Terror på nettet

I Politiken kan man læse, at islamister i stigende grad bruger Internettet til at sprede deres budskaber, radikalisere og rekruttere nye terrorister. Et godt eksempel (der stammer fra TV2) er de herboende salafister ”Kaldet til Islam”, der har kontakt til ekstremisten Omar Bakri i Libanon, og som opfordrer til drab på folk, der krænker profeten. Derfor er det også helt på sin plads, at PET nu annoncerer en ny strategi, der skal have øget fokus på cyber-terrorisme. PET skal naturligvis søge at holde øje med de steder, hvor de, som truer Danmarks interesser og befolkning, opererer, uanset om det er i den fysiske verden eller cyber space. Men læg mærke til, at PET beskriver strategien som ”forebyggende”. Det er en vigtig udmelding og kan forhåbentlig lægge en dæmper på overivrige politikere, der gerne vil vise handlekraft overfor fundamentalister og radikalisering. Et af de mindre skønne eksempler på en sådan overivrighed, så man i 2010, da SF foreslog  at forbyde surfing på terrorrelaterede hjemmesider. Året før fremførte DF det lidt mindre indgribende forslag om at lukke for Al-Qaedas hjemmesider. Den slags tiltag bør for enhver pris undgås. Hvis sådanne forbud skal være andet end symbollovgivning, vil det kræve massiv overvågning af Internettet. Desuden vil man meget hurtig støde ind problemer såsom, hvordan man definerer en ”terrorrelateret hjemmeside”? Og hvordan verificerer man, at en given hjemmeside tilhører Al-Qaeda? Og hvordan vil man forhindre, at personer, der får lukket en hjemmeside, ikke blot åbner en anden dagen efter? Netop det problem har vi set på et andet område. Folketinget har netop vedtaget at ophæve en bestemmelse, der giver adgang til at blokere for hjemmesider, der sælger ulovlig medicin, fordi dette middel ikke var effektivt. Kun en enkelt gang blev det brugt, og når en side lukkes ned, åbner der blot nye op.

Herudover er der – ikke at forglemme –  forholdet til grundlovens § 77, der forbyder censur. Det ville  man muligvis kunne komme udenom – men ikke uden at træde princippet i denne bestemmelse under fode. Derudover vil et sådant forbud muligvis være kontraproduktivt.  Masser af forskningsrelaterede hjemmesider indeholder videoer med og links til ekstremisme og opfordringer til vold. Rent faktisk burde alle almindelige danskere med interesse for en af de alvorligste trusler mod vores samfund vel netop kunne holde sig orienteret om, hvilke tanker forskellige terrorgrupperinger, der truer vores land, gør sig. Man må også antage, at langt de fleste danskere, der bliver bekendt med en hjemmeside, der opfordrer til Jihad eller lignende, vil reagere med afsky snarere end at overveje medlemskab af en terror-celle.

Derudover er det afgørende at pege på, at Internettet ikke er en fredhellig zone for terrorister. Ifølge retsplejeloven har PET allerede mulighed for – med retskendelse – at få adgang til computere via snifferprogrammer, så PET kan følge med i terrormistænktes aktiviteter i Cyberspace. Desuden vil man efter omstændighederne kunne straffes for at fremme, opfordre eller medvirke til terrorisme over Internettet, og der er også hjemmel til at beslaglægge hjemmesider, der har et ulovligt indhold.

At stå fast på ytrings- og informationsfrihed selv i terrortider er særligt vigtigt i disse tider, hvor magtfulde lande søger at centralisere kontrollen med Internettet. Vel at mærke lande som Kina og Rusland, der ikke har tradition for fri debat, og som ville glæde sig over vestlige tiltag om at indføre begrænsninger af internetfrihed i kampen mod terrorisme, fordi det vil legitimere deres egen brug af sådanne forbud mod dissidenter og systemkritikere. Man må derfor håbe, at udfordringen fra cyber-radikalisering bliver mødt med respekt for ytrings- og informationsfriheden. Og her kunne politikerne passende finde inspiration i udmeldingen fra PET, frem for de forudsigelige meldinger om at begrænse frihedsrettigheder.