PENs skizofrene forhold til ytringsfrihed

Af Jacob Mchangama, Justitia 152

I dag udkommer antologien ”Hate speech: fra hadetale til hadesyn”, som er redigeret af tre bestyrelsesmedlemmer af Dansk PEN; Rune Engelbreth Larsen, Klaus Slavensky og Jens Lohmann. I forordet til den nye antologi står der, at ”præmissen er: imod hadetale, for ytringsfrihed” – en det er falsk varebetegnelse. Bogen er rigtigt nok vendt imod hadetale, men det gennemgående tema for de fleste af bogens forfattere er, at ytringsfriheden må og skal begrænses. At bekæmpe racisme og fremmedhad med straf og lovbestemmelser har været et gennemgående tema for Dansk Pen i de seneste år. I 2010 skrev Dansk PENs præsident, Anders Jerichow, og bestyrelsesmedlem Klaus Slavensky eksempelvis en kommentar i Berlingske, hvor de bl.a. gjorde gældende, at ” Danmark bør ikke og kan ikke opgive den såkaldte racismeparagraf, altså forbuddet mod spredning af racisme”. Samme budskab har Anders Jerichow gentaget i bl.a. debatter med undertegnede. Ifølge PEN skyldes denne position to forhold: (1) at historien viser, at racisme og had fører til vold og i sidste ende folkemord, som der står i forordet ”En pen dryppet i had er forudsætningen for, at sværdet kan dræbe” og (2) at en bestemmelse i PENs Charter lyder som følger

Medlemmer af PEN bør til alle tider udøve, hvad de måtte have af indflydelse for at fremme god forståelse og gensidig respekt mellem nationerne. De forpligter sig til at gøre deres yderste for at fordrive race-, klasse- og nationalt had og til at kæmpe for idealet om en menneskehed, der lever i fred i én verden

Det første forhold skal jeg vende tilbage til nedenfor. Men PENs Charter er mere end svært at fortolke som en støtte til hate speech lovgivning, der kriminaliserer ytringer. Der er her tale om en individuel forpligtelse til at skabe større forståelse og til at bekæmpe racisme og andre former for had. Eftersom PEN består af forfattere og litterater og ikke af folkevalgte politikere, må det forstås som en moralsk forpligtelse til at bekæmpe racisme via debat, litteratur og kunst – ja kort sagt med PENnen. Der er således ingen rygdækning til PENs aparte position i foreningens eget charter (det skal siges, at der så vidt vides findes et mindretal i PENS bestyrelse, der ikke støtter PENs position på dette område, men så vidt ses har disse, i modsætning til tilhængerne af racismeparagraffen, ikke udtalt sig om emnet på PENs vegne).

Det er i den forbindelse interessant, at redaktørerne ikke har fundet plads til én eneste bidragsyder (ud af 14 fra ind- og udland), der argumenterer for, at forbud mod hate speech er uforeneligt med ytringsfriheden Det forhold gør antologien blodfattig. Særligt fordi der i de seneste år har været en række meget stærke antologier om præcis dette emne såsom Hare & Weinsteins ”Extreme Speech and Democracy” fra 2010 og Molnar og Hertz’ ”The Content and Context of Hate Speech” fra 2012. Disse udgivelser indeholder højtkvalificerede og begavede indlæg for og imod at kriminalisere hadsk tale. Dermed fremstår antologien, med enkelte markante undtagelser, som et noget provinsielt indslag, hvor et dusin forskellige nuancer af ”europæisk anstændighed” søger at forsikre sig selv om den moralske overlegenhed af egen position uden på noget tidspunkt at tage livtag med de mange kvalificerede argumenter, som modstandere i ind- og udland har fremsat.

Tonen bliver slået an af medredaktøren Klaus Slavensky, der mener, at ”politiske ekstremister er søgt sammen i uskøn forening for at misbruge fortaleri for ytringsfrihed til at bekæmpe værn mod racisme”. Den svenske journalist Göran Rosenberg går endnu længere og skriver, at ”ytringsfriheden er et kampråb for højreekstremister og nynazistiske organisationer”. Slavensky og Rosenberg anerkender tilsyneladende ikke, at man kan være demokrat, anti-racist og modstander af forbud mod hate speech love på samme tid. Skulle man acceptere den logik, vil det placere folk som Flemming Rose, Frederik Stjernfelt, Kenan Malik, Nick Cohen og Ronald Dworkin i samme kategori som Holocaust-benægtere og heilende skinheads. Det er desværre sigende for niveauet i store dele af bogen.

