Forbud eller ytringsfrihed i jægersagen? II

Af Jacob Mchangama, Justitia 59

Som – forsigtigt – forudsagt på denne blog gav fogedretten ikke forsvaret medhold i, at der skulle nedlægges fogedforbud mod Thomas Ratschaks bog ”Jæger – i krig med Eliten”, da bogen allerede var lækket på internettet, refereret i dagpressen og trykt i Politiken (som mildest talt ikke ser godt ud i denne sag). Fogedretten nåede dog frem til, at der rent faktisk var fortrolige oplysninger i bogen, hvorfor der givetvis ville have været nedlagt fogedforbud, såfremt bogen ikke var offentliggjort. Forsvaret har nu valgt at sigte Thomas Ratschack for overtrædelse af militære straffelovs § 32 og straffelovens § 152. Såfremt der bliver rejst tiltale mod Ratschack, vil det blive særdeles interessant at se, hvorledes domstolen vil bedømme sagen.

Når man ser bort fra den strengt juridiske vurdering af sagen kan man undre sig, hvorfor forsvaret vælger at sigte Ratshcack. Det er klart, at der er en klar signalværdi i forhold til fremtidige forfatterspirer i forsvarets elitekorps. Men Ratschack er ingen Frank Grevil og har så vidt vides tjent forsvaret vel. Når nu skaden er sket kunne forsvaret undgå fremtidige sager ved at udfærdige ansættelsesaftale, der gør det klart, at bøger der handler om ansattes oplevelser i forsvaret kræver forsvarets forudgående gennemgang og samtykke før de må udgives. Eventuelt med en bestemmelse om at den ansatte, udover civil- og strafferetlige konsekvenser, skal betale et anseeligt beløb, hvis fortrolighedskravet brydes. Lignende strenge fortrolighedsklausuler ses ofte i erhvervslivet og forsvaret vil kunne gå endnu længere end en virksomhed kan overfor en direktør grundet hensynet til nationens sikkerhed. På denne måde ville forsvaret både undgå yderligere omtale af sagen når (og hvis) straffesagen indledes, en tidligere trofast medarbejder spares for en ydmygende og strengt taget unødvendig straffesag og fremtidige lignende problemer løses uden pressens involvering. Men nu er Ratschack sigtet og det kan derfor være interessant at kigge lidt på de bestemmelser, som han er sigtet for at overtræde.

Den militære straffelovs § 32 straffer ”den, der forsætligt røber en militær hemmelighed, hvis afsløring kan skade landets forsvar, hvis fremmede magter eller styrker får kendskab hertil”.

Kravet om forsætlig røben af militære hemmeligheder kræver givetvis, at der løftes en betydelig bevisbyrde. Man kan således ikke slutte, at der er tale om militære hemmeligheder (eller fortrolige oplysninger efter straffelovens § 152) blot fordi fogedretten fandt dette sandsynliggjort. Bevisbyrden er tungere i straffesager end i civile sager. Ratschack (og forsvaret) vil have mulighed for en langt mere omfattende bevisførelse, end det var tilfældet under fogedsagen. Det er i den forbindelse et godt spørgsmål, hvorvidt Ratschack har fået mulighed for selv at vidne under fogedsagen. I henhold til retsplejelovens § 169 kan en offentlig myndighed nægte en ansat at vidne om fortrolige oplysninger. Hvis denne bestemmelse har været anvendt, vil fogedretten muligvis i overvejende grad have fået forsvarets version af bogens skadevirkninger. 

Strafferammen for overtrædelse af den militære straffelov er 8 år, men kan stige til 12 under skærpede omstændigheder. Endvidere stiger strafferammen til livstid under en ”væbnet konflikt”. Ifølge Forsvarsministeren er Danmarks engagement i Afghanistan udtryk for en ”ikke-international væbnet konflikt”. Det må således antages, at strafferammen er livstid, om end det naturligvis er fuldstændig utænkeligt, at Ratschack bliver idømt så hård en straf.

Det forhold, at Danmark sandsynligvis befinder sig i en væbnet konflikt, giver endvidere den bebudede sag mod Politiken og Tøger Seidenfaden en ekstra dimension (som jeg havde overset i forrige blog om emnet). I henhold til den militære straffelovs § 2, nr. 3 finder denne lov nemlig anvendelse på ”enhver”, der overtræder bl.a. § 32, når der er tale om en væbnet konflikt. Teoretisk set ville der derfor sandsynligvis kunne rejses en sag mod Politiken efter den militære straffelov.

