Institut for Menneskerettigheders (glædelige) kovending

Af Jacob Mchangama, Justitia 54

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man læse, at Institut for Menneskerettigheder (IMR) anbefaler at ophæve straffelovens § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf. IMRs udmelding og de politiske reaktioner derpå fortjener indgående behandling, hvorfor jeg vil blogge om emnet både i dag og senere på ugen. Først skal det handle om Institut for Menneskerettigheder og i kommende blogs  de forskellige udmeldinger fra politiske partier, samt mulighederne for at gå endnu længere ift. at styrke ytringsfriheden. Det kan lyde paradoksalt at skulle rose en menneskerettighedsorganisation for at ville styrke ytringsfriheden og dermed en af de mest grundlæggende og basale menneskerettigheder på bekostning af abstrakte religiøse følelser. Men der er tale om et paradigmeskifte, der er langt mere væsentligt – og modigt – end IMRs direktør Jonas Christoffersen vil være ved. For IMR har under sin tidligere ledelse bestemt ikke været fortaler for øget ytringsfrihed i kildne religiøse spørgsmål, tværtimod. Adspurgt i dagens avis om det var i orden, at Jyllands-Posten bragte karikaturtegningerne af Muhammed, udtaler Christoffersen bl.a. ”ja, det var det. Jeg tror heller ikke, at instituttet har udtalt sig imod det”. Men det er så sandelig en sandhed med modifikationer.

I 2006 udsendte daværende direktør for IMR Morten Kjærum en pressemeddelelse sammen med tre øvrige nationale menneskerettighedsinstitutioner. Pressemeddelelsen havde overskriften ”Dialog i stedet for had og aggression”. I meddelelsen udtryktes der:

”dyb bekymring for den aktuelle mangel på dialog, som er forårsaget af Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed og den efterfølgende internationale reaktion. De europæiske nationale menneskeretsinstitutioner har til opgave at beskytte og fremme alle menneskerettigheder, herunder både ytringsfriheden og retten til religionsfrihed. Ytringsfriheden anses ofte, som forudsætningen for udøvelsen af andre rettigheder og er som sådan nødvendig i et demokratisk samfund. Men ytringsfriheden er og har aldrig været ubegrænset. Alle menneskerettigheder må udøves på en måde, der ikke krænker andres rettigheder. Historien i Europa har vist, at det kan have meget alvorlige konsekvenser, når flere forskellige begivenheder sammenlagt bidrager til at skabe en opsplitning mellem flertal og etniske og religiøse mindretal. En sådan opsplitning nærer had og aggressioner, og er som sådan skadende for ethvert samfunds dynamik og udvikling. Publiceringen af tegningerne og reaktionen på disse bør ses i sammenhæng med en hård og konfrontatorisk debat. Derfor benytter vi lejligheden til at opfordre regeringer, uafhængige institutioner og civilsamfund overalt til at samarbejde med det formål at fremme og sikre et klima med konstruktiv dialog, med respekt for mangfoldighed og menneskerettigheder uden nogen form for diskrimination”.

I et ”Notat om ytringsfrihed – med udgangspunkt i Jyllandspostens Muhammed tegninger” fra 2006 – der ikke længere kan læses i sin helhed men refereres her (og som jeg nåede at behandle i et bogkapitel, inden det forsvandt online) – skrev IMR bl.a. følgende om Rigsadvokatens beslutning om ikke at rejse tiltale mod Jyllands-Posten for overtrædelse af blasfemi og/eller racismeparagraffen:

Den nuværende heterogene sammensætning af den danske befolkning rejser spørgsmålet, om man som samfund bør være mere forsigtig med at krænke minoriteters følelser end flertallets. Problematikken er tydeliggjort af den meget restriktive danske fortolkning af blasfemi og racisme og en betydelig forskel i den generelle danske opfattelse af, hvad der er krænkende, og et betydeligt mindretals opfattelse heraf.
Rigsadvokatens afgørelse fastholder entydigt den restriktive danske fortolkning. Samtidig viser reaktionerne på sagen tydeligt, at et mindretal i Danmark føler sig krænket. Der synes også at kunne konstateres en væsentlig forskel på grovhedskriteriet vedr. racisme i dansk praksis og i praksis under [Racekonventionen]. Sager der videreføres til [Racekomiteen] falder ofte ud til klagers fordel, dvs. imod dansk retspraksis. Dette bør give anledning til overvejelser, om den danske praksis’ overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.  […]Hensynet til landets sammenhængskraft, til minoriteters integritet og rettigheder og til bevarelse af det traditionelle danske omdømme som et åbent, tolerant og progressivt samfund tilsiger, at man bør være ekstra påpasselig med at beskytte de religiøse følelser hos minoriteter, der i forvejen kan være sat i – eller opleve sig sat i – en marginaliseret position i samfundet. Disse overvejelser bør man tage særligt alvorligt i et land som Danmark, hvor flertallets kirke indtager en privilegeret position og understøttes af staten. Ikke mindst i lyset af de voldsomme reaktioner, som sagen har afstedkommet i en lang række lande over hele kloden, må den give anledning til mere generelle overvejelser omkring fredelig, international sameksistens. Danmark bør i den forbindelse gøre sit yderste for at leve op til de højeste internationale idealer, som disse f.eks. kommer til udtryk i FN Pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder.

