Er udtalelserne om Mansour-sagen ulovlige?

Af Jacob Mchangama, Justitia 35

Der verserer i øjeblikket en ophedet debat om, hvorvidt en række politikere har forbrudt sig mod retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, ved at have fremsat forskellige udtalelser om Retten på Frederiksbergs dom af 4. december 2014 i sagen mod Said Mansour. Dagen efter dommen mod Mansour skrev retspræsident Torben Goldin på rettens hjemmeside, at eftersom ankefristen for dommen ikke var udløbet, var dommen endnu ikke endelig, og han henledte derfor opmærksomheden på retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, hvoraf det fremgår, at den ”som i tale eller skrift, beregnet på at virke i en videre kreds, forsætlig eller ved grov uagtsomhed, så længe endelig dom i en straffesag ikke er afsagt, fremætter udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningene med hensyn til sagens afgørelse” kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.

Herefter valgte Mansours advokat Thorhold Høyer – formentlig foranlediget af retspræsidentens bemærkninger – at anmelde en række politikere for overtrædelse af retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3. Efterfølgende har både juraprofessorer og dommere kritiseret politikerne for at have udtalt sig om sagen. En del af kritikken har angået det forhold, at politikerne ikke har respekt for grundlovens § 3, hvorefter den dømmende magt er tillagt domstolene – og ikke politikerne.

Det er derfor relevant at se nærmere på, hvad denne lidet anvendte bestemmelse egentlig går ud på, og hvordan den tidligere er blevet anvendt.

I 1935 sendte Retsudvalget en indstilling til justitsministeren, hvor udvalget gjorde opmærksom på, at der var blevet trykt artikler i pressen under domsforhandlingen i straffesager, hvor tiltaltes skyld eller uskyld blev drøftet. Udvalget fandt, at det kunne medføre en påvirkning af nævningene, der kunne få betydning for sagen (RT 1935-36, tillæg A, sp. 2933-2934). På den baggrund foreslog udvalget, at der blev indført en bestemmelse i § 1017, hvorefter skyldsspørgsmål eller sagens udfald ikke måtte drøftes fra domsforhandlingens påbegyndelse og indtil domsafsigelsen.

Under 1. første behandlingen af lovforslaget anførte justitsminister K.K. Steincke følgende (RT 1935-36, Foketingets Forhandlinger, sp. 2258):

”Pressen maa kunne tie stille, medens Domsforhandlingen staar paa. Det er ikke Meningen, at man, naar man har en Domstol sammensat af Dommere og Nævninger, paa Forhaand under selve Domsforhandlingen skal diskutere, hvilket Resultat de kommer til. ”

Efter forhandlingerne i Folketinget blev ordlyden af bestemmelsen ændret, så forbuddet varede fra sagens begyndelse og ikke fra domsforhandlingens begyndelse. Baggrunden for ændringen var, at ellers ville forsøg på at påvirke domstolene frit kunne fremsættes frem til det tidspunkt, hvor domsforhandlingen blev indledt (RT 1935-36, Landstingets Forhandlinger, sp. 843-844).

Bestemmelsen endte herefter med den nuværende ordlyd. Historien om bestemmelsens tilblivelse er interessant af flere årsager. For det første viser den, at indførelsen af bestemmelsen intet havde med grundlovens § 3 at gøre. Det var hovedsageligt pressen, der var mål for bestemmelsen – ikke politikerne selv. For det andet viser den, at det oprindelige hensyn klart var at modvirke påvirkning af nævningene under selve domsforhandlingen, selvom den tidsmæssige udstrækning af bestemmelsen senere blev udvidet.

Der findes ikke mange bidrag i hverken domspraksis eller den juridiske litteratur, der kan hjælpe til nærmere at afgrænse bestemmelsens indhold.  Professor Bernhard Gomard skrev følgende om bestemmelsen i 1976 (Studier i den danske Straffeproces, s. 398):

”Reglen i § 1017 bør dog ikke udstrækkes så vidt, at den lægger pressen hindringer i vejen for kritik af en fængsling begrundet i, at grundlagt for sigtelsen efter pressens opfattelse er utilstrækkeligt eller i, at lovgivningens regler er urimelige. Reglen synes da også selv ved udtrykket >>på uforsvarlig måde<< at være opmærksom på at saglig og rimelig debat og kritik ikke bør forstumme, indtil dom er afsagt.”

Gomard lægger således op til en indskrænkende fortolkning af bestemmelsens anvendelsesområde. Det væsentligste fortolkningsbidrag til bestemmelsen stammer fra en Højesteretsdom fra 1982 (UfR 1982.1022/2), der tager stilling til bestemmelsens anvendelsesområde. Sagen vedrørte en læge, der var tiltalt for drab. På dagen for domsafsigelsen bragte Ekstra Bladet (om formiddagen) en artikel på forsiden med en titel, der lød, at den drabstiltalte ”bør frikendes”. Samme titel blev anvendt i en leder inde i selve avisen, hvor redaktøren argumenterede for en frifindelse af lægen.

