Ophæv nu den blasfemiparagraf

Af Jacob Mchangama, Justitia 24

Efter angrebet på Charlie Hebdo var samtlige danske politikere enige om, at der var tale om et ”angreb på ytringsfriheden”. Præcis denne vending brugte statsminister Helle Thorning-Schmidt, mens udenrigsminister Martin Lidegaard udtalte, at ”der er tale om et hårdt og helt uacceptabelt angreb på vores ytringsfrihed. Det er afgørende, at vi insisterer på, at ytringsfriheden er ukrænkelig”.

Som bekendt brugte Charlie Hebdo sin ytringsfrihed til skånselsløst at udsætte religiøse symboler og personer for grov satire, der ofte krænkede religiøse følelser. Hvis danske politikere over én kam mener, at ytringsfriheden også indebærer retten til at krænke religiøse følelser, vil det være passende at sætte handling bag ordene og ophæve straffelovens § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf, der netop straffer ”den der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse”.

Der har været mange tilløb til at ophæve blasfemiparagraffen, men der har aldrig kunnet findes et politisk flertal.

I 2011 skød daværende justitsminister Lars Barfoed (K) spørgsmålet om ophævelse af straffelovens § 140 til hjørne ved at anmode Straffelovrådet om en udtalelse. Ifølge kommissoriet skal Straffelovrådet vurdere de juridiske konsekvenser, samt fordele og ulemper ved en eventuel ophævelse af bestemmelsen. Straffelovrådets udtalelse er allerede afleveret til Justitsministeriet, men er af uransagelige årsager endnu ikke blevet offentliggjort.  Jeg har dog i en nyere forskningsartikel, som er udgivet i Tidsskriftet for Kriminalret Nr. 9 2014, set på de forhold, Straffelovrådet er blevet pålagt at undersøge, samt på anvendelsen af og udviklingen i blasfemiparagraffen i et historisk perspektiv. På den baggrund vurderer artiklen, efter bedste formåen, mulighederne for og konsekvenserne af en eventuel afskaffelse af § 140.

Som jeg i artiklen gør rede for, er der er kun blevet truffet afgørelse efter str. § 140 få gange, siden den nugældende straffelov af 1930 trådte i kraft den 1. januar 1933. I U 1938.419Ø blev en række personer dømt for i blade, skrifter og plakater at have forhånet jødedommens gudsdyrkelse og troslærdomme. Blasfemiparagraffen blev taget i brug igen i 1946 i en sag om en ”dåbsceremoni” af en dukke foretaget af tre personer, hvor den ene var udklædt som en præst. Der blev rejst tiltale mod alle tre for overtrædelse af straffelovens § 140, og sagen endte i en indenretlig bødevedtagelse. Først i 1971 blev bestemmelsen igen anvendt, da to programchefer i Danmarks Radio blev tiltalt som ansvarlige for tv- og radioudsendelser, hvor kunstneren ”Trille” havde sunget visen ”Ham Gud (Øjet)”. Vers 3 lød: ”Ham Gud, han er eddermame svær at få smidt ud, han fik aldrig selv sat ild på sin cigar for han ordned jo Maria pr. vikar”. Retten konkluderede bl.a, at visens indhold ikke havde forbindelse til kristne troslærdomme, hvorfor der ikke var tale om spot eller forhånelse af disse.

Rigsadvokaten afviste også at rejse tiltale i to afgørelser vedrørende provokunstneren Jens Jørgen Thorsen, der bl.a. havde lavet et filmmanuskript ”Thorsens Jesusfilm”, der indeholdt grafiske sexscener med Jesus og Maria Magdalene og senere bemalede en café i Aalborg med en kristusfigur med erigeret lem.  Rigsadvokaten udtalte bl.a.

”Bemaling på restaurant Grafittis facade rummer utvivlsomt en vanhelligelse af Kristus-figuren. Denne vanhelligelse kan vist nok karakteriseres som spottende eller forhånende. […] Jeg er således af den opfattelse, at en tiltalerejsning vil kunne føre til domfældelse for blasfemi.” 

