Menneskerettigheder i krise

Af Jacob Mchangama, Justitia 21

 

Den 10. december var FNs officielle menneskerettighedsdag, hvor årsdagen for vedtagelsen af FNs Menneskerettighedserklæring i 1948 markeredes. Spørgsmålet er dog, om der er så meget at fejre? Hvis man skal måle menneskerettighedernes succes på antallet af menneskerettighedsorganer, komiteer, domstole, resolutioner, konventioner og indflydelse på lovgivning, retspraksis og universitetskurser, har menneskerettighederne aldrig nogensinde stået stærkere. Men menneskerettighedernes allestedsnærværende dominans dækker over en alvorlig krise som truer med at gøre menneskerettighedsbegrebet irrelevant. Krisen skyldes både at menneskerettighederne er blevet ofre for egen succes og det markante skifte i den internationale magtbalance som har været undervejs et stykke med tid men som med den europæiske (og amerikanske) gældskrise er blevet udstillet på brutal vis.

For mange, i hvad man bredt kan kalde menneskerettighedsbevægelsen, synes menneskerettighedernes kvantitative udbredelse at være et mål i sig selv.  Menneskerettighedernes succes bliver derfor i høj grad målt på antallet af konventioner og resolutioner snarere end på, hvorvidt menneskerettighedernes grundlæggende formål om at sikre menneskelig frihed og værdighed bliver fremmet. I denne optik er det derfor næsten altid godt, jo flere konventioner en stat ratificerer, og jo flere afgørelser der træffes af internationale domstole og organer frem for af nationale parlamenter og domstole. Det uden hensyntagen til, at kvaliteten af afgørelser og udtalelser fra internationale domstole og i særdeleshed fra FN organer ofte er stærkt svingende.

Når menneskerettighedsbevægelsen i så overvældende grad støtter stadig mere internationalisering af menneskerettighederne, skyldes det bl.a., at menneskerettighedsorganisationer har stor indflydelse på de internationale standarder modsat de nationale. Særligt ”soft law” instrumenter og fortolkninger af konventioner, som ofte anvendes af organer i eksempelvis FN. Den fortolkning, man ikke kan overbevise en dansk eller britisk domstol om at anlægge, kan man så få et FN organ til at støtte og på den vis søge at opnå den bredere anerkendelse. En anden medvirkende faktor til denne udvikling er, at menneskerettighederne udgør et særdeles attraktivt sprog for særinteresser. Formelt set fungerer menneskerettigheder som en slags trumfkort, der sætter grænser for, hvad en stat kan udsætte sine borgere for – og i moderne fortolkning – i stigende grad også bestemmer, hvilke tiltag en stat skal iværksætte. I det omfang en særlig politisk agenda anerkendes som værende udtryk for menneskerettigheder, vil dens tilhængere kunne iklæde denne agenda et ”apolitisk” og afvæbnende sprog og kræve, at deres menneskerettighedsanerkendte interesse skal veje tungere end konkurrerende hensyn. Et godt eksempel er, da udviklingslande fik anerkendt en ”ret til udvikling” (der dog ikke er juridisk bindende), som i virkeligheden blot handler om at maskere kravet på vestlig udviklingsbistand. En sådan ”menneskerettighed” tilkommer stater snarere end individer, og hvis indhold både er uklart og svævende.

Der findes også konventioner for vandrende arbejdstagere, kvinder og handicappede. Og i FN diskuterer man nu både en ”ret til fred”, et rent klima og en særlig menneskerettighedskonvention, der skal beskytte de ældre. Kvinder, vandrende arbejdstagere og handicappede er allerede dækket af de grundlæggende menneskerettigheder, og derfor bliver der her reelt tale om tildeling af særrettigheder. Det er således allerede forbudt at diskriminere kvinder, men kvindekonventionen påbyder positiv særbehandling. Ifølge den ansvarlige FN-komité bør Danmark derfor også indføre kønskvoter i forbindelse med folketings- og kommunalvalg for at leve op til konventionen. Men når specifikke befolkningsgruppers behov, hele stater eller bestemte ydelser ophæves til menneskerettigheder, udvander man samtidig selve menneskerettighedsbegrebet og risikerer dermed, at de traditionelle og vigtigere frihedsrettigheder kommer til at stå i skyggen heraf. Det så vi bl.a. herhjemme, da Institut for Menneskerettigheder i forbindelse med offentliggørelsen af regeringsgrundlaget offentliggjort i oktober 2011 var ude og rose regeringen for at ville ”gennemføre en reform af kontanthjælpen, som afskaffer de særligt lave ydelser i kontanthjælpssystemet – kontanthjælpsloft, timeregler og starthjælp”.

