Amnestys vildspor

Af Jacob Mchangama, Justitia 61

Amnesty International har netop udsendt sin årsrapport for 2009. Rapporten dokumenter overgreb i hele verden og udgør en vigtig påmindelse om i hvor høj grad respekten for basale frihedsrettigheder ikke er automatisk men derimod et gode, der skal tilkæmpes og fastholdes. Desværre bliver Amnestys rapport skæmmet af, at Amnesty i stigende grad koncentrerer sig om ikke bare de basale frihedsrettigheder, men også økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. I rapporten hedder det bl.a.:

Lige under den finansielle krise udspiller der sig en eksplosiv menneskeretlig krise, som forværres af det økonomiske tilbageslag. Uligheden og fattigdommen vokser, og millioner af mennesker i de fattigste dele af verden er kastet ud i en kamp for overlevelse.

 I et interview med Ritzau udtaler Amnestys generalsekretær i Danmark Lars Normann Jørgensen følgende:

For eksempel tilføres banksektoren utroligt mange ressourcer mens man igennem en årrække ikke har kunnet se tilsvarende ressourcer anvendt på sundhed, uddannelse, rent vand eller ordentlige forhold i de fattige lande generelt. Dermed får man ikke skabt de globale og bæredygtige løsninger

Jeg mener, at Amnesty begår en kæmpe fejltagelse med denne strategi, hvilket jeg på Amnesty’s seneste danske landsmøde debatterede med amerikaneren Widney Brown, som det kan ses her og her.  Der er mange meninger om finanskrisen og fattigdom og de tiltag, der skal til for at løse dem. Nogle vil mene, at verdens goder er ulige fordelt, og at det er kapitalismens og ”neoliberalismens” skyld. Andre mener at mere kapitalisme i form af f.eks. respekt for privat ejendomsret, aftalefrihed og frihandel er det bedste middel til at imødegå fattigdom, og at omfordeling i form af ulandshjælp har vist sig at være nyttesløst. Det er begge legitime politiske holdninger. Men når man som Amnesty indirekte søger at gøre den markedsvenlige holdning til en menneskerettighedskrænkelse og fastslår, at øgede offentlige udgifter er en menneskeretlig forpligtelse, er det svært at opfatte det som andet end et forsøg på at ophøje en bestemt politisk dagsorden til en særlig uangribelig status. Når vi taler om tortur, drab, vilkårlige fængslinger og censur er vi derimod udenfor den legitime politiks grænser. Her må demokrater fra både og venstre og højre tage klart afstand, uanset om man er tilhænger af eller skeptisk overfor frie markeder. Det turde være klart, at en demokratisk og legitim regering i et rigere land ikke er sammenlignelig med en totalitær regering i et mindre fattigt land. Men denne sammenligning er den ultimative konsekvens af at sidestille de klassiske frihedsrettigheder med de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Det er også en form for hybris når menneskerettighedsbevægelsen – der typisk ikke er tung på økonomisk indsigt – mener at kunne forklare komplicerede økonomiske, finansielle og sociale problemstillinger med menneskerettighedssprog. Menneskerettigheder er primært juridiske af natur og kan i denne form alene meningsfuldt anvendes på nogle afgrænsede og relativt veldefinerede forhold.  Vil man påstå, at en afrikansk bondes fattigdom er en menneskerettighedskrænkelse, må man dermed også påstå, at man ved hvordan den afrikanske bondes fattigdom kan afløses af velstand, og at den rette løsning derfor er en menneskeretlig forpligtelse at gennemføre. Men hverken menneskerettighederne eller menneskerettighedsbevægelsen besidder en trylleformular, der ophæver fattigdom. Spørgsmål om økonomisk og social politik må derfor overlades til den demokratiske politiske proces, hvor frustrerende det end måtte være, når man er uenig med dem, der sidder ved magten.

Med Amnestys indtog på området for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder risikerer Amnesty at gøre sig til en centrum-venstre interesseorganisation snarere end en upartisk, principfast og uafhængig menneskerettighedsorganisation. Jeg kender flere, der netop på grund af den stigende politisering har meldt sig ud af Amnesty. Det er synd og skam, for Amnesty har traditionelt været en stærk forkæmper for basale frihedsrettigheder og der er hårdt brug for internationale NGO’er, der påtager sig denne rolle, så grove overgreb ikke går upåtalte hen og diktaturstater verden over ved, at der bliver holdt øje med dem.  

