). Højesteret forhøjede straffene med to år, og fremhævede særligt antallet og karakteren af røverierne og grovheden af volden samt deres tidligere kriminelle forhold og hurtige recidiv. De blev udvist for bestandig.

I TfK2010.793 fastslog Landsretten, at en betinged udvisning skulle udløses navnlig på grund af ny vold begået i prøvetiden. Den tiltalte var lige fyldt 18 år, da han begik volden, men på trods af sin unge alder havde han allerede en dom på 1 år og 6 måneders fængsel for røveri og vold i bagagen. Landsretten fremhævede, at det ikke kunne være særlig belastende for ham at blive udvist, da hans far nogle år forinden var blevet udvist, ligesom en stor del af hans familie stadig opholdt sig  i Irak. I TfK2011.319 fandt Landsretten, at en libanesisk statsborger skulle udvises ubetinget med indrejseforbud i 12 år, da han indtil flere gange havde begået narkotikakriminalitet og tidligere var betinget udvist.

Ovenstående domme illustrerer med tydelighed humlen i udvisningsproblematikken. En udlænding er adskillige gange dømt for kriminalitet, men er kun (i værste fald) blevet betinget udvist og bliver først udvist ubetinget, når der er begået ny alvorlig kriminalitet med nye ofre som følge.

Endnu værre er de sager, hvor udlændinge, der allerede er idømt betinget udvisning, begår ny kriminalitet og igen idømmes betinget snarere end ubetinget udvisning. I U.2011.1027H. var en ung irakisk mand tidligere dømt 1½ års fængsel og betinget udvisning for fire røverier, vold og trusler. Under sin prøveløsladelse angreb den unge iraker (sammen med en anden) umotiveret en betjent (der dog ikke var i tjeneste) ved bevidst at støde sin skulder ind i den forbipasserende betjent for at skabe en konfrontation og derefter at tildele ham et eller flere slag i hovedet. Uanset, at den pågældende allerede var idømt en betinget udvisning og begik vold i sin prøvetid, ændrede Højesteret Landsrettens afgørelse og idømte på ny betinget udvisning.

I TfK2012.354 havde en afghansk statsborger sat ild til sit klubværelse og derved gjort sig skyldig i brandstiftelse. Han var tidligere dømt for trusler, hærværk og overtrædelser af færdselsloven og på den bekostning betinget udvist. Afghaneren havde samlet set haft lovligt ophold i Danmark i 5 år og 10 måneder. Selvom han havde en betinget udvisningsdom, fandt Landsrettens flertal dog ikke, at der var tilstrækkelig grundlag for at udvise ubetinget, da der var stærk tilknytning til Danmark. I TfK2011.153 begik en udlænding et gaderøveri, hvor han ved at vise en pistollignende genstand tvang en person til at hæve nogle penge fra en hæveautomat. Røveriet blev begået inden for prøvetiden af en tidligere betinget udvisning, og udlændingen havde allerede begået to røverier tidligere. Landsretten mente, at udvisning ville virke særlig belastende, da tiltalte, der stammede fra Eksjugoslavien, ikke talte sproget og aldrig havde boet i landet. I TfK2010.459 idømtes en tyrkisk statsborger 3 år og 6 måneders fængsel og betinget udvisning for medvirken til røveri af særlig farlig karakter begået under prøvetiden. Den dømte havde inden røveriet udleveret en skarpladt pistol til A, som skyldte ham 60.000 kr., og udtalte »her har du dit værktøj, så kan du godt skaffe nogle penge« eller lignende, ligesom han gavudtryk for, at det ville gå ud over A eller dennes familie, hvis A ikke gjorde, som han fik besked på. Byretten fandt, at tiltalte, der tidligere havde en betinget udvisningsdom, skulle udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Landsretten ændrede dog byrettens afgørelse igen under henvisning til de personlige forhold herunder, at han var født i Danmark, havde hustru og barn – selvom det er værd at bemærke, at han ikke boede med hustruen og barnet. Dommen blev afsagt med dissens 3-6.

Sagerne ovenfor er alle eksempler på domme, hvor man i henhold til den nye praksis fra EMD formentlig kunne udvise de udlændinge, der har fået en ekstra chance i form af en (ny) betinget udvisningsdom. Det er en uacceptabel udvidelse – ja pervertering – af menneskerettighedsbegrebet, når en udlænding, der allerede er dømt for røveri og har en betinget udvisning, kan begå et nyt groft gaderøveri og slippe for udvisning. Det er også tragisk og uacceptabelt, når udlændinge, der er dømt for adskillige alvorlige forbrydelser, får lov til at blive i landet for straks derefter at begå hjemmerøverier, hvor ofrene udsættes for grov og rå vold med brug af våben. Og ikke mindst er det uacceptabelt og dybt skadeligt, at den ”badwill” disse mennesker skaber, går ud over en stor del af de mange arbejdsomme og lovlige udlændinge, der ellers lever her i landet. I sådanne sager må hensynet til at forhindre og straffe kriminalitet og beskytte de eksisterende og potentielle ofre veje tungere end hensynet til familie- eller privatliv. Ingen har tvunget de ovennævnte udlændinge til at begå kriminalitet, og de har alle været fuldt ud vidende om, at deres handlinger var strafbare og belagt med sanktioner. Det må derfor være udlændingen selv og ikke det danske samfund, der skal bære konsekvenserne af disse handlinger. Derfor må vi håbe, at regeringen hurtigst muligt udnytter EMDs nye praksis til at udvide mulighederne for udvisning af kriminelle udlændinge.