På trods heraf undlod Rigsadvokaten altså at rejse tiltale. I 2006 tog Rigsadvokaten stilling til, hvorvidt der var grundlag for at rejse tiltale for overtrædelse af § 140 som følge af dagbladet Jyllands-Postens publicering af 12 karikaturtegninger, forestillende profeten Muhammed. Rigsadvokaten fandt alene, at en enkelt af karikaturtegningerne, der afbillede profeten Muhammed med en bombe i turbanen, rejste spørgsmål i forhold til blasfemiparagraffen. Rigsadvokaten lagde bl.a. vægt på, at såfremt tegningen opfattes derhen, at profeten Muhammed fremstilles som en voldelig person og som en noget frygtindgydende eller skræmmende figur, kan en så- fremstilling ”med god grund opfattes som en krænkelse og fornærmelse af profeten, der er et forbillede for troende muslimer”. Uanset at tegningen kunne opfattes krænkende, lagde Rigsadvokaten vægt på, at § 140 skal fortolkes snævert, hvorfor tegningen ”ikke med den fornødne sikkerhed kan antages at være strafbar efter straffelovens § 140”, og det uanset om det var Jyllands-Postens hensigt at udsætte muslimer for ”spot, hån og latterliggørelse”. Denne afgørelse synes at bekræfte, at straffelovens § 140 ikke længere finder praktisk anvendelse, omend Rigsadvokatens afgørelse om ikke at rejse tiltale formelt åbner for muligheden deraf.

Blasfemiparagraffens historiske udvikling viser en stadig mere tilbageholdende tiltale- og domspraksis. På den baggrund må man konkludere, at der formentlig næppe vil være egentlige retlige konsekvenser forbundet med en ophævelse af blasfemiparagraffen.

Heller ikke i Danmarks internationale forpligtelser er der grundlag for at bevare blasfemiparagraffen. Den strider ikke i sig selv med ytringsfriheden i den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), men konventionen indeholder heller ikke nogen positiv forpligtelse til at kriminalisere blasfemi. Derimod må det antages, at § 140 er uforenelig med artikel 19 i FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, der dog alene udgør et fortolkningshensyn i dansk ret. Spørgsmålet om, hvorvidt blasfemiparagraffen bør ophæves, beror derfor primært på retspolitiske snarere end retlige betragtninger. Imod en ophævelse kan anføres, at det internationalt kan blive opfattet som en unødig provokation med risiko for diplomatiske kriser og terrortrusler, ligesom det ikke fuldstændigt kan udelukkes, at blasfemiparagraffen har en præventiv effekt i forhold til indholdet af den offentlige debat. En ophævelse kan derfor risikere at medføre en stigning i antallet af grove og forhånende ytringer mod trosretninger og øget ængstelse blandt medlemmer af religiøse minoriteter. Det kan heller ikke udelukkes, at terrortruslen mod Danmark vil blive forøget yderligere, såfremt ophævelsen af blasfemiparagraffen får international bevågenhed og af ekstremister opfattes som en forlængelse af Muhammed-krisen og Charlie Hebdo reaktionerne.

Blandt de begrundelser som er blevet brugt til at afvise en ophævelse, er det da også særligt relevant at fremhæve daværende justitsminister Lene Espersens udtalelser fra Folketingets talerstol i 2004:

”Efter regeringens opfattelse er der fortsat behov for straffelovens blasfemibestemmelse. Hvad enten det drejer sig om kristne, muslimer, jøder eller andre, er religiøse spørgsmål for nogle mennesker noget af det mest betydningsfulde og grundliggende i tilværelsen overhovedet. Netop det forhold er efter regeringens opfattelse meget væsentligt. Den mulighed, som straffelovens § 140 giver for i sidste instans at få domstolenes vurdering af, om konkrete ytringer er i strid med denne bestemmelse, mindsker efter regeringens opfattelse risikoen for, at personer, der føler sig fornedret i forhold til deres tro og gudsdyrkelse, griber til selvtægt. Betydningen af denne effekt bør ikke undervurderes.”

For en ophævelse taler derimod, at § 140 udgør en begrænsning af ytringsfriheden, som er en fundamental værdi i en demokratisk retsstat. Derudover er bestemmelsens indhold uklart, ligesom beskyttelsen af religiøse følelser er uforenelig med et lighedsprincip, eftersom sekulære livsopfattelser ikke er omfattet af samme beskyttelse. Herudover er det forhold, at blasfemiparagraffen ikke længere håndhæves, ikke en garanti for, at det aldrig vil blive tilfældet i fremtiden. Under Muhammedkrisen udtrykte danske jurister eksempelvis ønske om en håndhævelse og skærpelse af paragraffen, ligesom der i lande som Holland og Norge har været fremsat ønsker om at genoplive blasfemiparagraffer. Da en religiøs fundamentalist myrdede den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh, foreslog den daværende hollandske justitsminister, at landets sovende blasfemiparagraf skulle håndhæves for at forhindre fremtidig religiøs vold.