Slavensky lægger stor vægt på, at internatonale menneskerettighedskonventioner understøtter hans position, men undgår belejligt at forholde sig til, at det skyldes totalitære stater, samt at retspraksis fra menneskerettighedsorganer og nationale domstole ofte er vilkårlig. Helt slemt er det i ikke-demokratiske lande. I opløbet til det nyligt overståede valg i Zimbabwe konfiskerede politiet således transistorradioer, der kunne bringe ikke-statslige nyheder, fordi disse angiveligt blev brugt til at sprede hate-speech. Ursula Owens bidrag viser også eksempler fra kommunismens Østeuropa og Tyrkiet, hvor autoritære stater har misbrugt hate speech love til at undertrykke politiske dissidenter. Det er sigende, at Owens bidrag er en oversættelse fra 1997(!) og altså skrevet før skelsættende begivenheder som 11. September, Muhammed-krisen og islamiske landes forsøg på at kriminalisere religionskritik i FN.

Endnu mere absurd er Slavenskys påstand om, at hate speech love slet ikke begrænser ytringsfriheden. Man kan mene, at begrænsningen er nødvendig og marginal, men det giver ingen mening at påstå, at kriminalisering af visse ytringer ikke begrænser ytringsfriheden. Det er jo lige netop det, der er formålet. Adskillige af antologiens bidrag – ja selve dens præmis – er, at hadsk tale kan føre til hadforbrydelser og folkemord. Men det er i bedste fald forsimplet og i værste fald forkert. Der er mig bekendt ingen forskning, der viser en klar sammenhæng mellem hate speech og hadforbrydelser og da slet ikke, at kriminalisering af hate speech skulle udgøre et effektivt værn mod hadforbrydelser. USA har eks. oplevet en dramatisk forbedring af forholdene mellem racer samtidig med, at ytringsfriheden er blevet styrket. I arabiske lande foregår i øjeblikket en udrensning af kristne, som følge af både statslige undertrykkelse og vold, drab og intimidering begået af ekstremister. Det sker i lande med drakoniske straffe for krænkelse og forhånelse af religion og religiøse grupper, og hvis ledere aktivt arbejder for at udvide forbuddet mod hate speech i den internationale menneskeret. Lidt bedre er Jens Lohmann, der i modsætning til Slavenskys non sequitur anerkender, at begrænsninger af hadefuld tale medfører dilemmaer i forhold til, hvordan hadefuld tale defineres og hvem der skal definere det. Et spørgsmål som Lohmann dog aldrig svarer på, men desuagtet konkluderer, at kriminalisering af hadetale er nødvendig.

Og det bringer os videre til RELs bidrag, der omhandler paralleller mellem anti-semitisk og anti-muslimsk retorik. REL søger at identificere nogle karakteristika ved hate speech og peger på, at sådan tale søger at dehumanisere og barbarisere, diabolisere og militarisere, samt indeholder en radikal ”problemløsning”. Han demonstrerer disse karakteristika med eksempler, hvor minoriteter sammenlignes med sygdomme som pest og forslag om masseudvisning m.v. I den forbindelse er det interessant at dvæle lidt ved REL egne skriverier. I 2005 skrev han følgende i Politiken:

Til lykke, Pia, den Danske Forenings metastaser er for længst trængt ind i Dansk Folkeparti, hvis metastaser for længst er trængt ind i det danske samfund (denne pointe understreges ved at beskylde en lang række navgivne personer, medier og partier for at være inficerede med Dansk Folkepartis metastase)…Dansk Folkepartis metastaser er trængt ind i public service-kanalernes bredbånd og sendeflade, hvor magtkritiske røster kun overlever på lånt tid, før den nationalistiske tzunamis censur og selvcensur også skyller P1 og DR2 ud i det store medielokum af boligprogrammer og døgnfluestjerner og madopskrifter og brystoperationer.

Engelbreth slutter med følgende opfordring:

Kære dansker, dette er ikke et oplæg til debat, men en krigserklæring. Det er en krigserklæring mod den kulturracistiske tidsånd, der har besat den Danske Forening, der har besat Dansk Folkeparti, der har besat Danmark. Og derfor er det en invitation til Dig om at trække sværdet og pennen og gøre det til de næste ti års vigtigste, afgørende, højeste og måske eneste prioritet at bekæmpe tidsånden, der har besat Dansk Folkeparti, som har besat Danmark. Det er meget muligt, at det for længst er for sent – men så er det i hvert fald ikke for tidligt. Af med fløjlshandskerne.

