Værn om religionsfriheden

Af Jacob Mchangama, Justitia 58

Den 7. maj afholdes der i Folketinget en forespørgselsdebat om religionsfrihed. I Danmark kan spørgsmålet om religionsfrihed forekomme noget fjernt. For på trods af en statslig folkekirke er der vid religionsfrihed her i landet, og det er længe siden, der eksisterede forbud mod at holde religiøse møder i private hjem uden tilladelse fra sognepræsten, tvangsdåb og drakoniske blasfemibestemmelser.

Der er endda dem, der vil argumentere for, at religionsfriheden er overflødig eftersom ytrings- forenings- og forsamlingsfriheden jo dækker religiøse såvel som sekulære politiske ytringer og grupper. Men både fortid og nutid angiver en række væsentlige argumenter for at bibeholde fokus på religionsfriheden. Historisk set er de grundlæggende frihedsrettigheder – og i særdeleshed ytringsfriheden – afledt af en kamp for religiøs tolerance og senere egentlig religionsfrihed, der i takt med stigende grad af sekularisering blev til en kamp for ytringsfrihed som sådan. Men uden Reformationen og Mod-Reformationens livtag om grænserne for religiøs tolerance – med afgørende begivenheder som Luthers teser, Turda-ediktet, Warzawa-konføderationen, det nederlandske oprør mod Spanien, de franske religionskrige, og 30-årskrigen – er det slet ikke sikkert, at vi i dag ville leve i samfund, der bygger på ånds- og ytringsfrihed. Der er således en grund til, at de amerikanske Founding Fathers gjorde religionsfriheden til den første frihedsrettighed i det første tillæg til den amerikanske forfatning.

Nutiden byder også på gode grunde til at vægte religionsfriheden højt. Herhjemme ser vi, at ekstremistiske muslimer udøver socialt og nogle gange fysisk pres på ikke-muslimer, og muslimer der konverterer eller fravælger islam. Vi ser også, at danske jøder er tvunget til at udøve deres religion under massivt sikkerhedsudbud og i nogle tilfælde risikerer trusler eller vold, hvis de manifesterer deres tro i offentligheden. Samtidig har vi også været vidne til, at politiske partier har ytret ønske om at forbyde moskeer, minareter og beklædningsgenstande. Religion og religiøse symboler er igen ved at blive en slagmark, om end vi heldigvis er meget langt fra tiden før grundloven.

Udenfor Vesten har det såkaldte arabiske forår medført en vinter uden udsigt til ende for regionens religiøse mindretal. Kristne i Irak, Syrien, Palæstina og Egypten – nogle af verdens første kristne samfund med en historie, der går langt længere tilbage i regionen end islam – forfølges eller chikaneres og udvandrer i stort omfang (mens det i Burma er muslimer, der udsættes for systematiske overgreb fra buddhister). (En god oversigt over indgreb i religionsfriheden findes her). Det er en historisk tragedie, vi er vidne til med omfattende og irreversible konsekvenser. Udviklingen for kristne er også kritisk i Nigeria, hvor islamistisk terror er blevet til hverdag. Er der et håb for en bedre fremtid, er det netop kultiveringen af en ny forståelse af vigtigheden af religionsfrihed i disse lande. Den samme slags omkalfatring af samfundet, som indtrådte i forrige århundreder i Europa, hvor man i stigende grad forlod tidligere tiders intolerance, hvor spidsfindige teologiske uenigheder kunne medføre blodige forfølgelser, hvor religiøs homogenitet blev anset som afgørende for statens sammenhængskraft, og hvor afvigere og blasfemikere derfor systematisk blev undertrykt.