Der synes ikke at være noget empirisk grundlag for, at blasfemiparagraffer udgør et præventivt værn i forhold til religiøst betinget vold og social uro. Internationalt set er det et fåtal af europæiske stater og liberale demokratier, der stadig kriminaliserer blasfemi. I størstedelen af de lande, der bibeholder et sådant forbud, anvendes bestemmelserne ofte til at undertrykke religiøse minoriteter og forhindre kritik af magthavere og dominerende religiøse institutioner. Eksempelvis blev en mand for nylig dømt til døden i Mauretanien, en kristen kvinde sidder på dødsgang for blasfemi i Pakistan, og den Saudiarabiske blogger Raif Badawi er blevet idømt 1000 piske slag og 10 års fængsel for at krænke islam.

Den begrundelse, som Lene Espersen i 2004 fremhævede for at bibeholde blasfemiparagraffen, synes særligt i lyset af angrebet mod Charlie Hebdo at være helt og aldeles uforenelig med et demokratisk samfund baseret på lighed for loven og ytringsfrihed. At bibeholde en bestemmelse, hvis indhold ikke længere stemmer overens med et samfunds grundlæggende værdier ud fra en potentiel risiko for, at ekstremister vil begå vold, vil være en indirekte legitimering af anti-demokratiske værdier. En fastholdelse af blasfemiparagraffen gør det samtidigt sværere på troværdig vis at kritisere blasfemibestemmelser og håndhævelsen deraf i ikke-demokratiske lande. I et demokratisk samfund, som det danske, bør hensynet til grundlæggende frihedsrettigheder gå forud for mere pragmatiske hensyn. På den baggrund synes det på høje tid at ophæve straffelovens § 140. Dermed vil der også være overensstemmelse mellem danske politikeres handlinger og deres fordømmelser af angrebet mod Charlie Hebdo som et attentat på ytringsfriheden.

24 kommentarer RSS

  1. Af Jan Aage Jeppesen

    -

    Straf for blasfemi er en reminiscens fra Enevældens tid og har sin grund i det Gamle Testamentes Moselove. Ifølge Danske Lov af 1683 skulle blasfemikeren først have tungen skåret af og derpå halshugges. Straf for blasfemi blev ført videre i straffeloven af 1866, men straffen mildnet til ”fængsel, ikke under 1 måneds simpelt fængsel, eller under særdeles formildende omstændigheder med bøder.”

    Diskussionen om en modernisering af straffeloven, herunder forslag om afskaffelse af blasfemiparagraffen, tog sin begyndelse i de første årtier af 1900-tallet. I 1923 var der flertal for afskaffelse i en straffelovskommission nedsat i 1917. Til grund for flertallets opfattelse lå den betragtning, at det ikke er naturligt at beskytte de her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse mod spot eller forhånelse ved straffelovsbestemmelser. Hvor på dette område grænserne for ytringsfriheden overtrædes på usømmelig måde, er den fordømmelse, der finder udtryk i den offentlige menings dom, en langt mere effektiv og naturligere reaktion end anvendelse af straf. Hos de personer, for hvem den religiøse følelse har værdi, vil der formentlig i almindelighed ikke være noget ønske om anvendelse af straf overfor blasfemiske udtalelser eller handlinger, og for de personer, for hvem den religiøse følelse, der tilsigtes beskyttet, er fremmed, vil anvendelse af straf i almindelighed føles som en urimelighed, der ægger til modsigelse.

    I det første lovforslag til revision af straffeloven af 1866, der blev fremsat i Folketinget, var en bestemmelse om blasfemi ikke medtaget. Af lovforslagets bemærkninger fremgår:

    ”Kirkeministeriet, hvis erklæring herover er indhentet, og Justitsministeriet er ligesom kommissionens flertal af den mening, at den omhandlede bestemmelse ikke bør optages, og kan tiltræde flertallets motivering af paragraffens udeladelse.”

    Dette forslag til straffeloven – og to senere uændrede forslag i 1925 og 1926 – blev ikke vedtaget. Herefter blev der i 1928 af en ny regering fremsat et forslag til straffeloven, hvor en bestemmelse om straf for blasfemi blev fastholdt. Herefter skulle straffen være bøde eller hæfte. Som begrundelse henviste regeringen til mindretallets udtalelse fra 1923 i Straffelovskommissionen af 1917.

