“Evigt solskin i et pletfrit sind”?

Af Jacob Mchangama, Justitia 52

Mennesker har alle dage bekymret sig. Over vind og vejr. Over krig og ødelæggelse. Og over hverdagens mange farer. Mon børnene kommer sikkert frem til skole, idrætshallen eller fodboldbanen? Bliver middagsgæsterne forgiftet af kødklister i hakkebøfferne? Eller dør jeg, hvis rygeren ved siden af ved busstoppestedet, puster i min retning? Det er nogen af hverdagens mange spørgsmål og bekymringer. Bekymringer, der nok er irriterende og ikke ønskværdige, men som hverken kan forhindres, begrænses eller afskaffes ved, at Folketinget og de danske folkevalgte politikere udvider rækken af forbud og påbud.

Selvom de fleste fornuftige mennesker godt er klar over, at det ikke er muligt at forbyde sig ud af alskens problemer, så kan man hurtig blive i tvivl om vores politikere er af samme opfattelse. Særligt hvis man kaster et blik på den byge af forslag til ny lovgivning og øget regulering, de i de senere år har fremsat. Og bekymret bliver man også først, hvis man samtidig ser på karakteren af den lovgivning, danske – og skulle man forvente – fornuftige politikere, ønsker at presse ned over danskernes hoveder.

“Forbyd unge at gå i solarium”, “forbyd sliktobak og reklamer for usunde fødevarer”, og “forbyd pædagogerne at gå med parfume på arbejdet” har Socialdemokratiet og SF tordnet. Og det er bare i småtingsafdelingen. Den politiske ønskeliste er lang, når det handler om at forbyde danskerne at leve det liv, der passer dem.

Selvom mange beslutningsforslag er blevet forkastet, kan det næppe afvises, at en lang række af oppositionens forslag igen vil blive på mode, hvis der kommer et regeringsskifte.

Tag eksempelvis Enhedslistens forslag fra 2008 “om afskaffelse af fattigdom i Danmark <http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20072/beslutningsforslag/B55/som_fremsat.htm> “.  I disse dage hvor de fleste er blevet klar over behovet for reformer, er indholdet af beslutningsforslaget også interessant læsning. Enhedslisten vil bl.a. sikre de “offentligt ansatte markante lønstigninger svarende til gennemsnitligt 2.000 kr. om måneden”, “Dagpengemaksimum hæves til 30.000 kr. om måneden”, samtidig med at der fjernes en række sanktionsmuligheder. Desuden ophæves begrænsningerne i længden af sygedagpengeperioden. Forslag der næppe vil gavne hverken den økonomiske situation eller den ellers så tiltrængte vækst i samfundet. Men overordnet siger det meget om de politikere, der i ramme alvor mener sig i stand til at afskaffe fattigdom ved lovgivning. Kan vi så ikke også afskaffe de mange livstruende sygdomme, handicap eller dårligt begavede politikere med lovgivning?

Måske ikke et tænkt spørgsmål, for hvis man ser på de mange forslag til nye indsatser, der fremkom i halen på Forebyggelseskommissionens anbefalinger i 2009 om forbud mod markedsføring af usunde fødevarer, begrænsninger af synligheden af cigaretter på salgssteder, fedtafgifter mm., så tegner politikerne også på denne front et billede af, at man kan forbyde sig vejen frem til bedre sundhed.

Selvom de politiske intentioner er gode – vi skal leve længere, have det bedre og ikke leve livet på bænken i storbyernes parker, så er det et groft indgreb i folks personlige frihed og mulighed for at tage ansvar for sig selv og sine nærmeste. Og ikke mindst er det et udtryk for en håbløs forestilling om et evigt bekymringsfrit liv.

Et tydeligt eksempel er bl.a. det Radikale Venstres forslag om “at indføre el- og hybridbiler i taxavognsparkerne i de største danske byer <http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/beslutningsforslag/b132/som_fremsat.htm> “, hvor  “taxabranchen i Danmarks tre største byer fremover (pålægges) kun at indkøbe el- eller hybridbiler, der udleder under 90 g CO2/km til taxakørsel”.  Miljøvenligt – tja måske. Realistisk – i en drømmeverden, ja men i praksis – næppe.