Højesterets dommere var uenige om, hvorvidt artiklerne i Ekstra Bladet var i strid med retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3. Flertallet af dommerne (fire) udtalte, indledningsvist ”at en verserende straffesag ikke er til hinder for en offentlig debat om, hvorvidt handlinger af den pågældende type bør være strafbare”. Men flertallet mente dog, at:

”Både forsiden og lederartiklen tilkendegav bladets mening om skyldsspørgsmålet på en måde, som indebar en kraftig opfordring til nævningerne om at frikende tiltalte. Disse udtalelser findes, også under hensyn til tidspunktet for deres fremsættelse, at have været egnet til på uforsvarlig måde at påvirke nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.”

Bemærk, at flertallet lagde særlig vægt på det tidsmæssige aspekt, altså at artiklerne blev bragt umiddelbart inden domsafsigelsen.

Mindretallet i Højesteret (tre dommere) ville imidlertid frifinde Ekstra Bladet bl.a. under henvisning til, at sagen havde givet anledning til ”omfattende offentlig debat”, hvorfor hensynet til ”den frie meningsudveksling” tilsagde ”betydelig tilbageholdenhed med indskriden over for udtalelser, der giver udtryk for en bestemt holdning til det debatterede spørgsmål, i hvert fald hvis udtalelserne som her er til fordel for tiltalte og ikke indeholder en stillingtagen til sagens konkrete bevisspørgsmål”.

Selvom mindretallet fremhæver, at en del af begrundelsen for at ville frifinde var, at Ekstra Bladet havde udtalt sig til fordel for tiltalte, synes hensynet til den offentlige debat at være af væsentligt betydning. Det er i øvrigt værd at bemærke, at den ene af mindretallets dommere var Niels Pontoppidan, der senere blev præsident for Højesteret. Det var også Niels Pontoppidan, der afgav dissens i den såkaldte ”grønjakke-sag”, hvor Højesteret fandt, at DR’s gengivelse af racistiske udtalelser var i strid med racismeparagraffen (straffelovens § 266b). Danmark tabte senere sagen ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der lagde vægt på hensynet til ytringsfriheden og den offentlige debat som emner af samfundsmæssig interesse.

Hertil kommer, at en indskrænkning af muligheden for at udtale sig om en verserende straffesag skal opvejes mod hensynet til ytringsfriheden i artikel 10 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Ytringsfriheden kan dog begrænses af hensyn til bl.a. ”at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed”. Af relevante domme kan nævnes Worm mod Østrig (1997), hvor en journalist havde dækket en straffesag intensivt i mere end 100 artikler i en avis og under domsforhandlingen skrev detaljeret om bevisførelsen og konkluderede, at den tiltalte havde begået bedrageri. Journalisten blev dømt i henhold til en bestemmelse, der minder om retsplejelovens § 1017. EMD udtalte, at

“There is general recognition of the fact that the courts cannot operate in a vacuum. Whilst the courts are the forum for the determination of a person’s guilt or innocence on a criminal charge, this does not mean that there can be no prior or contemporaneous discussion of the subject matter of criminal trials elsewhere, be it in specialised journals, in the general press or amongst the public at large. Provided that it does not overstep the bounds imposed in the interests of the proper administration of justice, reporting, including comment, on court proceedings contributes to their publicity and is thus perfectly consonant with the requirement under Article 6 § 1 of the Convention that hearings be public”

I den konkrete sag fandt EMD dog, at domfældelsen af journalisten lå inden for statens skønsmargin grundet de meget direkte udtalelser vedrørende bevismaterialet og skyldsspørgsmålet.

I Tourancheau (2006) havde den franske avis Liberation trykt en artikel om en mord-sag før domsforhandlingen, der bl.a. citerede fra anklagemyndighedens materiale og tiltaltes udtalelser til en undersøgelsesdommer. De franske domstole fandt, at artiklen var skrevet på en sådan måde, at journalisterne tog parti for den ene tiltaltes skyld og den andens uskyld og dermed krænkede uskyldsformodningen. Det skal bemærkes, at sagen blev afgjort med dommerstemmerne 4-3, og at den danske dommer Peer Lorenzen var i mindretallet, der fandt, at der forelå en krænkelse af ytringsfriheden. I en tredje fransk sag Dupuis (2007) udgjorde det en krænkelse af ytringsfriheden, at to journalister blev dømt for at skrive en bog, der bl.a. på baggrund af fortroligt materiale indgående drøftede en sag, hvor en tidligere rådgiver for en minister blev efterforsket for ulovlige aflytninger. EMD fandt ikke, at bogen kunne få afgørende indflydelse på uskyldsformodningen og lagde også vægt på, at der var tale om et emne af stor offentlig interesse.