    Selv om der efter dannelsen af S/R-regeringen i 1929 var flertal for afskaffelse af blasfemibestemmelsen i straffeloven blokerede Landstinget for forslagets vedtagelse. I Landstinget, hvortil forslaget blev oversendt, var der nemlig tilslutning til en bestemmelse om blasfemi, og § 140 blev herefter vedtaget i Landstinget og senere i Folketinget

    Bestemmelsen indgik herefter i straffeloven af 1930 der trådte i kraft den 1. januar 1933, med en formulering der svarer til den nugældende. Der har siden vedtagelsen af straffelovens § 140 i 1930 været flere overvejelser om behovet for bestemmelsen.

    I folketingssamlingen 1972/73 fremsatte justitsministeren forslag om ophævelse af straffelovens § 140, og knyttede følgende bemærkninger til forslaget:

    ”… Siden gennemførelsen af straffeloven af 1930 er tiltale for overtrædelse af bestemmelsen kun blevet rejst i 3 tilfælde, henholdsvis i 1938, 1946 og 1971. Medens der skete domfældelse i de to første sager, faldt sagen fra 1971 ud til en frifindelse. Det er justitsministeriets opfattelse, at der med den udvikling, der har fundet sted siden 1930, ikke længere er grundlag for at opretholde bestemmelsen. Hvis grænserne for ytringsfriheden på dette område overtrædes, vil offentlighedens fordømmelse være en mere effektiv og naturlig reaktion end anvendelse af straf.”

    Under førstebehandlingen af lovforslaget var der ikke enighed om, at bestemmelsen skulle ophæves. Justitsministeren oplyste i den forbindelse, at Kirkeministeriet på forespørgsel fra Justitsministeriet havde meddelt, at man ”efter stedfunden brevveksling med biskopperne (skal) meddele, at Kirkeministeriet for sit vedkommende ikke skal udtale sig imod ophævelsen af den nævnte bestemmelse”.

    I betænkningen over lovforslaget foreslog justitsministeren, at forslaget om ophævelse af blasfemibestemmelsen udgik af lovforslaget og blev genfremsat i næste folketingssamling. Dette skete imidlertid ikke, og der er herefter ikke i Folketinget før for ganske nylig på ny fremsat forslag om ophævelse af straffelovens § 140.

    Den 16. december 2004 fremsatte medlemmer af Socialistisk Folkeparti lovforslag om ophævelse af blasfemibestemmelsen. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår følgende om baggrunden for forslaget:

    ”Den såkaldte blasfemibestemmelse i § 140, som er en overlevering fra Christian V’s Danske Lov fra 1683, og som blev indsat i straffeloven i 1866, er tiden løbet helt fra. Derfor har SF også ved forskellige lejligheder, bl.a. da diskussion om blasfemibestemmelsen var fremme i 1970’erne, argumenteret for, at bestemmelsen ikke hører hjemme i straffeloven. Med indførelsen af den såkaldte racismebestemmelse i straffelovens § 266 b i 1939, som blev væsentligt udvidet i 1971 og revideret i 1987, er der efter forslagsstillernes opfattelse en tilstrækkelig og bedre beskyttelse af grupper af personer, der kan føle sig truede, forhånede eller nedværdigede, end § 140 giver mulighed for. Dertil kommer, at § 266 b ikke alene beskytter i forbindelse med religion, men også i forbindelse med race, hudfarve, national og etnisk oprindelse eller seksuel orientering.”

    Dagen efter, den 17. december 2004, fremsatte medlemmer af Dansk Folkeparti også et lovforslag om ophævelse af straffelovens § 140 Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår bl.a. følgende:

    ”Principielt og religiøst er en lovparagraf med straf for blasfemi en komplet misforståelse i et kristent land. Tanken om, at vi med loven i hånd skal værne om Guds ære, er nærmest blasfemisk … Oprindelig var blasfemiparagraffen nærmest tænkt som et værn – ikke om Guds ære, men om almindelig sømmelighed. Den skulle vi imidlertid nok kunne holde os ansvarlig til uden trusler om straf. … Nu er loven imidlertid pludselig blevet højaktuel, efter at muslimer har sagsøgt Danmarks Radio og TV2 for at krænke deres religiøse følelse ved at vise Theo van Goghs film ”Submission” – et gribende kunstværk og et forpint nødskrig fra en kvinde, Ayaan Hirsi Ali, der er slæbt gennem omskæring, fornedrelser, tvangsægteskab, indespærring og voldtægt i en forholdsvis normal muslimsk familie. Hvis ikke hun har ret til at bruge den vestlige verdens ytringsfrihed, hvem skulle egentlig så? Det er religionskritik fra dybet af en lemlæstet sjæl. Lad os gå ud fra, at muslimerne vil tabe sagen med et brag – og dermed dokumentere, at blasfemiparagraffen er ubrugelig. Men lad os også gå ud fra, at hvis vi ikke fjerner den, vil der siden komme en bølge af sager, fremkaldt af ”krænkede religiøse følelser” – eller bare af forurettet lyst til chikane. Anmeldelserne vil hagle ned over politimestrenes skriveborde og belaste både politi og retsvæsen med spørgsmål, som ikke bør finde deres afgørelse i retten, men i en fri og åben debat.”

