Et deprimerende samråd i Retsudvalget

Af Jacob Mchangama, Justitia 15

I går eftermiddag kunne man opleve justitsminister Morten Bødskov i åbent samråd i Retsudvalget om bl.a. legalisering af hash og politiets fremfærd under den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i juni. Det åbne samråd er en vigtig demokratisk institution, hvor udvalgsmedlemmer kan stille spørgsmål om konkrete emner til den ansvarlige minister, og altså et eksempel på magtens tredeling, hvor den lovgivende magt tillægges redskabet til at udfordre den udøvende magt. Men ligesom det er tilfældet for skriftlige spørgsmål, er værdien af sådanne samråd blevet devalueret i takt med professionaliseringen af politikerfaget. Ligesom embedsværket har udviklet en særlig ekspertise i at svare mest muligt intetsigende på skriftlige spørgsmål, har ministre nemlig udviklet en ekspertise i at komme med standard- og ikke svar og lukke af for reel og meningsfuld udveksling med parlamentarikere. Det kan man dagligt overvære i nyhederne, og man kunne se det i dagens samråd.

Først blev Bødskov af Enhedslistens Pernille Skipper konfronteret med internationale erfaringer, der viser, at afkriminalisering ikke fører til større forbrug, ligesom stramninger af forbuddet mod hash heller ikke får flere folk til at droppe deres joints. Der blev også peget på det ubestridelige faktum, at politiets indsats ikke har medført noget gennembrud i forhold til at stoppe den ulovlige hashhandel.  Hertil svarede Morten Bødskov, at hash er skadeligt (hvilket er sandt), og at hvis man legaliserede hashen, måtte det også forventes, at forbruget steg. Han udtalte også, at politiet gjorde et stort og godt stykke arbejde med at bekæmpe hashhandlen, og at den ”intense” og ”målrettede” indsats mod den organiserede hashhandel er løsningen på problemet. I modsætning til spørgeren havde han godt nok ikke noget belæg for disse udmeldinger og dermed for den førte politik, men det var åbenbart mindre væsentligt. Nuvel. Man kunne måske næppe forvente, at en regering, der – af en eller anden grund – er modstander af legalisering af hash, skulle erkende den fejslagne strategi. Men der er alligevel noget sørgeligt i at overvære så fattig og indholdsløs en debat mellem politikere, der skal beslutte de love og regler, der regulerer vores adfærd og i sidste ende kan betyde, at vi mister vores frihed, hvis vi trodser dem.

Mere alvorligt var den del, der omhandlede det kinesiske statsbesøg, hvor der som bekendt både blev anholdt fredelige demonstranter og en genstridig Ekstra Blads-journalist, ligesom adskillige demonstranter fik konfiskeret tibetanske flag og blev afskåret muligheden for at vise deres protest til den kinesiske præsident, da politivogne blokerede udsigten. Et forløb der ganske usædvanligt forenede Enhedslisten og Dansk Folkeparti, hvis medlemmer begge stillede kritiske spørgsmål til ministeren og stillede sig uforstående over for forløbet.

Morten Bødskov udviste dog ikke skyggen af principielle betænkeligheder over forløbet, men henholdt sig strengt til politiets egen redegørelse. Hvorvidt det er usædvanligt at konfiskere flag og blokere for demonstrationer på grund af for højt lydniveau, ville ministeren ikke komme med et egentligt svar på, og utilfredse borgere kunne blot klage til de relevante instanser. Mens betænkelige indgreb i danske borgeres ytrings- og forsamlingsfrihed ikke kunne få ministeren i effekt, følte han sig stærkt forurettet over, hvad han fortolkede som en indirekte anklage om, at ministeren eller hans ministerium havde instrueret politiet om at være særligt restriktive over for Kina-kritiske demonstranter. Det er svært at se, hvordan helt relevante spørgsmål om politiets hårdhændede ageren og Justitsministeriets håndtering heraf udgør en anklage mod justitsministeren og hans embedsmænd. Justitsministerens optræden bar således præg af, at han – på trods af rituelle besværgelser om vigtigheden af ytrings- og forsamlingsfrihed – ikke var synderligt optaget af disse værdier, men til gengæld var stærkt optaget af sit eget image og ikke at blive involveret i en sag, der kunne se dårlig ud for ham selv. Denne fremgangsmåde står selvfølgelig også på første side i den professionelle politikers ABC. Men det er forstemmende at overvære for os almindelige borgere, der ikke har samme adgang til ministre som de folkevalgte, og som derfor må sætte vores lid til, at eksempelvis åbne samråd fører til en højere grad af ansvarsfølelse og ydmyghed hos landets ministre.