På den baggrund mener jeg, at det er meget tvivlsomt, om de danske politikeres udtalelser, i hvert fald dem fremsat efter byrettens dom, er i strid med § 1017, stk. 2, nr. 3. Jeg mener i den sammenhæng – set i lyset af dommen fra Højesteret i 1982 – at særligt hensynet til den offentlige debat og det tidsmæssige perspektiv er afgørende.

Der er for så vidt ikke tvivl om, at bestemmelsen også finder anvendelse i perioden mellem afsigelsen af byretsdom og en eventuel anke. Men en udtalelse vil alt andet lige være mere egnet til at påvirke nævninge og dommere, hvis den fremsættes umiddelbart inden selve domsafsigelsen. Det synes ligeledes at være Højesterets opfattelse i sagen fra 1982. Det forhold, at påvirkningsrisikoen må antages at være størst under selve hovedforhandlingen, var formentlig også årsagen til, at det oprindeligt blev foreslået, at bestemmelsen kun skulle finde anvendelse under domsforhandlingen. Det fremgår ligeledes af Steinckes udtalelse om, at pressen må tie, mens domforhandlingen finder sted.

Det er vel også tvivlsomt, om udtalelser fremsat inden en ankesag overhovedet kan siges at være egnet til at påvirke nævninge og dommerne, da der ikke på dette tidspunkt hverken er udpeget nævninge eller dommere i ankesagen. Tidsmæssigt er udtalelserne altså fremsat så lang tid fra en evt. ny domsafsigelse, som det overhovedet er muligt, og påvirkningsrisikoen må dermed anses for at være lav.  Man kan også stille spørgsmålstegn ved om eks. Facebook-opdateringer er egnede til at påvirke dommere og nævninge på samme måde som eksempelvis en leder eller en udtalelse i en landsdækkende avis eller et elektronisk medie.

I politianmeldelsen mod de relevante politikere er det anført, at udtalelserne er problematiske i forhold til grundlovens § 3. Men retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3 har intet med grundlovens § 3 at gøre. Enhver der fremsætter udtalelser, der er egnet til at påvirke nævninge eller dommere risikerer at blive dømt efter bestemmelsen. Som det fremgår af ovenstående, blev bestemmelsen rent faktisk indført for at dæmme op for pressens udtalelser om verserende sager. Bestemmelsen blev altså ikke indført for at forhindre, at den lovgivende magt blander sig i den udøvende magts arbejde og har således intet med magtens tredeling at gøre. Man kan vel ikke udelukke, at domstolene vil lægge vægt på, at en indflydelsesrig politikers udtalelser indebærer en større risiko for ”uforsvarlig påvirkning” end almindelige personer, men bestemmelsen er ikke særligt retten mod politikere, der da også nyder en særligt udstrakt grad af ytringsfrihed under EMRK artikel 10.

Det vil dog hurtigt kunne få fuldstændig uoverskuelige konsekvenser, hvis politikere dømmes for udtalelserne efter domsafsigelsen, også fordi bestemmelsen netop ikke er særskilt møntet på politikere og derfor også ville kunne risikere at ramme eksperter, medier og debattører, der udtaler sig om verserende straffesager. Følgende ikke udtømmende eksempler kan tydeliggøre problematikken:

I en leder i Information fra 2007 blev byretsdommen i sagen om organisationen Fighters+Lovers støtte til bl.a. Farc kritisteret. Juraprofessorerne Jørn Vestergaard, der i Said Mansour sagen har udtalt, at han mener, at politikerne er gået for langt, og Henning Koch kritiserede ligeledes Fighters+Lovers dommen i Information inden udløbet af ankefristen. Ole Hækkerup kritiserede i 2012 byretsdommen i sagen om ROJ TV’s fremme af terror og foreslog endog indførelse af en lov, der midlertidigt kunne inddrage sendetilladelsen, selvom dommen endnu ikke var anket, og udtalte, at ”Danmark risikerer at blive et fristed for terrororganisationer, der gerne vil lave fjernsyn. Altså, det går jo ikke“. Med andre ord en klar stillingtagen til et af de centrale spørgsmål i sagen, som Østre Landsret senere tog stilling til i ankesagen.

Om byrettens dom i ROJ TV-sagen udtalte de Konservatives Tom Behnke ”Vi har hele tiden haft en mistanke om, at der var tale om propagandavirksomhed, og derfor er det godt, at retten er nået frem til det samme. De har fået en meget stor bøde, og det er vi tilfredse med”, samt ”De har tilsidesat reglerne så groft, at de er blevet dømt for det. Det duer ikke, at man laver propaganda for terrororganisationer. Jeg ser gerne, at de bliver lukket”. Igen en klar stillingtagen til både bevismæssige spørgsmål og skyldvurderingen, samt en opfordring til en sanktionsskærpelse.