Endnu mere alvorligt end udvandingen af menneskerettighedsbegrebet er forskydningen i den internationale magtbalance med stærkt dalende indflydelse til Vesten – særligt Europa – og ligeså stærk stigende indflydelse til BRIK landene særligt Kina. Selv når man tager højde for Vestens kolonifortid, støtte til diktaturstater i Mellemøsten og ofte hykleriske og dobbeltmoralske udenrigspolitik, har det været Vesten, der har promoveret grundlæggende frihedsrettigheder og demokrati på den internationale scene. Det har afspejlet sig i de forrige årtiers verdensorden hvor markedsøkonomi, demokrati og menneskerettigheder var den givne styreform, som udviklingslande og nye uafhængige stater søgte at implementere. De såkaldte demokratiseringsbølger i Sydeuropa, Latin-Amerika, Afrika og senest i Central- og Østeuropa viser, at Europa og Vesten var det naturlige fikspunkt, og at projiceringen af værdier som demokrati og menneskerettigheder havde en stærk afsmittende effekt. Men et forgældet Europa på tiggerfødder har slet ikke samme tiltrækningskraft eller påvirkningsevne som tidligere.

Man ser det i Afrika, hvor flere og flere stater orienterer sig mod Kina, der i modsætning til EU ikke kræver respekt for menneskerettigheder i retur for investeringer og bistand. Vi ser det også i Centralasien, hvor Rusland og Kina konsoliderer deres interessesfærer på bekostning af Europa og USA og frihed og demokrati. Den amerikanske NGO Freedom House har fem år i træk kunnet rapportere, at personlig og politisk frihed globalt set har lidt tilbageskridt.  Helt tydeligt bliver det i FN-regi. Tænketanken European Council on Foreign relations har i en række reporter siden 2008 dokumentet, hvordan EU gradvist har mistet indflydelse i FNs Generalforsamling og Menneskerettighedsrådet, hvor man ikke i samme omfang som før er i stand til at få lande fra andre dele af verden til at stemme med sig. Omvendt er Kina og Ruslands indflydelse steget.

En international nyskabning, som mange menneskerettighedsaktivister har sat lid til, er det såkaldte Universal Periodic Review (UPR), hvor alle FNs medlemsstater får gennemgået deres menneskerettighedsefterlevelse. Men også her ses kløften mellem Vesten og andre stater – herunder BRIK-landene – og relativiseringen af menneskerettighederne. Mens vestlige lande ofte har brugt UPR-processen til at lægge vægt på borgerlige og politiske frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forbuddet mod tortur, og retten til personlig frihed, har ikke-vestlige lande har et helt andet fokus. En gennemgang af en række landes interventioner i forbindelse med UPR siden 2008 afslører således, at BRIK landene i høj grad bruger økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder til at rose nogle af verdens mest undertrykkende regimer. Indien har eksempelvist rost Iran, Ægypten, Cuba og Nordkorea, mens Kina har rost Hviderusland, Pakistan, Iran, Ægypten, Sudan, Cuba, Nordkorea. Når det kommer til frihedsrettighederne, har BRIK-lande som Kina og Rusland mest brugt disse til at kritisere Vestlige lande eksempelvis for at ”misbruge ytringsfriheden”. Brasilien har vist sig mere progressiv end de øvrige BRIK-lande men kan ikke regnes som en ny frontkæmper for frihedsrettigheder.

Kombinationen af menneskerettighedernes udvanding og forrykningen af den internationale magtbalance har skabt en giftig cocktail. Lande som Kina og Rusland vil nemlig kunne rejse flertal til at dominere dagsordenen og indholdet af de menneskerettigheder, som fylder stadigt mere. Den indflydelse vil man bruge til at trække tænderne ud på klassiske frihedsrettigheder til fordel for vage rettighedstyper, som ikke kan bruges til at kritisere regimer for undertrykkelse af deres befolkninger.