15 kommentarer RSS

  1. Af Ole CHemnitz Larsen

    -

    “særlig ekspertise i at svare mest muligt intetsigende”

    Fakta indikerer desværre, at denne adfærd også hersker, når der er noget at komme efter i form af fejl og ulovligheder, der skal dækkes over.

    Svarende til generelle udsagn, der dækker over eller bortskaffer faktiske fejl, der som udgangspunkt er ulovlige.

  2. Af Jørgen Villy Madsen

    -

    Jeg forstår godt, at det er deprimerende for såvel Jacob Mchangama, Cepos og den øvrige højrefløj, at venstrefløjen har fordomme, der er helt anderledes.

    For mig er det mere deprimerende at se politikere bygge på egne primitive fordomme for at frehæve sig selv og nedgøre andre.

    I stedet burde begge parter arbejde på at tilnærme sig hinandens synspunkter, således at vi andre slipper hundeslagsmålet, der er pinligt, primitivt og formålsløst.

  3. Af Jacob Mchangama, Cepos

    -

    @Jørgen Villy Madsen:

    Nu var det sådan set Enhedslistens Pernille Skipper, der var en af de mest kritiske udvalgsmedlemmer og hun hører vel ikke hjemme på højrefløjen eller hvad?

  4. Af Jesper Dorph

    -

    Frihedens og demokratiets DNA er denne gang forsvaret af Enhedslisten især. Og DF. Yderst mærkværdigt, at f.eks K eller LA ikke er med. SF’erne tør selvfølgelig ikke sige noget mere.

  5. Af Niels Poulsen

    -

    Ja, så sprang Jacob Mchangama også ud som fortaler for “fri hash” og “legalisering af hash”.

    Men det må han jo gøre som den repræsentant for den radikale liberalisme, han er.

  6. Af Sven Aagaard Petersen

    -

    Jeg har ingen, INGEN, som helst forventninger til den halvstuderede karrierepolitiker, og kan derfor umuligt blive skuffet.

    Han er formentlig den dårligst uddannede og begavede ansatte på sin arbejdsplads(?) ;-)

    Kun stadig en smule overrasket over, at folk som Thorning, Sass og Bødskov er det bedste, det gamle parti kan stille med anno 2012.

  7. Af Flemming Schandorff

    -

    Ikke-svarene er jo en del af uddannelsen på uni, så det kan vel ikke overraske.
    Det der er problemet, er at ingen kan tvinge en minister til enten at sige det vil jeg ikke fortælle/sige eller fortælle den fulde sandhed.
    Du er ramt af din egen medicin som uni-uddannet.
    Man kunne kalde det løgnens filosofi.
    Dumheden ved denne akademiske attitude er at der ikke er nogen der stoler på hvad man siger heller ikke når man er åben og ærlig.
    Jeg har aldrig troet på Morten Bødskov bare hans fremtoning giver en fornemmelse af løgn og bedrag, man skulle næsten tro at han er radikal. Han hører ihvertfald ikke til under begrebet kerne socialdemokrat

  8. Af Christian Hansen

    -

    Jeg har været medlem af et politisk parti siden jeg var 13 – dog ikke det samme politiske parti. I dag er jeg partiløs, fordi jeg er begyndt at tvivle enddog meget stærkt på, hvorvidt den politiske proces overhovedet giver mening.

    Nu har vi haft en “ny” regering ca 9 måneder. I de 9 måneder har denne regering stille og roligt adopteret stort set alle den tidligere regerings synspunkter.

    For mig at se, er politikerne for længst holdt op med at være politikere. De har indsat sig selv som kustoder i velfærdstatens maskinrum, og her pusler de så rundt og justerer lidt på knapperne, alt efter hvilken farve regeringen nu har.

