Lidegaards vildfarelser

I EN LEDER ( 21.2.) og en klumme ( 24.2.) fremfører Politikens chefredaktør Bo Lidegaard det synspunkt, at billedet af, at ytringsfriheden i Danmark er under pres, hører til »på det politiske overdrev«. Lidegaard anerkender, at der har været angreb på folk, der har ytret sig offentligt: »Men truer disse voldshandlinger ytringsfriheden eller demokratiet? Hverken mere eller mindre end anden vold og grov kriminalitet«. Ifølge Lidegaard kendetegner det desuden Danmark, Norden, ja, alle demokratier, at der ikke findes nogen seriøse personer, der ønsker at begrænse ytringsfriheden ad lovgivningens vej, ligesom truslen fra ikke-demokratiske stater er passé.

LAD OS starte med Lidegaards skarpe sondring mellem politisk vold og ytringsfriheden.Det må forstås sådan, at hvis de personer, der sidste år blev dømt for at ville trænge ind i Politikens Hus og henrette journalister, havde haft held med deres foretagende, ville det ikke have nogen relation til eller konsekvenser for ytringsfriheden.

Det uanset at terroristerne var motiveret af Jyllands-Postens publicering af en karikaturtegning. Det er en mild sagt forbavsende konklusion. Men ikke engang en strengt formalistisk betragtning om, at ytringsfrihed alene omfatter indgreb fra statsmagten, kan opretholdes. I 2008 afsagde Højesteret en kendelse i den såkaldte Tunesersag. Højesteret udtalte:

»Muhammedtegningerne og debatten om dem har affødt reaktioner verden over, herunder angreb på danske statslige institutioner.Højesteret finder, at drab på en person for at have tegnet en af disse tegninger må anses for et forsøg på at skræmme befolkningen, begrænse ytringsfriheden og hindre den offentlige debat«. Samme konklusion nåede Højesteret i sagen om den øksemand, der angreb Westergaard.

Det er derfor Lidegaards insisteren på, at vold motiveret af offerets holdninger ikke vedrører ytringsfriheden, der er ude på det politiske ( og juridiske) overdrev.

HVAD SÅ med argumentet om, at truslen fra mørkemænd er begrænset, og at politisk vold kan ramme os alle? Der er altså intet, der forbinder Flemming Rose, Lars Hedegaard og Kurt Westergaard med hinanden, ud over helt tilfældig politisk vold. I PET’s seneste trusselsvurdering fra januar 2013 kan man dog læse en særlig vurdering af tegningsagens betydning for terrortruslens mod Danmark. Her står bl. a.: »Udgivelsen af de 12 tegninger af profeten Muhammed () og genoptrykningen af tegningerne () har været de vigtigste årsager til, at Danmark er blevet udpeget af al-Qaeda og andre militante islamister som et legitimt og højt prioriteret terrormål«. Det fremgår også, at »Antallet af sager, hvor der er set konkret angrebsplanlægning og/eller angrebsforsøg mod Danmark () med baggrund i tegningsagen, er steget i perioden 2010-12«. PET karakteriserer således terrortruslen mod Danmark som »alvorlig«. Hvordan en redaktør, der til daglig er beskyttet af omfattende sikkerhedsforanstaltninger, kan mene, at en sådan trussel ikke er egnet til at få medier og enkeltpersoner til at holde igen med udtalelser og dermed medfører et pres på ytringsfriheden, er svært at forstå. Og hvor er de kritikere af kristendom, kapitalisme og klimaforandringer, der har brug for PET’s beskyttelse?

HAR LIDEGAARD ret i påstanden om, at ingen demokrater ønsker begrænsninger af ytringsfriheden? Det er tragikomisk, at Lidegaard fremhæver Norge som et eksempel på et land, hvor ytringsfriheden står uantastet fra politisk hold. I december 2008 fremlagde den norske regering et forslag om at »utvide straffebudet om hatefulle ytringer slik at det omfatter kvalifiserte angrep på religion eller livssyn«, og som havde til formål at »verne ulike religioner og den enkeltes religiøse følelser«. Kun på grund af en heftig offentlig debat blev forslaget droppet.

Samme scenario udspillede sig i Storbritannien, da Labour i 2005 fremsatte et lovforslag om kriminalisering af »religiøst had«, der var rettet mod krænkelse af religiøse følelser.Med én stemme faldt det oprindelige forslag, og et nyt blev blokeret og siden ændret af House of Lords. Men briter, der krænker religiøse følelser, risikerer stadig at blive straffet.Eksempelvis er en ateist blevet idømt seks måneders betinget fængsel for at efterlade karikaturer af Jesus, Muhammed og paven i et bederum i en lufthavn. Både Europarådet, FN’s Racekomité og Institut for Menneskerettigheder har opfordret den tidligere regering til i højere grad at retsforfølge udtalelser fra bl. a. folketingspolitikere.

AT BESKRIVE de islamiske lande i OIC’s bestræbelser på at kriminalisere religionskrænkelse i FN som »forkølet« er også påfaldende. I så fald var det en lang forkølelse, for den første resolution om religionskrænkelse blev vedtaget i 1999 og den sidste i 2010. Men hvis man ellers følger med, vil man vide, at debatten langtfra har lidt »strådøden«. I november 2012 erklærede OIC-landenes udenrigsministre, at de ønsker et bindende juridisk instrument, der skal forhindre krænkelse af religiøse følelser. I september 2012 underskrev EU’s udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, sammen med OIC og Den Arabiske Liga en fælleserklæring, der betoner behovet for at »respektere alle profeter«.

EFTER AT have nedtonet omfanget og konsekvenserne af vold og trusler mod meningsdannere og journalister, der krænker islam, når Lidegaard frem til den reelle udfordring, som han mener, vi står over for.

»Jo mere truslen mod ytringsfriheden tales op, desto mindre frihed bliver der til at ytre det standpunkt, at det er med gensidig respekt i et åbent samfund, vi kommer længst i dialogen med hinanden og bedst styrker demokratiet«. Med andre ord: Ytringsfriheden er ikke truet af dem, der bruger vold og trusler til at kortslutte den offentlige debat, men derimod af dem, der som led i den offentlige debat udtrykker uenighed med Lidegaard. [Dette indlæg blev oprindeligt bragt i Politiken 28/2 2013]