Det er svært ikke at nå til den konklusion, at Engelbreths indlæg selv opfylder sine egne kriterier for at begå hate speech. Der er tale om dæmonisering, barbarisering og diabolisering (af Dansk Folkeparti) herunder en klar sammenligning med en aggressiv og dødelig sygdom som kræft (metastaser), der breder sig i det legeme, det har angrebet (det danske samfund).  Indlægget afsluttes med en radikal problemløsning, nemlig en ”krigserklæring” mod den ”kulturracistiske tidsånd”, som DF ifølge REL er eksponent for, og dét i et sprog, der med lidt ond vilje kunne fortolkes som en opfordring til vold. Mon REL føler sig moralsk ansvarlig for det forhold, at Pia Kjærsgaard mandsopdækkes af PET agenter? Hvis sammenhængen mellem ord og handlinger er så klar, som REL påstår, kunne der jo godt være mennesker, der ville tage RELs opfordring til at bruge ”sværdet” som led i en ”krigserklæring” bogstaveligt.

REL ville måske svare, at der er forskel på at dæmonisere en religiøs minoritet og en politisk bevægelse. Racismeparagraffen beskytter eksempelvis ikke grupper på baggrund af politisk overbevisning, og derfor risikerer REL ikke strafferetlige sanktioner, selvom sammenligningen med kræft sandsynligvis ville have været omfattet af 266b, hvis der var tale om etniske, religiøse eller racemæssige grupper. Dermed rammer vi også ind i kernen af problemet med hate speech love: nemlig vilkårligheden i forhold til beskyttede grupper. Religion er lige så lidt uforanderlig eller et iboende karaktertræk som en politisk overbevisning. Man kan skifte religion lige såvel som man kan skifte politisk ståsted.

Historisk set er der masser af eksempler på, at folk med de forkerte politiske holdninger blev udryddet i massevis. Tænk blot på Cambodjas folkemord eller den systematiske undertrykkelse af ”afvigere” i Sovjetunionen og Nordkorea. Dansk Folkeparti udgør på sin vis også en minoritet, da partiet tiltrækker under 20% af danske vælgere, og det er jo bestemt ikke første gang, dette segment bliver lagt for had. I 2011 skrev Carsten Jensen om ”Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Hårde og uforsonlige ord, men ingen løb dagen efter ud og slog DF’ere i gulvet, og som et parti der selv skruer op for den generaliserende og konfrontatoriske retorik, må Dansk Folkeparti naturligvis også finde sig i at blive genstand for hårde verbale angreb.

I 2006 stod Rune Engelbreth bag et initiativ, hvor 66 kulturpersonligheder anmeldte 8 politikere (gæt selv fra hvilket parti) for overtrædelse af racismeparagraffen. Det er mildt sagt bemærkelsesværdigt, at PEN har et bestyrelsesmedlem, der ikke blot er tilhænger af racismeparagraffen, men aktivt har søgt at udvide dens anvendelsesområde og dermed indskrænke folkevalgte politikeres ytringsfrihed yderligere, end det allerede er tilfældet. En af de anmeldte var Søren Krarup og den udtalelse, som REL og de øvrige mente burde straffes, var følgende:

»Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et alt-ædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.«

For det første angriber Krarup her religionen islam og ikke eksplicit muslimer. Når REL alligevel mener, at udsagnet bør være strafbart, viser det, at den skelnen mellem hate speech og blasfemilove -, som REL lægger afgørende vægt på (førstnævnte bør fastholdes, sidstnævnte ophæves), langt fra altid er mulig at opretholde, og at REL er villig til at lade kras religionskritik omfatte af hate speech begrebet. Men endnu mere interessant er det at sammenligne Krarups angreb på islam med RELs angreb på kristendommen. I februar 1998 skrev REL følgende i en artikel i Faklen:

Denne [kristendommen J.M.] selvgode kilde til årtusinders undertrykkelse, kulturchauvinisme og systematiske folkedrab repræsenterer humanismens antitese….Ligesom der ikke er nogen farbar politisk mellemvej mellem at støtte eller bekæmpe alle former for totalitære tilbøjeligheder, som de intensiveres fra den yderste højrefløj og accepteres for ikke at sige legitimeres af den socialdemokratiske regering, gives der heller ikke nogen gylden ideologisk middelvej nytestamentlig kristendom og humanisme imellem. Hvis ikke vi tager entydigt og 100% afstand fra samtlige fascistiske tendenser i den politiske udvikling i dag, bliver vi selv en del af dem, og hvis ikke vi fravælger kristendommen, kan vi heller ikke helhjertet kæmpe for humanismen. Enten eller.

