40 dage til Gandhi?

Af Jacob Mchangama, Justitia 52

I et tidligere indlæg har jeg på denne blog beskæftiget mig med den såkaldte “lømmelpakke”. Jeg var i den anledning særligt kritisk over for den tidsmæssige udvidelse af administrative frihedsberøvelser fra 6 til 12 timer. Jeg har uddybet i dette notat, som konkluderer, at de administrative frihedsberøvelser kan være problematiske i forhold til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 5 om den personlige frihed. Det skyldes – kort sagt – at man kun kan foretage frihedsberøvelser, såfremt det er hjemlet i de undtagelsesbestemmelser, der gælder til den personlige frihed i EMRK artikel 5. For at sikre, at der er den fornødne hjemmel, bør politiloven ændres således, at det bliver til et krav, at politiet meddeler demonstranter m.v. et påbud om at stoppe med den aktivitet, der udgør en fare for den offentlige orden. Kun hvis demonstranterne ikke følger et sådant påbud, bør adgangen til at foretage administrative frihedsberøvelser anvendes, da de så kan siges skulle anvendes for at ”sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse”, som foreskrevet i EMRK artikel 5 (1) b.

I mit oprindelige indlæg konkluderede jeg, at de øvrige stramninger i lovforslaget ikke udgjorde noget egentligt problem. Ved nærmere læsning af lovforslaget, må jeg dog erkende, at også skærpelsen af straffen for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, giver anledning til alvorlige betænkeligheder.

Det er selvfølgelig klart, at politiet skal have effektive redskaber til at imødegå optøjer. Der er også et reelt problem, særligt med venstreorienterede ”aktivister”, der mener, at det er en menneskeret at smadre infrastruktur og privat ejendom, og at der er tale om politistatsmetoder, når de bliver anholdt for sådanne aktioner. Men lømmelpakken risikerer ikke kun at ramme voldelige aktivister.  Det er således interessant at konstatere, at lovforslaget ikke forudsætter, at den pågældende forsamling er blevet forbudt eller opløst i medfør af grundlovens §§ 79 og 80. Lovforslaget sigter således også mod at ramme deltagerne i, hvad der i øvrigt må betragtes som fuldt ud lovlige forsamlinger, eller som justitsministeriet har beskrevet det i et svar på et folketingsspørgsmål:

“De foreslåede strafskærpelser vil i øvrigt kunne finde anvendelse såvel i situationer, hvor borgerne udøver eller har udøvet deres forsamlingsfrihed, som i situationer, hvor dette ikke er tilfældet. Afgørende er, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.”

Dette er for så vidt alvorligt nok. Problemet med lovforslaget er – som det fremgår af ministeriets svar – imidlertid endvidere, at strafforhøjelsen ikke alene vil ramme de(n) person(er), der begår hærværk eller ”grov forstyrrelse af den offentlige orden”, men også personer der “lægger hindringer i vejen” for politiet. Dette skal ske ved at skærpe straffen for overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 3. Problemet hermed er, at § 119, stk. 3, er en så bredt formuleret bestemmelse, at der i praksis ofte ikke skal særligt meget til før den er overtrådt, hvilke retspraksis indeholder mange eksempler på.

En vedtagelse af lovforslaget vil således medføre, at deltagerne i en lovlig demonstration der – selv ganske kortvarigt – udøver symbolsk passiv modstand, ved f.eks. at holde fast i genstande eller hinanden, i førstegangstilfælde skal idømmes 40 dages ubetinget fængsel, alene fordi andre i området, groft forstyrrer den offentlige orden. Når der fremsættes lovforslag som dette, er det oftest bedst at vurdere forslaget ud fra eksempler på, i hvilke situationer de nye regler, vil kunne finde anvendelse.