Rigsadvokaten har truffet en klar juridisk afgørelse. Denne afgørelse betyder imidlertid, i.h.t.  de gældende regler for den danske retspleje, at klagerne ikke har mulighed for at få prøvet deres påstande ved domstolene. Som det klart fremgår, er det i sager om overtrædelse af racisme- og blasfemi- bestemmelsen i.h.t. gældende dansk lovgivning og praksis meget svært at få disse forhold prøvet ved domstolene. En mulighed for at give øget adgang til domstolsprøvelser ville være at indføre privat påtale for racisme og blasfemi, som tilfældet er med ærekrænkelse. En sådan adgang vil utvivlsomt afværge nogle af de nuværende frustrationer over ikke at kunne gå direkte til domstolene og således bidrage til at øge den generelle retsfølelse og følelse af beskyttelse. En anden mulighed kunne være at få en civilretlig pendant til straffelovens § 266 b.

I en skyggerapport til FNs racekomitee fra 2006 udtrykte endvidere bekymring over, at racismeparagraffen ikke håndhæves tilstrækkeligt stramt eksemplificeret af Rigsadvokatens manglende tiltalerejsning mod Jyllands-Posten.

Morten Kjærums pressemeddelelse fra 2006 forekommer ikke ligefrem at være en blåstempling af Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammedtegninger. Endvidere må IMRs notat fra 2006 klart forstås således, at IMR ønskede en stramning af både blasfemi- og racismeparagraffen, samt øget mulighed for at påklage ”krænkende” ytringer, herunder specifikt Jyllands-Postens Muhammedtegninger. Der er altså tale om en kovending snarere end blot en udvikling eller præcisering.

Som det ses af denne oversigt er IMRs notat om ytringsfrihed og Muhammedsagen det eneste notat/høringssvar fra 2006, der ikke længere linkes til på IMRs hjemmeside. Det er svært at tolke anderledes end, at den nuværende ledelse ikke er stolt af de konklusioner, den tidligere ledelse traf i 2006. Det kan man godt forstå set i lyset af, at vi i 2012 står med adskillige alvorlige forsøg på terrorangreb mod Jyllands-Posten, nedbrænding af det franske satiremagasin Charlie Hebdo og en større opmærksomhed på den ekstremt destruktive rolle, blasfemilove spiller i en række muslims dominerede lande, hvor religiøse minoriteter og heterodokse muslimer udsættes for systematisk undertrykkelse via sådanne bestemmelser.  Men det ville dog være bedre for debatten om ytringsfrihedens grænser, hvis IMR anno 2012 indrømmede, at IMR i 2006 indtog et standpunkt, der var for uforsvarligt i forhold til ytringsfriheden, og at man nu har skiftet holdning. I modsætning til den tidligere ledelse har Jonas Christoffersen i denne sag nemlig intet at skamme sig over. Tværtimod.

54 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Hansen. Læser du egentlig, hvad jeg skriver? Du kan ikke engang skrive mit navn rigtigt.

    Men man bliver ikke venstreorienteret af, at støtte racistiske muslimer mod enhver kritik, som en del såkaldte antiracister f.eks. troede, da de hetzede socialisten og antiracisten Villy Søvndal, fordi Søvndal kritiserede Hizb ut-Tahrir, hvis talsmand er dømt efter racismeparagraffen, fordi talsmanden opfordrede til mord på jøder, ved at citere en ekstremt antisemitisk passage fra koranen.

    Det tidligere egyptiske regime, hvis ambassadør i Danmark som bekendt startede muhammedkrisen, var medlem af Socialistisk Internationale…

    Majgaard skriver:

    “Blot vil jeg påstå, at det er magthaverne, der til enhver tid har fortolket bøgerne, de selv har skrevet til egen fordel, og de derfor er yderst følsomme over at røre ved ændringen af teksten, de har hjernevasket folket til at respektere. For så er der ingen vej tilbage.”

    Det er både en meget vigtig og yderst relevant pointe.

    For man fandt for nogle år siden en såkaldt korangrav i Yemen – dvs et sted, hvor man “begraver” koraner, der er gået ud af brug.

    De koraner, som blev fundet i korangraven, var ældre, end de hidtil ældste koraner, som man kender, og de adskiller sig også fra den koran, som fundamentalistiske muslimer ellers påstår er guds uforandrede budskab til menneskeheden.

    Koranerne fra Yemen beviser med andre ord, at koranen selvfølgelig er menneskeværk, og dermed at de såkaldt evige og uforanderlige love i koranen selvfølgelig hverken er evige eller uforanderlige, men er blevet ændret gennem tiderne.

    Irans islamistiske diktator Khomeini udløste som bekendt den første muhammedkrise i et ikkemuslimsk land, da han dødsdømte muslimen Salman Rushdie, fordi Rushdie havde skrevet mesterværket De Sataniske Vers, der i øvrigt er en lang hyldest til multikulturalisme.

