Derfor skal racismeparagraffen ophæves

Af Jacob Mchangama, Justitia 255

[Denne uges blogindlæg er min kommentar i gårsdagens Berlingske Tidende vedrørende racismeparagraffen]

I et debatindlæg den 17. februar tager Anders Jerichow og Klaus Slavensky fra PEN afstand fra Fri Debats forslag om at ophæve racismeparagraffen. Først og fremmest fremhæver de, at hvis man giver racisme frit slag kan det lede til folkemord, som Holocaust, Rwanda og Bosnien. Men det er misvisende at hævde at racismen havde frit slag i Tyskland indtil 1933. I Weimarrepublikken blev blasfemiparagraffen der forbød forhånelse af religion flittigt brugt til at stoppe nazistisk propaganda. Redaktøren af det ekstremt anti-semitiske kampskrift Der Stürmer Julius Streicher blev således dømt to gange på grund af grove generaliserende udtalelser om jødedommen. Effekten af de mange retssager var dog blot at skabe opmærksomhed omkring Streicher, og der Stürmers oplag mangedobledes. I 1925 blev Hitler forbudt at tale offentligt i to år. Det benyttede nazisterne til at fremstille en propagandaplakat, der fremstille Hitler som et offer, hvilket givetvis styrkede hans appel til masserne. Endvidere er det afgørende at pege på, at da nazisterne kom til magten ophævede man ytringsfriheden. Den nazistiske propaganda stod derfor alene og blev endog institutionaliseret og gjort til en ubestridelig sandhed. Denne tvungne ensretning og indoktrinering er ikke mulig i et liberalt-demokrati med ytringsfrihed. Ytringsfriheden kan således siges at indeholde sin egen sikkerhedsventil, som et aktivt og pluralistisk civilsamfund kan benytte sig af således, at staten ikke behøver at skride til magtanvendelse. Det skal naturligvis være forbudt direkte at opfordre til etnisk vold som det var tilfældet for ”Radio Milles Collines” i Rwanda, men med Spinozas ord er ”autoritet der udøves overfor tanker udtryk for tyranni”.

Racisme er et ubetinget onde, men hvis ikke vi har tillid til, at racisme først og fremmest skal bekæmpes via den offentlige debat eller tror, at danskerne vil udrydde minoriteter, hvis ikke man straffer racistiske ytringer hviler vores demokrati og medmenneskelige tillid på skrøbelig grund. Det er da også bemærkelsesværdigt, at USA ikke har et forbud mod hate-speech, samtidigt med at landet er blevet stadigt mindre racistisk og har valgt en sort præsident, hvilket ville være utænkeligt for bare to årtier siden.

AJ og KS mener også, at ophævelse af racismeparagraffen vil være i strid med FNs racismekonvention (CERD) og Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR). Det er givetvis rigtigt at det vil være i strid med CERD (men næppe med ICCPR) at ophæve racismeparagraffen. Men allerede nu handler Danmark sandsynligvis i strid med CERD fordi vi ikke forbyder racistiske organisationer og fordi anklagemyndigheden ikke bruger racismeparagraffen mere offensivt. De forhold har den racediskriminationskomite som AJ og KS ikke ”vil have på nakken” gentagne gange påpeget – i øvrigt med støtte fra Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International og Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racisme.  Komiteen har også kritiseret Frankrig fordi man i 1989 ikke forbød udgivelsen af Salman Rushdies de Sataniske Vers, der ifølge komiteen ”ophidsede til racehad”, i øvrigt har FNs særlige rapportør for racisme konkluderet, at Muhammedtegningerne var i strid med ICCPR. Det er således klart, at CERD og racekomiteen bygger på et samfundssyn, der er fremmed for de oplysningsværdier om udstrakt tanke- og ytringsfrihed – også for krænkende, modbydelige og stødende holdninger – som burde være grundlaget for det danske demokrati. Det er da også værd at bemærke, at demokratiske lande som Danmark, Storbritannien, Sverige, Norge, Holland, Canada og USA i 1961 stemte nej til artikel 20 i ICPPR, der forpligter til at forbyde hate-speech. Et flertal bestående af totalitære lande som bl.a. Sovjetunionen, Afghanistan, Cuba, Yemen og Pakistan fik dog trumfet denne bestemmelse igennem.

Dermed blev en udvikling sat i gang der har medført stadigt flere hate-speech love verden over og som ustandseligt påberåbes for at indsnævre grænserne for ytringsfriheden. Det er da heller ikke tilfældigt, at de muslimske lande i OIC netop argumenterer for, at artikel 20 i ICCPR bør forbyde såkaldt ”religionskrænkelse” og, at der bør vedtages en tillægsprotokol til CERD, der forbyder det samme. Det er dybt beklageligt, at en så vigtig organisation som Dansk PEN med den ubetingede støtte til racismeparagraffen lægger sig op ad denne totalitære tradition for at indskrænke ytringsfriheden.

