Muslimske frihedskæmpere

Af Jacob Mchangama, Justitia 103

Den 10. december var det 60års jubilæet for FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder. I den anledning holdt CEPOS en konference under titlen FN og Menneskerettighederne: succes eller fiasko?

På konferencen blev der sagt mange hårde ord om FN systemet og de muslimske stater i OIC var særligt udskældte. Sådan må det nu engang være, når OICs dagorden så åbenlyst går ud på at svække internationale beskyttelsesmekanismer og underminere ytringsfriheden i religionens navn. Det er faktisk svært at forestille sig en organisation, der mere effektivt end OIC formår at sætte muslimer og islam i dårligt lys.

Men den velfortjente kritik af OIC må ikke foranledige folk til at tro, at denne organisation er den eneste røst i Mellemøsten når det kommer til spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder. Det er i danske medier meget sjældent, at der bruges spalteplads på de markante mellemøstlige stemmer, som kæmper for frihed i den del af verden. Det er også kendetegnede, at de mest islamkritiske røster fokuserer intenst på de mange overgreb, der foregår i den muslimske verden men sjældent på de udviklinger, der trækker i den anden retning og viser et mere nuanceret billede af den muslimske verden. Det er en skam for håbet om en arabisk verden med større respekt for frihed og demokrati hviler i høj grad på sådanne personers skuldre. En af de mest bemærkelsesværdige stemmer er den egyptisk baserede Cairo Institute for Human Rights Studies (CIHRS). CIHRS er sammen med 70 arabiske intellektuelle og 23 menneskerettighedsorganisationer medunderskriver på en erklæring om ytringsfrihed og religion, der opfordrer til at ytringsfrihed i den arabiske verden også bør omfatte kritik af religion. CIHRS udgav i denne måned sin årlige rapport om menneskerettigheder i den arabiske region.

Rapporten er markant, fordi den indeholder en hudløst ærlig kritik af de arabiske landes mange og systematiske overgreb mod helt basale menneskerettigheder både på nationalt, regionalt og internationalt niveau. Egypten, Saudi Arabien, Tunesien, Sudan Marokko, Syrien, Jordan, Yemen, Bahrain, Libanon og Palæstina får alle sønderlemmende kritik i rapporten, der er udfærdiget med hjælp fra organisationer og aktivister i de enkelte lande, hvilket understreger, CIHR ikke er alene. Rapporten peger på Sudans systematiske krig mod dele af sin egen befolkning i Darfur, på Saudi-Arabiens diskrimination af minoriteter og regionens overgreb mod bloggere og aktivister, som mange steder fængsles og tortureres.

Det er også markant, at rapporten kritiserer Egypten for ikke at slå ned på diskrimination af religiøse mindretal såsom kristne koptere eller på overgreb mod muslimer, som konverterer til kristendom. Rapporten er kritisk overfor islamister og beskriver den egyptiske afdeling af det Muslimske Broderskabs program som et projekt for etableringen af ”en fundamentalistisk teokratisk stat”. Men samtidig kritiserer rapporten vilkårlige anholdelser og fængslinger uden domstolsprøvelse af aktivister herunder Broderskabets medlemmer. En principfasthed, som adskillelige politikere her i landet kunne lade sig inspirere af.

I modsætning til den typiske arabiske præsentation af palæstinensernes situation indeholder rapporten både kritik af Israel og af Fatah og Hamas’ overgreb mod den almindelige palæstinenser. Rapporten peger rent faktisk på, at Fatah og Hamas overgreb på visse områder er mere omfattende end de israelske. Rapporten anerkender også, at demokrati og menneskerettigheder er bedre beskyttet i Israel.

På det internationale niveau er rapporten f.eks. stærk kritisk overfor OIC-landenes misbrug af FNs Menneskerettighedsråd inklusiv deres kampagne for at underminere ytringsfriheden når det kommer til kritik af religion. Rapporten peger således på, at OIC og de arabiske stater er den gruppering, der er mest skadelig for Menneskerettighedsrådets virke. 