Enhedslisten Pernille Skipper indtog det modsatte standpunkt og udtalte at ”Dommen viser, at vi har en terrorlovgivning, som begrænser vores ytringsfrihed….I sidste ende kan den ramme alle mulige andre medier, som dækker brændpunkter ude i verden, hvor der er konflikter, som ikke er entydige”. Selvom Skipper udtaler sig til fordel for tiltalte og er mindre konkret end eks. Behnke, kan udtalelserne læses som en kritik af dommen og dens konsekvenser for ytringsfriheden, et spørgsmål som på daværende tidspunkt stadig kunne ankes.

Jeg selv har da også skrevet adskillige blogs og givet en række interviews, ofte med kritiske kommentarer, til medier efter byretsdomme, inden ankefristen udløb. Når der i ingen af disse eksempler – og der kunne givetvis findes langt flere – er indledt en straffesag mod politikere, professorer, undertegnede eller medier, skyldes det givetvis, at politi- og anklagemyndighed opfatter anvendelsesområdet for retsplejelovens § 1017, stk. 2, nr. 3, for ganske snævert og forbeholdt helt særlige tilfælde, hvor en kombination af indholdet, udbredelsen og timingen af udtalelser anses for at kunne påvirke på ”uforsvarlig måde”. Som eksempelvis en klar opfordring til nævningene i en straffesag bragt på dagen for domsafsigelsen på forsiden og i en leder i et dagblad, der på daværende tidspunkt havde et oplagstal på mere end 220.000.    

Hvis jeg har ret i min antagelse om, at de ytringer, som politikere har fremsat efter byrettens dom, ikke er strafbare, betyder det dog ikke, at enhver diskussion om hensigtsmæssigheden i, at politikerne blander sig i domstolenes arbejde, er irrelevant. Det er naturligvis helt legitimt at kritisere de pågældende politikere, og man kan også sagtens argumentere for, at en række af de konkrete udtalelser er problematiske og upassende for en folkevalgt, der bør være sig sit ansvar om magtfordeling bevidst. Men hvis bekymringen vedrører magtfordelingen og grundlovens § 3, er det et spørgsmål, der først og fremmest skal afgøres i den offentlige debat og ikke via straffesager. Det synes også at være det eks. professor Gorm Toftegaard Nielsen anfører, når han opfordrer til, at Folketingets formand i endnu højere grad henstiller til selvjustits blandt folkevalgte. Men at straffe folkevalgte politikere for ytringer i offentlige debatter af stor samfundsmæssig interesse bør være forbeholdt ekstreme tilfælde. Det synes heldigvis også at være praksis i dag, og det bør der ikke ændres ved.

35 kommentarer RSS

  1. Af Er udtalelserne om Mansour-sagen ulovlige?

    -

    […] Læs bloggen på Berlingske her […]

  2. Af Hans Hansen

    -

    Jeg er fuldstændig enig i JM’s antagelser. Det er ikke ulovligt for politikere, presse og offentligheden at udtale sig om verserende retssager, hvilket iøvrigt tidligere er sket utallige gange, og det er korrekt at det ikke er hensigtsmæssigt.

    Man kan føre begrundelsen, at fordi en retssag kan trække ud i årevis, så bliver det i mellemtiden umuligt for politikerene at diskutere eventuelle lovændringer, der kan siges at ændre en uheldig præcedens, skulle det vise sig at love strider mod befolkningens retsopfattelse.

    Ifølge grundloven skal magten tredeles (§ 3). Den lovgivende magt skal være hos kongen og Folketinget. Den udøvende magt skal være hos kongen. Og den dømmende skal være hos domstolene. Magtens tredeling er dog aldrig blevet gennemført. Visse af grundlovens paragraffer modsiger magtens tredeling; det sker for eks. ved rigsrettens sammensætning (§ 59).

    Magtens tredeling er desuden blevet udhulet ved at grundloven ikke sikrer domstolenes uafhængighed, men blot dommernes uafsættelighed (§ 64). Da domstolene styres fra Justitsministeriet, hvor mange dommere har arbejdet før de blev udnævnt, er domstolenes uafhængighed ikke sikret og retssikkerheden truet. Desuden har dommerne med stor fasthed afvist at ville afgøre om love var i strid med grundloven.

    I 1999 afgjorde Højesteret dog, at Tvindloven stred mod grundloven.

    Magtens tredeling er også blevet undergravet, idet Folketinget i stadig voksende grad har blandet sig i enkeltsager og således har tiltaget sig udøvende magt. Samtidig har Regeringen i voksende omfang påtaget sig at lovgive gennem fortolkninger.