 

61 kommentarer RSS

  1. Af Mads Knudsen

    -

    Som jeg læser Amnestys udtalelser, er de ikke grundliggende politiske, men bliver det kun i kraft af Mchangamas politisering af samme.
    Amnesty taler for en løsning, hvor fakta omkring finanskrisens store påvirkning af den 3.verden er taget i betragtning.
    Amnesty står som altid vagt for de svage og taler derfor også her for en udvikling af de svages vilkår, hvilket uomtvisteligt sker igennem et stabilt socialt system med uddannelse og rent vand fremfor en stærk banksektor.
    Det er ikke politik, det er børnelærdom.
    Et stabilt socialt system er jo trods alt en af de største forudsætninger for at menneskerettigheder overholdes. Det er måske en holistisk udtalelse, men kausaliteten i denne sammnhængen mellem sociale, økonomiske faktorer og menneskerettigheder er reel.

    Jeg har stor respekt for Mchangama og hans grad objektivitet og observans, men denne artikel ser jeg desvære kun som et unødvendigt og misforstået forsvar, fra en presset liberalismes fortaler.

    Som ovenstående indlæg af “Carl-Erik Pedersen” bevidner, lider stadigt flere af en form for paranoia over det som de typisk omtaler som “godhedsindustrien” og diverse andre negativer, er politiske konspirationer mod højrefløjen. (Desuden er han helt faktuelt forkert på den angående kritik af islamiske stater.)
    Jeg vil opfordre ham og ligesindede, til at benytte sig af BT’s forum, hvilket er et glimrende sted at afspore alle debatter hen på et had mod islam.

  2. Af "A.Rahman" "Ghassemloo"

    -

    Om Amnesty agerer med politiske tendenser vil jeg ikke kommentere her. Uanset hvad Amnesty bringer, så har et stærk og troværdigt demokrati som det danske vil kunne tåle lægge øre til. Dermed har ikke sagt, at man ukritisk vil rette sig efter. I et demokrati vil samfundet bruge tid og resurser til styrke sit samfund og dets institutioner. Det er her forskellene mellem diktaturstater og demokratier øjensynlige. Lande som Iran, Venezuela, Sudan, Cuba vil man aldrig kunne sammenligne med lande som Danmark, Sverige og Tyskland… Gør man det så, så bringer man sig selv i vanskeligheder. Demokratierne tager kritikken alvorligt og tager stilling til dem. Diktaturstater ”kvæler” kritik og kritikkerne. Stalin gjorde det. Teheran har gjort det og gør det fortsat. Carl- Erik! Du har ret, når du siger, at et land, der omdanner en religion og gør den til ideolog, som staten skal bygges på, kan man ikke tage seriøs som samtale part. Et samfund bygget på en ideologi har aldrig bragt noget godt med sig.
    Dr. Abdol-Rahman Ghasemlou var en iransk kurder, der levede i eksil i Tyskland. Han var en kritikker af Diktatursstaten i Teheran. Han og en række andre kritikere af den islamiske stat bliver brutalt og koldblodigt druknet i deres eget blod af bevæbnede ”libanesiske” agenter på en restaurant i Berlin. Hovedmorderen/ terrorsiten/ Naghash blev løsladt sidste år i Tyskland. Han ”nyder” nu livet i Iran. Stater, der støtter og financierer terrorister, bør man ikke bruge som eksempel, når vi taler menneskerettigheder. Disse stater skal bekæmpes. De skal kæmpes med alle midler. De går af før eller senere. Men historien og de kommende generationer,vil aldrig glemme deres ugerninger. Jeg behøver vel ikke nævne historiske eksempler.
    PS: I bloggen om nordkorea har jeg lagt mærke til, at en anden iraner har sat sit fokus på Shapour Bakhtiar, der også blev likvideret af Teherans agenter i Paris.
    Det er dejligt, at eksilerede iranere er begyndt på at blande sig i debatten, selvom der er nogle stykker, der ikke har helt forståelse for deres anonymitet. De er også vokset op i et tryg samfund med retten til at tale uden angst for forfølgelse; Og heldigvis for det.
    En rapport fra den franske efterretning, som for nogle dage blev offentliggjort, beskrive, hvor omfattende Teherans agenter har forplantet sig i verden og i Europa i særdeleshed. Personlig tager jeg ”presset” fra de ”nysgerrige” med ro. Vejen til demokrati er lang og variationen i midlerne er nøgle ord. Hvis du forstår mig ret.

  3. Af Jeroen .

    -

    “A.Rahman” “Ghassemloo”,
    Ude for emnet vil jeg bare lige kommentere dit indlæg:

    Jeg kan godt være enig i at stater bygget op omkring en ideologi er problematiske.
    Men, hvad foreslår du, at verdenssamfundet stiller op med Iran?
    Jeg kunne forestille mig at samhandel, sikkerhedsaftaler, udveksling på alle mulige områder, måske en radiostation med uafhængige nyheder sendt fra et naboland, samt støtte til menneskerets- og demokratiforeninger kunne være vejen frem?
    Jeg tror ikke at isolering og boykot fører noget godt med sig.