    Begge disse forslag bortfaldt imidlertid som følge af folketingsvalg, men i marts 2005 genfremsatte Dansk Folkeparti sit tidligere lovforslag med bemærkninger, der svarede til de ovenfor gengivne. I betænkningen over lovforslaget indstillede et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af DF) lovforslaget til forkastelse. SF og EL henviste i den forbindelse bl.a. til, at de ikke kunne støtte lovforslaget på grund af de bemærkninger, der var knyttet til dette. Ved tredjebehandlingen blev lovforslaget forkastet, idet Dansk Folkeparti som det eneste parti stemte for forslaget.

    Senest har Liberal Alliance i 2012 fremsat forslag om at afskaffe blasfemiparagraffen. Det støttes af både Institut for Menneskerettigheder og Dansk Folkeparti – en sjælden set alliance. Socialdemokraterne, SF, Venstre og Konservative venter på en undersøgelse fra Straffelovsrådet – man må undre sig hvad det er de har behov for at få undersøgt, for at nå den åbenlyse konklusion at der ikke er nogen god grund til at give specielle rettigheder til “anerkendte” trossamfund.

    Efter et århundredes diskussion om afskaffelse af blasfemiparagraffen tøver parlamentarikerne endnu en gang. Det handler ikke om jura, men om politisk stillingtagen og det er på høje tid at de folkevalgte lovgivere nu træder i karakter og demonstrerer handlekraft i stedet for berøringsangst over for fundamentalistiske kristne biskopper og imamer, der her går arm i arm.

  2. Af Hans Hansen

    -

    Ja, ud med den tåbelige paragraf. Problemet skyldes som sædvanligt politikernes manglende forståelse og indrømmelse af deres utallige strategiske fejltagelser. De kan ganske enkelt ikke få fingrene ud af ørene ..

    Men ikke kun denne tåbelige blasfemiparagraf skal hældes ud. Det skal salafisterne også. Ud af vagten …

  3. Af Berlingske blog – Ytringsfrihed og blasfemi går hånd i hånd

    -

    […] direktør Jacob Mchangamas nye blog på Berlingske om mulighederne og behovet for at ophæve […]

  4. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt er den såkaldte blasfemiparagraf og ytringsfrihed som sådan, vel total irrelevant ifm med Charlie Hebdo “farcen” og den tidlige Muhammed “krise”. Begge “sager” viser da med al ønskelig tydelighed, at INGEN demokratiske friheds- eller retsprincipper er det papir værd, de er skrevet på, sat op imod simpel primitiv vold og terror. Her vinder ….. bare tanken om brug af vold og terror ….. da hver eneste gang overfor pænt formulerede tanker om “frihed for Loke såvel som for Thor” !

  5. Af Per Torbensen

    -

    Kan vi i Vesten med al vores tolerance og overskud på næsten samtlige niveauer ,blot respektere almindelige muslimers ønske om,ikke at afbillede deres kære gud og profet,når det nu sårer dem så meget og gør dem kede af det,selvfølgelig kan vi det.

    Forhånelse og nedgørelse kontra kritik og debat med respekt for hinanden må og bør da være vejen frem for forståelse.

    De personer som har udført denne rædselsfulde gerning i Paris var ikke almindelige troende muslimer,men afvigere for normal anstændig samtale og omgang mennesker imellem.

    Men Vesten er også ikke uden skyld,dem som plæderer for det multikulturelle samfund og vil lukke alle ind,bærer også ved til bålet i dobbelt forstand ved at forhåne dem de ønsker ind,samtidig med et krav om harmoni.