Straffebestemmelsen i den militære straffelov kan dog ikke stå alene. Den skal, jf. artikel 10 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) afvejes overfor hensynet til ytringsfriheden og informationsfriheden og dermed offentlighedens interesse i de fortrolige informationer. I en række sager har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at ytringsfriheden også gælder for militærpersoner. Med andre ord kan hensynet til ytringsfrihed og offentlighedens interesse efter omstændighederne veje tungere end hensynet til at holde selv militære hemmeligheder fortrolige. Der gælder dog sandsynligvis snævrere rammer for en elitesoldat, når det gælder hemmelige og sensitive missioner. Hvis de informationer, som Ratschack har afsløret,  falder ind under § 32, vil det givetvis kræve en del, før hensynet til ytrings- og informationsfriheden tillægges højere vægt end hensynet til at beskytte sådan militære hemmeligheder. I så fald vil EMRK artikel 10 måske snarere få indflydelse på strafudmålingen idet denne skal stå mål med forseelsens alvor, og her må man se på, at Ratschack aldrig har haft til hensigt at skade forsvaret eller handlet direkte illoyalt.

Er der ikke tale om militære hemmeligheder i den militære straffelovs forstand, vil Ratschack stadig kunne dømmes efter straffelovens § 152 (og muligvis efter den militære straffelovs § 27 om pligtforsømmelse).

Straffelovens § 152 siger:

 Den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Det er dog væsentligt at holde sig for øje, at § 152e, (2) medfører straffrihed, såfremt der er handlet ”i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse”.  Denne bestemmelse fastslår altså udtrykkeligt det hensyn, som bl.a. er indeholdt i EMRK artikel 10. I Grevil-sagen var det netop denne bestemmelses betydning, der skulle tage stilling til. Der var således ingen tvivl om, at trusselsvurderinger, som Grevil havde videregivet til Berlingske Tidende, var fortrolige. Landsretten udtalte i den forbindelse, at:

På tidspunktet for tiltaltes videregivelse af trusselsvurderingerne var der en betydelig offentlig interesse i at kende grundlaget for den politiske beslutning om Danmarks deltagelse i den militære aktion i Irak. Vi finder imidlertid ikke, at dette i sig selv kan føre til, at tiltalte var berettiget til at videregive trusselsvurderingerne. Da tiltaltes handling skabte risiko for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade, og da det ikke kan lægges til grund, at tiltaltes videregivelse af trusselsvurderingerne skete med henblik på at afdække ulovligheder eller andre forhold af samme alvorlige karakter og heller ikke medvirkede hertil, finder vi ikke, at tiltalte kan anses for at have handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse, jf. straffelovens § 152 e, nr. 2. Vi finder derfor ikke, at tiltaltes handling kan anses for straffri i medfør af den nævnte bestemmelse

Landsretten lagde også vægt på, at Grevil besad en særlig betroet stilling, som ansat i FE, og Grevil blev idømt 4 måneders fængsel med dommerstemmerne 5-1. Der er større chancer for, at hensynet til ytrings- og informationsfriheden tillægges afgørende vægt, hvis der alene er tale om fortrolige oplysninger og ikke militære hemmeligheder, allerede fordi § 152 (e) eksplicit nævner den offentlige interesse som straffrihedsgrund, hvilket ikke eksplicit er anerkendt for så vidt angår militære hemmeligheder. Derudover kan Ratschacks afsløring af oplysninger, der muligvis er fortrolige ikke sammenlignes med Grevils bevidste og helt forsætlige handlinger. Herudover vil en række af de hensyn, som jeg nævnte i den forrige blog om emnet, også spille ind.  I modsætning til Grevil blev Berlingskes journalister og chefredaktør frikendt for at videregive fortrolige oplysninger under hensyn til EMRK artikel 10 og straffelovens § 152 (e), hvilket kan blive Politikens redning, såfremt der rejses tiltale.

 

 

59 kommentarer RSS

  1. Af Damaskus Tryk

    -

    Så vi civile er strafbare efter militær straffelov – det er en interessant detalje, som Jacob Mchangama trækker frem her.

    Vi befinder os ganske rigtigt i en gråzone, hvor regeringen har nægtet at svare på, om Danmark befinder sig i krig. I følge forsvarsministeren er vi åbenbart i en ikke-international væbnet konflikt, hvad det så end er. Dette kunne betyde, at regeringen har ret til benytte alle de særlige juridiske undtagelser, vores love er fulde af til brug i krigstid, fx aflytning uden retskendelse.