Tag f.eks. den ekstremt islam-kritiske forening ved navn SIAD, der ved tidligere lejligheder har afholdt fredelige demonstrationer, hvor de er blevet overfaldet af venstreorienterede ”anti-fascister” (uden at det har givet anledning til større dækning i medierne). Lad os forestille os en situation, hvor SIAD – eller en anden gruppe af demonstranter – afholder en lovlig anmeldt demonstration på Nørrebro, der f.eks. indebærer, at deltagerne i demonstrationen laver en fredelig “sit-down”-aktion for at manifestere deres holdninger til islam og indvandring. Antag nu, at foreningen bliver overfaldet af en gruppe voldelige moddemonstranter, der kaster med sten, og gør voldelige udfald mod demonstrationen. Det fremsatte lovforslag vil efter sin ordlyd bevirke, at de deltagere i den fredelige demonstration, der f.eks. fysisk har hægtet sig sammen for at manifestere deres sammenhold over for de voldelige moddemonstranter, eller på anden måde kortvarigt sætter sig fredeligt til modværge over for politiet, står til at få 40 dages fængselsstraf, såfremt det vurderes, at de dermed lagde hindringer i vejen for politiets arbejde.

For at tage et andet eksempel kan man forestille sig en lovlig demonstration mod kommunale besparelser på børneområdet. Pludselig slutter 20 autonome sig til bagerst i demonstrationen og begynder at kaste med sten og optræde voldeligt over for politiet. Det en betingelse for at anvende den nye regel, at de personer der “lægger hindringer i vejen” for politiets arbejde, har kendskab til, at der f.eks. bliver kastet med brosten i den anden ende. Såfremt denne betingelse er opfyldt, risikerer de passive demonstranter imidlertid en straf på 40 dages ubetinget fængsel. Med andre ord, så længe politiet kan føre bevis for, at de fredelige demonstranter i den anden ende af demonstrationen vidste, at de autonome kastede med sten mod politiet, vil lovforslagets regler kunne anvendes over for f.eks. en familiefar, der insisterer på at forlade området i den modsatte retning, end den politiet anviser, eller over for en person, der står i vejen for politiet, fordi han fortsat ønsker at udøve sin grundlovssikrede forsamlingsfrihed.

Lovforslaget vil ikke sikre, at “lømlerne” nu kan bekæmpes mere effektivt. Tværtimod. Med lovforslaget får lømlerne et stærkt kort på hånden. Der er således ikke meget tvivl om, at dem der er parate til rent faktisk at udøve hærværk eller begå grove overfald på politiet, vil være ret ligeglade med, om andre risikerer 40 dage i fængsel. De fleste af dem er jo givetvis allerede straffede, og har intet at tabe. Det eneste disse personer fremover skal gøre, er at møde op, hver gang der foregår fredelige forsamlinger, som de er modstandere af, og udøve vold. De fredelige demonstranter, der ikke øjeblikkeligt vælger at forlade stedet, vil fremover skulle leve med risikoen for, at blive betragtet som “lømler”, og blive straffet derefter.

52 kommentarer RSS

  1. Af peter kocsis

    -

    Per Larsen om Greenpeace- besøg hos Hendes Majæstet:

    »Det er så dumt, som noget kan være. Når man laver den slags, så kommer man til at betale for det. Og den regning er ved at blive udstedt nu«, siger chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi.

    Tænk at politiets leder er en så umoden lømmel, at han ikke kan tåle ,at det selvhøjtidelige oppustede politi er totalt gjort til grin, men nu skal have hævn med alle midler.

    Han reagerer fuldstændigt so en rokkergangster ville , og heraf kan man slutte, at det er helt tilfældigt,hvilken side han er endt på.

  2. Af » Naser Khaders selvmål - blogs.berlingske.dk

    -

    […] fortaler for en ophævelse af blasfemi- og racismeparagrafferne, internetfrihed og kritiseret lømmelpakkens begrænsning af ytrings- og forsamlingsfriheden. Desuden har CEPOS utvetydigt udtalt støtte til personer som Kurt Westergaard, der er blevet truet […]

Kommentarer er lukket.