    Det generer mig at du nævner Venezuela i flæng med alle mulige religiøse diktaturer og ‘failed states’.
    Man kan være uenig med Chavez. Han er flamboyant og han nationaliserer måske lige lovligt meget. Men, det faktum at USA har været igang med at forberede et kup mod ham gør ham ikke til diktator.
    Selvølgelig er den demokratiske tradition i Sydamerika en anden en her, men Chavez er valgt ved et godkendt og gyldigt demokratisk folkevalg. Han er endda blevet genvalgt.
    Det er rimeligt respektløst at omtale Venezuela som du gør. Det vil rigtig mange venezuelanere stå helt uforstående overfor.

  4. Af Anthony Trois

    -

    @Jacob Mchangama

    Med tanke på at du i din så ofte fremragende blog flere gange har demonstreret, at retpolitik, retssikkerhed og menneskerettigheder ligger dig på sinde, havde det så ikke været mere relevant, at kommentere den del af Amnesty’s rapport, hvor man forholder sig til det sørgelige faktum, at Danmark nu har vedtaget en lovgivning, der gør det muligt at sende flygtninge tilbage til tortur-stater, hvis blot disse “forsikrer” os, at de ikke vil tortere disse flygtninge?

    At denne lovgivning er vedtaget i det danske folketing er i mine øjne en skændsel, og markerer et voldsomt skred i vore menneskerettigheds-idealer.

  5. Af "A.Rahman" "Ghassemloo"

    -

    Problemet med ideologi – baserede stater er, at de ofrer mennesket og dets fundamentale rettigheder for at realisere et tankesæt. Jeg kunne havde valgt Nordkorea i stedet for Venezuela eller Saudi- Arabien for den sags skyld. Deres ”idealer” forblænder dem. At de ved et tilfælde besidder statsmagten, legitimerer ikke deres grundtank, der består af, at ideologien kommer før mennesket. At respektere denne tankegang er lige med at respektere nazismens eller stalinismens eller Hugos Ch.s machiavellisme. Det er det jeg opponerer imod.
    Problemet med ideologi baserede stater er, at de ofrer mennesket og dets fondsmentale rettigheder for at realisere et tankesæt. Jeg kunne havde valgt Nordkorea i stedet for Venezuela eller Saudi- Arabien. Deres ”idealer” forblænder dem. At de ved et tilfælde besidder statsmagten, legitimerer ikke deres grundtank, der består af ideologi før menneske. At respektere en tanke er lige med at respektere nazismens eller stalinismens eller Hugos Ch.s
    Hugo Ch.kunne sagtens blive en Pol – Pot eller Castro eller Kim Il Sung, hvis de rette betingelser var til stede. For dig er diskussionen teoretisk/akademisk. Dette er ikke tilfældet for mit vedkommende.

  6. Af "A.Rahman" "Ghassemloo"

    -

    Sistan – Balouchistan ligger i den sydøstlige del af Iran. Her lever en ud af mange iranske minoriteter. Folkeslaget i regionen er balouchi. Udover det tilhører de fleste den sunni del af befolkning i landet. De er har i flere tusinde år levet et liv i fred og fordragelighed med deres landsmand i Iran. De sidste 30 år har situationen forandret sig markant. En ulykkelig og tris tilstand hersker i grænseregionerne i øjeblikket. Disse regioner er hovedsagligt beboet af iranske minoriteter. I 1979 og op til 1981 oplevede iranerne, hvordan Teherans nybagte magthævere skabte hetz, en hysterisk massepsykose mod den arabiske del af befolkningen i den sydlige del af Iran. Denne forårsagede en blodig opgør med den del af befolkningen. I den samme periode mobiliserer centralmagten i sin ypperste euforiske tilstand masserne i landet mod en anden del af befolkningen, kurderne. Der blev gennemført folkedrab, som ingen havde forstillet sig. Baluchistan står i disse dage på tur. I går så jeg nogle ”stemningsbilleder”fra Baluchistan, som var identiske med 80’ernes stemnings billede mod etniske minoriteter i Khuzestan og Kurdistan i Iran. Teherans magthævere march skal holdes i gang. Kan de ikke lægge arm med de strække uden for landets grænser, så finder de lette ofrer i landet. Religiøse mindretal, etniske mindretal, politiske modstandere, seksuelle mindretal, kvinder og børn er deres ofrer, når stemningen skal piskes op. De sker tit, når de skal have opmærksomheden. Det er symptomatisk for landet. Menneskerettighederne har forladt det land, som engang var stolt af at være det første land, der formulerede den først menneskerettigheders erklæring for mere end 2500 år siden.
    Læg mærke til balouchi-drengen i filmen i sin hvide baluchi dragt. De ovennævnte mindretals grupper har været udsat for den samme behandling gennem de sidste 30 år i Iran.
    http://www.youtube.com/watch?v=myUeBInZx2I