    Dødsdommen skyldtes givetvis dels, at Rushdie latterliggjorde Khomeini i romanen, men givetvis også, at Rushdie i det hele taget skrev om de såkaldt sataniske vers.

    De sataniske vers er den eneste passage fra koranen, som muslimske teologer indrømmer er blevet bortredigeret fra koranen, fordi de angiveligt var inspireret af satan, mens teolgerne påstår, at resten af koranen er Gabriels uforfalskede budskab fra allah til Muhammed.

    Det faktum, at koranen, og dermed bogens såkaldt gudgivne love, selvfølgelig er menneskeværk, fjerner ethvert argument for, at FN skandaløst nok har anerkendt Cairoerklæringen om menneskerettigheder i islam som et “supplement” til de universelle menneskerettigheder, som gælder for alle ikkemuslmske lande.

    FN mener åbenbart ikke, at muslimers menneskerettigheder skal respekteres, hvis de bor i muslimske lande – i multikulturalismens navn.

    For Cairoerklæringen sætter menneskerettighederne ud kraft i muslimske lande, ved at underordne menneskerettighederne de påstået gudgivne og angiveligt ukorrumperede religiøse love, som de muslimske landes myndigheder bruger til at undertrykke deres egne borgere ekstremt groft.

    Der var i øvrigt også en del såkaldt venstreorienterede antiracister, der fordømte den tolerante muslim, Salman Rushdie, fordi han skrev De sataniske Vers, og som altså dermed støttede Irans racistiske diktator. Racisten Khomeini kom til magten i sin tid med hjælp fra iranske venstreorienterede og iranske menneskerettighedsforkæmpere. Det fortrød de bitterligt, da det var for sent. Lad os håbe, at der går bedre i Egypten.

  2. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “Blot vil jeg påstå, at det er magthaverne, der til enhver tid har fortolket bøgerne, de selv har skrevet til egen fordel, og de derfor er yderst følsomme over at røre ved ændringen af teksten, de har hjernevasket folket til at respektere…”

    Det er jeg alligevel ikke helt enig i.

    For magthaverne i muslimske lande er faktisk ofte mere humane, end de oprørske islamister – og islamisterne sidder jo på magten i f.eks. Iran.

    Al Azhar er den sunnimuslimske verdens vigtigste og ældste universitet, og fatwaer fra Al Azhar har retskraft.

    Indtil for omkring ti år siden var Al Azhars ledelse superislamistisk og ultrarektionær, i en grad, der kun kan kaldes u-muslimsk!

    F.eks. krævede Al Azhars tidligere ledelse, at småmuslimske pigers kønsdele blev mutileret – dvs. at de muslimske småpiger blev “omskåret” – selvom den barbariske skik ikke nævnes med ét ord i koranen, og selvom skikken er over 7000 år gammel og også praktiseres af animister og kristne i Nordafrika.

    Men så fik Al Azhar en ny ledelse!

    Den ny ledelse pudsede brillerne og nærlæste koranen og konstaterede derefter, at der ikke står et ord om obligatorisk mishandling af muslimske pigers kønsdele i bogen – så derfor udstedte Al Azhar en fatwa mod skikken.

    Dét fik de egyptiske islamister i især Det Muslimske Broderkab, der nu står til at vinde magten i Egypten, på banen!

    For Det Muslimske Broderskabs retslærde teologer påstod, at Egyptens tidligere socialistiske regime var blevet korrumperet af Israel og USA (Sic…), og at det er obligatorisk for rettroende muslimer, at mutilere deres døtres kønsdele – og det gav et stort flertal (80 pct viste meningsmåliner) af egypterne de reaktionære islamister i Det Muslimske Broderskab ret i.

    Men alligevel vedtog Egyptens tidligere regime – opmuntret af fatwaen fra Al Azhar – et forbud mod omskæring af muslimske småpiger, hvilket var en af grundene til, at regimet blev så upopulært, at egypterne væltede det.

  3. Af Hans andersen

    -

    Jakob Schmidt-Rasmussen
    De har ret IMR er en vits og spild af skatteborgernes penge da instituttet er imod ytringsfriheden og uden denne er øvrige menneskerettigheder uvæsentlige IMR har ikke opdaget (selektiv blindhed) at der ikke eksisterer nogen menneskerettigheder i muslimske lande for dem der ikke tilbeder profeten .

  4. Af georg christensen

    -

    “Meneskerettighedens (kovending)”?. Nok bare et “ordforbrug”, som du nok ikke selv er villig til at forstå. Hvorhen? (en 180 graders drejning?). Tilbage, for at begynde forfra?, eller “hvad”?.

    Jeg nyder virkelig sådanne “udsagn”, selv om jeg alt for ofte bare mangler “forståelsen” derfor, og desværre kun opfatter dem som en flok nyttesløse “ord”, som i din “forståelses optik” virker, som rigtige sammenhænge,og alt for ofte, kun for “dig” selv, kan giver “mening”.

Kommentarer er lukket.