I det omfang Kina og Rusland bliver mere direkte indblandet i at genrejse Europa økonomisk, vil politisk og individuel frihed i endnu højere grad blive sat under pres. I så fald skal man ikke blive forundret, hvis europæiske lande ikke blot afstår fra at kritisere Kina og Rusland men også begynder at slå ned på kritik af Kina og Rusland i deres egne befolkninger. Desuden vil det blive dødsstødet til Europas ambitioner om at sprede demokrati og menneskerettigheder via internationale organisationer, da økonomisk hjælp fra lande fra BRIK landene vil være gratis i politisk forstand.

Hvis Vesten derfor vil have kvalitative snarere end kvantitative forbedringer af menneskerettighederne, må man besinde sig og reorientere fokus mod de rettigheder, som folk bliver anholdt eller dræbt for at udnytte lige nu i Syrien, Rusland og Bahrain. Ikke for retten til et rent klima eller kontanthjælp. I sidste ende afhænger Vestens menneskeretlige gennemslagskraft dog af, at man kommer på økonomisk fode igen. Og det uden at give køb på de mest grundlæggende principper.

21 kommentarer RSS

  1. Af Niels B. Larsen

    -

    Når menneskerettighederne i større og større grad anvendes til at beskytte forbrydere fremfor lovlydige folk og når de anvendes til at opnå opholdstilladelse for forbrydere til skade for lovlydige folk – så har menneskerettighederne mistet deres relevans og er blevet en klods om benet.

  2. Af Allan Baldrup

    -

    Godt indlæg – men glem ikke menneskerettighederne herhjemme, som efterhånden er ved at være alvorligt trykkede af f.eks. retssikkerheden overfor SKAT samt den planlagte skatteplyndring de kommende år (NOx, arveafgifter mv.)

  3. Af Tommy Jensen

    -

    Det kommer da lidt an på hvilken vinkel man ser det fra.

    Set fra borgernes vinkel har menneskerettighederne udvisket sig selv og blevet til endnu et kæmpe blålys der lever dets eget liv i bureaukratkontorerne og verdensfjerne kommiteer.

    Set fra de enorme EU og FN bureaukratiers vinkel er menneskerettighedsindustrien blevet en kanonsuccess der stadig formerer og udvider sig ved knopskydning.

    Da Vesten alligevel altid taler med 2 tunger, den ene hykler frihedsrettigheder og demokrati og den anden udbygger overvågningssamfundet og udøver tortur i det skjulte, så er det vel fra borgernes side inderligt ligegyldigt om BRIK landene overtager førertrøjen.

    Men det er da klart de offentlige kontorer i vesten hyler over at se frem til at miste indflydelsesrige offentlige embeder.
    Men der er jo klimaet som erstatning………..

  4. Af Laila Dam

    -

    Når man tillader lande fortsat medlemsskab, på trods af et brud på det grundlæggende i FN, lighed uanset race, køn og religion – lande, der har gjort det ubetingede betinget af én ting, så har man underkendt sig selv.
    FN har bestemt ikke noget at fejre, når man gradbøjer og føjer det essentielle i eget grundlag.

  5. Af Krister Meyersahm

    -

    Vi mangler to garantier, som burde være selvklare menneskerettigheder.

    1. Et forbud mod politikernes ret til offentlig gældstiftelse.

    2. En begrænsning af politikernes ubegrænsede ret til skatteudskrivning, helst med et krav om, at skatter alene må udskrives med grundlag i realiserede indkomster af arbejde og kapital og – ikke andet.

  6. Af Katja Petersen

    -

    Hør nu her… man kan altid komme med negativer, hvad menneskerettigheder angår.

    Det er direkte pinligt, når man fremhæver, hvordan menneskerettigheder påvirker Danmark – negativt naturligvis.
    Hvordan kan du på nogen måder retfærdiggøre, at fordi Kina og Rusland + en masse andre lande ikke holder sig inden for rammerne/normerne for menneskerettighederne, så skal de bare afskrives som værende umulige aktører i en global verden… det er da netop de lande, der skal med i en ratificeret aftale om menneskerettigheder, ellers har verden da givet fortabt.