    De mange EU-bestemmelser og -forordninger, der får status som love, er også udtryk for at den udøvende magt har påtaget sig lovgivende magt. Når Regeringen reelt overlader lovgivningsmagt til EU, så støder det ikke blot mod magtens tredeling. Det kan også støde mod grundlovens paragraf om suverænitetsafgivelse til en mellemfolkelig myndighed, som kun må ske i nærmere bestemt omfang (§ 20). EU kan selv beslutte at det vil beslutte mere; dermed har EU fået overladt mere magt end grundloven tillader.

  3. Af Krister Meyersahm

    -

    § 1017, stk. 2, nr. 3 er ligegyldig og bør ophæves. For domstolene har alene at rette sig efter loven, som det fremgår af Grundlovens § 64. Domstolenes integritet er jo aldeles uantastelig af den grund, at en dommer ikke kan afskediges.

  4. Af Jørgen F.

    -

    ….men Venstre domsmandens udtalelser er fortsat ‘klodsede’ og de eneste, der bør straffes ved at han fratages hvervet…

  5. Af Erik Larsen

    -

    Tak for en saglig og grundig gennemgang af reglerne og lignende situationer fra tidligere sager! Enig 100% med dig JM.
    Selvfølgelig må politikere (og borgere) have lov til at sige, mene, ønske lige præcis hvad de mener at en anket sag bør føre til. Fuldstændig latterlig stævning fra den endnu mere latterlige Mansour-advokat.
    Trist og forfærdeligt samfund vores gamle, engang hyggelige land i dag er blevet til.

  6. Af r. vangkilde

    -

    SPIN! – FØLELSERNE KOGER OVER, – og ingen har is i maven..
    – De seks skarpe tværpolitiske tunger, puster ekstra fokus i integrationen.
    – populisme og benspænd i politik ELLER, er der nu åbnet op for ytrings friheden fra dag et, hvor dem der råber højest har mest indflydelse, de seks anmeldte er jo kendt
    i forvejen med, at lade følelserne koge over.

  7. Af Søren Rasmussen

    -

    Også helt enig….. Men er der ikke noget der hedder Nødret? Hvis lov, jura og domstole er ude i hampen, hvad gør vi så? De fleste i lille dk, flertallet i folketinget og i befolkningen kan se at radikale jurister æder sig fede på juridisk femtekollonne og dumhed. Så…. Er der så ikke noget galt. Mor skyder da heste? Men ikke radikalt lort. Og godt for det, hvem skulle ellers smadre vort samfund. Så et godt råd. Luk røven. Hold Politiken og hvis det går højt send et læserbrev til politiken så er du blandt radikale….. Øh…. Proselytter. Det luger ikke så godt.

  8. Af Jan Petersen

    -

    Til dem, her på bloggen, der er interesseret i fakta …… som alternativ til følelsesmæssig ævl ……. så venligst læs følgende Berlingske blogindlæg af Jacob Mchangama. Det bliver man meget klogere af:

    “Er udtalelserne om Mansour-sagen ulovlige?
    AF JACOB MCHANGAMA, JUSTITIA 9. DECEMBER 2014”

  9. Af Jan Petersen

    -

    Undskyld, det var den forkerte blog, retter straks.

  10. Af Birgitte Windwood

    -

    Ved en domsafsigelse er sagen jo ikke endeligt afsluttet. Problematikken er af domsmænd ofte rekrutteres fra de politiske partier, og derved kan det have en skærpende omstændighed at politikerne udtaler sig om specifikke sager inden de er afsluttet, således at deres udtalelser stadig kan influere. Og under alle omstændigheder bør man ikke udtale sig om specifikke sager. Jeg ser ikke noget problem, i at man taler om en specifik lovgivning, om den eventuelt skal ændres, men vi har et stort problem, når politikere højlydt forholder sig til en specifik og endnu ikke afsluttet sag.

  11. Af Claus T.

    -

    Nu er de seks politikere politianmeldt, ikke dømt. Men det skal da blive spændende at se, om de dømmes.
    Mansour har fået fire års fængsel for at ytre sig i strid med terrorlovgivningen. Retsplejelovens § 1017 angiver max 4 måneders fængsel for at forsøge at påvirke dommere og domsmænd i den måske kommende appelsag.
    At forsøgene har virket, viser sig ved, at en Venstre-udpeget domsmand på Facebook har ytret støtte til Inger Støjbergs kritik af, at Mansour ikke fik frataget statsborgerskabet.

    Personligt mener jeg, at de seks politikere er nogle fjolser. Det er lykkedes for dem at give Mansour – et af de notorisk mest usympatiske mennesker i landet – mulighed for at fremstille sig selv om et offer for magtfordrejning.
    Men om de skal straffes for deres dumheder må være op til politi, anklagemyndighed og domstole.