Igen er det svært at se nogen større forskel på den negative og generaliserende karakteristik, som Søren Krarup tegner af Islam, og REL tegner af Kristendommen. Begge religioner beskyldes for hhv. at ville udrydde andre mennesker/begå folkedrab og for at være det frie samfunds anti-tese. I en efterfølgende Facebook-debat fra i år anerkendte REL, ”at retorikken til tider afgjort fik et overdrevent og uskønt vrid uden rimelige proportioner i 1990’erne”.

Men hvis REL er blevet klogere og mindre hadefuld med årene som følge af sin  deltagelse i den offentlige debat, snarere end på grund af en straffesag, hvorfor har REL så ikke samme tiltro til andre mennesker? Svaret synes at være, at REL opfatter sig selv og sin kamp mod ”kulturracismen” og ”højrechauvinismen” for særlig vigtig. Da han kæmper det godes kamp mod det onde, er det kun rimeligt, at det gode udstyres med redskaber, der kan holde det onde i ave, men som ikke skal lægge bånd på det gode. Det er såre menneskeligt. Det er en følelse, som deles af alle der brænder for en sag, hvad enten der er tale om medlemmer af det Muslimske Broderskab, Blekingegadebanden eller Borgerrettighedsbevægelsen. Da Ahmed Akkari forklarede sin omvendelse fra islamist til demokrat, sagde han bl.a. ”der er noget gruelig galt, når alt bliver opfattet som en kamp mellem det gode og det onde, hvor man selv repræsenterer det eneste gode. Alle anderledes tanker bliver opfattet som et angreb, der må bekæmpes, og det er farligt”.

Men det er også netop derfor, det er farligt at lade politiske flertal definere, hvilke ytringer der skal være genstand for kriminalisering, og hvilke grupper der skal beskyttes. For når Søren Krarup og andre skriver grimme ting om Islam, skyldes det jo også, at de mener, at Danmark er truet og de kan pege på skriftsteder i Koranen og udtalelser fra imamer, m.v. der vitterligt er hadefulde og totalitære. Eksempelvis var Rune Engelbreth tidligere formand for Minoritetspartiet. Et af dette partis kandidater var Imam Abdul Waheed Pedersen, der bl.a. har afvist at tage afstand fra dødsstraf og stening af utro kvinder, eftersom der var tale om straffe omtalt i Koranen, ligesom Waheed Pedersen forsvarede milde former for kvindelig omskæring som ”ærefulde” (Waheed Pedersen var i øvrigt medunderskriver på den anmeldelse af DF politikere for overtrædelse af racismeparagraffen, som REL stod bag). Hizb-ut-Tahrir har med udgangspunkt i Koranen opfordret til drab på jøder, og salafister kræver indførelse af sharia-zoner. Skal vi via politiske flertalsafgørelser afgøre, om det er Krarup, Hizb-ut-Tahrir eller RELs udsagn, der er de gode og rigtige, og hvilke der skal kriminaliseres? Skulle vi kriminalisere dem alle? Eller var det måske bedre at lade alle komme til orde i debatten og derved håndtere forskelle og stridigheder med pennen snarere end med loven.

152 kommentarer RSS

  1. Af Michael Unna

    -

    Det er ufatteligt. Kan REL og andre i PEN ikke se, at de driver almindelig -hate speech- imod dem de er uenige i. Nationalpatrioter og folk som tilfældigvis kommer med en gruppebetegnelse om andre etniske nationaliteter, skal bare holde Deres kæft og straffes, imens den gode tone som de repressentere gerne må komme på tryk. Hvad er PEN egentlig blevet for en forening? Måske ligesom USA,s moral majority, som i 70 erne og 80 rendte rundt og fortalte hvad kunstnere måtte udtrykke på plader. PEN er blevet en selvmodsigelse af sig selv, og driver blot -hate speech- imod det de ikke mener de og andre kan tåle at høre. Virkeligheden skal man ikke forholde sig til men kun de korrekte meninger. Det er hvad PEN har degraderet sig selv til. Om dan den til en forening, som så skal hedde-Politisk korrekt moralske vogternes råd (Inspireret fra det iranske regimes -Vogternes råd-).

  2. Af Tidehverv for ytringsfriheden II | Retsstaten

    -

    […] læserne med alle de argumenter, jeg tidligere har fremført mod denne bestemmelse på denne blog, i kronikker og akademiske […]

Kommentarer er lukket.