    Dit “andedamsævl” er under al kritik… at fremhæve, hvilken fortrædeligheder DK bliver udsat for pga. menneskerettighedsprincipperne er ynkeligt.

  7. Af Henrik Larsen

    -

    Igen et godt indlæg, Jacob, fred uden frihed er af meget begrænset værdi.
    Og @Katja Petersen: Hvor er dine argumenter? Kina og Rusland bliver da ikke “afskrevet”, men der er en hulens forskel på, hvilken vej den politiske ledelse i disse lande tilstræber i forhold til FN´s oprindelige – og vel vores? – værdigrundlag, og hvis vi ikke har den økonomiske magt til at fremme dette oprindelige værdigrundlag, hvad har du så din positivisme i?

  8. Af Katja Petersen

    -

    @ Henrik

    Det er nok mangel på positiv tænkning.

    Jeg tænkte globalt, da jeg skrev ovenstående.

    Noget der altid slår mig, når jeg ser og læser om fx. krige, så er det den evige forbavselse over, at krige går ud over civilbefolkningen… at der findes mennesker, der mener, andre skal tænke og agere som dem, og hvis de ikke gør det, er det grund til at slå ihjel… der er mange eksempler.

    Det der irritere mig ved artiklen, er, at den er skrevet ud fra et lille ø-riges tankegang… at beskrive menneskerettigheder ud fra DKs måde at leve på, er mig en anelse for søgt – Der er en stor verden uden for DK.

  9. Af Matti Petersen

    -

    Det er jo netop ikke tilfældet, Katja Petersen. Jeg tror du har læst noget ind i blogindlægget, som ikke står der. Hvorfor du har gjort det, ved du nok bedst selv.

  10. Af F1 JensenJ JensenH

    -

    Når indfødsretten, nationerne, demokratierne og borgernes velfærd og tryghed tromles ned og tværes ud ved hjælp af menneskerettigheds-fup, så er det soleklart at de er blevet til noget med politisk og juridisk religion tilsat korruption.

    Og hvorfor er DR altid voldsomt optaget af om folk i fjerne lande får deres MR krænket, mens der aldrig er det mindste pip om de tusinder af danskere der oplever det samme.

  11. Af F1 JensenJ JensenH

    -

    PS: F.eks. er der lige nu mange danskere som er ramt af alvorlig sygdom, men som venter forgæves på den behandling som kunne have reddet dem og gjort dem raske igen.

    Deres liv og MR ønsker “systemet” tilsyneladende ikke at respektere. (Forsøgte at berette om det på j og p’s blogs, men den saglige og grundige redegørelse “forsvandt” uden begrundelse)

  12. Af Kaj Vilhelmsen

    -

    Danskerne har aldrig fået noget som helst ud af de såkaldte menneskerettigheder, da menneskerettighederne altid er blevet anvendt af de fremmede imod danskerne. Og til daglig bliver danskernes rettigheder overhovedet ikke respekteret af de danske myndigheder, og det vil heller ikke ske, før de almindelige danskere med magt tvinger politikerne til fornuft.

    Politikerne er ligeglade med alle, også deres egne landsmænd, hvis de ikke udgør en trussel imod politikerne. Politikerne sætter nemlig deres egne legetøjsbudgetter og interesser højere end borgerne, men en dag vil danskerne have fået nok, og det er sikkert det mest positive, der kommer ud af den nuværende krise.

  13. Af Tom Romdal

    -

    Tak for en fremragende blog.

    Det bliver nævnt at i Syrien kæmper man for sine basale frihedsrettigheder. Bloggen nævner dog ikke at i hele Nordafrika + Jordan er man (måske) godt i gang med at opnå generel frihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed osv.
    Jeg gætter på at en stor del af hele Nordafrika i næste årsrapport fra Freedom House skifter farve fra “blå” til “gule” lande, og dermed er en ny frihedsbølge dokumenteret og vil forhåbentlig fortsætte i de kommende år.