    Multikulturelle samfund er konflikt samfund hvor etnicitet afløser solidaritet og sammenhold og hvor sammenholdet bliver fragmenteret til opløsning og kaos og vi er i fuld gang med at opløse vores samfund foreløbigt i vest europa.

  6. Af Stefan Bøgh

    -

    Det var godt nok en lang smøre. Du har gjort dig umage, men jeg er ikke enig med dig af den grund.
    En blasfemiparagraf, der efter din mening ikke udretter noget synderligt, kan vel på den anden side heller ikke genere nogen vel?
    Hvad mon dit ærinde i virkeligheden er?
    I en verden hvor der ikke er noget helligt hersker jungleloven, og det er måske den du gerne vil se i fuldt flor?
    Jeg er dybt uenig med dig.

  7. Af Preben F Jensen

    -

    YTRINGSFRIHEDEN ER EN FUNDAMENTAL VÆRDI I EN DEMOKRATSK RETS-STAT………. skriver JM. Og det er jo rigtigt.

    Men hvad nu hvis der er tale om en UDEMOKRATISK REST-STAT?

    Der er jo nu kun rester tilbage af demokratiet og ytringsfrheden. På nogle blogs kan man ikke skrive to ord, uden at de forhåndscensureres. På diverse blogs kan kommentarer hænge i et filter i time- eller dagevis. På nærmest alle blogs forsvinder seriøse indlæg igen og igen ud i den blå luft. Masser af oplysende indlæg sendes aldrig ind, fordi man ikke kan regne med at de kommer på. På andre debat-fora er der fjæs-bog tvang, selvom det udsætter folk for identitets-tyverier, afpresning og andre trusler. I nutidens Danmark er debatten et betydeligt omfang en parodi eller en illusion.

    Det er jo i bred almindelighed ikke vigtigt at kunne håne religioner med tegninger og tekster. Derimod er det vigtigt at kunne kritisere politikker og samfundsforhold der er tåbelige, asociale, uretfærdige, undertrykkende, totalitære eller truende. Det sidste forhindres i vidt omfang i Danmark, og resultatet er at vores samfund udvikler sig i en umenneskelig og barbarisk retning. Ja, manglen på fri og åben demokratisk debat er ligefrem katastrofal, nu hvor Danmark er truet både indefra, udefra og ovenfra.

    I Sverige er ytringsfriheden afskaffet for flere år siden. Ihvertfald stemples systemkritikere hurtigt som racister, fascister og nazister, om de så blot tillader sig at være bekymrede over en udvikling der truer med at gøre svenskerne til et undertrykt, forfulgt og terroriseret mindretal i deres eget land. Medierne og de gamle partier kræver at svenskerne uden at protestere skal finde sig i alt, og være parate til uden videre at lade Islamister, salafister og isis-tilhængere overtage deres land, så det for alvor kan blive en “humanitær stormagt”.

    Læs selv diverse bøger og netaviser. F.eks. “Der VAR et yndigt land” og Uriasposten. Eller “Begår Frankrig selvmord”.

  8. Af Preben F Jensen

    -

    YTRINGSFRIHEDEN ER EN FUNDAMENTAL VÆRDI I EN DEMOKRATSK RETS-STAT………. skriver JM. Og det er jo rigtigt.

    Men hvad nu hvis der er tale om en UDEMOKRATISK REST-STAT?

    Der er jo nu kun rester tilbage af demokratiet og ytringsfrheden. På nogle blogs kan man ikke skrive to ord, uden at de forhåndscensureres. På diverse blogs kan kommentarer hænge i et filter i time- eller dagevis. På nærmest alle blogs forsvinder seriøse indlæg igen og igen ud i den blå luft. Masser af oplysende indlæg sendes aldrig ind, fordi man ikke kan regne med at de kommer på. På andre debat-fora er der fjæs-bog tvang, selvom det udsætter folk for identitets-tyverier, afpresning og andre trusler. I nutidens Danmark er debatten i et betydeligt omfang en parodi eller en illusion.

    Det er jo i bred almindelighed ikke vigtigt at kunne håne religioner med tegninger og tekster. Derimod er det vigtigt at kunne kritisere politikker og samfundsforhold der er tåbelige, asociale, uretfærdige, undertrykkende, totalitære eller truende. Det sidste, altså kritisk debat, forhindres i vidt omfang her i Danmark, og resultatet er at vores samfund udvikler sig i en umenneskelig og barbarisk retning. Ja, manglen på fri og åben demokratisk debat er ligefrem katastrofal, nu hvor Danmark er truet både indefra, udefra og ovenfra.

