Søren Pind og proportionalitet

Af Jacob Mchangama, Justitia 101

Søren Pind har i et nyligt blogindlæg kritiseret det såkaldte proportionalitetsbegreb, der bl.a. medfører, at statslige indgreb skal være nødvendige og stå i forhold til det mål, der søges opnået. Søren Pind gør gældende, at kravet om proportionalitet er udtryk for politiske vurderinger iklædt jura. Kritikken tager bl.a. afsæt i henholdsvis en række juristers  – måske også min egen – kritik af tuneserloven, samt konflikten i Gaza. Jeg synes, generelt at Søren Pind er en berigelse for det politiske liv i Danmark. Han har en klar national-liberal profil og tør stå ved sine holdninger, hvilket ikke er hverdagskost i det politiske liv. Men på det værdipolitiske område – og særligt værdipolitikkens forhold til retsstaten – er jeg i stigende grad uenig med Søren Pind. Lad mig i den forbindelse søge at anskueliggøre, (i) at Søren Pinds indlæg helt konkret er juridisk forkert, samt (ii) at indlægget har nogle potentielle dystre retspolitiske konsekvenser.  

Lad os starte med juraen. Søren skriver om proportionalitetsbegrebet bl.a. følgende:

men sjældent ser man anvist en konkret paragraf. Det er der al mulig grund til ikke sker. For det er noget generelt, et princip, som går igen og igen, nemlig dette at stater og myndigheder ikke må gribe til stærkere midler end nødvendigt i denne og hine situation. Sagen er blot den, at disse vurderinger i deres essens er… politiske vurderinger. Hvad er proportionalt afhænger jo af synsvinklen, der ser.

Så næste gang en såkaldt ekspert udtaler sig, så spørg hvor det står – er svaret proportionalitet er der tale om politik. Ikke jura.

Men her går det for hurtigt for Søren Pind. Lad os tage reglerne om tålt ophold, som – berettiget efter min mening – er blevet kritiseret for ikke at være proportionelle, fordi de behandler alle personer på tålt ophold ens uanset de pågældendes situation. I bemærkningerne til L69, som er det nu vedtagne lovforslag, der skærpede reglerne for tålt ophold hedder, det bl.a.:

Da proportionalitetsbetingelsen løbende skal være opfyldt, kan det med tiden blive vanskeligere at begrunde sådanne indgreb, f.eks. hvis det viser sig fortsat at være umuligt at udsende den pågældende […]Udlændingemyndighederne og politiet skal kunne godtgøre, at indgrebene i hvert enkelt tilfælde er proportionale. Heri ligger bl.a., at myndighederne skal kunne fremlægge oplysninger, der viser, at der er et rimeligt grundlag for indgrebene af hensyn til at sikre de pågældende personers tilstedeværelse med henblik på udsendelse.

Forarbejder, som er udtryk for lovgivers hensigt med loven, og som loven skal fortolkes overensstemmende med fastslår således utvetydigt, at indgreb overfor personer på tålt ophold skal være proportionale. På den baggrund er det svært at anerkende Søren Pinds anklage om, at proportionalitet i denne sag er et politisk snarere end et juridisk spørgsmål. Hvis de juridiske eksperter, som Søren Pind går i rette med, så bort fra forarbejders krav om proportionalitet i deres fortolkning af loven ville der være tale om dårlig juridisk metode. Endnu mere grelt ville det være, hvis danske domstole så bort fra lovgivers krav om, at loven skal administreres proportionelt, som Søren Pind så vidt ses også lægger op til i sit indlæg. Også grundlovens 71, stk. 5, der forbyder varetægtsfængsling i tilfælde, hvor der alene kan straffes med bøde eller hæfte, er et klart eksempel på, at proportionalitetsbegrebet udgør en integreret del af dansk ret. Enhver dansk jurastuderende der har bestået 3. årsprøve vil vide, hele forvatlningen er underlagt et generelt forvaltningsprincip, som man også vil kunne læse i mangen en ombudsmandsafgørelse. Proportionalitetsprincippet vil endvidere kunne genfindes i adskillige danske domme indenfor en række forskellige retsområder.

Når det kommer til væbnede konflikter er det også overraskende, at Søren Pind gør sig til talsmand for, at proportionalitetsprincippet skulle være udtryk for ren politik uden juridisk forankring.  Den Internationale Domstol i Haag har i en række domme(her og her) fastslået, at retten til selvforsvar kræver, at sådant væbnet selvforsvar er strengt nødvendigt og proportionalt. Proportionalitetsprincippet udgør også en såkaldt retssædvane indenfor den humanitære folkeret, men finder også udtryk i traktater. 1. Tillægsprotokol til Genevekonventionen vedrørende beskyttelsen af ofre i internationalevæbnede konflikter (som ikke er ratificeret af Israel og derfor ikke direkte gælder i Gazakonflikten) indeholder således et forbud mod ”vilkårlige angreb”, som indebærer en proportionalitetstest. Et vilkårligt angreb udgøres bl.a. af:

et angreb, som må forventes at medføre tilfældige tab af civilpersoners liv, skade på civile, ødelæggelse af civile genstande eller en kombination deraf, som betydelig vil overstige den forventede konkrete og direkte militære fordel.