  12. Af Thomas K. Rasmussen

    -

    Uanset om en sag verserer eller ej så skal man da ikke kunne knægte ytringsfriheden. Men det er på tide at disse svage politikere tager magten tilbage fra embedsmændene og også ser på alle disse utidssvarende konventioner vi er medlem af! Intet over eller ved siden af ytringsfriheden! Den pågældende advokat er en tosse fra den ekstreme venstrefløj som ikke går ind for ytringsfrihed men går ind for “systemet over mennesket”!

  13. Af Peter Gudsøe

    -

    Tak til JM for en suveræn gennemgang af sagen og dens problemstillinger.
    Det er selvsagt helt usandsynligt, at advokat Thorkild Høyers politianmeldelser fører til strafforfølgelse af de pågældende folkevalgte.
    I civile retssager kan en advokat pådrage sig en rettergangsbøde for “unødig trætte” af retten.
    Desværre gælder en tilsvarende regel vist ikke i dette tilfælde, hvor han uden rimelighed ulejliger politi og anklagemyndihed..

  14. Af Jan Nielsen

    -

    Det bør være en skærpende omstændighed at netop folkevalgte lovgivere / folketingsmedlemmer forsøger – bevidst eller “ubevidst” – at påvirke udfaldet af en verserende sag. Om nogen, bør et medlem af folketinget respektere magtens 3 deling. For medlemmer af folketinget bør ytringsfriheden i denne sammenhæng være begrænset. En kærkommen tavshed vil være klædelig :)

  15. Af Erik Larsen

    -

    Claus t., hvad DU mener er bedøvende ligegyldigt -. du beviser med dine indlæg, at du ikke er dansker, du ønsker nok at det danske samfund skal forsvinde – du udstiller heldigvis dig selv. DU mener at de politikere og de demokratiske danskere, der mener at ALLE skal da have lov til at sige hvad de mener inden en ny retssag (appel) sker, IKKE skal have lov til det! Det vil sige, at vi ikke må have en mening? Du er totalt ligeglad med at Danmark snart er slut. Hvad ER du dog for et menneske? Skal vi ikke kunne sige hvad vi mener før en ny retssag finder sted. En retssag, der med garanti igen viser at Danmark i dag er et langt, langt værre land end DDR og Nazityskland, men det er åbenbart det I røde ønsker skal være fremtiden. Hvis personer der opfordrer til terror, ønsker sharia m.m. i landet skal have lov til det – så kan man jo kun betegne jer “supportere” som rene landsforrædere. Hvor ER I dog nogle ubehagelige – ikke “mennesker” – men personer der ønsker ren islam,rascist,kommunist, fremtid.

  16. Af Lars Mortensen

    -

    Claus T har så inderligt ret. “De 6” er nogle genoldige fjollehoveder, der så let som ingenting kunne have udtalt sig i mere generelle vendinger, om at loven måske kunne have brug for et serviceeftersyn/opstramning/præcisering etc., men i hvert fald mindst er par stykker af dem fisker jo dagligt i populismens gustne vande, så overaskende er det vel desværre ikke!

  17. Af Erik Larsen

    -

    Lars Mortensen, ja, hvis man er dansk og søger at forsvare Danmark og bare nærmer sig noget der ligner en frihedskæmper i dag, så er man i dine og de venstresnoedes mening i dag ikke JERES venner. Uha, uha, men landsforrædere har vi i dag 1000 gange flere af end under sidste krig. Hvor ER det uhyggeligt for vores børn og børnebørn .

  18. Af jan Nielsen

    -

    Det bør være en skærpende omstændighed at netop folkevalgte lovgivere / folketingsmedlemmer forsøger – bevidst eller “ubevidst” – at påvirke udfaldet af en verserende sag. Om nogen, bør et medlem af folketinget respektere magtens 3 deling. For medlemmer af folketinget bør ytringsfriheden i denne sammenhæng være begrænset. En kærkommen tavshed vil være klædelig :)

  19. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt, så står der også i Grundlovens § 64 : “Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.”

    Hvilket på mere almindelig dansk vel må betyde, at hvis lovene stritter i alle mulige og umulige retninger, så er det IKKE domstolenes problem, MEN derimod Folketingets problem !

  20. Af Frank Andreasen

    -

    @ Jan Petersen

    Det er samme misforståelse som armslængdeprincippet og DR.

    Man udstikker politikken/retningslinjerne og blander sig ikke i driften.

    Funker det ikke, er det nye retningslinjer / love og så er det på den igen.

    En bestyrelse i en virksomhed er jo heller ikke daglig ledelse.

  21. Af Frank Andreasen

    -

    @ erik larsen

    Nu er det ikke et spørgsmålom at være nogens venner.