  7. Af jens holn

    -

    Der er vel ikke noget mærkeligt i, at Amnesty på en række punkter jævnfør en del her kan synes venstreorienteret.

    De søger at varetage ALLES interesser incl. de små og forsvarsløse.

    Meget af dette er netop også en politisk og økonomisk kamp mod de højreorienterede, hvor man som fx i DF endda fremfor det synspunkt, at folk bare skal fatte til patten.

    Det mærkelige her på disse sider er også, at man på den ene side er stolte af den danske standard – Og på den anden side, politisk set måske fra pornoens frigørelse, selv er de, som har strittet mest imod.

    Så jeg sætter ligesom 2 standarder.

    Den ene siger, at Vi(her og i sammenlignelige lande) har opnået en standard, hvor man fx ikke skal udvande skellene mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt – Og hvor ytringsfrihed måske sommetider bliver misbrugt. Men man har dog en slags parlamentarisme med ret megen snak og sniksnak.

    Den anden er det ret meget lavere niveau, som er nemmere at finde.

    Så når man føler sig hakket på fra Amnestys side, så handler det i høj grad om, at man også ser en række fremskridt, efter min mening, også her sættes under pres udfra Vor standard.

    Vi havde før åndeligt som fysisk en række kategorier af mennesker, som søgte hertil. Idag skal de pr definition alle sendes hjem uanset hvad f. de måske bliver udsat for, når de kommer hjem.

    Et barn, måske især pige, som har levet her i mange år, vil efter min mening i den grad blive forfulgt, slået i hjel eller udstødt.

    Kvinder som er kommet her pga tvangsægteskaber med økonomisk varedeklaration, og det hele er samme sag. Varen duer ikke og ut, når man ønsker skilsmisse. Hvad tror I disse unge kvinder har bestemt selv. Hvad sker der alt for ofte med sådanne kvinder – og også mange andre lande end muslimske.

    Så lige her hænger hykleriet hos boneheadsne på især højrefløjen ikke sammen.

    Måske skulle man kalde dem og JER for AMNESI INTERNATIONAL. I sløjfer gode danske værdier.

    Klart der er store dilemmaer i dette. At de så kan løses ved en række løgne og krige såsom i Irak eller Afghanistan er helt hen i vejret. Så problemerne kommer væltende hertil.

  8. Af Jacob Mchangama

    -

    @Jeroen og Mads Knudsen:

    Hvorvidt markedet skal være reguleret eller ej om et land skal være en velfærdsstat eller nattevægterstat er ikke et menneskerettighedsspørgsmål. Det er ren politik. Det er min anke. Man kan så hver især have sine holdninger til disse spørgsmål men gør min sin egen holdning til en menneskeret ophører al politisk diskussion. Jeg ville aldrig drømme om at påstå at det er en menneskerettighedskrænkelse at den offentlige sektor fylder så meget som den gør i Danmark og fratager borgerne så mange muligheder for at bestemme over eget liv. Jeg må argumentere min sag og så kan andre være enige eller uenige. Det sammme må gælde for dem der ønsker mere global omfordeling.

  9. Af Robert Kroll

    -

    Forskellen på et rigt og et fattigt land er produktiviteten.

    I de rige lande ( bortset fra olielandene, der har et monopol via OPEC) er der høj produktivitet som følge af synergieffekten mellem de forskellige erhvervskompetencer,uddannelser m v.

    I de fattige lande er der lav produktivitet p g a manglende erhvervskompetencer ( de slider i det, men der kommer ingen værdier ud af det), dårlig regeringsførelse o s v.

    Menneskerettigheder har ikke noget at gøre med om et land er rigt eller fattigt – se f eks Kina, der tordner fremad både økonomisk og militært og som bliver verdens nr 1 supermagt inden 20 år. Man kunnee også pege på nogle oliestater, som er rige uden at respektere menneskerettigheder.

    Iøvrigt så var der i flg FAO 1 milliard mennesker som manglede mad i 1970 (der var dengang ca 4,2 mia mennesker på jorden).