Også for så vidt angår folkeretten tager Søren Pind således klart og åbenbart fejl, når han gør gældende, at proportionalitetsprincipper ikke er udtryk for et egentlig retligt begreb, men alene politik.

Det leder os over til retspolitikken. I sit indlæg inddrager Søren Pind også Alf Ross og anfører bl.a.:

Ross, den gamle store professor ved Københavns Universitet, ville korse sig ved tanken om, at en sådan politisk rimelighedsbetragtning skulle foretages af juridiske eksperter, og ikke det enkelte lands folkevalgte forsamling.

Det er rigtigt, at Ross var en harsk kritiker af mere naturretlige begrundelser for frihedsrettigheder og lagde endog meget stor vægt på lovgivers vilje og hensigt. Men Ross havde samtidig en klar forståelse for de retsstatsprincipper, som ethvert liberalt demokrati må bygge på. Nedenstående citat om den personlige frihed i grundlovens § 71 tyder således ikke på, at Alf Ross ville have ”roteret i sin grav” ved tanken om, at den dømmende magt sætter grænser for lovgiver, herunder krav om proportionalitet. I hvert fald ikke når lovgiver selv har opstillet sådanne grænser, sådan som det er tilfældet i en demokratisk stat som Danmark:

De frihedsrettigheder der tilsigter at værne retssikkerheden, hviler på det fælles synspunkt, at individet skal værnes mod, at der gøres vilkårlige indgreb I dets væsentligste retsgoder, dets frihed, privatliv og ejendom. Vilkårlige indgreb i disse goder…har til alle tider været et af de mest effektive midler, hvormed tyranniske magthavere terroriserer en befolkning og forfølger politiske modstandere. Når ingen ved sig sikker mod sådanne overgreb er det slut med al fri meningstilkendegivelse og dermed med al demokrati. ..Også i et demokrati er det nødvendigt undertiden at berøve folk deres frihed…Men tanken er, at disse ting kun må ske når almene hensyn gør det nødvendigt, og da kun i dagens lys og i forud bestemte, retlige former, samt under kontrol af uafhængige dommere, hvorved der skabes sikkerhed for at indgrebene ikke på vilkårligt måde misbruges i politisk øjemed.

Det er klart, at proportionalitetsbegrebet ikke altid er entydigt og ofte kan gøres til genstand for modsatrettede fortolkninger. Der kan således argumenteres for og imod, at f.eks. Israels tiltag i Gaza er proportionelt eller ej, fordi Hamas angriber israelske civile med raketter og tilsyneladende skjuler legitime militære mål blandt civile (hvilket i sig selv er i strid med den humanitære folkeret).   At retlige begreber og bestemmelser ikke er entydige, når de skal anvendes i konkrete situationer, hvor flere hensyn spiller ind gælder dog for meget jura, og domstolenes rolle er jo netop at fortolke gældende ret. Det er så lovgivers rolle at udforme lovene, så de er så klare og tilgængelige så muligt, så domstolenes fortolkningsrolle ikke risikerer at gøre domstolene til lovgiver. Proportionalitetsprincippet er også en anerkendelse af, at lovgiver ikke kan forudse enhver situation, som måtte opstå, hvorfor proportionalitetsprincippet udgør en rettesnor for statslige tiltag, som skal være nødvendige og stå i rimeligt forhold til den ønskede målsætning. Uden en eller anden afskygning af proportionalitetsprincippet måtte man enten have en situation, hvor statslige indgreb overfor borgerne altid var tilladt eller helt forbudt. Ingen af disse scenarier er holdbare eller ønskværdige.  På trods af, at proportionalitetsprincippet til tider kan være svært at anvende i praksis, er det også klart, at proportionalitetsprincippet er et helt grundlæggende princip, som en legitim statsmagt skal iagttage, og at proportionalitetsprincippet udgør et reelt og væsentligt værn mod drakoniske indgreb. I en lang række situationer vil det således være åbenlyst, at et vist tiltag er uproportionelt og dermed et uberettiget. Lad os forestille os den utænkelige situation, at Israel brugte taktiske atomvåben i Gaza. Hvem ville så bestride, at et sådant tiltag gik langt videre end påkrævet? 

Søren Pinds argumentation åbner for, at flertallet altid har ret og kan udsætte individer og mindretal for hvilken som helst behandling, som flertallet måtte beslutte sig for er nødvendig for at sikre det mål som flertallet måtte finde væsentligere end hensynet til individet eller mindretallet. Med Søren Pinds argumentation er der intet forsvar mod amputation af lemmer som straf for butikstyveri, ubetingede fængselsstraffe for blasfemi eller ophævelse af den private ejendomsret for at sikre ligheden. Heldigvis er sådanne tiltag utænkelige i dagens Danmark og jeg ved, at Søren Pind ville opponere stærkt mod dem. Men skulle de blive aktuelle i et fremtidigt dansk dystopia ville en sådan fremtids herskere kunne affærdige protester ved at henvise til Søren Pinds indlæg og anføre: jamen kære Søren, det er jo bare politik.

 

 

101 kommentarer RSS

  1. Af SildenafilViagra SildenafilViagra

    -

    [b]VIAGRA GENERIC IN CANADA – 0.80$ per pill[/b]
    http://aimgeek.com/index.php?topic=4515.0
    [b]>>> CLICK HERE >> CLIC HERE

Kommentarer er lukket.