  14. Af Jacob Mchangama

    -

    @Tom Romdal: Jeg skriver at i Syrien udøver man sine frihedsrettigheder og bliver dræbt for dette. Hvorvidt man i Syrien også reelt kæmper for disse rettigheder ved jeg ikke og som det arabiske forår er gået tvivler jeg på at en frihedsorienteret demokratiseringsbølge er i gang i MENA-regionen. Egypten er vel det “bedste” eksempel på dette.

  15. Af Maria Due

    -

    Tak for indlægget, som det må have været bittert at skrive, når man selv er en så glødende forkæmper for menneskerettighederne.

    Jeg er enig i de fleste kommentarer, og min umiddelbare reaktion er, at menneskerettighederne er navnet på en industri, der er vokset til et uoverskueligt monster. Efterhånden er jeg ligefrem kommet til at frygte dem, fordi de spænder ben for hinanden og har destruktive virkninger, som der ikke bliver gjort noget ved.

    Der noget riv rav ruskende forkert i, at de værste subjekter kan dukke op i landet og forvente at blive underholdt af os andre på livstid, fx hvis deres hjemland bruger tortur og dødsstraf, og de er eftersøgte for alvorlig kriminalitet.

    Hvor mange af disse urimelige sager skal der til, førend folk kommer til at foragte menneskerettighederne? De rettigheder føles meget utopiske og trænger til en kraftig revision, så at andres rettigheder ikke kan pålægges sagesløse som en livsvarig byrde.

  16. Af Jan Petersen

    -

    Jeg må indrømme, når nogen taler om menneskerettigheder idag, er min første tanke …. hvilke kriminelle elementer skal nu særbeskyttes?!

  17. Af Arne Rud

    -

    Folk fra Angel hjemførte borgerrettigheder fra Romerretten i England og Jyske Lov er Grundlov i Jydens Land.

  18. Af Lise Jørgensen

    -

    Menneskerettighederne bliver i dag misbrugt på linie med racisme-§. Begge dele knuser enhver fornuftig og nødvendig indvending.Folk, der begår både den ene og anden slags forbrydelse, bliver udvist, men på grund af menneskerettighederne kan de reelt ikke udvises, for som i Fisfis tilfælde (synes den danske stavemåde er mest dækkende) så har de en familie her i landet. Den burde de have tænkt på noget før. Det kan ikke være rigtigt, at man kan spekulere på den måde og bruge familien som en brik i spillet. En udvisning er…en udvisning. Menneskerettigheder er efterhånden en anden måde at omgå loven på. Dermed er de lovlydige blevet de truede, deres menneskeret, retten til at leve i et åbent demokratisk land er ved at være en saga blot.Vinderne er de “smarte”, de der spekulerer i menneskerettighederne….Så jeg kan kun være enig i bloggen og sige tak for oplysningerne.

  19. Af Menneskerettigheds-isme « Veritas Universalis

    -

    […] HER i Berlingske Tidende. […]

  20. Af Henrik Larsen

    -

    @Katja
    Tak for svaret. Jeg mener nu netop, at Jacob´s kommentarer på det lille ø-riges forhold skyldes et ønske om større fokus på den egentlige opgave for de oprindelige, tiltænkt universelle menneskerettigheder.

    I disse år forsøges fokus jo netop flyttet – af lande for hvem krig og forfølgelse er et probat middel – fra de “klassiske” menneskerettigheder, som frihed og frihed til ytringer, som er individuelle, til de mere kollektive, baseret på religion, køn og seksualitet (repræsentanter for de 3 sidstnævnte rettigheders fremme gad jeg nok se til en rave-fest).

    Jeg mener, at vesten forlængst burde have erkendt ansvaret for at fremme de klassiske menneskerettigheder ved anvendelse af magt, men spørgsmålet er bare, om det ikke er for sent.

  21. Af Karl Eriksen

    -

    Moderne “menneskerettigheder” er at,man under ethvert påskud skal kunne tilegne sig frugten af andres besvær – uden mindste genydelse. De som protesterer er fordømte og henvises til det yderste mørke mørke, hvor der kun er gråd og tænders gnidsel.
    I modsætning til så mange andre, er danskerne ikke et “oprindeligt folk”. For os gælder kun: Gør Plads! Betal! Hold Kæft!

Kommentarer er lukket.