    I Sverige er ytringsfriheden afskaffet for flere år siden. Ihvertfald stemples systemkritikere hurtigt som racister, fascister og nazister, om de så blot tillader sig at være bekymrede over en udvikling der truer med at gøre svenskerne til et undertrykt, forfulgt og terroriseret mindretal i deres eget land. Medierne og de gamle partier kræver at svenskerne uden at protestere skal finde sig i alt, og være parate til uden videre at lade islamister, salafister og isis-tilhængere overtage deres land, så det for alvor kan blive en “humanitær stormagt”.

    wwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwwww

    Læs selv diverse bøger og netaviser. F.eks. “Der VAR et yndigt land” og Uriasposten. Eller “Begår Frankrig selvmord”.

  9. Af Jan Petersen

    -

    Iøvrigt kommer Dalai Lama …… Tibets åndelige leder …… snart på besøg i København. Men ham har “blondinen i stiletter” naturligvis ikke til hensigt at mødes med. Han er jo hverken iklædt turban eller kalashnikov, så hvad pokker skal den fredens mand her? Han er bare gået helt galt i byen !

    Man lærer vel trods alt af andres “pinlige” friheds fejltagelser, som da tidligere statsminister Lars Lykke mødtes med Dalai Lama tilbage i 2009, og diktaturet Kina som følge deraf lagde Danmark på is.

    FY DA OG FØJ DA ….. den fejltagelse skal ikke gentages. Så hellere bare bede “friheds-trængende” om at læse “friheds-teksten” på toiletpapiret ……. INDEN de bruger papiret på andre kropsdele. Evt genbrug er ok, kan bare vaske fingrene, så er de da i det mindste rene !

  10. Af Krister Meyersahm

    -

    Ytringsfriheden en grundlovsikret ret som dog, indenfor snævre grænser, kan begrænses af lovgiver. Menneskerettighedskonventionen (også dansk lov) tillader på samme måde lovgiver, at pålægge visse begrænsninger for ytringsfriheden.

    Når jeg nævner dette er det fordi, formoder jeg, giverne af grundloven og senere menneskerettighedskonventionen, måske har haft deres tvivl om, hvor vidt borgerne ville være i stand til, at udøve den nødvendige selvbeherskelse.

    Med baggrund i denne opfattelse, gør jeg blot opmærksom på, at der ligger et ansvar for følgerne af den enkeltes ytringer på – først og fremmest det enkelte individ. Der er dog samtidig en forpligtelse for lovgiver til, at sørge for ro om samfundsordenen og – den smule indskrænkning der her er tale om, har en vigtig opdragende funktion. Lad os ikke ændre noget.

  11. Af Hans Hansen

    -

    Per Torbensen. Hvad er forskellen på et fjols og en idiot?
    Fjolset bliver fornærmet over nogle tegninger, og idioten forstår ikke et klap.

  12. Af Hans Hansen

    -

    Ca halvdelen af herboende muslimer (hører du efter) ønsker sharia indført efter en 2009 statistik, hvor muslimerne selv svarer på spørgsmålet.
    Her er en tegning af en idiot:
    db.tt/BDzjX5ZU

  13. Af Hans Hansen

    -

    Det er lidt forkert hvad jeg skriver herover. Ca 11% af muslimerne ønsker sharia indført, og halvdelen af alle muslimer der ønsker forbud mod homoseksualitet og religionskritik.

    Problemet består først og fremmest i at politikerne har tilladt salafister og wahabister ophold. Det er dem der er sharia tilhængere. Rundt regnet ca 10% af 250.000 muslimer => godt 20.000 til 25.000 tilstedeværende sharia tilhængere. Det bærer politikerne ansvaret for, og derfor er politikerne idioter.

  14. Af mikael bruus

    -

    Ytringsfriheden er et respektløst barn, som trodsigt hyler op om at det vil respekteres.

    USA, Rusland, Indien, Kina, samt den samlede arabiske verdens 50+ lande.
    Den katolske kirke og det mosaiske trossamfund.
    Den engelsksproget verden.
    Siger alle far over for den måde ytringsfriheden bruges på, blandt Europas gamle koloni magter.

    Ytringsfriheden er et respektløst barn som trodsigt hyler om at det vil respekteres og det står mere og mere alene.

  15. Af Hans Hansen

    -

    Yes. Ytringsfriheden kalder uden omsvøb en idiot for en idiot. Og det kan ingen tosse forhindre, så ud på idioternes holdeplads med den tossede blasfemiparagraf.