Racisme er et ubetinget onde, men hvis ikke vi har tillid til, at racisme først og fremmest skal bekæmpes via den offentlige debat eller tror, at danskerne vil udrydde minoriteter, hvis ikke man straffer racistiske ytringer hviler vores demokrati og medmenneskelige tillid på skrøbelig grund. Det er da også bemærkelsesværdigt, at USA ikke har et forbud mod hate-speech, samtidigt med at landet er blevet stadigt mindre racistisk og har valgt en sort præsident, hvilket ville være utænkeligt for bare to årtier siden.

AJ og KS mener også, at ophævelse af racismeparagraffen vil være i strid med FNs racismekonvention (CERD) og Konventionen om borgerlige og politiske rettigheder (ICCPR). Det er givetvis rigtigt at det vil være i strid med CERD (men næppe med ICCPR) at ophæve racismeparagraffen. Men allerede nu handler Danmark sandsynligvis i strid med CERD fordi vi ikke forbyder racistiske organisationer og fordi anklagemyndigheden ikke bruger racismeparagraffen mere offensivt. De forhold har den racediskriminationskomite som AJ og KS ikke ”vil have på nakken” gentagne gange påpeget – i øvrigt med støtte fra Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International og Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racisme.  Komiteen har også kritiseret Frankrig fordi man i 1989 ikke forbød udgivelsen af Salman Rushdies de Sataniske Vers, der ifølge komiteen ”ophidsede til racehad”, i øvrigt har FNs særlige rapportør for racisme konkluderet, at Muhammedtegningerne var i strid med ICCPR. Det er således klart, at CERD og racekomiteen bygger på et samfundssyn, der er fremmed for de oplysningsværdier om udstrakt tanke- og ytringsfrihed – også for krænkende, modbydelige og stødende holdninger – som burde være grundlaget for det danske demokrati. Det er da også værd at bemærke, at demokratiske lande som Danmark, Storbritannien, Sverige, Norge, Holland, Canada og USA i 1961 stemte nej til artikel 20 i ICPPR, der forpligter til at forbyde hate-speech. Et flertal bestående af totalitære lande som bl.a. Sovjetunionen, Afghanistan, Cuba, Yemen og Pakistan fik dog trumfet denne bestemmelse igennem.

Dermed blev en udvikling sat i gang der har medført stadigt flere hate-speech love verden over og som ustandseligt påberåbes for at indsnævre grænserne for ytringsfriheden. Det er da heller ikke tilfældigt, at de muslimske lande i OIC netop argumenterer for, at artikel 20 i ICCPR bør forbyde såkaldt ”religionskrænkelse” og, at der bør vedtages en tillægsprotokol til CERD, der forbyder det samme. Det er dybt beklageligt, at en så vigtig organisation som Dansk PEN med den ubetingede støtte til racismeparagraffen lægger sig op ad denne totalitære tradition for at indskrænke ytringsfriheden.

255 kommentarer RSS

  1. Af Camilla Langberg

    -

    Sameh bør give danskerne en undskyldning for at kalde os luthernazis og sammenligne vores tro med tro på tandfeen og julemanden. Eller hvor er injurieparagraffen her?

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Camilla Langberg –

    jeg er ikke for godtroende – og det du nævner lige her, har jeg også givet udtryk for, at jeg er klar over.

    Jeg er måske for pæn på visse strækninger – og hvis jeg har nået andre, Sameh er uden for rækkevidde, og fortsætter bla på netop Lilleørs blog, som jeg nævner det; men da rigtigt, at det er for meget på en blog – men jeg tillod mig dette, fordi det også handler om andre end Sameh, han er blot ‘en slag prototype’ på en vis tankegang – og han burde kere sig om indvandringsregler, hvor han giver den hele armen i stedet for – uden at gentage hans udgydelser her!

    Så – jeg tror ganske, at du har uret i, at du blot har følt, at duer kommet til kort – og måske slet ikke bryder om visse af mine ord i hv f.

    Og – ingen hindrer dig i at deltage, korte el lange indlæg til trods; men ellers som netop skrevet – og jeg får ikke mulighed for at komme igen, så det skrevne kan også ml Sameh og mig kanogså stå som et eksempel på, hvor vanskeligt det er med indvandring i Danmark – flere vil som Sameh være ganske ligeglade med helhed og kun tænke på sig selv.

    Hvis du ka’ se også dette perspektiv i dette.

    Mvh BHL

  3. Af Carl-Erik Pedersen

    -

    Både Camilla Langberg, og Birgit Hviid Lajer, er et par voksne og dygtige damer, der ved hvad de taler om, og det er for mig en nydelse at läse jeres indläg, og så bliver jeg jo også selv lidt klogere, hvilket ikke skader!

    M.v.h.

  4. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Carl-Erik Pedersen

    Tak for venlige ord, det glæder mig på egne vegne, og da især – at du får noget ud af det, som også jeg får ‘fyldt på’ ved at læse andres indlæg igen.

  5. Af » Naser Khaders selvmål - blogs.berlingske.dk

    -

    […] hate-speech) har vi kritiseret. Herhjemme har CEPOS været fortaler for en ophævelse af blasfemi- og racismeparagrafferne, internetfrihed og kritiseret lømmelpakkens begrænsning af ytrings- og forsamlingsfriheden. […]

Kommentarer er lukket.