    Når “nye” politikere kommer til i regeringen, består embedsværket. Det er vi stolte af, for som vi siger, så er embedsværket uafhængigt og kan arbejde lige godt for den ene minister som den anden. Men er virkeligheden ikke snarere den, at embedsværket stort set bare gør som de plejer og så må ministeren følge trop som en slags demokratisk kransekagefigur?

    Har vi ikke reelt set et teknokrati, hvor politikerne ikke tjener andet formål end at være vores alle sammens demokratiske narresut.

    Når vi kigger på den seneste tids store debatter, så har det handlet om betalingsring og rygerkabiner. Sprængfarligt politisk stof, der for alvor ændrer samfundet ikke?

    “Problemet” er vel, at vi er i driftsmode. Vi har opbygget en samfundskonstruktion og denne samfundskonstruktion er der defacto-enighed om. Politiske beslutninger begrundes oftere i økonomi og råderum end i politiske holdninger og ideologier bare se på dagpengesnakken.

    Var det derfor ikke på tide, at vi tog konsekvensen af dette og afskaffede det fordyrende led, som hedder politikere og Folketing og erstattede det med professionel ledelse?

    Jeg mener, de – politikerne – tjener jo snart intet andet formål end underholdning – lidt på linje med kongehuset. Mange politikere deltager således også velvilligt i diverse underholdningsprogrammer. Man kan vel sige, at hvor kongehuset til tider er ufrivilligt morsomme, stiller politikerne ganske villigt op til spaß – og hvorfor mon…

    Samfundsforandring sker ikke gennem demokrati, men demokrati er nogle gange resultatet af en samfundsforandring – kald det bare revolution eller lign.

    Så er det derfor ikke også totalt spild af tid at være i et politisk parti – at engagere sig politisk? For er der overhovedet plads til ideologier i dagens samfund? Det er der ikke – vel? Der er kun plads til en eneste politisk ideologi og det er velfærdsstatens melodi, der spilles – og alle synger med på godt og ondt og indtager de nødvendige samfundsbevarende holdninger, uanset deres partipolitiske farve! Og deraf udspringer således også ikke-svarene!

    Mit valgkort bliver brugt til optænding i pejsen næste gang, for jeg gider ikke stemme – whats the point anyway?

  9. Af Søren Hansen

    -

    Mchangama har da fuldstændig ret i sin analyse, og ja det er da deprimerende, men da overhovedet ikke nyt. VKO og især Fogh var eksperter i disciplinen overhovedet at svare og ikke-svare efter forgodtbefindende på åbne samråd (og i mange andre sammenhænge). Jeg husker samrådet om Irak-krigen, der var endnu mere frustrerende idet Fogh godt hjulpet af den tammeste ordstyrer (embedsmand) gled af på al saglig og velbegrundet kritik. Men hvad forventer man egentligt? Skulle politikeren krybe til bekendelse, når de stod overfor fakta, der modsagde deres politik? Det kommer jo aldrig til at ske, og da slet ikke i ukontrollable sammenhænge som interviews, samråd, m.m.

    Hvis (fakta)-presset på et tidspunkt bliver for overvældende (og det kræver ugers mediepres, meningsmålinger, der viser klar opbakning til et synspunkt hos befolkningen, og venners ditto, så kan en politiker foretage en kovending, men igen vil vedkommende komme alskens undskyldninger og forklaringer for sin kovending, men det sker i et for politikernes og embedsværket kontrolleret tempo og bag lukkede døre.

  10. Af Tommy Petersen

    -

    Som Jacob Mchangama rigtigt beskriver, er det er demokratisk problem, at politikere og deres medhjælpere, forsøger at sno sig uden om alt, der senere kunne give problemer, inklusive faktuelle svar og klar stillingtagen.
    Når ikke engang fagviden på ressortområdet er nok til at gøre indtryk på pågældende minister og embedsværk, går det ud over demokratiet og de der befolker det.