    Det er et spørgsmål om Grundloven.

    Den ser man ikke igennem fingre med efter forgodtbefindende.

    Ikke fordi jeg ikke mener at en del er uhensigtsmæssigt, men i mine øjne, skal man så have fat i roden:

    Nemlig at ændre lovene/Grundloven!

  22. Af Frank Andreasen

    -

    @ erik larsen

    Helt ærlig larsen.

    Er det virkeligt så svært for dig og skelne, mellem nogen, der har andre holdninger og så landsforræderi?

    Har du overvejet, at de også har tænkt over sagen, og tillagt andre ting vægt, som du ikke tillægger nogen vægt.

    Ved du hvad det rettelig hedder?

    Det kaldes demokrati og pluralisme.

    Det fremmes ikke ved at gives så skrækkelig en betegnelse.

    Lær dog at lytte menneske.

  23. Af Preben F Jensen

    -

    Der er opstået tendenser i retning af at ikke-folkevalgte jurister i EU og det danske retssystem vil diktere de folkevalgte politikere hvad de må sige og mene, og hvordan samfundet skal indrettes og udvikles. Derved optræder disse jurister som politikere, og derved undergraves demokratiet endnu mere end det er i forvejen.

    Og det er da forrykt at ville forbyde politikerne og befolkningen at diskutere forbrydelser og straffesager. Debatten kan da ikke presse hverken dommere eller nævninger, med mindre de flagrer afsted som dun ved selv den svageste brise.

    De dommere der sidder i høje elfenbenstårne og føler sig meget bedre end og højt hævet over den gemene hob, burde nærmere klappe i, for med stribevis af marxistiske og kyniske….. eller verdensfjerne og uretfærdige…… domme, har de gjort det svært for danskerne at respektere retssystemet.

    Igen og igen ser man at der tages store hensyn til de kriminelle, mens ofrene ignoreres og glemmes.

  24. Af Preben F Jensen

    -

    Iflg. grundloven kan censur ingensinde genindføres. Hvorfor er der så masser af censur på visse blogs?

    Iflg. straffeloven kan man straffes for landsforræderi hvis man bidrager til at bringe Danmark ” ind under fremmed herredømme”. Kan der rejses sager mod R og lignende? Kan de meldes til politiet?

  25. Af Erik Larsen

    -

    Kære JM, er der lukket for danske indlæg lige pt?

  26. Af Finn Årup Nielsen

    -

    Det var en vældig god saglig gennemgang.

    Jeg selv kom til at tænke på Dragsdahl-sagen. I min erindring står det at flere politikere blandede sig i debatten for og imod, se bl.a. Lykketofts »En borgerpligt at hjælpe Dragsdahl«.

  27. Af Preben F Jensen

    -

    Hvis man ser på hvad Danmark er kommet ud i med de senere regeringer, er det noget der ligner anarki, afmagt og fjernstyring. For folketinget har i tidens løb sat sig selv uden for indflydelse på en række vigtige områder. Først via EU-medlemsskabet, så via leflen og kryberi for FN, og endelig via nykommunisme og ignorant ligegyldighed og laden stå til overfor mange af de problemer, “reformer” og tilbageskridt der plager danskerne og undergraver/truer deres land, velfærd og fremtid

    I dag er det danske folk…… langt hen ad vejen….. sat uden for indflydelse på sin egen videre skæbne. Og den politiske kynisme og kortsynede arrogance har fået et omfang der kan ende i Danmarks undergang.

    Ved at være lidt for udvidelsesivrig har EU igangsat en konflikt med Rusland, som har ført til gensidige sanktioner og noget der minder om kold krig.

    Regeringen har smækket Danmarks dør på vid gab, og indvandrere strømmer ind i titusindvis. Siden skal de have familiesammenføring, og det oprindelige antal skal derfor ganges med fire eller fem. Udgifterne til indvandring og “integration” vil stige med mange milliarder kroner pr. år, og endnu flere nedskæringer af velfærds- og sundhedsydelser til danskerne bliver følgen.

    Politikere, DR-journalister og pladderhumanister fra godhedsindustrien snakker op ad stolper og ned ad vægge om humanisme og næstekærlighed når det drejer sig om fremmedinvasionen. Men ikke med eet ord omtales de enorme byrder der lægges på danskerne i form af øget skattetryk, løntrykkeri, forringet velfærd, nedlukning af skoler, skadestuer, hospitaler, biblioteker og meget, meget mere. Og den mangedoblede kriminalitet, de stadig flere sociale tragedier og de nye sygdomme mv. der hærger i hele landet, forties også.

    Regeringen og de fleste partier tager slet danskernes bekymringer alvorligt, selvom situationen risikerer at komme helt ud af kontrol, så Danmark ender som en fejlslagen stat hvor millioner af danskere ender i dybeste elendighed.