    Om retssikkerheden for den almindelige borger således er radikalt begrænset i disse år, mener regeringen (og Jacob Mchangama?) ikke vi har krav på at vide. Det kunne en straffesag mod Tøger Seidenfaden muligvis afklare, men der bliver sikkert dobbeltlukkede døre. Og nogen ting kan Tøger jo godt holde effektivt mund med.

    Undertegnede var med til at lække bogen via WikiLeak, og har lige fjernet PDF-udgaven igen, der nåede at blive udbredt i 15.000 eksemplarer her. Den er jo ikke længere hemmelig, men vil blive udgivet ucensureret – takket være lækkerierne. Jeg mener derfor fortsat at have handlet “i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse”. Til gengæld har jeg ikke lyst til at skulle “betale et anseeligt beløb, hvis fortrolighedskravet brydes” – heller ikke til forlaget.

    Modsat Tøger har jeg ikke rige venner til at betale en sådan regning, og er derfor fortsat anonym. Omend det ikke vil kræve en større indsats fra PET mfl at finde mig, tvivler jeg på at de gider – og Forsvaret har nok indset, at der er jokket nok i spinaten i denne sag. Bogen er en flot militær hvervekampagne og er dermed langt mere til gavn end til skade for Forsvaret.

    Men forhåbentlig vil Jacob Mchangama grave meget mere i spørgsmålet om hvorvidt regeringen har ment sig berettiget til at benytte krigslove mod almindelige borgere?

  2. Af Albert Nielsen

    -

    Carl-Erik. Pedersen det er helt korrekt – og iøvrigt krigsforbrydelser.

    Iflg. Landkrigsreglementet må personer i disse tilfælde straffes (f.eks. med døden), men FØRST efter en regulær domsfældelse.

    Imidlertid overholder Taleban aldrig Landkrigsreglementet/genènekonventionerne, de torterer og dræber (også) uniformerede krigsfanger, så bortfald af beskyttelse af civilklædte specialstyrker er uden praktisk betydning.

  3. Af Albert Nielsen

    -

    T Petersen skriver “At sandsynliggøre noget (hindsides – eller hævet over – enhver rimelig tvivl)er det jurister forstår ved bevis.”

    Netop – og det er præcis hvad der IKKE sker i en fogedretssag.

    Her skal man blot overbevise dommeren om, at det er mere sandsynligt (f.eks. 50,1%) at man har ret end uret.

    Efter fogedretten følger så evt. fogedforbud mv. som efterfølgende kan bestrides i en rigtig retssag, hvor bevisbyrden er ganske anderledes tung at løfte.

  4. Af Albert Nielsen

    -

    En vis “Kristian Andersen” skriver gentagne gange, at danske soldater har overtrådt Genèvekonventionerne.

    Præcis hvilke(n) protokol og hvilke(n) artikel?

  5. Af Carl-Erik. Pedersen.

    -

    Ärligt talt, når man kämper mod en fjende der skjuler sig i civil påklädning, ser det for mig ud til, at det er malplaceret, at påråbe sig Genevekonventionerne!
    Jeg har väret udsat for, at under en militärparade, i Sidi Bel Abbes, er der blevet send små piger, og drenge,(ca. 5-6 år gamle) med afsikrede håndgranater (7sek. tändingstid) ind mellem soldaterne , der deltog i paraden, med resultatet at flere soldater blev såret, og at selvfölgeligt at barnet blev sprängt i stumper og stykker!
    Efter sådane episoder, kom der selvfölgelig, et direktiv der sagde at alle börn der närmer sig en militär kolonne, närmere end 50 meter, skal skydes!

    Så alle idioters tale om Geneve konventioner, er fuldständig malplaceret, og fuldständig uden for opfattelse om hvorledes krig föres mod Muslimer!

  6. Af T. Hansen

    -

    DEN JOVIALE HYSTADE
    På forunderlig vis er lykkes forsvarsminister Søren Gade at opbygge et offentligt image af en rund, rolig og velovervejet chef, som tænker før han taler. Intet er mere forkert.
    Det er kendt i vide ministerielle kredse at Gade er en koleriker ud over det sædvanlige. Hans sagsbehandling af ‘vanskelige’ sager består som oftest i et kolerisk hysterisk raseri udbrud, hvor vægge og døre i ministeriet skælver. Pr. automatik reagerer enhver central administration med en Pavlovsk refleks, som består i at følge ministerens ‘vink’ og iværksætte et kraftigt ‘follow up’ som står mål med Gade’s udbrud, men som er helt ude af proportioner med den aktuelle sag. Men da forsvarsministeriet er som en supertanker – er den kurs, som blev udstukket pga. ministerens raserianfald, ikke til at justere. Skaden er sket og Forsvarsministeriet er som sædvanlig på vej ud af en forkert kurs og tvinges til at sagsbehandle mod ministeriets grundlæggende interesse.