    Idag er der (efter en midlertidig forbedring på 150 mio ) atter 1 mia mennesker ,der mangler mad ( og nu er vi ca 6,4 mia mennesker på jorden).

    Relativt er vi bedre kørende end i 1970, nominelt er vi på samme niveau m h t madmangel .
    I en ælanmg periode gik det faktisk fremad

  10. Af "A.Rahman" "Ghassemloo"

    -

    Diktatoren i Iran er på gyngende grund. For dem, der har kendt til forholdene igennem 30 års diktatur, er der ikke nogen tvivl, at landet er på vej mod en total opløsning. Der var engang i begyndelsen 80erne, kunne diktatoren nyde befolkningens loyalitet. Denne brugte loyaliteten for at gennemføre brutale og systematiske udrensning af de ”uønskede” og deres ønsker. Her iblandt var der iranske folkeslag, der skulle lægge krop til nogle af de værste blodige opgør. De oplevede, hvordan deres landsmænd blev brugt for at jorde dem.
    Diktatoren havde helt bogstavligt masserne i sin fulde hånd. Millioner af iranere kunne mobliseres, bedrages og misbruges mod deres brødre og søstre i andre dele af landet. Disse tider er heldigvis for længst forbi. I dag hopper iranerne ikke længere på diktatorens demagogi. Tilbage står diktatoren med sine ”professionelle” tropper. Disse tropper overkommer ikke den opgave, diktatoren har sat dem på. Landet er meget sammensat. Dette gør, diktatorens tropper udviser mere og mere brutalitet. På http://www.youtube.com kan man se i forbindelse med massakren af lokalbefolkning i Baluchistan, hvor desperat og isoleret Teheran handler. Der er to nye elementer, som Teheran ikke længere magter : 1. At have landet samlet . 2. At blive internt enig med sig her og nu og i fremtiden. Der er kaos.
    Disse forhold gør, at Teherans magthævere bliver mere og mere brutale og utilregnelige. Vesten bør gøre op med sig selv, hvordan dens forhold skal i denne sammenhæng perspektiveres.
    På den ene side har Teheran et atomprogram, der før eller senere vil blive som minimum brugt som pression redskab(for ikke at sige en potentiel og direkte trussel)over for sine naboer og vesten i særdeleshed, forudsat at de opnår a-våben.
    På den anden side krænker Teherans magthævere systematisk menneskerettighederne og alle internationale skrevne og uskrevne regler. Dette er ikke holdbart. At tilføre vold og had i og uden for landets grænser er ødelæggende for den fred og stabilitet, som man prøver at opnå i en forvejen ustabil region.I modsætning til i Irak har Teheran ikke været” heldig” med deres forsøg på at skabe større problemer, eftersom den iranske Sistan og baluchistan aldtid har været problemtematisk for Khamenei og co. Teheran har nu fået øje på, at vesten er interesseret i at ”deres hjælp”, idet vesten ved en fejlvurdering tro, Teheran kan være behjælpelig. Af samme grund er Teheran begyndt på at være mere synlig i Sistan og Baluchistan. Dette har givet dem større problemer end, de havde regnet med. Derfor er de i gang med en blodig og voldsom opgør med lokalbefolkning, der aldrig følt sig tryg ved den nye shiamuslimske magt i Teheran. I øjeblikket foregår der en etnisk udrensning af Balouch befolkningen. Der er desværre ikke nogen opmærksomhed omkring denne forbrydelse mod et folkeslag, der ingen muligheder har for at forsvare sig.
    Sarkozi skal i morgen tage mod Mottaki i Paris. De skal tale Teherans atomprogram. Her over for Teherans islamister skal der understreges, hvad årsagen for vesten tilstedeværelse i Afghanistan er. Teheran har ikke noget godt at byde på i Afghanistan. Med deres indblanding skaber de flere problemer end de løser. Deres rolle både i Irak og Afghanistan er at skabe uro. Det er sådan set deres eksistensgrundlag. De er i fuld sving med at udvide urolighederne fra Afghanistan til græsende områder i Irans baluchistan. Massakrerne i Baluchistan i øjeblikket er som etled af den langsigtet strategi. Der er ikke nogen troværdige partner i Iran.

  11. Af Carl-Erik Pedersen

    -

    Robert Kroll.

    Hvad med at läre alle abekattene, at man ikke sätter flere börn i verden end man kan forsörge!

    Dette med at kneppe gratis på andre regning skal afsluttes! Kan de ikke forsörge deres börn, skal de dö, så simpelt er dette, man skal ikke kräve humanitär bistand, fra andre mennesker, fordi man er for dum i hovedet til at holde sinne bukser knappet!

    M.v.h.

Kommentarer er lukket.