  11. Af Hans H. Hansen

    -

    Når nu embedsværket vitterligt er uafhægigt, skulle vi så ikke tredoble de folkevalgtes løn mod, at de kun kan vælges for en periode af 5 år. Embedsværket er garant en sikker drift, og DK får vissionære politikere, der ikke tænker kortsigtet, fordi de skal genvælges.

  12. Af Jacob Selchau

    -

    I politik er afstanden mellem stat og borgere desværre tilpas stor til at diskussion nærmest er at sammenligne med et væbnet sammenstød. Det minister Bødskov gjorde var jo dybest set at parere med de våben han nu engang havde, dvs. floskler og udenomssnak.

    Hele vores politiske kultur er formet efter denne opskrift. Når vi diskuterer f.eks. skattereformen, så ses der sjældent på det egentlige indhold, men snarere om hvilke politikere, der “vandt” og hvilke partier, der er oppe at skændes internt. Det intellektuelle niveau er som Se & Hør, hvilket vel også er årsagen til at en af Danmarks skarpeste politiske kommentatorer tilbragte flere år der. Det er de samme egenskaber man har brug for, både i sladderjournalistik og såkaldt politisk journalistik.

    Substans er blevet en mangelvare. Det er sandt for den nuværende regering, såvel som den foregående. Det er på ingen måde et område, hvor den ene fløj har noget at lade den anden høre. Når det gælder historien og udenrigspolitikken bliver vi fyldt med løgn og bedrag, baseret på simple gentagelser. Det er årsagen til at mange mennesker tror at Churchill var en stor demokrat eller at Reagan besejrede Sovjet.

    Jeg ved ærligt talt ikke hvor vi skal starte. Men grundlæggende er vores politiske og intellektuelle kultur på mange måder fuldstændigt forkvaklet.

  13. Af Birthe Jakobsen

    -

    Jacob Michangama fra Cepos efterlyser mere uddybende svar fra politikerne i stedet for standardsvar.
    Hvor er det nemt hele tiden at køre på politikerne i stedet for at vende blikket ind imod sig selv og her tænker på journalister og kommentatorer.
    Mange af dem interviewer ikke, – det er mere et forhør på “Se og Hør” niveau.
    Det vi har set og hørt siden den nye regering er kommet til, handlede ikke om politisk substans, men om at stille spørgsmål der kunne udløse et drama og ingen Statsminister er blevet kigget så meget efter i “sømmene”, (og kun kritik til følge) som Helle Thorning-Schmidt, til trods for hun var ny på jobbet og havde to funktioner, for hun skulle også være Formand for EU.
    Hvis jeg var politiker og jeg følte, at hver gang jeg blev interviewet/forhørt skulle overveje nøje hvert et ord for at det ikke nu eller på et senere tidspunkt skulle blive brugt imod mig negativt, så ville jeg også vælge standardsvarene.
    Vi får de svar ud af politikerne som medierne tvinger dem til.
    Professionelle og tillid er nøgleordene, hvis der skal ske ændringer på den front.

  14. Af Flemming Schandorff

    -

    Ja Jacob
    Du er såmæn d bare ramt af den medicin du selv er opflasket med på uni især KU.
    Det ville være rart, hvis man kunne insistere på, at politikere enten skulle svare, at det vil de ikke svare på eller også give et udtømmende sandfærdigt svar.
    Problemet er, at der er opstået en symbiose mellem politikere og journalister om ikke at gå for hårdt på samt at undlade at blac kliste politikere, der altid taler udenom som f.eks. samtlige radikale ministre og folketingsmedlemmer, som f.eks. Margrethe Vestagers “sådan er det” i stedet for at svare, at det er hende og hendes slæng, der insisterer på, at ledige/arbejdsløse skal jordes indtil de ikke længere trækker vejret.

  15. Af jesper jørgensen

    -

    Flemming.
    Problemet er ikke at det nu engang er sådan at når din dagpenge periode løber ud, må du ud af systemet.
    Problemet er at den siddende regering bare videreføre den gamle regerings virksomhedsfjenske styring.
    Der findes så mange knapper de kan trykke på for at få gang i økonomien, men nej flere afgifter, flere forbud og mere administration skal der til så de stakkels offentlige ansatte ikke skal blive arbejdsløse.

Kommentarer er lukket.