Trods de mange negative tendenser, som rapporten påpeger, bemærkes det, at civilsamfundets dissens er stærkt stigende. Særligt internettets udbredelse har gjort blogs til effektive steder for kritik og dokumentation af undertrykkende tiltag. Organisationer som CIHR og øvrige aktivister i de arabiske civilsamfund er dem vi i virkeligheden bør have dialog med, når det kommer til menneskerettigheder og demokrati.  Når vi har betingelsesløs dialog med deres undertrykkere i FN legitimerer, vi de regimer, der med al magt søger slå ned på dissens. Anerkender vi vigtigheden og ”relevansen af Menneskerettighedsrådet og Durban II, selv om disse fora aktivt søger at misbruge menneskerettighedsbegrebet og vende det på hovedet, blåstempler vi, at de arabiske regimer kan undertrykke deres befolkninger i menneskerettighedernes navn.

103 kommentarer RSS

  1. Af godfearinghuman

    -

    jm

    de moderate muslimske milijører globalt
    kæmper en monumental kamp der har været under opsejling
    i et halv århundrede , det er svært for ikke muslimer eller vesteuropæiske observatører at få øje på denne kamp fordi deres fokus (skyts) er rettet et andet sted .

    som nogen på dette fora har påpeget er islamskrittikkernes briller oftest duggede af en indignation over manglende stillingtagen eller ansvarsdeling med fanatisme men det er en koqnitiv kortslutning
    der forhindre de mennesker i at tænke klart ,hvis de samme mennesker anstrengte sig en lille smule eller tog deres eget “bidrag til væren ” seriøst ville de hurtigt opdage at der både er røster i internationale fora og nationale medier der aktivt og prograssivt kæmper for at vride islam ud af hænderne på de monopoliserende kræfter.

    primus motor for disse kritikkere og observatører synes at være behovet for at kunne bevise en direkte sammenhæng mellem fanatisme
    og troen ,og det er altsammen ud fra en konklusion om at islam ER farligt i samme regi som andre ismer ,men i deres forsøg på at “oplyse” masserne om farene ved islam gennem velartikulerede og semantisk korrekte argumenter bliver de ufrivilligt et stærkt værktøj i hænderne på rigide imamar og mullaher som kan bruge denne exponering af uvidenhed
    til massesuggestition og så ender vi som oftest på square one og lidt dummere end da vi startede.

    for alle deres bestræbelser på at analysere og reformere og give ydtryk for deres kritiske holdninger er omsonst
    for de har endnu ikke opdaget at kampen har skiftet karakter
    for alle disse selvbestaltede islamexperter bringer ikke nogen ny viden
    de siger faktisk det samme som de mennesker de opponere imod
    fanatiske imamaer verden over mener at et bombebælte er vejen til sandheden …….og dem der angiviligt ved bedre som kritikkere af deres sandhed giver dem ret .

    frihedskæmperen har ringe kår ,på den ene side skal der kæmpes mod de uvidene masser der pratiksere traditioner baseret på deres forfædres skikke under et religiøst dække og på den anden side en vidensverden der absolut negligere sin forpligtielse som “bedrevidene”
    og kollektivt arbejder for større disharmoni og uforlignlighed blandt mennesker istedet for det modsatte ikke meget oplysning at spore her .

    friheden må vel være friheden til at “være” i første instans,fri til at tænke frit og vælge frit men opdagelsen af at være er ikke alle forundt
    de fleste oplever at være “til”og deres tanker og valg er determineret af dem de er “til”for, dem der “er” stiller spørgsmåls tegn ved alt levende og dem der er “til” undres ikke engang over døden hverken deres egen eller andres .

    tro er til dem der “er”for det er en levende guds system til opnåelse af equilibrium af “væren” i levende live …men det skal opdages
    og ligesom alt andet der skal opdages kræver også det at du tømmer dit bæger at du hælder dit ego og magtbegær og andre lavt intelligents atributter ud og opdager hvad livet er .

    der er ikke noget i vejen med systemet …der er noget i vejen med menneskets ego og dets magtbegær korrumpere systemet og har gjort det i årtier ,derfor disse fraktioner af tro sunnier shiar wahabi ahmedi katolikker protostanter ortdokse jøder almindlige jøder etc,etc

    alle disse forgreninger tjener et andet formål en “troen” på gud
    de tjener til det formål at beholde magten over den frie tanke
    men frihedskæmperen er ved at opdage at tanken ikke kan lænkes
    og får den frit løb stræber den for bedre for den vil gerne manifisteres
    i en “væren” i balance og den tanke akkumulere moment globalt
    frihedskampen er begyndt og denne gang ender krigen med emancipationen af friheden …amen.