Man skal passe på med at drage paralleller mellem, hvad der foregår i den muslimske verden, og hvad der er sket i Vesten. Meget tyder på, at islam er langt sværere at ”tæmme”, end kristendommen har været.  Måske særligt fordi kristendommen – i Vesten – har levet i sameksistens med den græsk-romerske arv. Omvendt er det også klart, at religion i mange islamiske lande spiller en større og vigtigere rolle nu end tidligere, uanset at disse lande aldrig har været sekulære i en vestlig forståelse af begrebet. Dette klip med den afdøde egyptiske autokrat og folkehelt Nasser, der gør tykt grin med det Muslimske Broderskabs ønske om at indføre hijab-tvang, viser, at religionen ikke altid har haft så stærkt et greb om ægypterne, som det er tilfældet i dag, hvor salafistiske vinde er blæst ind fra golfstaterne. Eller som den egyptisk-amerikanske aktivist Mona Eltahawy fortalte mig ”Da jeg voksede op i Cairo blev man set ned på og råbt ad hvis man bar slør. I dag bliver man set ned på og råbt af hvis man ikke bærer slør”.

Hvordan styrker man så religionsfriheden? Først og fremmest må vi selv blive klar på, hvad religionsfrihed betyder og indebærer. Religionsfrihed betyder retten til at følge og manifestere sin tro uden vilkårlige indgreb fra statsmagten eller overgreb fra andre borgere. Det betyder ikke, at man har retten til ikke at blive krænket, eller at andre skal respektere indholdet af ens tro. Det indebærer, at den enkeltes samvittighed er afgørende i religiøse forhold, og at man derfor frit kan vælge og fravælge sin religion. Det kan forekomme åbenlyst og selvfølgeligt i dag, men netop denne erkendelse er en af de største landvindinger i Vestens historie – og samtidigt også en af de mest dyrekøbte. Religionsfriheden er derimod ikke et privilegium, som giver religiøse mennesker særrettigheder til at fravige de generelle love og regler, der gælder for alle eller til at oprette parallelle institutioner, hvor religiøse dogmer hersker. Desværre er denne forståelse af religionsfriheden på retur her i Vesten, hvor selv menneskerettighedsforkæmpere ser konflikt mellem ytrings- og religionsfrihed. Men når man fremmer en forståelse af religionsfriheden som en begrænsning snarere end en garant for friheden til at tænke og tro, som man vil, tærer man på Vestens sekulære arv og giver næring til de religiøse følelser, der har kastet store dele af verden ud i strid og ufred.

 

58 kommentarer RSS

  1. Af michael hansen

    -

    islam er ikke en religion,men en politisk ideologi pakket ind som religion,for at gøre den spiselige for masserne.

  2. Af Odd S. Olavssøn

    -

    @ Arne Rud, 1. maj 2013 kl. 19:16

    …medmindre der er installeret tågehorn i masten, der lyder fem gange om dagen!

  3. Af Arne Rud

    -

    @Odd S. Olavssøn, 3. maj 2013 kl. 18:30. – En skibsklokke holder trolde fra skib, skolekor og sogn, men tågehornet kan man høre den 1. maj kl. 12.

  4. Af Arne Rud

    -

    En kirkegård er en skolebotanisk have, et stift har et symfoniorkester, gymnastik- og idrætshøjskole med et skoleskib og slotshaven ved Spangsbjerg Hospital i Esbjerg er velegnet til grønne koncerter med Vestjysk Symfoniorkester.

  5. Af Hans Andersen

    -

    @ peter kocsis
    Kære hr. kocis De ved tilsyneladende en masse om overtroen islam, så De ville måske være så hjælpsom at fortælle mig hvordan en muslim undgår at betale zakat uden at blive et hoved kortere:-)

  6. Af Odd S. Olavssøn

    -

    @Arne Rud, 3. maj 2013 kl. 19:46

    Men en brøleabe i masten, der brøler fem gange om dagen, tiltrækker trolde og mørkemænd til sognet.

  7. Af Odd S. Olavssøn

    -

    @Arne Rud, 3. maj 2013 kl. 19:46

    Og brøleaberne overdøver skibsklokkerne!

  8. Af sdfgsdfg sdfgsdfg

    -

    dfgsdfgsdfg

Kommentarer er lukket.