Realistisk og omsættelig er heller ikke SFs forslag om, “at elselskaber, der lukker for strømmen til en husstand, skal underrette de sociale myndigheder <http://www.ft.dk/dokumenter/tingdok.aspx?/samling/20101/beslutningsforslag/b95/som_fremsat.htm> “.  Her kræves simpelthen, at “et elselskab ikke lukker for strømmen til en hustand, før elselskabet har kontaktet de sociale myndigheder, og at disse har haft tilstrækkelig tid til at træffe de nødvendige foranstaltninger over for børn, enlige og ensomme ældre uden netværk, fattige og andre udsatte i hustanden”. Socialforvaltningerne får travlt, hvis SF indtager regeringsmagten! Ikke kun med at sørge for, at de svageste i samfundet hjælpes bedst muligt, men nu også med at ringe rundt, hver gang det eksempelvis ved større byggearbejder bliver nødvendigt at slukke for strømmen, eller hvis folk ikke er voksne nok til at betale deres regninger. Hvad skal socialmyndighederne så gøre ved strømsvigt med de stakkels ældre uden netværk?

Selvom vi kan grine af de mange ”velmenende” med også tåbelige lovforslag, så er det et tydeligt bevis på, at der ganske enkelt ikke længere er noget, der er hverken for småt eller for stort til at regulere. Og det er et bevis på, at vi i Danmark befinder os på en glidebane, hvor flere af de områder, der tidligere hørte under kategorien “privatlivets sfære”, nu betragtes som et offentligt anliggende, der kan underlægges politikernes øgede iver for regulering. Hvis det fremadrettet fortsætter med samme hast, kan vi hurtig vinke farvel til ”forbuds Sverige” og i stedet sige goddag til et ”forbud Danmark”.
Spørgsmålet er derfor: Hvor går grænsen for politikernes iver til at regulere sig ud af selv almindelige hverdagsbekymringer? Hvornår siger vi borgere STOP? Og skal fremtidens Danmark være et symbol på Jim Carrey i filmen “Evigt solskin i et pletfrit sind”?

52 kommentarer RSS

  1. Af Thomas B. J.

    -

    @Michael Larsen
    Jeg tror ikke det var Jakob Schmidt-Rasmussens pointe at forsvare eller angribe Al-Jazeera. Han påpegede blot, at DF sagde, at Al-Jazeera og Al-Arabyia burde forbydes, men de kanaler, de mente var Al-Aqsa og Al-Manar.

    Jeg skal ikke kunne sige, hvilke af disse kanaler, der er ulovlige, men det burde (som jeg skrev ovenfor) en anmeldelse af disse i forhold til diskriminationsparagraffen kunne afgøre.

  2. Af J. Hansen

    -

    Jacob, den er lidt for billig. At afskaffe fattigdom kan ikke sidestilles med at afskaffe sygdom. Fattigdom er et politisk spørgsmål. Det er det ikke hvis man f.eks. får en kronisk sygdom.
    Ellers er jeg som “rød” meget enig. f.eks. er det horribelt at ville forbyde folk det sexliv de selv vil have, som min fløj vil. Her taler jeg om et forbud mod sex, hvor der er penge imellem og ikke røde roser, som der åbenbart SKAL være, lige som i Alt For Damerne og Familiejournalen. Men de “sorte” er ikke bedre. Jeg kan da ikke selv flytte til Danmark med min udenlandske kæreste. Hun har den forkerte farve og ikke rig nok. Men hendes personlighed er en del smukkere end mange af dem i regeringen kan præstere, så jeg tror jeg bliver væk fra mit fødeland alligevel med min dyre uddannelse. Der er for ubehageligt at være i Danmark på mange områder.

Kommentarer er lukket.