Berlingskes forbudsskævert

Denne blogs moderavis har i dag en leder, der under overskriften ”Frihed og Forbud” søger at gøre læserne klogere på, hvor grænsen bør trækkes for statslig indblanding i personlig frihed, når det gælder hash, alkohol og tobak. Det lykkes ikke.

I forhold til hash forholder Berlingske sig til både ”konkrete” og ”principielle” argumenter. Det konkrete argument for legalisering, som Berlingske fremhæver, er muligheden for at reducere et illegalt marked på – anslået – over 1 milliard DKK, som i øjeblikket alene bestyres af hærdede kriminelle, der ikke skyr voldelige metoder. Berlingske anerkender, at sådanne kriminelle givetvis ”ville få sværere kår” ved en legalisering. Men overfor det argument anfører lederskribenten

”til gengæld kan man modsat have den opfattelse, at et frit hashmarked vil få flere unge til at ryge endnu mere hash end de gør i forvejen. Og dermed sende endnu flere ud i et skadeligt hash misbrug”.

Ifølge Berlingske er dette modargument stærkere end de potentielle gevinster ved legalisering, som Berlingske derfor afviser. Men når det handler om de ”konkrete” argumenter, kunne man måske forlange, at Berlingske selv var mere konkret i sin argumentation. For selvom det er rigtigt, at man ikke kan udelukke, at der vil være flere, der ryger hash som følge af legalisering. Så er det langt fra givet. I Portugal valgte man i 2001 at afkriminalisere (ikke legalisere) alle stoffer, og i 2011 kunne man konstatere et stort fald i antallet af misbrugere på op mod 50%. Ifølge den seneste rapport fra det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug ligger forbruget af cannabis blandt portugisiske skolebørn i alderen 15-16 år under såvel det europæiske gennemsnit som det tilsvarende niveau i Danmark.

Blandt 15-24 årige har Portugal endvidere et af de laveste forbrugsniveauer i Europa, når det gælder unge, som rapporterer at have prøvet Hash i deres levetid og indenfor de seneste 12 måneder. Det betyder ikke, at afkriminalisering eller legalisering fører til lavere forbrug, men peger snarere på, at legalisering og forbud har en i bedste fald marginal indflydelse på forbrug. Det var da også konklusionen i en stor international undersøgelse, som Københavns Kommunes Socialudvalg i 2009 citerede i sin redegørelse, og hvoraf det fremgår, at

”det ikke er adgang til legal hash, der er afgørende for hvor mange personer, der bruger hash, og hvor meget hash den enkelte bruger. Udsvingene må derimod tilskrives almindelig udvikling i kultur, mode og trends”.

Derudover vil der også være økonomiske gevinster forbundet med legalisering. I april 2012 underskrev 300 økonomer, inklusiv 3 nobelprisvindere, således et åbent brev til Præsident Obama, hvori de opfordrede til at afkriminalisere hash og pegede på en anseelig økonomisk milliardgevinst (i USD), hvis hash blev behandlet på samme måde som alkohol og tobak. En del af denne gevinst kunne man jo eks. bruge på kampagner rettet mod unge eller på at få egentlige misbrugere  på rette køl. Man kan også pege på den gevinst, der ville være i, at politiet brugte ressourcer på personfarlig- og berigelseskriminalitet snarere end på at sende 60 mand ud for at kæmpe mod vindmøller på Christiania. Alt sammen ”praktiske” argumenter, som lederen negligerer, men som nødvendigvis må indgå i ligningen, når man vejer pro et contra ud fra en rent praktisk tilgangsvinkel.

Avisens gode lederskribent mister dog fuldstændig den røde tråd, når det kommer til det principielle argument for legalisering, som lederen beskriver med følgende non sequitur:

Nemlig det argument, at staten slet ikke skal blande sig i, hvad borgerne indtager eller i øvrigt foretager sig, når blot det ikke skader andre end den enkelte borger selv. Argumentet er på sin vis smukt og beundringsværdigt, men i praksis er det en form for liberal idealisme, der ikke har nogen gang i virkeligheden. For realiteten er, at vi har en stat, der blander sig i borgernes hverdag. Diskussionen burde snarere dreje sig om, i hvor stort omfang det bør finde sted, og om kontrollen med handlinger, der egentlig hører privatsfæren til, er ved at tage overhånd. For det er tilfældet, og det er et problem.

Først og fremmest må man sige, at argumentationen ovenfor er udtryk for en form for ”pragmatisme”, som enhver diktator kunne skrive under på: Fordi staten allerede blander sig i borgernes privatliv med forbud og formynderi giver det ikke mening at fremføre et principielt ”Millsk” forsvar for friheden. Man kunne måske indvende at netop fordi staten blander sig så meget er der mere end nogensinde behov for et principfast forsvar for den personlige frihed. Samtidig mener Berlingske dog at det er problematisk, at staten blander sig så meget i borgernes privatliv, som det rent faktisk er tilfældet. Hvordan lederskribenten kan nå frem til den sidste konklusion er bemærkelsesværdig, når det principielle argument om personlig frihed tilsyneladende ikke længere er validt.

Dernæst når lederskribenten frem til, at rygeloven er forsvarlig, fordi den beskytter mod passiv rygning (hvormed man elegant springer over, at med det offentlige rum menes samtidigt privatejede cafeer og barer, og at ingen tvinger en ikke-ryger ind på en privatejet cafe/bar, hvor der ryges). Når det gælder alkohol:

”er der et alvorligt problem, som handler om børn og unges alkoholvaner. Danske unge drikker mere end unge i stort set alle andre lande…. Er det statens ansvar? Nej, det er først og fremmest forældrenes”.

Så vi kan altså konkludere, at alkohol på trods af skadelige virkninger for unge og negative konsekvenser for familier og pårørende, ikke er statens, men forældrenes ansvar. Derimod er unges hash vaner ifølge Berlingske åbenbart ikke længere forældrenes men statens ansvar, og kræver derfor generelt forbud. Cigaretter er skadelige, og det er legitimt at forbyde rygning på barer og cafeer, men ikke at forbyde cigaretter eller tobak som sådan. Jo logikken er lysende klar.

En ting lever Berlingskes leder op til: nemlig sin egen påstand om, at spørgsmålet om relationen mellem forbud og frihed ”ikke er sort-hvid”. Til gengæld må man sige, at Berlingskes holdning til emnet er blevet så grumset, at det vist alene er lederskribenten selv, der kan finde ud af, hvornår noget skal være frit eller forbudt.