  2. Af Jakob Schmidt

    -

    OIC-landene vil igen forsøge at få dømt Israel til at være en racistisk stat på FN’smenneskerettighedskonference Durban II om fire måneder, ligesom de gjorde på Durban, hvor forsøget mislykkedes. Durban I sluttede den 8/9 2001, altså tre dage før Al Quedas taerrorattentater den 11/9 2001.

    Det var under den tidligere naziofficer Kurt Waldheims ledelse, at FN begyndte sin antisemitiske og proislamistiske kurs.

    Den tidligere naziofficer Kurt Waldheim, der stod bag antisemitisk propaganda, der opfordrede civilister til at deltage i folkemordet på jøderne under Anden Verdenskrig, blev valgt til Genralsekretær i FN i 1972.

    “Much historical interest has centered around Waldheim’s role in Operation Kozara[8]. According to one post-war investigator, prisoners were routinely shot within only a few hundred yards of Waldheim’s office[9], and at the Jasenovac concentration camp. Waldheim later stated “that he did not know about the murder of civilians there.”[9]

    Waldheim’s name appears on the Wehrmacht’s “honor list” of those responsible for the militarily successful operation.”

    “According to Eli Rosenbaum, in 1944, Waldheim reviewed and approved a packet of anti-Semitic propaganda leaflets to be dropped behind Russian lines, one of which ended, “enough of the Jewish war, kill the Jews, come over.”[11]”

    “In 1972 Waldheim refused to condemn a letter sent to him by Idi Amin which applauded the massacre of the Israeli Olympic athletes in Munich and said Germany was the most appropriate locale for this because it was where Hitler burned more than six million Jews.

    “It happened because Hitler and all of the German people knew that the Israelis are not a people who work for humanity and because of that they burned them alive and killed them with gas on the soil of Germany.” [13]

    In November 1975 the United Nations General Assembly, under his guidance adopted Resolution 3379 which asserted Zionism to be a form of racism (the General Assembly rescinded this resolution in December 1991 with Resolution 46/86). In a 1976 security council debate he described the Israeli rescue of hijacked airline passengers at Entebbe, Uganda as “a serious violation of the national sovereignty of a United Nations member state. ”

    Waldheim ville altså ikke fordømme en hyldest til Holocaust …

    Det er altså ikke noget tilfælde at Palæstieneserne allirede sig med nazisterne under krigen, og dermned dømte sig selv til at blive historiens tabere, eller at det første islamistiske parti, Det Muslimske Broderskab var allieret med og finansieret af nazisterne, eller at broderskabet udgav Mein Kampf og Zions Vises Protokoller på arabisk.

    Det er kun et par år siden at Mein Kampf strøg ind på en tredjeplads på den tyrkiske bestsellerliste, da det islamistiske regeringsparti tillod ugivelsen for nogle år siden.

    Det er kun “antiracister”, som f.eks. Jacob Holdt, der ikke har opdaget ligheden mellem et antisemitisk, islamistisk parti, som Hizb ut-Tahrir, hvis talsmand Fadi Abdullatif er dømt efter racismeparagraffen for at opfordre til mord på jøder og DNSB.

    Hvis det lykkes de islamistiske OIC-lande, at få dømt atommagten Israel som en racistisk stat, vil en militær intervention fra f.eks. den kommende atommagt

    Det er forberedelsen til en antisemitisk atomkrig i Mellemøsten, som vi kommer til at se på Durban II.

  3. Af J.P.Lorentzen

    -

    Jacob Mc og “Cairo Institute for Human Rights Studies”.

    Efter – lidt forsinket- at have gennemloebet tekst og kommentarer paa denne traad kan jeg ikke andet end – igen – at undres over den utrologe naivitet , der praeger dansk presse og dansk debat.

    Den fine engelsksprogede rapport fra CIHRS er forfattet og i alt vaesentligt alene tilladt til brug som figenblad og propaganda overfor godtroende human rights apostle i Europa og USA.

    Den er ikke mangfoldiggjort eller udbredt nogensomhelst steder paa arabisk , hverken i Aegypten eller i noget andet muhammedansk land,

    og har derfor ingen oplysende endsige meningsdannende betydning i de oensketaenkte politiske og religioese reformmiljoeer , hvis fremspiring i den muhammedanske verden Jacob og andre soeger at indbilde sig selv og os andre.

    Heri ligger ogsaa en god del af den prosaiske forklaring paa ikke-eksistensen af muhammedansk dissidens.

Kommentarer er lukket.