    Og sagen med den dygtige, glade og stolte Jæger – som er både afholdt og respekteret – og som er kommet i en helt uhørt vridemaskine fordi han ville fortælle om Jægerkorpsets aktiviteter i krig, er endnu et eksempel på Gade’s tåbeligheder. Forfatteren har jo ingen hemmeligheder fortalt. Men det er lykkedes at overbevise en stor del af offentligheden om, at det er tilfældet. Ganske godt skuldret, men overordentligt unfair. Forsvarsministeriet og ministeren har en ‘prik’ med alt, der har med specialoperationsstyrker i Afganistan at gøre. Det hænger formentlig sammen med dårlig samvittighed i forbindelse med de indledende offentlige forklaringer om styrkens anvendelser – hvor man, i bedste fald, forholdt sandheden for offentligheden og den parlamentariske kontrol. De eneste, der har fordrejet sandheden er forsvaret selv. Man har ladet en medarbejder oversætte bogen på amatøragtig vis – for herefter at fremstille det som om der var tale om arabiske taleban sympatisørers værk.

    Og forsvaret har heller ikke nogen ‘corporate memory’. Det er en skam for ministeriet i denne sag. For efter mange års hemmelighedskræmmeri omkring bl.a. Jægerkorpset så dekreterede Forsvaret i 2004 åbenhed. Nu skulle alt frem. Og det kom det. Man holdt åben dag for Jægerkorps m.fl. og inviterede den danske verdenspresse indenfor. Alt blev vist, fortalt og berettet. ‘Hemmeligheder’ som er noget mere penible end de, der står i jægersoldatens bog. Og jeg tror fortsat man hos enkelte udenlandske specialoperationspartneres pande, kan spore en kraftig fure af overraskelse over dette skridt i Danmark. Det var uhørt.

    Så når vores jægerforfatter skal i retten, så har han en ganske glimrende sag. Og Forsvaret står igen til striptease og afklædning. Hvorfor. Fordi ministeren er en jovial hystade. Og det er ingen anbefaling !

  7. Af Flora Danica Møller

    -

    Jacb Mchangama bør medgives at det eneste rigtige fra Forsvarets side ville være at ud-
    færdige en ansættelsesaftale. Besynderligt at
    en sådan aftale ikke forlængst er indført.

    Ratschack har tilsyneladende manglet lidt rygmarsreaktion ved ikke at kunne skelne
    mellem dette at have ytringsfrihed og tavsheds-pligt.

  8. Af Allan Jørgensen

    -

    Nå hvad siger i så alle i højreorienterede båthorn, er det et komplot skabt af Thøgerfar og politiken i fælleskab med forsvarskomandoen og Gades spinddoktor? Eller har forsvaret sin egen dagsorden i forhold til ytringsfriheden?
    Kønt er det ikke, men hvad kan man ellers vente sig af et militær som uden skrupler? er villige til at “angribe” civilbefolkningen. Her tænker jeg på militæres deltagelse i rydningen af ungdomshuset. Jeg troede kun at det var i diktaturer at militæret blev sat ind mod civilpersoner.
    Venlig hilsen

  9. Af Henrik Jørgensen

    -

    Kunne være interessant at høre vores jurist udtale sig om det mulige strafansvar for det militært ansatte personnel, der måske har forsøgt at påvirke en straffesag i retning af domfældelse og strafskærpelse?

    Eller måske bare lidt generel opfølgning på den føljeton eller farce, om man vil, der er Jægersagen?

    Eller hvad mener Jacob Mchangama om, at VKO ønsker at nedsætte den kriminelle lavalder imod regeringens egen kommissions anbefalinger og i strid med uvildige eksperter? Især taget i betragtning af, at en del af begrundelsen skal ses i bandekrigen, hvor det bemærkes, at havde man en sådan ændring, ville det få betydning for 1 (ÉT) individ.

    Rettidig omhu, anybody?

Kommentarer er lukket.