    Men at idioterne lader sig skræmme af tosserne er jo velkendt. For tiden de tossede islamister.

  16. Af Hans Hansen

    -

    Nu hører man jo ikke så ofte at en eller anden tosse ligefrem taler med gud. Eller har set et spøgelse. De ved jo godt at de så bliver spurgt om de ikke lige burde runde distrikt psykiatrien.

  17. Af Preben F Jensen

    -

    Der er jo mange årsager til at Europa befinder sig i en økonomisk, politisk og moralsk krise. Som beskrives i snesevis af bøger, som f.eks. “EU = Europas fjende”, “EU = Europas undergang”, “Begår Frankrig selvmord?”, “Tyskland afskaffer sig selv”, “Der VAR et yndigt land”.

    En af årsagerne til krisen der truer Europas fred og stabilitet er vælgernes generelle uvidenhed og forvirring. En uvidenhed mv. som rødfascistiske kræfter i skolerne, medierne og partierne har gjort meget for at forøge ved at forringe undervisningen, ved at hetze og propagandere, ved at bruge milliarder på plat, underlødig og fordummende underholdning. Og så er der vælgernes egen tilbøjelighed til at bruge deres tid på romaner, ugeblade og tåbelige tv-serier.

    Sverige er et nutidigt skrækeksempel på hvordan tom underholdning og mangel på politisk fornuft og etik kan undergrave et samfund, så det går fra hygge, fred, velfærd og demokrati til uhygge, vold og mord og begyndende anti-velfærd/fattigdom/tyranni, gangstervælde og borgerkrig.

    Et folk der lader sig besnakke og bedøve af propaganda og underholdning er et folk på vej ned ad slidsken. Gider borgerne ikke tænke selv, sørger de ikke for at holde sig ordentligt orienteret, ser de ikke på partierne og politikerne med et kritisk blik, så får politiske tosser, kommunister, feminister, hyklere, pladderhumanister og radigale utopister/forrædere alt for let spil.

    Lige nu er Europa og Danmark i en krise der er totalitær og eksistentiel. Den kan ende i en slags dommedag for millioner og atter europæere og danskere. Der er al mulig grund til at vågne op og foretage sig noget konstruktivt for at genopbygge demokratiet og ændre den politiske kurs.

  18. Af P Jensen

    -

    ..i en slags dommedag for millioner og atter millioner af europæere og danskere.

  19. Af K.Larsen .

    -

    Blasfemi er at gøre et udsagn forfængelig.
    eksempel: §266b.
    Hvad har vi Ytringsfriheden til, hvis ikke den er for at rette på diktatorisk arrogance.

  20. Af P Christensen

    -

    Hvorfor skal særlige former for fri fantasi (religion) dog beskyttes mon kritik?
    Dette er stærkt absurd, så meget desto mere at sådan ofte anvendes
    stærkt negativt/destruktivt overfor andre.
    Ingen adfærd eller ytringer bør selvsagt være hævet over kritik.
    Uanset hvilken paraply af betegnelser og alibier (politik, religion) man søger at dække ind dem under.

  21. Af Martin B

    -

    Læste de første 10 linjer, så blev alle tænkelige menneskelige følelser aktiveret inde i mig på én gang, og jeg blev så rundtosset at jeg simpelhen ikke kunne mere. Han er hvertfald ikke idiot Mchangama.

  22. Af Per Torbensen

    -

    Blasfemi paragraffen og diverse filtre på de fleste avisers debat tråde,kommer vil ud på et,at afgrænse og begrænse den frie debat,hver avis sin ideologi og overbevisning og de klippede får skal ind i folden og holde kæft eller rette ind også set her på dette blad-dybt frustrerende.

  23. Af P Jensen

    -

    Ja, ytringsfriheden og den demokratiske debat har man for at folket skal kunne kritisere politiske udskejelser og diktatorisk arrogance. Hvorfor grundloven har bestemmelser om at ce n su r ikke må tage overhånd. Men hvorfor er der så fornylig sat et avis fi l ter på som skævvrider debatterne, og favoriserer R og EL kommentarer….?

  24. Af Men-menigheden og Voldsmandens Veto | Retsstaten

    -

    […] der kan krænke. De synspunkter har jeg og andre fremført ad nauseam andet steds (eks. her, her og her) – tillad mig dog blog at fremhæve Flemming Roses interview i The New Yorker. Jeg har endnu […]

Kommentarer er lukket.