  28. Af P Jensen

    -

    PS: Læs på Snaphanen: “Dette er ikke længere mit land”. Se også den korte.

  29. Af Mogens Møller

    -

    Var det ikke en ide at overveje brugen af ordet landsforræder?
    Om det bruges for at slå folk i hovedet eller fordi brugeren måske er lidt paranoid, er ligegyldigt.
    Der bliver diskuteret en sag om magtens tredeling, som er et grundlæggende princip i ethvert demokratisk samfund.
    Man kan mene om selve sagen, hvad man vil, men at vi er i en eller anden form for gråzone, må vel efterhånden stå nogenlunde klart.
    Fordi man diskuterer dette princip er man ikke landsforræder. Det er noget nonsens – og i øvrigt er det en tilgang, der er svær at skelne fra den tilgang til retssamfundet, som den omtale islamist giver udtryk for.
    Forskellen på det samfund, vi ønsker og det samfund, han ønsker, er netop principper som demokrati og retssikkerhed.
    Når man kalder folk for landsforrædere, lurer folkedomstolen i det fjerne og så ender vi med at ødelægge det samfund, som vi siger, at vi godt vil forsvare.
    Om man vil fratage folk deres rettigheder for at “forsvare” islam eller for at “forsvare” Danmark er vel principielt lige forkasteligt,og folk er ikke landsforrædere, fordi de ikke er enige i, at retssamfundets principper skal annulleres, hvis man selv mener, at Danmark er i fare.
    Den største fare er, at vi selv afskaffer alle de rettigheder, vi ønsker at forsvare. Så har fundamentalisterne for alvor vundet.

  30. Af Helge Nørager

    -

    Er udtalelserne om Mansour-sagen ulovlige?,
    Aner det ikke, hvis en politi undersøgelse af anmeldelsen medfører en sigtelse, vil en domstol afgøre det.
    Hvis politiet ikke rejser sigtelse, hvilket kan tage årevis at afgøre, er det så afgørelsen.
    Men tålmod er en dyd.

    Er det ulovligt at uddrage borgere i Danmark og resten af EU som virksomhed, nej det er det ikke…………
    For landet Luxembourg har special designet deres skattelove, så intet er ulovligt, kun logisk profit maximering og god forretning.
    De har brugt de sidste 12 år på at lovliggøre at skat ikke betales i resten af Europa, helt lovligt.

    Deres statsminister er nu leder af EU og i dag bliver ny EU kommissærer taget i EU.

    Det er trygt at vide at chefarkitekten bag lovliggørelsen af det store skattetyveri fra alle borger i EU, nu er kommissions formand, og det helt lovligt.

    Loven er en underlig fisk, og love kan ændres, hvad som skader et land, gøres blot lovligt i et andet og vupti så er det god forretning, helt lovligt.
    Så selvfølgeligt er der overhovedet ingen profitgale firmaejere som f.eks de Danske helte som skabte Skype, der laver noget som helst ulovligt, nej da loven i Luxembourg siger det er lovligt.

    Luxembourg er en slyngelstat og deres statsminister under hvis regeringsledelse denne lovliggørelse af systematisk skatteunddragelse i resten af Europa er forgået.

    Er nu leder af EU, og det helt lovligt.

  31. Af Preben F Jensen

    -

    Mogens Møller……..

    Når man gerne, som i både Sverige og Danmark . må kalde folk for racister, nazister, fascister og ” indre svinehunde” hvis de er er betænkelige ved masseindvandring, hvorfor må man så ikke kalde dem som vil udskifte, undertrykke og fordrive den oprindelige befolkning for landsforrædere?

  32. Af Frank Andreasen

    -

    I sammenhæng med anvendelsen af begrebet landsforræder, skal man lige betænke, at det er en af de ganske få ting, der i nyere dansk retshistorie, kan give dødsstraf.

    Derfor er det også i mine øjne mangel på evnen til at se proportioner, hvis man fx med samme lethed bruger begrebet landsforræder, som man bruger begreberne racist og indre svinehund.

    Derfor må det bero på enten mangel på Intellekt, eller afmagt ifht debattere adækvat..

  33. Af Frank Andreasen

    -

    @ AF HELGE NØRAGER – 10. DECEMBER 2014 8:40

    Et af dine bedre indlæg!

    Godt brølt løve!

  34. Af Niels B. Larsen

    -

    Der er ikke længere dødsstraf for landsforræderi, Frank Andreasen.

    Det har politikerne afskaffet, da det kunne ramme nogle af dem selv.

    Der sidder stadig landsforrædere i Folketinget fra Fodnotetiden.

  35. Af Axel Eriksen

    -

    @ Niels B. Larsen!

    Godt brølt!

Kommentarer er lukket.